logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > Himlens fænomener mv. > Kondensstriber fra fly

Kondensstriber fra fly

Når Solen står lavt på himlen morgen eller aften, ses ofte små lysstriber, der kan se ejendommelige ud. Der er tale om kondensstriber (også kaldet contrails) efter højtgående fly og skyldes en fortætning af atmosfærens vanddamp, som forårsages af flymotorernes udledning af vanddamp og små urenheder. Ved fortætningen kan vanddampen blive synlig som et kortere eller længere hvidt spor efter flyet.

Kondensstriber kan tage sig højst forskellige ud, helt afhængig af bl.a. hvilke luftlag flyet aktuelt befinder sig i under flyvningen. Ofte ses der lange kondensstriber efter fly, til andre tider er der absolut ingen at se. Hvordan striberne opløses og forsvinder, kan også variere meget. Det aktuelle foto er taget kort efter solnedgang og viser både lyse og mørke striber.
Foto: Ole Henningsen/SUFOI Picture Library

I almindelighed ses kondensstriber på den skyfrie himmel som lange, hvide, diffuse linjer eller streger efter højtgående fly. I klart vejr kan de ses på utrolig lang afstand, og i visse tilfælde se helt glødende ud, belyst af især den lavtstående sol om morgenen eller aftenen. Kondensstriber befinder sig i stor højde og kan derfor optræde solbelyst et stykke tid før solopgang eller efter solnedgang. Under de rette belysningsforhold kan kondensstriber også optræde som mørke streger på himlen.

Selve flyet er ikke altid synligt, medmindre sollyset reflekteres fra vinge eller krop, hvor man ser en endnu stærkere lysende plet i den ene ende af kondensstriben.

Foto modtaget af SUFOI's Fotoafdeling til undersøgelse, taget 2. august 2016 fra Svenstrup, SV for Aalborg.
Der er tale om en kort kondensstribe (contrail) fra et fly stærkt oplyst af den lavtstående sol. Af perspektiviske årsager kan fænomenet ofte se ud som opsendelse af en raket eller en nedstyrtning. I det aktuelle tilfælde er flyet i stor højde på vej bort fra observatørens position.
Foto: SUFOI Picture Library

Der er tidligere i SUFOI's gratis nyhedsbrev „UFO-Mail“ berettet om, hvorledes en kraftigt solbelyst kondensstribe fra et fly den 8. november 2010 lignede en missilaffyring ud for USA's vestkyst og vakte stor opsigt i medierne: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2010/um10-123.php.

TV2 Østjylland spurgte 8. januar 2018 i en dramatisk overskrift:

VIDEO: Var det en UFO eller et fly i brand?

Ole J. Knudsen, kommunikationsmedarbejder ved Stellar Astrophysics Centre, SAC, Aarhus Universitet, og tidligere mangeårig medarbejder hos Skandinavisk UFO-information, kunne berolige med, at der er tale om et fly og dets solbelyste kondensstribe.
Se foto og kort video: https://www.tv2ostjylland.dk/artikel/video-var-det-en-ufo-eller-et-fly-i-brand.

Se andre kondenstribe-/contrail-fotos fra tidligere fotosager:
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2014/um14-170.php,
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2012/um12-150.php og
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2016/um16-217.php.

 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted