Gummi-alien gav fængsel
En kinesisk bonde, som blot benævnes hr. Li i Shandong Evening News, blev tilbageholdt i fem dage af kinesisk politi for svindel og for at have forstyrret den offentlige orden. Hans forbrydelse bestod i, at han havde fremstillet en alien af gummi, hønsenet og lim, taget billeder af den og lagt dem på nettet. Hans formål var at få folk til at tro, at aliens eksisterer. På nettet skrev han, at han havde haft en ufooplevelse, da han var ved at sætte fælder op for at fange vilde kaniner. Ud fra et objekt svævede fem aliens ned mod ham, og den ene kom for tæt på kaninfælden og blev slået ihjel.
Inden hr. Lis svindelnummer blev afsløret, nåede hans historie og billeder at komme vidt omkring og blev bl.a. omtalt i The Telegraph. Det er formentlig første gang, at nogen er blevet anholdt for at have fremstillet et falsk rumvæsen. Ufo-historien rummer ellers rigeligt med historier om svindlere, som har udnyttet folks godtroenhed og tjent på det - platugler som i højere grad end kinesiske hr. Li burde have været rullet i tjære og fjer. Her tænkes især på Ray Santillis obduktionsvideo af Roswell-væsnet. Se fx En alien med fårehjerne. En anden suspekt historie - denne gang om et meget lille skelet - fik i maj 2013 stor omtale både herhjemme og i udlandet. Først forlød det, at skelettet stammede fra en alien, men senere udtalte en „ekspert“, at DNA-analyser tydede på, at det var et menneske. Sandheden er måske nærmere, at historien om det lille skelet kan være et mediestunt iscenesat af Steven Greer for at markedsføre hans „dokumentar“-film, Sirius, om det mystiske fund af et alien-skelet. Skelet-historien lugter af en forsinket aprilsnar, som har givet medierne lidt stof i et nyhedsfattigt forår. Steven Greer har vi i SUFOI ingen som helst fidus til. Ham og hans diverse organisationer og aktiviteter har vi tidligere omtalt her i UFO-Mail. Se fx UFO-Mail nr. 145.
Hedeslag på Islands Brygge
I efteråret 2012 deltog Lars Thomas i Exopolitik Danmarks konference og skrev bl.a. følgende om oplevelsen i artiklen Something very serious!: „Solen skinner over Christianshavns Torv, og jeg begynder så småt at ærgre mig over, at jeg har sagt ja til at bruge en smuk septemberfredag på at overvære Exopolitik Danmarks kongres i Christianshavn Beboerhus. Stemningen er ret besynderlig blandt den lille flok mennesker, der står og sludrer foran indgangen til foredragssalen. Der er den samme fornemmelse af intens selvtilfredshed, man finder til et Scientology seminar eller til et bønnemøde i en nordjysk frikirke.“
Den 8. juni 2013 var jeg tilhører til Exopolitik Danmarks seneste konference „UFOs and Nukes“ i Kulturhuset Islands Brygge, også i København. Igen var det en smuk solskinsdag, men stemningen blandt de omkring 70 tilhørere var afslappet og lugtede denne gang knapt så meget af „bønnemøde i en nordjysk frikirke“. Til gengæld var konferencens to foredrag meget langt ude! Helt uden for pædagogisk rækkevidde. Dagens hovedpersoner var amerikanske Robert Hastings og britiske Timothy Good, som skulle fortælle om ufoer og atomvåben og blev præsenteret som internationale kapaciteter. Jeg har læst begge de herrers bøger samt nærlæst deres hjemmesider, debatten om dem, og hvad de i øvrigt står for. Så jeg burde have været advaret. Alligevel bliver man overasket over at høre så meget sludder fra hestens egen mund. Men til begge de herrers ros skal siges, at de fremstod, som om de begge selv troede på det, de sagde. Timothy Good leverede en times slideshow med en historisk gennemgang af ufofænomenet med budskabet: Ufoerne har været her altid! Show er måske så meget sagt. Det gik langsomt og var jævnt kedeligt - så søvndyssende, at en ungersvend foran mig flere gange måtte holdes vågen af sin kammerat - og så var det alt sammen set før. Jeg vil tro, at Good, som er en stor fan af George Adamski, for 40-50 år siden kunne være sluppet vældig godt fra det samme slideshow i en husmorforening langt ude på den engelske hede. Men det holder altså ikke i dag. Kun pga. publikums gode opdragelse undgik han at blive buhet ud. Han præsenterede det ene gamle billede efter det andet, usammenhængende og uden de faktuelle oplysninger. Mange af billederne kunne han helt tydeligt ikke huske noget om.
Good fremsatte mange vilde, udokumenterede påstande - bl.a. at ti italienske piloter har fløjet rundt i fartøjer udviklet af aliens - og så blev han under hele konferencen ved med at bruge vendingen „ifølge mine informationer og kilder så...“. Med denne retoriske teknik gjorde han sig interessant og vigtig og efterlod det indtryk, at han er medlem af en særlig loge, der besidder en hemmelig viden. Jeg ved ikke, hvilken planet Good har opholdt sig på de sidste mange, mange år. Men han lever i en længst forgangen ufologisk tid og burde få sig en internetforbindelse eller læse fx landsmanden dr. David Clarkes bøger og artikler, så han kunne blive opdateret.
Robert Hastings har siden 1973 interviewet omkring 140 tidligere ansatte i US Air Force (USAF) om deres ufooplevelser. Hastings fortalte, at ufoer er lig med fremmede rumskibe, og at deres besætninger siden de første atomvåbentest har overvåget alle jordiske aktiviteter på området, herunder også missilaffyringsstederne.
UFOer og atomvåben
I reklameteksten til UFOs and Nukes: Extraordinary Encounters at Nuclear Weapons Sites står der bl.a.: „Alle har hørt om bjærgningen af et nedstyrtet fremmed rumskib nær Roswell, New Mexico i juli 1947. Men de fleste mennesker er uvidende om, at på tidspunktet for hændelsen var Roswell Army Airfield hjemsted for verdens eneste atomare bombefly-eskadrille, den 509th Bomb Group. Var dette blot en tilfældighed? ... Var der en forbindelse mellem den atomare bombefly-eskadrille på Roswell og den nedstyrtede UFO tæt ved? Overvågede de, som styrer ufoerne, supermagternes atomare våbenkapløb under Den Kolde krig? Studerer de stadig de amerikanske og russiske våbenlagre?“ Det skal siges til Robert L. Hastings ros, at reklameteksten ikke er falsk varebetegnelse. Den - og bogens titel - fortæller ganske rammende, hvad UFOs and Nukes: Extraordinary Encounters at Nuclear Weapons Sites handler om. Hastings mener i ramme alvor, at ufoer er lig med fremmede rumskibe, og at deres besætninger siden de første atomvåbentest har overvåget alle jordiske aktiviteter på området, herunder også missilaffyringsstederne. En af grundene til, at den amerikanske regering forsøger at skjule sin omfattende viden om ufo-fænomenet, er, ifølge Hastings, ængstelse for at skulle erkende, at fremmede væsner igennem årtier systematisk har overvåget USA's atomvåben og lejlighedsvis har manipuleret med dem. Dette er Hastings påstand, og han mener, at den er sand, og at hans egen bog beviser det. Hastings har i løbet af de seneste 35 år interviewet over 100 tidligere ansatte i US Air Force (USAF) om deres ufo-oplevelser. Hændelserne, de beskriver, har fundet sted i tidsrummet 1962-1996 ved fx affyringssteder for interkontinentale ballistiske missiler (ICBM) under følgende militære baser: Malmstrom, Minot, F.E. Warren, Ellsworth, Vandenberg og Walker. Hastings indrømmer i bogen, at alle vidneudsagn har anekdotisk karakter og ikke er videnskabelige beviser, men han tilføjer, at alle de interviewede tidligere havde betroede stillinger med en sikkerhedsgodkendelse af en vis betydning og havde ansvaret for USA's masseødelæggelsesvåben. Derfor må deres vidneudsagn - afgivet mange år efter deres ansættelsesforhold i forsvaret var afsluttet, og hvor de i dag er i 70'erne og 80'erne - også tages for pålydende. Når de kalder noget for uidentificeret eller måske bruger betegnelsen ufo, så er der tale om fremmede rumskibe! Det er her, kæden hopper af. Deres vidneudsagn - uanset hvor mange der så end er - kan ikke bevise noget, andet end at militærfolk ligesom alle andre mennesker ser fænomener, som de oplever som uforklarlige eller mystiske. Militærfolks sanser er lige så upålidelige som alle andre menneskers.
Hastings går i bogens 602 sider kronologisk til værks med udgangspunkt i de første atomprøvesprængninger i 1940'erne. Der er ingen tvivl om, at der ligger et meget stort arbejde bag indsamlingen af de mange interviews, og at Hastings ved en masse om USA's atommissilinstallationer. Han har også meget på hjerte, så fremstillingen rummer mange sidespring - fx bruger han mange sider på at skælde ud på personer, som ser langt mere kritisk på ufo-myten og vidneudsagn, end han gør - så militærpersonalets vidneudsagn forsvinder nogle gange i for meget udenomssnak. Det er næppe tilsigtet, men det fjerner fokus fra vidneudsagnene, som sjældent er særligt hårrejsende, faktisk trivielle, da der for en stor dels vedkommende er tale om vagtpersonale, der har set eller kender nogen, som har set et nattelys. I betragtning af, at Hastings har brugt 35 år på at efterforske denne del af ufo-historien, virker resultatet ikke overbevisende. At militærpersoner har set noget, som de selv kalder en ufo, er tilstrækkeligt for Hastings, ligesom tekniske fejl på militære installationer beviser, at aliens piller ved sagerne. Desværre indeholder bogen (denne anmeldelse bygger på e-bogsudgaven) ingen gengivelser af de mange militære dokumenter, som tilsyneladende udgør en væsentlig del af kildematerialet, så læseren har ikke mulighed for at kigge Hastings i kortene og bl.a. vurdere dokumenternes værdi etc. Hastings bog og bastante påstande har andre amerikanske ufo-interesserede naturligvis reageret på, heriblandt Tim Printy, som i sit velresearchede, underholdende og gratis online-magasin SUNlite jævnligt kommenterer og efterforsker Hastings påstande. Hvis man ønsker andre og mere jordnære forklaringer på diverse hændelser ved USA's atomvåbeninstallationer, kan det varmt anbefales at læse Tim Printys kommentarer til Hastings udsagn i fx SUNlite November-December 2010, January-February 2011, March-April 2011, July-August 2011 og March-April 2012.
Roswell og Area 51
Vi har stadig eksemplarer tilbage af nyudgivelserne Roswell og Area 51 i SUFOI Butikken. Prisen er kun kr. 89,- pr. stk. Begge titler fås også som e-bøger, bl.a. på netboghandelen Saxo.com, ligesom de kan lånes på ereolen.
Læs ufo-beretninger på www.ufo.dkSeneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.
Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
|
Er vi alene?
Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser. Vælg bog A |
Astrofysik for travle mennesker
Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet. Vælg bog B |
|||||
Guldet venter!
I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger. Vælg bog C |
UFO'er - Myter og viden
SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning. Vælg bog D |
© SUFOI 2013. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.
![]() |
©
Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted |
![]() |