logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2020 > UFO-Mail nr. 302

UFO-Mail nr. 314
11. september 2020


To danske nærobservationer

Det er fredag aften den 29. september 1995. 24-årige Claus Lundholm kører sydpå fra Brande mod Vejle. Han har selskab af sin hund, der ligger på bagsædet. Uret viser 21.30. Pludselig begynder bilens instrumenter at te sig helt vildt, og hunden bliver urolig. Claus Lundholm nærmer sig en vigeplads i højre side. Bilens lygter skifter styrke, og motoren er svær at holde i gang. Motoren ender med at gå i stå. Bilen holder midt på vejen uden lys.

Dette er indledningen til en hårrejsende ufooplevelse, som Claus Lundholm sent vil glemme.

På SUFOI's 50 års jubilæumskonference den 10. november 2007 fortalte Claus Lundholm om sin nærobservation, da han en mørk aften i 1995 kørte mod Brande og blev standset i sin bil af et enormt eksploderende lys.
(Foto: Flemming O. Rasmussen)

 
En tegners fortolkning af Claus Lundholms oplevelse. Skiven var 12-15 m i diameter og 3-4 m over bilen. Den yderste rand var mørk. Lidt længere inde var der en række cirkler af lys, der sad tættere mod skivens midte.
(Tegning: Henrik Klinge Pedersen/SUFOI Picture Library)

Hør og se Claus Lundholm fortælle om sin ufooplevelse i videoen Mødet i mørket 2 (varighed: 07:40 min.).


Fra vidnesbyrd til oplevelse

Claus Lundholms ufooplevelse fandt sted for 25 år siden. Den ligner på mange måder politiassistent Evald Hansen Maarups oplevelse i Sønderjylland for 50 siden. Hør Maarup fortælle om sin oplevelse i videoen Mødet i mørket (varighed: 05:40).

Maarups og Lundholms oplevelser af et ukendt lys og efterfølgende bilstandsning kendes også fra science fiction-film. Det har Toke Haunstrup skrevet om i bogen 50 år med ufoer - erfaringer fra halvtreds års rapportarbejde. Læs dette interessante uddrag fra bogens kapitel Fra vidnesbyrd til oplevelse

 
Læs en grundig gennemgang af hele hændelsesforløbet i Claus Lundholms ufooplevelse i UFO-Nyt nr. 2, 1995.




Betty, Barney og bortførelser

Nigel Watsons nye bog Captured by Aliens? - eller rettere den nye udgave af Captured by Aliens?, der oprindeligt blev udgivet af forfatteren selv i 2009, er både fascinerende og irriterende læsning. Udgangspunktet er for så vidt godt nok og yderst vedkommende: Watson mener, at den berømte Betty og Barney Hill bortførelsessag er udgangspunktet, eller skal vi sige kimen til hele den bortførelseskultur, der sidenhen har udviklet sig verden over, og i særdeleshed i USA, og at der i bund og grund ikke er skyggen af reelt bevis for, at nogle af historierne er rigtige. Til gengæld er måden, som hele spørgsmålet bliver behandlet på, ikke altid lige heldig - sine steder voldsomt nedladende - eller for den sags skyld lige læseværdig.

Bogen begynder med en detaljeret beskrivelse af Hill-sagen fra 1961. Det vil jeg ikke gå nærmere ind på her, da den er nok de fleste bekendt. Hvad der er meget mere interessant er, at historien er blevet bedre og bedre med tiden. Ifølge Watson er den oprindelige projekt Blue Book Report ikke nær så detaljeret og dramatisk som de senere udgaver af historien. I Watsons øjne er der ingen tvivl om, at historien er vokset igennem tiden, ikke mindst i hovedet på Betty Hill, som har broderet mere og mere på sin beretning i årenes løb og i vid udstrækning har overbevist sig selv om, at det var sådan, det foregik.

Betty Hill fotograferet den 13. april 1987 med en farvetegning af hendes bortførere udført af David G. Baker i 1969.
(Foto: Clas Svahn/AFU)

Man kan så undre sig over, at Hill-sagen skulle være startskuddet til det, man vel nok kan kalde et bortførelseshysteri, men den skal nok ses i lyset af en atmosfære af generel paranoia i USA på det pågældende tidspunkt. Konspirationsteorier florerede, og man var dybest set bange for alt, med kommunisterne som nummer 1, men også alt hvad der ellers kunne true „the american way of life“. Bortførelsesbevægelsen, for det er vel nærmest, hvad man kunne kalde den, har så siden revet alle mulige mennesker med sig, med en vis procentdel lystløgnere og opmærksomhedssøgende individer, der har forplumret tingene voldsomt. Mange ufovidner har således også vist sig på en eller anden måde at have forbindelse til JFK-mordet - i hvert fald ifølge dem selv.

Og her kommer vi så ind på det, der vel nok er bogens største problem. Den er ekstremt informationstung, og man skal nok være mere end almindeligt inde i sagerne omkring ufoer, hvis man ikke skal gå totalt død i læsningen. Tingene kommer ofte uden nærmere forklaringer, som om forfatteren går ud fra, at det ved vi naturligvis i forvejen.

Det kan man måske nok leve med, for der er virkeligt mange og spændende informationer, men det ville ikke gøre noget med lidt mere detaljerede henvisninger til, hvor de mange oplysninger kommer fra. Nuvel, det er en fejl, man desværre ofte ser i alt for mange bøger, så det er måske ikke så underligt. Det er straks værre med den nedladende tone, der begynder at snige sig ind i bogen fra begyndelsen af 4. kapitel „Contactees and Space People“, hvor Watson skriver „I have a soft spot for the so-called contactees who thrived in the 1950's“. Den udtalelse gjorde mig virkelig irriteret på forfatteren, og den følelse holdt sig faktisk resten af bogen igennem.

Men ellers går det derudaf gennem historien over stok og sten, og flere og flere bliver revet med på bølgen, blandt andet forfatteren Whitley Strieber, som med sin bog Communion fortæller, at han også har været bortført.

Trods tempoet og stilen er der meget godt at hente i Captured by Aliens? omend den kræver en hel del af sin læser. Watson påpeger mange interessante konflikter i studiet af ufoer og bortførelsesberetninger, såsom det interessante faktum, at det enorme materiale, der foreligger, ret konsekvent bliver fortolket på to diametralt modsatte måder. Enten som et bevis på, at der må være noget om snakken, netop fordi der er så meget. Eller som et bevis på, at det må være indbildning, netop fordi der er så meget. Det er også værd at lægge mærke til, at materialet stritter i alle retninger. Hvis man skal tage de forskellige beskrivelser af rumvæsnerne for pålydende, må Jorden for eksempel have fået besøg af snesevis af andre arter fra rummet.

 
Nigel Watson: „Captured by Aliens? A History and Analysis of American Abduction Claims“, 215 sider, illustreret, McFarland 2020

Et andet interessant aspekt er Watsons påvisning af, hvilken betydning kulturelle fænomener har haft for folks beretninger om ufoer og bortførelser - tingene kommer igen i et lidt hæsblæsende og åndeløst tempo, og uden (desværre) ret mange referencer - men det er da påfaldende, at to af de helt store inden for bortførelsesstudier, David Jacobs og Budd Hopkins pure nægtede, at fx film havde nogen som helst betydning, trods det faktum, at fx de lange tynde rumvæsner, som man ser komme ud af rumskibet til sidst i Close Encounters of the Third Kind, ikke optræder en eneste gang i folks beretninger inden filmens premiere - men efter filmens første forevisning indgår de i beretningerne.

Den mest interessante del af bogen er nu nok i virkeligheden de sidste kapitler, hvor Watson ser nærmere på de psykologiske aspekter af det hele. Både i forbindelse med Hill-sagen, men også hvad der sidenhen hændte. Barney Hill var for eksempel altid nervøs og bekymret, og ville helst glemme det hele. Han døde relativt få år efter hændelsen, mens Betty, der var, hvad man så smukt kalder en typisk „fantasy-prone“ personality, udviklede sig til at blive en mindre berømthed, der i vid udstrækning nød den megen opmærksomhed, og sidenhen havde kontakter med rumvæsner adskillige gange.

Captured by Aliens? er en interessant og vil jeg mene, vigtig bog, men det er også en irriterende og svær bog at læse. Den er afgjort ikke for alle - „nybegyndere“ vil være faldet om inden for de to første kapitler, men kan man klare mosten og har en rimelig grundviden om ufoer og bortførelsessager i forvejen, så kan man få meget ud af den og vil måske også få vendt op og ned på nogle af de ting, man troede, man vidste.


Læs også:



Læsetips

The Saucer Life

Aaron John Gulyas er historiker og har virkelig styr på ufomytens historie. Gulyas har bl.a. skrevet bøgerne Extraterrestrials and the American Zeitgeist: Alien Contact Tales Since the 1950s og Conspiracy Theories - The Roots, Themes and Propagation of Paranoid Political and Cultural Narratives. Hvis du godt kan lide at lytte til podcasts og blive klogere på ufomytens historie, kan jeg anbefale Gulyas' The Saucer Life.


Spøgelsesflyet

Måske har du læst om det amerikanske B-17 bombefly, der under Anden Verdenskrig vendte hjem til basen i England efter et bombetogt over Nazi-Tyskland og landede uden besætning? Historien har intet med ufomyten at gøre - og dog. Den handler nemlig om, hvad der kan ske, når to uafhængige, virkelige og naturlige hændelser efter mange år smelter sammen til én fortælling, der savner enhver logisk forklaring. Det har Brian Dunning skrevet en tankevækkende og afslørende artikel om: The Phantom Fortress.


Den amerikanske ufo-scene lige nu

Husker du Storm Area 51-begivenheden, som fik stor medieomtale i sommeren 2019? Et Facebook-opslag opfordrede folk til at løbe ud i Nevadas ørken den 20. september 2019 og befri de rumvæsner, som if. populære konspirationsteorier holdes fanget på denne topsikrede militærbase. Omkring to millioner Facebook-brugere havde liket opslaget, men færre end 200 dukkede op på dagen. Hvad skete der egentlig? Og hvad kendetegner og dominerer den amerikanske ufokultur i dag? Det giver Stephen Rodrick et underholdende indblik i i den lange og velskrevne artikel How UFO Culture Took Over America. Artiklen bringer interviews med blandt andre Seth Shostak (SETI-projektet), Jeremy Kenyon Lockyer Corbell (manden bag dokumentarfilmen om Bob Lazar), Matty Roberts (initiativtageren til Storm Area 51), George Knapp (tv-journalisten, som gjorde Lazar berømt), Tom DeLonge (musiker og stifter af TTSA) og Luis Elizondo (manden, der påstår, at han stod i spidsen for Pentagons ufoundersøgelsesprojekt AATIP).


Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2022

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 250 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725 og anfør navn, adresse og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Fjerne kloder - Historien om opdagelsen af exoplaneter og jagten på verdener som vores

Der er milliarder af planeter i Universet, og mange af dem ligger i et lunt smørhul, hvor de potentielt kan huse liv. Denne opdagelse er en af de største i den moderne astronomi, og vi er kun lige begyndt at forstå, hvad der egentlig gemmer sig derude i kosmos af bizarre kloder.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Fra stjernestøv til liv

De grundstoffer, vi alle består af, er skabt i det indre af glohede stjerner og spredt ud i rummet ved voldsomme stjerneeksplosioner for først derefter at indgå i komplekse molekyler, der har dannet levende organismer - i hvert fald et sted i universet. Denne bog er en moderne fortælling om vores ophav, vores tætte forbindelse til universet og de stjerner, der måtte dø, for at vi kunne leve. Med til fortællingen hører også jagten på liv på andre planeter og mulighederne for at foretage lysår lange rejser til nye horisonter og fremmede stjerneegne for at besøge ukendte naboer.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2020. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted