logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > Artikler > Manipulation og fup > KGB's hemmelige film

Artikel fra UFO-Nyt nr. 2 - 2000

Afsløring

KGB's hemmelige film

Det måtte jo komme: Ruslands svar på nedstyrtningen ved Roswell. Den 2. januar sendte svensk TV4 en 90 minutters dokumentarudsendelse med titlen »KGB's hemmelige UFO-arkiv«. Udsendelsen viste bl.a. farveoptagelser af et nedstyrtet objekt og obduktionen af en ilde tilredt ufonaut. Som det kunne forventes, vakte udsendelsen opsigt i Sverige.

En russer ved navn Veniamin G. Vereschagin fortæller i tv-udsendelsen, at objektet styrtede ned uden for byen Sverdlovsk (det nuværende Jekaterinborg) i Uralbjergene den 27. november 1968. Fem lyskugler var blevet set på himlen. En af dem faldt ned i en nærliggende skov, hvorefter lokale indbyggere hørte en kraftig eksplosion. Vraget blev dog først fundet i marts 1969 af en bonde, som underrettede de lokale sikkerhedsmyndigheder.

Russiske soldater vogter "nedstyrtet" ufo  

I tv-udsendelsen ses klip fra nogle af de filmruller, som en amerikansk forretningsmand købte af sortbørshandlere i Rusland. Filmsekvenserne viser russiske soldater, som bevogter det nedstyrtede objekt, obduktionen af et besætningsmedlem samt scener taget fra russiske kampfly, der filmer ufoer.

Filmklippene kædes sammen af optagelser af diverse dokumenter (der angiveligt skulle bekræfte hændelsen) samt interviews med ufologer som for eksempel Stanton Friedman.

Heldigvis har flere personer ladet sig provokere til at kigge den sensationelle historie efter i sømmene. Boris Sjurinov, formand for Ruslands UFO-Forbund, har i to lange artikler i avisen »Trud« fremlagt en masse indicier på, at historien er opdigtet. For eksempel er flere af de viste dokumenter vedrørende obduktionen slet ikke fra 1969, men fra 1970erne, og lægerne, som udfører obduktionen, gør det særdeles amatøragtigt. Sjurinovs afsløringer fik forretningsmanden, som i sin tid købte filmene, til at påstå, at Sjurinov er KGB-agent og betalt for at skjule sandheden.

  Obduktion af en ufonaut

Den endelige afsløring af falskneriet kom, da det lykkedes journalister fra »Trud« at opspore Olga Dolgaljova, regissørassistent ved Gorkijateljén i Moskva. Hun var i vinteren 1997-98 blevet kontaktet i Moskva af to amerikanske filmfolk, som ønskede hjælp til indspilningen af en film. Olga Dolgaljova troede, at det drejede sig om en spillefilm - og ikke en dokumentarfilm.

Optagelserne med det nedstyrtede objekt (fremstillet af skumplast) fandt sted i udkanten af byen Alabino uden for Moskva med hjælp fra ukendte skuespillere og lokale soldater (som blev godt betalt).

Det lykkedes også at finde „obduktionslokalet“ på et medicinsk institut, hvor studerende havde ageret foran kameraet. Instituttets leder, Michail Sapin, kendte intet til optagelserne, men oplyste, at alle i øvrigt har fri adgang til det pågældende undervisningslokale.

Nu venter vi spændt på at se, hvornår myten om det nedstyrtede ufo i Uralbjergene i 1968 genoplives og markedsføres i bogform af en eller anden fusentast, der lugter lettjente penge.

Kilde: UFO-Aktuellt, nr. 1/2000

Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted