logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2023 > UFO-Mail nr. 382

UFO-Mail nr. 382
3. marts 2023


Ramt af rummet

Tag med på opdagelsesrejse til det ydre rum, når Allerød Biblioteker slår dørene op for deres nye, store udstilling „Ramt af rummet“ lørdag den 11. marts kl. 10:00. Udstillingen kan opleves på Allerød Bibliotek til og med søndag den 19. marts 2023.

(Illustration: Beate Bachmann/Pixabay)

Udstillingen „Ramt af rummet - se sol, måne og stjerner på Allerød Bibliotek“ inviterer voksne og større børn indenfor til en sanselig tour-de-force gennem verdensrummets historie og (mange) mysterier.

Menneskelighedens evige fascination af rummet danner springbræt, når udstillingen præsenterer en række opdagelser og genstande, der hver især fortæller deres egen historie om verdensrummet. Som besøgende i udstillingen kan du bl.a. komme helt tæt på en ægte rumdragt, se og lære hvad et lunarium er eller fordybe dig i den dramatiske historie om rumkapløbet. Du kan opleve lyden af Mars, læse om betydningen af dit eget stjernetegn og lære mere om den danske astronaut Andreas Mogensen og hans arbejde.

Undervejs vil du også blive klogere på en række af de spørgsmål, mennesker gennem tiden har søgt svar på i rummet: Kan stjernerne forudsige fremtiden? Hvad er Jordens (og menneskets) plads i universet? Og er vi alene i rummet - eller findes der andet liv derude?

I udstillingsugen inviterer Allerød Biblioteker desuden til en række rum-arrangementer for både små og store. Børn kan komme med til sanselig måne-højtlæsning i udstillingens kæmpestore sølvdome, mens de voksne kan lære mere om planeterne med Brorfelde Observatorium eller snuse til fortovs-astronomi med Allerøds amatørastronom Dan Heinesen.

Du kan læse mere om arrangementerne og bestille billetter på Allerød Bibliotekers hjemmeside.

Udstillingen „Ramt af rummet“ er støttet af Nordea-fonden.


Ramt af rummet
  • Det er gratis at besøge udstillingen „Ramt af rummet - se sol, måne og stjerner“. Udstillingen åbner lørdag den 11. marts kl. 10:00 og kan opleves t.o.m. søndag den 19. marts.
  • Udstillingens åbningstider: Lørdage og søndage: kl. 10:00-16:00. Mandag-redag kl. 15:00-19:00.
  • Adresse: Bibliotekssalen på Allerød Bibliotek, Skovensvej 4, 3450 Lillerød.



Christopher Mellon
i opildnet ballondans

Christopher Mellon - USA's tidligere viceforsvarsminister med stor forkærlighed for ufo-sagen - bruger den seneste tids nedskydninger af spionballoner og ukendte objekter som et argument for, at offentligheden skal kræve handling af de modstræbende embedsmænd i forsvarsministeriet, som forhindrer, at vi kan fremskynde vores bestræbelser på at afdække UAP's sande natur til gavn for hele menneskeheden. Og måske har manden en pointe.

En amerikansk pilot ser ned på den formodede kinesiske spionballon, da den svævede over det centrale USA den 3. februar 2023. Nogle medier har hævdet, at billedet, som er offentliggjort af Pentagon, er taget fra det F-22 Raptor kampfly, som senere nedskød ballonen, men som man også kan se på skyggen på ballonen, er det taget fra et U-2 spionfly, der i øvrigt er ubevæbnet. Pentagon vil naturligvis ikke oplyse det præcise sted for mødet mellem de to luftfartøjer, men nyhedsmediet NPR har ved at nærstudere landskabet under ballonen kunnet fastslå den præcise position: landsbyen Bellflower i delstaten Missouri.
(Foto: U.S. Air Force/Department of Defense)


Nu troede vi lige, at gassen var gået af ballonen

Men meget tyder på, at det først er nu, at det for alvor trækker op til ballondans „over there“. Der er allerede rigelig blæst om balloner og nedskudte objekter.

Vi har allerede hørt de første politikere bruge sagen til først at skælde præsident Biden ud for at være for langsom til at skyde den kinesiske spionballon ned. Og efterfølgende for at være for hurtig til at beordre de tre ukendte objekter nedskudt.

Et kort øjeblik så det ellers ud til, at Biden havde vist rettidig omhu og vist kineserne, hvad der sker, hvis de sender små, snedige fartøjer ind for at spionere i amerikansk luftrum. Men efter af det blev meldt ud, at de nedskudte genstande tilsyneladende var „venligsindede“ genstande brugt til forskning eller måleopgaver fra private eller videnskabelige organisationer, vendte vinden så at sige.


Christopher Mellon i opråb til det amerikanske folk

Nu blander den tidligere viceforsvarsminister Christopher Mellon sig så også i debatten. Han er en kendt fortaler for at frigive alle forsvarets ufo-observationer og ufo-viden, så offentligheden kan få et klart svar på, hvad det er.

Det håber han nu, at han kan gøre til et folkekrav ved at gøre offentligheden opmærksom på, at „disse rapporterede UAP-hændelser kun er en lille del af en meget større fiasko for de samlede amerikanske efterretningstjenester.“

For - og her citerer han så Luis Elizondo - „på trods af overvældende beviser på både det uklassificerede og klassificerede niveau, er visse personer i forsvarsministeriet fortsat stærke modstandere af yderligere forskning i, hvad der kunne være en taktisk trussel mod vores piloter, sømænd og soldater, og måske endda en eksistentiel trussel mod vores nationale sikkerhed.“

Det betyder ifølge Christopher Mellon, at amerikanerne nemt kan ende med at stå lige så uforberedte, som da japanerne angreb Pearl Harbor i 1941, og Al-Qaeda angreb tvillingetårnene i 2001. Netop fordi de amerikanske efterretningstjenester overså alle tegnene på en forestående fare.


Pressen får også hug

Samtidig undrer Mellon sig over pressens manglende evne til at forstå nyhedsværdien i de punkter, som blev skrevet ind om UAP's i det amerikanske forsvarsforlig for 2023. Samt det faktum, at de blev vedtaget af en stort set enig kongres og et næsten lige så enigt senat midt i en tid, hvor fløjene i amerikansk politik ellers er trukket kraftigere op end nogensinde før.

Alene det sidste viser med alt tydelighed ifølge Mellon, hvor vigtige disse punkter var, når de kunne samle et ellers stærkt uenigt folkestyre.

For Christopher Mellon er det „uden tvivl den største historie, mainstream-nyhedsorganisationer nogensinde har undladt at dække“.

Og Mellon fortsætter: „Hvis det (for den almindelige borger/-red.) virker overraskende, at Kongressen ville vedtage en sådan lovgivning, er det kun på grund af den manglende nyhedsdækning af UAP-spørgsmålet fra førende nyhedsmedier.

Kendsgerningerne var åbenbart tilstrækkelige til at få medlemmer af begge sider i Kongressen til at slutte sig sammen for at støtte disse hidtil usete bestemmelser. Medlemmer af Kongressen tager ikke let på den slags handlinger.

Manglen på mediedækning af UAP-spørgsmålet og Kongressens UAP-lovgivning får nu mange til at betragte hændelserne i de seneste par dage som noget pludseligt, nyt og anderledes, måske endda chokerende, mens Kongressen faktisk, til sin store ære, har været meget opmærksom på problemet de sidste par år og har taget ekstraordinære skridt for at få efterretningsorganisationerne og Forsvarsministeriet til at afsløre, hvad det ved, og flittigt undersøge disse genstandes indtrængen i nogle af landets mest følsomme luftrum med begrænset adgang (fx testområder, luftbaser og atomkraft-faciliteter“).


Gør noget - for menneskehedens skyld ...

Og Christopher Mellon afslutter sin donnertale til den amerikanske offentlighed med denne salut:

„Dette kan vise sig at være et Sputnik-øjeblik for Amerika. Sputnik førte til rumkapløbet og i sidste ende vores landing på Månen. På sigt førte det også til et samarbejde i rummet mellem verdens førende magter. At fremskynde vores bestræbelser på at afdække UAP's sande natur har længe været påkrævet, og igen har det udsigt til at føre til gennembrud, der gavner menneskeheden.“

Det kan næsten virke upassende - selv med et stort og tydeligt glimt i øjet - her at sige, at Christopher Mellon med dette indlæg i den offentlige debat har pustet sagen om den nedskudte ballon og de tre genstande op til langt mere, end den kan holde til.

For på trods at Mellons beskyldninger om det modsatte har pressens skriverier siden 2017 om forsvarets - og især flådens - ufo-observationer, fået flere og flere amerikanere til at „tro på ufoer“. Så kunne politikerne gøre så meget andet end at skrive de her punkter ind i forsvarsforliget, hvis de gerne vil fremstå ansvarlige i vælgernes øjne? Og sikre deres eget genvalg. For der er stemmer i ufoerne. Og mon ikke - i hvert fald visse dele af - pressen har luret den detalje?


... eller for at få lukket luften ud af ballonen

Omvendt var det måske en meget god ide at få sat flere kræfter ind på at få undersøgt de mange UAP-rapporter. Om ikke andet, så for at få lukket luften ud af ballonen.

For nedskydningerne demonstrerer jo ret tydeligt, at der rent faktisk flyver nogle „venligsindede“ genstande fra private eller videnskabelige organisationer rundt i amerikansk luftrum, som hverken den amerikanske regering eller det amerikanske forsvar kender til.

Så lad os få svesken på disken en gang for alle, så hverken amerikanske jagerpiloter, andre militærfolk, politikere og den amerikanske offentlighed behøver bekymre sig om denne type objekter igen. Så kan vi samtidig få lukket luften ud af det store mediehysteri, som hen over de seneste seks år har sendt UAP's og alverdens desangående konspirationsteorier helt op på regeringsplan i USA. Og skabt en nation af tallerken-„believers“.

Nej vent!

Det er der vel egentlig en meget nemmere løsning på - som undrer mig, ikke allerede er et lovkrav. Kræv, at alle luftfartøjer over en vis størrelse, som sendes op i amerikansk luftrum, bliver registreret og påført tydelige kendingsbogstaver. Så er der ikke så meget at være i tvivl om. Og er luftfartøjerne „venligsindede“, har de vel ikke noget at skjule?

Billedet viser fra venstre Tom DeLonge, Luis Elizondo og Christopher Mellon. De er sammen med blandt andre Robert Bigelow og Harold E. „Hal“ Puthoff en del af en subkultur, som i årevis har drevet gæk med Pentagon og det politiske establishment i USA. Med hjælp fra journalisterne Leslie Kean og Ralph Blumentahl har de skabt årtiers største mediestunt i deres bestræbelser på at få statslige kontrakter, sponsoropmærksomhed og snablen ned i amerikanske skatteyderes lommer.
(Foto: skeptoid.com)


Næppe den sidste dans om den ballon

Christopher Mellons forsøg på at skabe et endnu større folkeligt krav om at få undersøgt UAP's bliver næppe den sidste dans, vi ser som følge af den nedskudte spionballon og de andre tre objekter.

For amerikanerne har jo som bekendt meldt ud, at de har opgivet at finde vragresterne af de nedskudte genstande. Sandsynligvis fordi de er skudt i tusinde småstykker, og derfor efterfølgende spredt over et stort område.

Men den slags fakta har aldrig stoppet en driftig konspirationsteoretiker. For når det amerikanske forsvar siger, at det ikke kan finde de nedskudte objekter, er der jo åbnet op for det helt store ballonafdansningsbal både med og uden sølvpapirshat.

For nu blæser sandheden for alvor ude i vinden et sted.


Læs mere



Tilbud på bøger

Køb to af SUFOI's mest populære bøger og spar penge.

Danske X-filer - Forhistorien og UFO'er - Myter og viden er SUFOI's to seneste bogudgivelser. Begge bøger er i A4-format, indbundne og med mange farveillustrationer. Køb bøgerne og forkæl dig selv med mange timers god læsning:

  • Om Danske X-filer - Forhistorien skriver UFO-Sverige: ... „Målet har været at forsøge at få et så fuldstændigt billede af det danske forsvars arbejde med ufo-spørgsmålet, herunder hvordan det blev håndteret over for offentligheden, og hvilke undersøgelser man gjorde af selve fænomenet ... Ole Henningsen er den helt rigtige til at tage sådan en udfordring op. Med mange års erfaring er han en grundig og vidende efterforsker uden forudfattede meninger om det materiale, han beskæftiger sig med. Samtidig har han en kritisk, undersøgende pen, som hjælper læseren med at sætte tingene i deres rette sammenhæng ... indholdet er førsteklasses, og giver et godt billede af, hvordan det danske forsvar og de tidlige danske ufo-grupper forholdt sig til fænomenet“ ...
  • UFO'er - Myter og viden anbefales af Dansk BiblioteksCenter: „... Spændende og flot bog ... Bogen udstråler, at forfatterne har stort engagement og passion for mange af de myter og historier som omgiver UFO'er, og den virker samtidig både saglig og velresearchet. Bogen er velskrevet og layoutet er lækkert udført. De mange flotte fotografier og illustrationer fuldender værket ...“



UFOrklarligt -
ny, dansk podcast om ufoer

Frederik Uldall er tilbage på den danske ufo-scene som medvært på Martin Kleists og hans nye podcast UFOrklarligt. Navnet er lettere misvisende, da podcasten ifølge værterne ikke sætter spørgsmålstegn ved ufoernes eksistens. For ifølge dem er „Tror du på ufoer?“ ikke længere det rigtige spørgsmål at stille. Jeg har hørt de første tre episoder og kommer med min egen helt personlige anmeldelse her.

Frederik Uldall er en gammel kending i ufo-kredse. Han var med til at stifte og i en periode også være formand for Exopolitik Danmark - det senere UFO Danmark. Men efter han stoppede i foreningen tilbage i 2019, har der været stille om hans person, indtil han dukkede op i en episode i tredje sæson af Flyvende Tallerken. Den hørte juristen Martin Kleist, og 1-2-3 kontaktede han Frederik Uldall, og nu er de så i luften med podcasten UFOrklarligt.


Udgangspunktet er, at ufoer findes

Men hvad kan vi så forvente os af Danmarks nye podcast om ufoer. Frederik Uldall runder første episode af med at slå fast, at:

„Det er vigtigt at gøre klart, at vi har det udgangspunkt for den her podcast, at ufo-fænomenet er virkeligt. Der er noget avanceret teknologi og nogle fænomener, som vi ikke kan forklare. Vi har nogle hypoteser og nogle teorier om, hvad kan være forklaringen.

Selvfølgelig er der meget, som er jordnære ting. Men det vi er interesserede i, er den lille procentdel som ikke kan forklares. Vi er der på læringskurven, hvor vi ved, at der er noget, som er virkeligt her.

Det er også udgangspunktet for en snak om, hvad det vil betyde for vores samfund. Så der vil være noget politik og noget jura og nogle samfundsmæssige konsekvenser og nogle diskussioner forbundet med den erkendelse.

Og så vil vi naturligvis også være interesserede i at dykke ned i nogle enkeltsager og ned i nogle delemner omkring ufo-fænomenet. Og så skal vi også have nogle gæster i studiet...“, fortæller Frederik Uldall i podcastens intro-episode.

„Og give plads til saglig og faglig diskussion...“, tilføjer Martin Kleist.


Mere af det samme og så alligevel ikke

På mange måder er emnevalget og persongalleriet for episoderne i UFOrklarligt nogen, som sagtens kunne være med i Frederik Dirks Gottliebs podcast Flyvende Tallerken. Og vi skal nok også forvente, at der vil være en del sammenfald i de gæster, som allerede har været eller kommer til at dukke op i begge podcasts.

Men der er en vigtig forskel. For hvor Frederik d. 1. (med Flyvende Tallerken) lader lytterne danne deres egen mening ud fra det, de har hørt, har Frederik d. 2. (med UFOrklarligt) og hans medvært Martin Kleist en klar dagsorden med både de emner og de interviewpersoner, de udvælger. Og en klar overbevisning om, hvilken sandhed de skal bevise.

Samtidig skal de absolut hele tiden have en samfundsmæssig vinkel med ind over, som stammer fra dels Frederik Uldalls gamle interesse for exopolitik, og dels Martin Kleists baggrund som jurist. Men for en besindig skeptiker som undertegnede kan det godt blive lidt tænkt og virkelighedsfjernt at høre på, hvilken indflydelse fx reverse engineering af „ufo-teknologi“ vil have på samfundet, og hvordan det vil skabe en omfordeling af samfundets værdier og klassehierarki.

For af en eller anden grund forventes det, at det naturligvis vil løse både klodens energi-, miljø- og sikkerhedsmæssige problemer. Fortsætter vi ud ad den vej, ender vi - igen efter min mening - nemt ovre i noget, der er mere halvreligiøst end videnskabeligt funderet.

Bevares. Lavede jeg en podcast om ufoer, ville dens episoder også have en klar holdning og en - ganske anden - sandhed, den skulle bevise. Så det er ikke det, at UFOrklarligt har en holdning til det, de bringer, der er mit problem. Det er mere det, at emnevalget altid ligger ovre i den - set med mine øjne - lidt for kulørte del af ufo-emnet, hvor Bob Lazar taler sandt, og både nedstyrtningerne i Trinity i 1945 (emnet for podcastseriens anden episode) og Roswell har fundet sted.

Så af de to podcasts foretrækker jeg klart Frederik d. 1.'s. Her er der ikke nogen, som vil sælge mig en mening, jeg aldrig bliver enig i, eller partout skal drage det hele ind i en større samfundspolitisk kontekst.

Omvendt ved jeg da også godt, at en podcast med en kritisk holdning til ufo-emnet ville blive en lige så stor kamel at sluge for folk, der har samme mening om ufoer, som de herrer Uldall og Kleist. Så skal vi ikke bare lukke den af med, at vi bestemt ikke er enige om udlægningen af de emner og personer, der får taletid i UFOrklarligt.


Når det så er sagt...

... så er det såmænd en nydelig produceret podcast med lyttevenlig lyd og et roligt og jævnt tempo, og et musikvalg der ligger tematisk i nærheden af Flyvende Tallerkens. Dog uden at virke som en kopi af den fantastiske originalmusik, som Frederik Dirks Gottlieb har fået lavet af Selina Gin.

Episoderne er absolut til den lidt lange side, medmindre du er virkelig ufo-nørd - og det er jeg så åbenbart nok til, at jeg hørte dem alle fra ende til anden. Selv om det til tider ikke var helt sundt for blodtrykket, og jeg flere gange måtte overbevise mig selv om, at jeg gjorde det for at kunne anmelde podcasten.

Men jeg lytter nok også lige til de næste - om ikke andet så for at følge op på, om jeg skulle have taget fejl af min vurdering.

Du kan lytte til UFOrklarligt på Spotify

Læs mere



Danske medier fodrer fantasien
frem for fornuften

Siden Pentagon-ufo-mediehysteriet begyndte i december 2017, har vi i SUFOI forsøgt at gøre diverse medier opmærksomme på, at de i stedet for at kopiere hinandens historier og dyrke de fantasifulde ikke-jordiske spekulationer burde bedrive seriøs kildekritik, forfølge historierne og beholde begge ben på jorden - hvilket på godt gammeldags dansk kan oversættes til: Brug jeres gode uddannelse, nysgerrighed og erfaring til at gå i kødet på kilderne og find ud af, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen!

Troen på aliens sælger billetter og betaler huslejen

Som alle har oplevet de seneste år, er vi i SUFOI ikke lykkedes med vores bestræbelser på at få medierne til at have en seriøs tilgang til ufomyten. Alt mellem himmel og jord får i dag prædikatet UFO eller UAP (fortolket som et muligt besøg udefra), hvilket skaber tillokkende overskrifter. Hvis historien så ovenikøbet kan kobles sammen med Pentagon eller en eller anden tilfældig talsperson, politiker eller militærperson, er det simpelthen så god en mediehistorie, at citronen skal presses maksimalt. Alle vil have deres bid af kagen.

Der er åbenbart ingen grund til at lade dybdeborende, journalistisk research ødelægge en velkomponeret fortælling - også selv om man har fået at vide, at den pågældende historie enten er opdigtet, har fundet en naturlig forklaring eller bare er elendigt dokumenteret.

Det er jo klart nemmere og sikkert også sjovere at gengive spændende historier, der bekræfter de gængse konspirationsteorier og holder liv i myten om besøg udefra, og som kan betale huslejen - også selv om man blot agerer passiv mikrofonholder eller genfortæller, hvad andre allerede har publiceret. Men man svigter sine lyttere/læsere/seere, når man lader det være op til dem selv at danne deres egen mening ud fra det, journalisten har på dagsordenen. Det kan være vanskeligt for hr. og fru Danmark sådan lige i forbifarten at gennemskue, om der i podcasten, artiklen eller tv-udsendelsen er tale om fiktion og ren underholdning, eller om der faktisk er realiteter bag. Der er intet galt med underholdning, men så skal den ikke markedsføres som noget andet.

(Illustration: Victoria_Watercolor/Pixabay)


Et lys i mørket

Derfor er det i den grad opløftende for os i SUFOI at få lidt medvind. Det får vi ved at læse Steffen Groths velskrevne og skarpe kommentar „Ufoer over P1 og Pilestræde“ (printudgaven af Information, tirsdag den 21. februar 2023). Netudgaven har overskriften „Ufodækningen på P1 og i Pilestræde nærmer sig mytologi og metafysik frem for seriøs journalistik“.

Steffen Groth går i kødet på P1's journalistiske flagskib P1 Orientering og Pilestrædes avissværvægtere, Berlingske og Weekendavisen, fordi deres dækning af himmelfænomenerne i USA og Pentagons UAP-rapporter fremstår sensationspræget og bygger på fantasier om ufoer i form af ikke-jordiske fartøjer.

Steffen Groth skriver bl.a.: „ ... Ikke mindst i Pilestræde har man stillet den planetariske kikkert ind mod potentielle sensationer fra oven ...“. Ifølge Groth er der ingen journalistisk lødig begrundelse for Berlingskes og P1's dækning. Groths kommentar er - sådan som jeg læser den - en tiltrængt opsang til journaliststanden, når det gælder dækningen af ufomyten.

„ ... Journalister bør måske overveje, om de vil skildre fænomenet indefra som en slags troende eller udefra som en kritisk observatør ...“ - Steffen Groth, „Ufoer over P1 og Pilestræde“, i printudgaven af Information (21. februar 2023)


De nye eksperter

Steffen Groth kommenterer også Berlingskes kildebrug i artiklen „Erfaren jagerpilot undrer sig over nedskydninger“ (bragt i papirudgaven tirsdag den 14. februar 2023): „ ... Artiklens eneste kilde var en jagerpilot, som fik ekspertstatus, og om hvem journalisten understregede, at han havde ‚fløjet i 20 år’, og ‚nu er han sikker på, at der er noget derude’“.


Mere mytologi og metafysik end journalistik

Afslutningsvis har Steffen Groth en slet skjult opfordring til journalisterne om at læse religionshistoriker Mikael Rothsteins bog UFOer og rumvæsener - myten om de flyvende tallerkener (Gyldendal 2000), hvis de fortsat ønsker at dyrke „den spekulative variant af ufofascinationen“.

Vi kan i SUFOI ikke være mere enige - og så vil vi i tillæg til Rothsteins bog varmt anbefale Toke Haunstrups 50 år med ufoer - erfaringer fra halvtreds års rapportarbejde.

Religionshistorikeren Mikael Rothstein udtalte i DR2: Deadline, Ufo'erne kommer (den 2. juni 2021) bl.a.: „Ufomyten tager næring af naturvidenskaben“ .... Ifølge Rothstein kan folk tro på hvad som helst, og de bliver støttet i deres tro af videnskaben. Tror de i forvejen på liv i rummet, og at vi får besøg, vil de blive styrket i denne tro, når videnskaben fx fortæller, at der er fundet mere end 5.000 exoplaneter. „Det er et spørgsmål om, hvad kulturen tilbyder af muligheder“....
(Illustration: Terranaut/Pixabay)


Læs mere



UFO-Folket

Third Ear præsenterer en live-premiere af deres nyeste serie UFO-Folket. Lytte-eventet er med Tim Hinman, Krister Moltzen og Martin Birket Smith live på scenen, og med sig har de uddrag fra serien, et billedshow - og måske en del af sandheden?

UFO-Folket - en rejse ind i en verden af ubeviselige beviser og skjulte sandheder. Third Ears Martin Birket Smith har lavet et deep dive ned i et kæmpe arkiv af gamle kassettebånd og andre materialer samlet af ufo-entusiaster, skeptikere og amatørforskere siden 1960'erne.

Og han har mødt UFO-Folket. Dem, der i generationer har søgt efter sandheden om ufoerne over Danmark. Vidner, researchere, excentrikere, der har viet deres liv til ufo-sagen. Helt tilbage til da den første ufo blev set over Danmark. Dengang langt før internettet - hvor viden og teorier blev delt på kassettebånd, hvor entusiasterne mødtes på ufo-camps og hvor UFO-Nyt blev sendt med posten. I den verden findes der stadig uopklarede sager, som har spøgt i generationer, og dem vil Martin genåbne. For måske er sandheden stadig derude. Og måske vil den finde ham.


Third Ear møder UFO-Folket

Den 22. marts 2023, kl. 20:00
Stærekassen


Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2023. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted