logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2023 > UFO-Mail nr. 390

UFO-Mail nr. 390
6. juli 2023


„We have been lied to“ - men af hvem?

Er whistlebloweren David Charles Grusch egentlig så pålidelig, som journalisterne omkring ham påstår? I SUFOI bad vi den lingvistiske efterforsker Anja Høll Greisen om at se nærmere på nogle klip fra Ross Coultharts interview med David Grusch.

SUFOI har bedt den lingvistiske efterforsker Anja Høll Greisen om at se nærmere på nogle klip fra Ross Coultharts interview med David Grusch.
(Foto: Skærmbillede fra YouTube)


Svarer aldrig specifikt på spørgsmålene

Anja Høll Greisen har transskriberet alt det, som Grusch siger i løbet af den 11 minutter lange udsendelse fra NewsNation, som jeg har sendt hende et link til. Det er også sådan, hun gør i sit professionelle virke med troværdighedsanalyser i firmaet Lingualyze.

Anja Høll Greisens umiddelbare konklusion er, at Grusch ved første øjekast fremstår meget overbevisende. Men at han samtidig også har mange såkaldte tvivle- og tøvemarkører i sit kropssprog. Og aldrig svarer specifikt på det, han bliver spurgt om.

Det er dog næppe af hensyn til nationens sikkerhed, at han udelader detaljerne. Det har højst sandsynligvis en helt anden forklaring. Den kommer frem omkring 5 minutter og 36 sekunder inde i videoen:

INTERVIEWER: Do we have bodies? Do we have... species of...

GRUSCH: We ... weeel ...

INTERVIEWER: ... Non-human ...

GRUSCH: ... naturally, hmm, when you recover something that's either landed or crashed, hmmmm, sometimes you encounter, hmm, dead pilots and I, hmmm, believe it or not as fan .. as fantastical as that sounds: It's true!


 
Til hverdag udfører Anja Høll Greisen bl.a. troværdighedsanalyser i sit firma Lingualyze.
(Foto: Lingualyze

Denne passus har Anja Høll Greisen disse kommentarer til:

„Bemærk, hvordan han begynder at tale, allerede inden intervieweren er færdig med at stille spørgsmålet. Det er et meget specifikt og utvetydigt spørgsmål. Og det gør ham tilsyneladende utilpas, hvilket er et stort opmærksomhedspunkt. Han svarer heller ikke på dette helt centrale spørgsmål. Og da han når til ‚It's true!’, er hans kropssprog inkongruent. Dvs. han svarer bekræftende, mens han samtidig ryster på hovedet.

Samtidig er det tydeligt, at han gætter meget og er meget uspecifik i den første del af hans svar - hvis du i det hele taget kan kalde det for et svar. Jeg tror simpelthen ikke, at han ved, hvad der helt konkret er foregået her.

Om det er bevidst, at han er så uspecifik, skal jeg ikke kunne sige. Men ved at gøre sproget uspecifikt, skaber du grobund for, at dem som lytter til dig, selv bygger videre på det, du har sagt. Som modtagere skaber vi kort sagt vores egen historie, som skal forklare, hvad vi hører.

Derfor er det faktisk lidt en genistreg, ikke at svare særlig konkret på det, du bliver spurgt om. I hvert fald ikke hvis du gerne vil have folk til at høre det, som de ønsker at høre, i det svar du giver.

Så selv om jeg egentlig startede med at synes, at han virkede meget overbevisende, ender jeg med at finde ham upålidelig. Altså at man ikke kan stole på de informationer, han giver“, slutter Anja Høll Greisen fra Lingualyze.


The Behavior Panel har også en mening om David Grusch

Jeg er ikke den eneste, som har fået den ide at få folk med forstand på kropssprog og lingvistik til at kigge på David Grusch. Også YouTube-kanalen The Behavior Panel har set nærmere på Ross Coultharts interview med den tidligere efterretningsmand.

The Behavior Panel er et panel af fire eksperter inden for især kropssprog, og to af dem har åbenbart en militær baggrund. For undervejs i deres næste tre timer lange analyse af interviewet gør de opmærksom på et par interessante detaljer, som er værd at få med i billedet af David Grusch.

Blandt andet er de - ligesom jeg talte med Anja om - inde på, at Grusch tilbageholder konkrete informationer som fx navne og steder fra sine svar. Det kan der faktisk være en god grund til. For selv om han selv er beskyttet af sin whistleblower-status, er de personer, som har fortalt ham om de hemmelige programmer, det ikke. Altså kan de ende med at få ballade, fordi det har talt over sig.

Omvendt hæfter panelets to deltagere med militær baggrund sig også ved, at han skulle have haft adgang til så mange hemmelige programmer, som det er blevet sagt. For selv om du er clearet til et vist sikkerhedsmæssigt niveau, får du ikke automatisk adgang til alle de fortrolige programmer og informationer, som har det pågældende „adgangsniveau“.

Det er en meget almindelig misforståelse i fiktionens verden. Men det, som er virkeligheden, er, at du skal gives adgang til hvert enkelt program for at kunne få adgang til de informationer, dokumenter og så videre, der hører til programmet. Altså kan to personer med samme clearing snildt sidde og have adgang til vidt forskellige programmer.

Endelig finder panelet flere steder, hvor Grusch udviser foragt og virker oprigtigt oprørt over det, han fortæller. Det kan tale for, at han rent faktisk ser sig selv som en, der råber op om en uretfærdighed. Altså tror han oprigtigt på de vidner, han har talt med.


Grusch føler sig overset og forbigået
af dr. Sean Kirkpatrick

Men der, hvor The Behavior Panel for alvor mener, at de kommer ind til kernen af det, som har motiveret David Grusch til at stå frem som whistleblower, er en passage, hvor Ross Coulthart spørger ind til Gruschs relation til dr. Sean Kirkpatrick, som er lederen af AARO - Pentagons nuværende ufokontor.

Her fortæller Grusch, at han tidligere har luftet sine bekymringer over for dr. Kirkpatrick - og at dr. Kirkpatrick har hans nummer. Men aldrig har ringet tilbage.

Netop sætningen „Han har mit nummer!“, afslører ifølge panelet, at David Grusch føler sig overset eller måske endda direkte forbigået af dr. Kirkpatrick. For det er normalt noget, folk siger om deres ekskæreste. Eller én, som har forsmået dem på en eller anden måde.

Så langt hen ad vejen kunne dette meget vel være det, som fik bægeret til at flyde over for David Grusch.


Ender med samme konklusion som Anja Høll Greisen

The Behavior Panel ender grundlæggende med at komme frem til samme konklusion som Anja Høll Greisen: At David Grusch slet ikke er så pålidelig, som journalisterne omkring ham gerne vil gøre ham til.

Altså peger pilen ifølge dem mere i retning af David Grusch end den amerikanske stat, når det kommer til svaret på, hvem det er, som har løjet for os om de hemmeligholdte crash retrieval-programmer.


Læs mere



Tilbud på bøger

Køb to af SUFOI's mest populære bøger og spar penge.

Danske X-filer - Forhistorien og UFO'er - Myter og viden er SUFOI's to seneste bogudgivelser. Begge bøger er i A4-format, indbundne og med mange farveillustrationer. Køb bøgerne og forkæl dig selv med mange timers god læsning:


  • Om Danske X-filer - Forhistorien skriver UFO-Sverige: ... „Målet har været at forsøge at få et så fuldstændigt billede af det danske forsvars arbejde med ufo-spørgsmålet, herunder hvordan det blev håndteret over for offentligheden, og hvilke undersøgelser man gjorde af selve fænomenet ... Ole Henningsen er den helt rigtige til at tage sådan en udfordring op. Med mange års erfaring er han en grundig og vidende efterforsker uden forudfattede meninger om det materiale, han beskæftiger sig med. Samtidig har han en kritisk, undersøgende pen, som hjælper læseren med at sætte tingene i deres rette sammenhæng ... indholdet er førsteklasses, og giver et godt billede af, hvordan det danske forsvar og de tidlige danske ufo-grupper forholdt sig til fænomenet“ ...
  • UFO'er - Myter og viden anbefales af Dansk BiblioteksCenter: „... Spændende og flot bog ... Bogen udstråler, at forfatterne har stort engagement og passion for mange af de myter og historier som omgiver UFO'er, og den virker samtidig både saglig og velresearchet. Bogen er velskrevet og layoutet er lækkert udført. De mange flotte fotografier og illustrationer fuldender værket ...“



Læsetips mellem himmel og jord

Under denne overskrift forsøger vi at udvælge de mest interessante af tidens historier med relation til ufomyten. Der vil forhåbentlig blive gengivet historier af en vis underholdningsværdi og historier, som vi alle kan blive klogere af - måske begge dele samtidig.

Ufomytens historie i Danmark

Det vrimler med danske podcasts om ufomyten. Der er både de selvfede, de ufrivilligt komiske, og så er der heldigvis også de seriøse, heriblandt: Fårking Uhyggeligt og UFO-FOLKET. De fokuserer begge på ufomytens historie i Danmark.

 

På Fårking Uhyggeligt kan du høre SUFOI's Thomas Brisson Jørgensen i samtale med Mia i afsnit 47 og afsnit 48. De kommer bl.a. ind på et par klassiske ufooplevelser, og hvorfor det giver værdi at genbesøge fortidens ufooplevelser.

Podcasten UFO-FOLKET fra ThirdEar er i skrivende stund nået til afsnit 4 med titlen Rapport fra Trekantsområdet. Du får en oversigt over alle afsnit her. De velredigerede afsnit bygger alle i høj grad på båndoptagelser fra SUFOI's store arkiv.


Skeptikere er nogle svin

UFO-Mails læsere er løbende blevet præsenteret for Steven Greenstreets dokumentarserie The Basement Office (New York Post) om Skinwalker Ranch, som ejes af rigmanden Brandon Fugal.

På baggrund af det, vi hidtil har læst i bøger, artikler og på blogs og nu også igennem længere tid har set i Steven Greenstreets nærgående og velresearchede dokumentarer, er vi i SUFOI ikke i tvivl om (se også Skinwalker Ranch: Verdens mest uhyggelige UFO-hotspot, at al hypen omkring Skinwalker Ranch bygger på vandrehistorier, hysteri, en livlig fantasi og naivitet samt ønsket om at holde en pengemaskine i gang, bl.a. via serien The Secret of Skinwalker Ranch på History Channel.

Men det er ikke altid populært at råbe: „Han har jo ikke noget på!“. Skinwalker Ranchs gulddreng, Brandon Fugal, tåler i hvert fald ikke kritiske spørgsmål. Den pæne facade krakelerer, han mister besindelsen og kalder Steven Greenstreet og ligesindede for svin. Sådan! Så er der da skabt god stemning og grundlag for en dybsindig dialog.


Skinwalker Ranch owner reacts to Post reporting, calls skeptics "pigs". The Basement Office Extras. Varighed: 12:09 min.


Hør vidnernes egen fortælling

Den 11. maj 1950 havde Evelyn og Paul Trent en ufooplevelse uden for deres hus i McMinnville i staten Oregon. Det lykkedes dem at tage to billeder af et tallerkenlignende objekt. Billederne er blevet klassikere og naturligvis meget omdiskuterede. Se og hør ægteparret fortælle om deres oplevelse:


Paul & Evelyn Trent talk about the famous McMinnville UFO sighting and photographs from May 11, 1950. Eyes On Cinema. Varighed: 23:51 min.


Læs mere om McMinnville-sagen:





Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2023. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted