logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2023 > UFO-Mail nr. 404

UFO-Mail nr. 404
14. december 2023


 

SUFOI Årsrapport 2024

Skal man tro medierne, podcasts-værterne, YouTuberne og en masse andre, som kalder sig ufoeksperter, så kan vi snart forvente den helt store ufoafsløring, disclosure. For de amerikanske myndigheder ligger naturligvis inde med sandheden om ufoerne (= besøg udefra) og har gjort det siden 1947. Politisk pres, højtråbende såkaldte ufopersonligheder og en amerikansk befolkning, der ikke stoler på autoriteterne eller ret meget andet vil inden længe tvinge Pentagon til at afsløre alle hemmelighederne, som vil skabe Paradis på Jorden. Hallelujah!

Det amerikanske ufoland er helt gakgak og får „Guds eget land“ til at leve op til betegnelsen fantasyland. SUFOI's Benny Christen Grandahl holder hovedet koldt og fødderne varme og giver i SUFOI Årsrapport 2024 et overblik over alle de hovedrystende besynderligheder over there.

I SUFOI arbejder vi ufortrødent videre med at tage danske ufooplevelser alvorligt og efterforsker - som de eneste i Danmark - de mange oplevelser seriøst for at finde mulige forklaringer og dermed få mere viden om ufomyten, og hvad der skaber ufooplevelser. I SUFOI Årsrapport 2024 får du et overblik over nogle af de fotosager, som har optaget os.

SUFOI Årsrapport er i år anderledes end de foregående årsrapporter, idet indholdet ikke har været offentliggjort tidligere.

SUFOI Årsrapport 2024 kan downloades gratis her.



Lys på himlen ved Blåvand - opklaret

Fra vores samarbejdspartner Hanjürgen Köhler, CENAP, Tyskland, modtog vi en henvendelse om en tysk kvinde, der den 18. november 2023 ca. kl. 21.10 fra Blåvands-området nordvest for Esbjerg havde iagttaget og fotograferet mystiske lys på himlen.

 
Stillbillede fra en af de modtagne videoer med to lys på den mørke og stormfulde himmel.

Vi bragte en efterlysning i UFO-Mail nr. 403 for at se, om sagen kunne løses lokalt.


Lokale efterlysninger

Umiddelbart kunne lysene ligne nødblus, og det var derfor nærliggende for Mads Madsen, der er en af administratorerne på SUFOI's Facebookgruppe og bosat i Esbjerg, at spørge lokale myndigheder, som måtte kende til sagen.

I svaret fra det lokale Beredskab/Servicecenter, Syd- og Sønderjyllands Politi hedder det bl.a., at man ikke umiddelbart kan se nogen registrering på hændelsen.

I svaret fra JRCC hedder det, at man ikke har informationer eller anmeldelser på skibe i nød i området på det oplyste tidspunkt.

For god ordens skyld anføres det også fra JRCC, at man med det samme bør kontakte myndighederne, når man observerer noget, som, man vurderer, er nødsignaler.

JRCC, Joint Rescue Coordination Centre, er en enhed i Nationalt Maritimt Operationscenter. Centret leder den danske eftersøgnings- og redningstjeneste - også kaldet Search and Rescue (SAR).


Forsvarskommandoen har løsningen

SUFOI's Fotoafdeling henvendte sig efterfølgende til Forsvarskommandoen for at høre, om man i området havde haft militære øvelser i det nævnte tidsrum, der evt. kunne forårsage de observerede lys på himlen. Svar på SUFOI's forespørgsel kom fra Operationsafdelingen, Forsvarskommandoen, Karup:

„Vi har afsøgt relevante forhold omkring observationen og kan bekræfte, at der ikke er registreret eller anmeldt anvendelse af nødblus i omtalte periode og på omtalte destination. Der er ej heller rapporteret øvelsesaktivitet med søværnets eller flyvevåbnets enheder.

Der er dog anmeldt skud med lysraketter i forbindelse med uddannelse i Oksbøl Skydeterræn. Billedet samt den omtalte varighed (30/45 sekunder) stemmer godt overens med brændetiden på en lysraket, hvorfor det forventes at være en sådan som er blevet observeret.“

Med ovenstående informationer om, at der i forbindelse med uddannelsesaktiviteter i Oksbøl Skydeterræn har været anvendt lysraketter, anser vi i SUFOI derfor nu sagen for løst, hvilket vi samtidig har meddelt Hanjürgen Köhler, CENAP.

Meddelelsen er samtidig lagt ud på SUFOI's Facebook-gruppe, hvor man også kan se de to modtagne videosekvenser



 

Læsetips mellem himmel og jord

Under denne overskrift forsøger vi at udvælge de mest interessante af tidens historier med relation til ufomyten. Der vil forhåbentlig blive gengivet historier af en vis underholdningsværdi og historier, som vi alle kan blive klogere af - måske begge dele samtidig.


Is There Anybody ...
Out There?

I december-nummeret af Ud & Se bringes en længere artikel om ufomyten. Det er en velskrevet, lang og underholdende artikel, som kommer vidt omkring.


Pentagon har brugt penge på varulve-jagt

The Basement Office: Werewolf at the Pentagon - DOD Officials haunted by Skinwalker Ranch monsters. Publiceret 29.11.2023, varighed: 12:42 min.


Australsk journalist modtager fortjent pris

Hvert år uddeler Australian Skeptics „Bent Spoon Award“. Den gives hvert år til en person, der har leveret „det mest absurde stykke paranormale eller pseudovidenskabelige nonsens“.

ASI Bent Spoon Award.
(Foto: Australian Skeptics Inc.)

Årets prismodtager er journalisten Ross Coulthard, som hele tiden blander sig i ufo-polemikken i USA, hvilket beskrives på glimrende vis af Benny Christen Grandahl i artiklen „Årets gang i det amerikanske ufo-land“ i SUFOI Årsrapport 2024.

Coulthard er bl.a. kendt for det meget omtalte interview på NewsNation med den såkaldte ufo-whistleblower David Grusch og podcasten Need To Know, der ligesom bogen In Plain Sight - An Investigation into UFOs and Impossible Science skaber sensationer ud af for længst opklarede ufooplevelser.

Og så har Politiken Historie bragt en artikel („Fænomenet, der blev ignoreret af historien“, 21. april 2022) af Ross Coulthard, hvor hele set-uppet giver læseren det indtryk, at Coulthard er ekspert på området. Nej, han har brugt fire år på at skrive en ufobog. Det havde han ikke behøvet. Men det forhindrer ikke redaktionen hos Politiken Historie i at anbefale bogen, ja faktisk også titler skrevet af hhv. Leslie Kean og Timothy Good.

Skulle en pris a la Bent Spoon Award blive indført her i Kongeriget, vil jeg da gerne byde ind med to oplagte kandidater, nemlig folkene bag podcasten Flyvende Tallerken, som - ud over krampagtigt at holde liv i forældede antagelser (fx at jagerpiloter er de bedste og mest ufejlbarlige ufovidner) - siden november 2021 har pustet for længst opklarede ufooplevelser, som fx Phoenixlysene, op til at være mystiske - samt de to begejstrede værter i podcasten UFOrklarligt, som med deres exopolitiske udgangspunkt må være en velsignelse at lytte til for alle med hang til det nyreligiøse og letkøbte.


J. Allen Hynek Center for UFO Studies

J. Allen Hynek Center for UFO Studies (CUFOS) har eksisteret i 50 år og har i den anledning fået nyt site med rigtig mange gratis ressourcer, bl.a. tidsskriftet International UFO Reporter, Journal for UFO Studies, bøger og nyhedsbreve.







Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2023. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted