logo
Danmarks UFO Forening 

Leder i UFO-Nyt nr. 4, 2002, som udkom 15. november

SUFOI netop nu og i 2003


SUFOI vil som en del af sin vision være foreningen, „hvor man henvender sig for at få information om ufoer“. Denne centrale del af vores vision er i det forløbne år blevet opfyldt - og det samme vil helt sikkert også komme til at gælde for 2003.

Flere medlemmer af SUFOI's ledelse har i efteråret deltaget i tv- og radiooptagelser hos DR, TV2 m.fl. Resultatet af anstrengelserne vil formentlig blive synlige i begyndelsen af 2003. De nøjagtige udsendelsestidspunkter kendes ikke i skrivende stund, men så snart de ligger fast, vil vi informere via vores gratis nyhedstjeneste UFO-mail. Husk derfor at tilmelde dig e-mail nyhedsbrevet UFO-mail på www.ufo.dk. Her får du superaktuelle nyheder, så snart de indløber til SUFOI.

For 25 år siden kunne et biografpublikum for første gang se Steven Spielbergs science fiction film »Nærkontakt af Tredie Grad«. Filmen var dengang banebrydende, dels pga. sine special effects dels fordi fiktionen i nogen grad byggede på autentiske ufo-rapporter. Filmen var et godt tidsbillede på den gængse opfattelse af ufo-fænomenernes natur samt folks forventninger til fremtiden.

Mange læsere vil huske, at astronomen J. Allen Hynek, som i 22 år var det amerikanske flyvevåbens ekspert i ufo-spørgsmål, fungerede som konsulent for Spielberg og også havde en mindre birolle i filmen.

Meget har ændret sig siden 1977 - også vores viden om ufo-fænomenet og observationsberetningernes kompleksitet, men som film betragtet holder »Nærkontakt af Tredie Grad« stadig.

Nu kommer mesterværket for første gang til de danske biografer i den ultimative »Director's Cut« udgave og i en helt ny kopi.

Filmen vises ved en række forpremierer landet over og vil inden filmens start blive introduceret af henholdsvis Per Andersen, Peter Nørgaard og Torben Birkeholm fra Skandinavisk UFO Information.

Forpremieren finder sted den:

  • 25. april kl. 23:59 i Skandinaviens største biograf Imperial i København. Foredrag v/Per Andersen
  • 27. april kl. 18:30 i BioCity Odense. Foredrag v/Peter Nørgaard
  • 28. april kl. 18:30 i BioCity Århus. Foredrag v/Torben Birkeholm
  • 29. april kl. 18:30 i BioCity Herning. Foredrag v/Peter Nørgaard
  • 30. april kl. 18:30 i BioCity Esbjerg. Foredrag v/Per Andersen

Se også annoncen side 22 i dette nummer af UFO-Nyt.

Næste år vil også byde på lidt mindre spektakulære begivenheder. Vi arbejder nemlig i øjeblikket på flere spændende bogudgivelser, som vil glæde både „hardcore“ ufo-interesserede og det brede publikum.

Vi ser frem til det kommende år og ønsker alle læsere en glædelig jul - og på gensyn i 2003.

Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted