logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2023 > UFO-Mail nr. 392

UFO-Mail nr. 392
23. juli 2023


Har Avi Loeb fundet fragmenter fra et interstellart rumskib?

I et interview på CBS News hævder astrofysikeren Avi Loeb, at hans ekspedition nord for Papua New Guinea har fundet materiale, som stammer fra det interstellare rumfartøj IM1. Avi Loeb påstår, at det er første gang, at mennesket står med interstellart materiale i hånden.

Meteoriden CNEOS 2014-01-08 styrter i havet

Den 8. januar 2014 ramte en lille meteoride Jordens atmosfære over Stillehavet nord for Papua New Guinea, hvor den på grund af gnidningsmodstanden mod atmosfærens molekyler blev synlig som en ildkugle (kraftig meteor), der blev registreret hos CNEOS, Center for Near-Earth Object Studies.

Sådanne begivenheder er en daglig foreteelse, for himlen bliver konstant overvåget i eftersøgningen af de såkaldte NEO's (Near Earth Objects), som kan udgøre en trussel for Jorden.

I dette tilfælde var meteoriden dog så lille, at den ikke udgjorde nogen fare. Den fragmenterede, og resterne faldt i havet, så bortset fra data om dens bane, hastighed og højde forblev den blot et par linjer i databasen under katalognummeret CNEOS 2014-01-08.

Såfremt der findes yderligere detaljer, er de blevet klassificeret, fordi offentliggørelse af dem angiveligt vil afsløre for meget om kapaciteten af det militære udstyr, der anvendes.


Oumuamua dukker op

Nogle år senere skete der imidlertid noget. Den 19. oktober 2017 opdagede astronomerne en komet, som var på vej ud af Solsystemet, dvs. den blev først opdaget, efter at den havde passeret tættest forbi både Solen og Jorden.

Objektet blev først klassificeret som en komet på grund af den særlige bane og fik betegnelsen C/2017 U1.

Objektet bevægede sig hurtigere end sædvanlige kometer og blev kun observeret i 11 dage, før det blev så svagt, at det ikke længere kunne ses. Inden det forsvandt, var der ikke observeret hverken koma eller hale, så kometen blev omklassificeret til en asteroide med betegnelsen A/2017 U1.

En ting stod dog klart: Banen var stærkt hyperbolsk, dvs. objektet kunne ikke stamme fra Kuiperbæltet eller Oortskyen, men måtte komme fra det interstellare rum. Endnu engang omklassificerede astronomerne det, og kometen/asteroiden fik æren af at være det første i en helt ny klasse kaldet hyperbolske interstellare objekter. Objektet kendes herefter som 1I/2017 U1 Oumuamua, hvor I står for interstellar, og Oumuamua er et hawaiiansk ord for spejder eller budbringer.

En kunstners opfattelse af Oumuamua. (Illustration: ESO/M. Kornmesser)


Spekulationer

Vi har tidligere her i UFO-Mail skrevet om (se Læs mere), hvordan astrofysikeren Avi Loeb fra Harvard University spekulerede over objektets cigarformede udseende og det specielle baneforløb.

Avi Loeb kom frem til, at Oumuamua ikke var et naturligt objekt, men at der var tale om et kunstigt objekt fremstillet af udenjordiske intelligensvæsener.

Avi Loeb skrev adskillige artikler om emnet. Det udmøntede sig i en bog, hvori han argumenterede for en systematisk eftersøgning af udenjordisk intelligens eller teknologi.

I 2021 var Avi Loeb den drivende kraft i oprettelsen af The Galileo Project, som netop har en sådan eftersøgning som hovedformål.


Interstellar Meteor nr. 1 (IM1)

Avi Loeb og hans team forhørte sig hos CNEOS, hvor de fik adgang til databasen og især koncentrerede sig om objekter med usædvanlige baneforløb. Herved fandt de frem til CNEOS 2014-01-08.

Baseret på dens bane og høje hastighed konkluderede Avi Loeb, at det var en interstellar meteor - eller ifølge hans teori formodentlig et interstellart rumfartøj i lighed med Oumuamua. CNEOS 2014-01-08 fik derfor også den mere overskuelige betegnelse IM1 - Interstellar Meteor nr. 1.

Ved at analysere ildkuglens vej gennem Jordens atmosfære indkredsede Loeb et snævert område, hvor han antog, at fragmenterne fra IM1 ville ligge på havbunden i omkring to kilometers dybde.

Det lykkedes at få finansieret en ekspedition, hvis hovedinstrument var en kraftig magnet, som skulle trækkes hen over havbunden det pågældende sted.

I et interview på CBS News hævder Loeb nu, at ekspeditionen har fundet materiale, som stammer fra det interstellare rumfartøj IM1.

Materialet er i form af små kugler på under 1 mm hovedsagelig bestående af jern med små spor af silicium, magnesium og titanium.

(Foto: Screendump fra CBS News)

 
(Foto: Otto Struve: „Elementary Astronomy“, Oxford University Press 1959)

Kritikken kom øjeblikkelig. På Facebook-siden „Meteorite, Tektites, Impactites & Ephemera“ skriver en bruger: „This guy is a complete idiot. He found sub-millimeter spherules. These are incredibly common and found all around the Earth“.

Det første udsagn må stå for afsenderens egen regning. Hos SUFOI taler vi pænt til og om folk.

Det andet udsagn er derimod korrekt. Billederne af de små jernkugler ser bekendte ud, og et hurtigt kig i en gammel bog i reolen bekræfter dette.

Avi Loebs metalkugler er omkring en halv millimeter i diameter, og det er slet ikke utænkeligt, at de er af udenjordisk oprindelse. Mange tidligere ekspeditioner har fundet tilsvarende kugler på havbunden.

Første gang var under HMS Challenger-ekspeditionen i 1873-76. Materiale udgravet fra havbunden indeholdt mange metalliske dråber, som på det tidspunkt ganske præcist blev beskrevet som „kosmiske kugler“. Dråberne er sfæriske, fordi de er størknet fra smeltet materiale, som er løsrevet fra overfladen af meteorider, når de trænger gennem Jordens atmosfære.


De kosmiske kugler er mikrometeoritter

Jorden bliver konstant ramt at meteorider fra rummet. Det er anslået, at det drejer sig om mange tusinde tons om året. Størstedelen er mikrometeoritter.

En mikrometeorit er egentlig det samme som en meteorit, men den er dog meget mindre, og på grund af størrelsen kaldes sådanne små meteoritter for kosmisk støv.

Langt det meste bliver aldrig fundet, fordi det falder ned i svært tilgængelige områder såsom øde bjergegne, ørkener eller regnskov. Kosmisk støv forsvinder også på en pløjemark eller opdyrket land og ligeledes i havet.

Kosmisk støv ligger overalt. Det skal bare findes, og pudsigt nok er bebyggede områder med mange hustage et ideelt sted. Med lidt tålmodighed og ihærdighed kan det lade sig gøre.

Ekspeditioner siden HMS Challenger har også fundet kosmiske kugler på bunden af havet, men det er gradvist blevet sværere at identificere dem, hvilket skyldes, at den menneskeskabte forurening i de forløbne 150 år er steget betragteligt. Mange af disse forurenende stoffer er også sfæriske i udseende og metalliske i sammensætning.

I 1873 var den industrielle revolution i sin vorden i Europa og stort set ikke-eksisterende på den sydlige halvkugle. Derfor var forurening fra afbrænding af kul og partikler fra køretøjer på denne halvdel af Jorden minimal, og prøverne fra HMS Challenger var fra rummet.

I dag er hele kloden forurenet af spildprodukter fra industri, bil- og flytrafik osv. Uden en grundig analyse af kuglernes sammensætning og en sammenligning med analyser af meteoritter, er det ikke muligt at identificere, hvorfra de stammer.


Vidtløftig påstand

Avi Loeb tror dog ikke blot, at hans fundne materiale er fra det interplanetariske rum, dvs. fra Solsystemet. Næh, han tror, det er fra det interstellare rum og hævder, at det er første gang, mennesket står med interstellart materiale i hånden.

Det er ikke korrekt. Vi har en overflod af interstellart materiale på Jorden. Noget af det ligger på havbunden, men det er ikke det, som Loeb har indsamlet.

Det interstellare medium - rummet mellem stjernerne - er ikke tomt. Stoffet stammer hovedsagelig fra stjernerne, fx fra supernovaer eller fra sollignende stjerner, som udkaster det meste af deres stof, når de udvikler sig til røde kæmper og senere til hvide dværge.

Alt dette stjernestøv er gennem årmilliarder blevet til store støvskyer, som igen samler sig og danner nye stjerner og solsystemer. Jorden selv blev dannet for 4½ milliard år siden ud af en sådan støvsky, så hele Jorden består i bogstaveligste forstand af interstellart stof.

Avi Loebs påstand om interstellar intelligent oprindelse til de opsamlede jernkugler er ret vidtløftig. Han har fundet noget, men er ikke færdig med analysen endnu. Hvad er den præcise sammensætning? Hvad er alderen? Kan jordiske forurenende stoffer udelukkes? Kan meteoritter fra Solsystemet udelukkes?

Spørgsmålene kan kun besvares gennem en eller flere uvildige videnskabelige undersøgelser foretaget af forskere, der ikke har været involveret i projektet, for at høre deres syn på, om resultaterne virkelig er så solide og betydningsfulde, som Avi Loeb selv mener.

Avi Loebs agenda er naturligvis at holde gryden i kog. Bevillingerne til Breakthrough Starshot og Project Galileo afhænger af interessen blandt offentligheden og blandt investorerne.


Læs mere



Tilbud på bøger

Køb to af SUFOI's mest populære bøger og spar penge.

Danske X-filer - Forhistorien og UFO'er - Myter og viden er SUFOI's to seneste bogudgivelser. Begge bøger er i A4-format, indbundne og med mange farveillustrationer. Køb bøgerne og forkæl dig selv med mange timers god læsning:


  • Om Danske X-filer - Forhistorien skriver UFO-Sverige: ... „Målet har været at forsøge at få et så fuldstændigt billede af det danske forsvars arbejde med ufo-spørgsmålet, herunder hvordan det blev håndteret over for offentligheden, og hvilke undersøgelser man gjorde af selve fænomenet ... Ole Henningsen er den helt rigtige til at tage sådan en udfordring op. Med mange års erfaring er han en grundig og vidende efterforsker uden forudfattede meninger om det materiale, han beskæftiger sig med. Samtidig har han en kritisk, undersøgende pen, som hjælper læseren med at sætte tingene i deres rette sammenhæng ... indholdet er førsteklasses, og giver et godt billede af, hvordan det danske forsvar og de tidlige danske ufo-grupper forholdt sig til fænomenet“ ...
  • UFO'er - Myter og viden anbefales af Dansk BiblioteksCenter: „... Spændende og flot bog ... Bogen udstråler, at forfatterne har stort engagement og passion for mange af de myter og historier som omgiver UFO'er, og den virker samtidig både saglig og velresearchet. Bogen er velskrevet og layoutet er lækkert udført. De mange flotte fotografier og illustrationer fuldender værket ...“



Danske ufo-interesserede har ikke store forhåbninger til kommende ufohøring

Ifølge en hurtig undersøgelse blandt danske ufo-interesserede på SUFOI's debatforum, Dansk UFO-gruppe og lytterne af podcasten Flyvende Tallerken, er der ikke mange, som forventer de store afsløringer eller klare udmeldinger om whistleblower David Gruschs udsagn. Den holdning deler amerikanske politikere ikke.

Den amerikanske kongres er på den anden ende over David Grusch's udsagn - på både den ene og den anden måde.
(Foto: Wikipedia Commons)

I skrevne stund svirrer der mange rygter om en snarlig høring i The House Oversight Committee på baggrund af whistleblower David Gruschs påstande om hemmelige amerikanske crash retrieval programmer.

Særligt vedholdende er en dato, der hedder den 26. juli. Det virker i denne skribents optik ret forhastet at presse en sådan høring igennem lige inden sommerpausen i den amerikanske kongres.

Medmindre det skal ende som et underholdende indslag, før medlemmerne af Repræsentanternes Hus og Senatet går på sommerferie. For på trods af at flere og flere amerikanske politikere melder sig under „de troendes“ faner, er der stadig mange, som ruller med øjnene, når de hører, at døde aliens, vragdele og funktionelle fartøjer skulle være i amerikansk varetægt.


Hvad mener danske ufo-interesserede?

Men hvad skal vi egentlig forvente os af en sådan høring?

Kommer den store afsløring nu, eller ender det med, at det viser sig, at David Gruschs påstande ikke holdt til at blive set efter i sømmene?

Spørger du danske ufo-interesserede er forventningerne minimale.

I hvert fald hos medlemmerne af SUFOI's debatforum og Dansk UFO Gruppe på Facebook. Samt de af lytterne til Flyvende Tallerken, som kommer forbi Janus Sandsgaard Tallerken-files med links til de sager, som omtales i de forskellige episoder af Flyvende Tallerken.

Helt præcist spurgte jeg om:

Hvor tror du, vi er, når The House Oversight Committee har gennemført sin høring og efterforsket David Gruschs udsagn?

Her svarede respondenterne således:
  • 21,8 % forventede, at vi ville vide, at David Grusch talte sandt.
  •  1,8 % svarede, at vi ville vide, at hans påstande ikke var rigtige.
  • 76,4 % svarede, at vi ikke ville være blevet klogere på noget som helst.

Altså forventer mere end ¾, at høringen ikke vil give os noget som helst konkret svar på, hvorvidt der er noget om David Gruschs påstande eller ej.


Det mener journalisterne og politikerne omkring Grusch tydeligvis ikke

Den holdning er der ingen af hverken journalisterne og politikerne, som støtter op omkring David Gruschs udsagn, der er enige i.

De har rigtig store forventninger til, hvad der kommer frem på høringen. Derfor har de presset på, for at få den afholdt så hurtigt som muligt. Så meget, at politikeren Tim Burchett, som sammen med politikeren Anna Paulina Luna ser ud til at skulle stå for høringen, truede med at afholde den hjemme på egen græsplæne, hvis det ikke kom til at ske i Kongressen den 26. juli.


Lovgivning om crash retrievals
og en plan for en kontrolleret afsløring på vej

Samtidig er der dukket flere forslag op til næste års National Defense Authorization Act (NDAA, en amerikansk lov, der omhandler en masse krav til forsvarsministeriet). De skal i praksis tvinge alle dem til at stå frem, som har været involveret i crash retrieval-programmer eller er i besiddelse af Non-Human Intelligence-teknologi. Ligesom de skal udlevere resultater, vragdele og fartøjer til den amerikanske stat.

I forlængelse heraf har senator Chuck Schumer foreslået oprettelsen af et 9-mand stort udvalg, som dels skal gennemgå alle hemmeligstemplede dokumenter om ufoer og stå for en kontrolleret offentliggørelse af disse - samt, så vidt jeg har forstået det, også de teknologier og programmer, som måtte komme frem som følge af ovenstående tilføjelse til NDAA'en for 2024. Denne tilføjelse kan du læse her.

Jo, amerikanerne er i sandhed blevet bidt af en gal ufo - så meget, at uaps, non-human technology og „Unidentified Anomalous Phenomena Disclosure Act“ måske snart er skrevet ind i amerikansk lovgivning.


Læs mere





Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2023. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted