Hvad afslører Canadas X-filer?
Flere undersøgelser i Canada viser, at omkring hver tiende canadier mener, at han/hun har haft en ufooplevelse. Med et indbyggertal på ca. 38 millioner skulle der være gode muligheder for at finde dokumentation for ufooplevelser i canadiske arkiver - og det er der bestemt også. Langt over 15.000 er det blevet til siden 1947, og mange af dem er at finde i statslige arkiver og på nettet. Hvad afslører de så? Det sætter Chris A. Rutkowski fokus på i bogen Canada's UFOs - Declassified.
I 1968 begyndte National Research Council of Canada (NRC) at indsamle uforapporter. Tidligere havde bl.a. det canadiske forsvar stået for indsamlingen og konstateret, at der ikke var tale om noget, som truede Canadas sikkerhed. Da de hidtidige undersøgelser viste, at mange observationer kunne forklares som meteorer og ildkugler, antog NRC og tilknyttede fagfolk fra Herzberg Institute of Astrophysics i Ottawa, at man ved at indsamle og analysere folks oplevelser, kunne blive klogere på meteorer og andre astronomiske fænomener og samtidig gøre befolkningen mere fortrolig med, hvad der findes af naturlige fænomener på himlen. Der var intet X-Files-agtigt eller forkromet over NRC's ufokontor i Herzberg i Ottawa, blot en enkelt ansat i et spartansk kontor. Rapporter, der så ud til at handle om meteorer o.lign., blev analyseret og arkiveret. Resten blev for det meste ignoreret, men dog arkiveret. I 1995 besluttede NRC at lukke kontoret pga. nedskæringer, manglende resultater, og fordi strategien for det videnskabelige arbejde havde ændret sig med oprettelsen af Canadian Space Agency i 1990. Chris A. Rutkowski besøgte i 1995 NRC's ufokontor for at kigge nærmere på arkivdelen med ikke-meteorer og foreslog, at han fremover kunne tage sig af indsamlingen og behandlingen af alle indberetninger om ufooplevelser i Canada. Han havde ikke forventet, at tilbuddet ville blive imødekommet, men i 2000 begyndte Rutkowski og Ufology Research of Manitoba at modtage uforapporter fra hele Canada, både fra private grupper og statslige institutioner. I dag står den private organisation Ufology Research for al indsamling og behandling af ufooplevelser i Canada, på samme måde som SUFOI står for det tilsvarende arbejde i Danmark, officielt blåstemplet i 2009 af Forsvaret (se „Spændende offentliggørelse af Flyvevåbnets ufo-arkiver“). I 2005 blev mere end 9.500 uforelaterede ufodokumenter digitaliseret af Library and Archives Canada (LAC) og gjort tilgængelige online i den virtuelle udstilling „Canada's UFOs: The Search for the Unknown“, hvilket gav alle mulighed for at nærlæse de mange oplevelser. Det canadiske arbejde med at udforske ufomyten blev yderligere polstret i 2019, da Matthew Hayes tog en akademisk grad ved Trent University i de canadiske myndigheders ufoundersøgelser og i den forbindelse gav et fremragende indblik i de 9.500 digitaliserede rapporter i LAC (se også bogen Search for the Unknown). Digitaliseringen og offentliggørende af rapporterne hos LAC var ikke et led i „den store afsløring af sandheden“ (disclosure), men blot et forsøg på at tilfredsstille det voksende ønske om indsigt i emnet, bl.a. skabt af mediehysteriet omkring Pentagon-videoerne, og fordi man med den aktuelle digitalisering kunne afprøve nye måder at skabe indsigt i arkivernes indhold på. Ifølge Matthew Hayes stammer de 9.500 fra mindst syv forskellige statslige institutioner/arkiver og er meget forskellige i kvalitet og udformning og afspejler lokale løsninger, der ofte har været person- og ressourceafhængige. Omkring 5.500 rapporter er endnu ikke digitaliseret.
Rutkowskis bog Canada's UFOs - Declassified giver et indblik i et udvalg af 2.940 rapporter fra perioden 1947-80 - et flertal af den delmængde, som endnu ikke er digitaliseret. Konspirationstilhængere er overbeviste om, at der godt gemt i alverdens arkiver ligger beviser for, at vi har fået og stadig får besøg udefra, og at myndighederne skjuler denne sandhed. Matthew Hayes' og Chris A. Rutkowskis arbejde med de mange tusinde dokumenter i LAC støtter ikke denne påstand. Der er ikke fundet skyggen af nogen „rygende pistol“, men masser af dokumentation for, hvad folk oplever, og hvordan myndighederne kommunikerer indbyrdes og med offentligheden. Rutkowski er blevet overrasket over, hvor meget af rapportmaterialet, der stammer fra ansatte i militæret, hvilket i øvrigt modsiger påstanden om, at militærfolk, som indberetter deres ufooplevelser, bliver stigmatiseret. Materialerne i arkiverne består af breve, avisartikler, længere afskrifter af vidneinterviews, vidners tegninger, fotos og ofte kun meget få konkrete data i listeform. På denne måde ligner indholdet til forveksling materialet i andre landets arkiver, herunder det danske forsvars. Data i listeform, tabeller, statistikker o.lign. uden mange konkrete oplysninger kan umiddelbart se imponerende ud og give det indtryk, at der bliver set og registreret en masse mystisk. For nogle mennesker er antallet af observationer alene et vægtigt bevis for besøg udefra. Da USA's Project Blue Book i 1969 indstillede sit ufoarbejde, havde man på 22 år indsamlet 12.618 rapporter. 701 Forblev uopklarede. Mange af disse uopklarede sager har siden fundet deres naturlige forklaringer. Fx har amerikaneren Tim Printy i sit e-nyhedsbrev Skeptical UFO Newsletter (SUNlite) en artikelserie kaldet „701 club“, hvor han analyserer og efterforsker Blue Books 701 uopklarede sager. Det er forbavsende så mange af de gamle, uopklarede Blue Book-sager, det i dag lykkes Printy at finde meget sandsynlige, naturlige og tankevækkende forklaringer på ved at bruge nutidens viden, erfaringer indhøstet gennem mange års efterforskning, værktøjer på nettet etc.
Uforapporterne i de canadiske arkiver fortæller - ligesom arkivalierne fra andre offentliggjorte arkiver - mere om vores liv her på Jorden end om besøgende udefra:
Ovenstående er ikke specielt for Canada, men matcher fint SUFOI's erfaringer i Danmark. I Canada har nogle områder markant flere ufooplevelser end andre steder - på trods af lavere befolkningstæthed. Det virker umiddelbart mystisk, men kan forklares, når man dykker ned i detaljerne:
De ældste rapporter i de canadiske arkiver har ofte tre eller flere vidner, hvorimod de nyere rapporter, som indsamles af og analyseres af Ufology Research, er fra enkeltpersoner. Det kan hænge sammen med, at det i dag er nemt for alle at indberette via mobilen, Facebook eller på et website. Førhen tog nogen ud for at interviewe observatøren og om muligt finde vidner, der kunne bekræfte oplevelsen. Canada's UFOs - Declassified er ligesom Ole Henningsens Danske X-filer - Forhistorien (bind 1) og andre lignende udgivelser afgørende for forståelsen af ufomytens udvikling, og hvad vi faktisk ved om folks oplevelser, myndighedernes efterforskning og tilgang til emnet og de mange mulige fortolkninger og fejlkilder. Det er jo i virkeligheden de opklarede sager, som gør os klogere. Canada's UFOs - Declassified er velskrevet, omfattende illustreret med dokumenter fra arkiverne og har et anvendeligt noteapparat og register. Bogen kan varmt anbefales.
Få seriøs viden om Skinwalker Ranch
Det bliver mere og mere indlysende, at Pentagon-ufohysteriet har sine rødder i historien om Skinwalker Ranch, som ligger i Utah og er blevet udødeliggjort i bogen Hunt for the Skinwalker - Science Confronts the Unexplained at a Remote Ranch in Utah (Paraview Pocket Books 2005) skrevet af Colm A. Kelleher og George Knapp. Gården, og det nærliggende område omtales som „Paranormal Disneyland“, men som Henning Dethlefsen har beskrevet i sin fremragende artikel „Skinwalker Ranch - Verdens mest uhyggelige UFO-hotspot“ er der næppe tale om noget paranormalt, men om gyserhistorier, livlig fantasi og vandrehistorier. Bliv helt opdateret på Skinwalker Ranch og den efterfølgende medieskabte historie i Skinwalker Ranch, UFOs, Bigfoot, Robert Bigelow, NIDS, som er endnu en god podcast i serien The Basement Office med Steven Greenstreet fra The New York Post som vært. Man må sige, at med Greenstreets seneste podcasts om ufoer, får The New York Times baghjul af New York Post, når det gælder en seriøs tilgang til ufomyten.
Clas Svahn har skrevet en ufobog
|
![]() |
Clas Svahn og undertegnede i gang med vores snak om han nye bog „700 böcker om ufo“. (Foto: Screenshot fra Zoom) |
Til dig, som ikke kender Clas Svahn, kan jeg nævne, at han er næstformand i UFO-Sverige, og en kendt ufo-personlighed hinsidan. Og så er han i øvrigt uddannet og arbejder til dagligt som journalist.
Derudover er han formand for verdens største ufo-arkiv, Archive for the unknown, og ansvarlig for UFO-Sveriges internationale kontaktnet. Og så har han gennem årene skrevet et utal af artikler og bøger om ufoer.
Clas Svahns interesse for ufoer startede helt tilbage i slutningen af 1960'erne, da han var en 11-12 år gammel. Han ønskede sig altid bøger til jul. Her fik han blandt andet en masse bøger om astronomi, rummet og så en dag en bog om flyvende tallerkener.
Det vakte hans nysgerrighed. Og med tiden så meget at han ikke nøjedes med at læse om dem. Han begyndte at tage ud og interviewe folk, som havde set ufoer. Og som 16-årig startede han en ufo-forening - UFO Mariestad - i hans hjemby.
![]() |
|
Clas Svahn: „700 böcker om ufo“, 226 sider, UFO-Sverige 2022. Bogen kan bestilles her. Foto: fra UFO-Sveriges webshop |
Det var begyndelsen på det, som er blevet en livslang passion og mission for Clas Svahn. Og stadig er det den dag i dag.
Den nyeste bog fra Clas Svahns hånd er netop et resultat af, at han har læst så mange ufo-bøger, lige siden han var ganske ung.
Hver eneste bog, som han har læst gennem tiden, begyndte han at skrive en kort anmeldelse af for små 10-12 år siden. Og det er disse mange små anmeldelser, som han nu har samlet til bogen 700 böcker om ufo.
Det er dog ikke alle svenske ufo-bøger, der er med i bogen. Kun dem, som er faktabaseret, har fået plads i hans bog.
Den ældste af bøgerne er fra 1908. Den hedder Sällsamma händelser og er skrevet af en mand ved navn Elis Sidenbladh. Han arbejdede i det, der svarer til Danmarks Statistik, og indsamlede bl.a. data fra kirkebøger og andre lokale kilder.
Og som et lille sideprojekt indsamlede han folks beretninger om underlige naturfænomener, herunder fænomener på himlen. Så af den vej gengiver denne bog nogle af de først registrerede ufo-oplevelser i Sverige. Derfor er den med som den første bog, der bliver omtalt i Clas Svahns nye bog.
Når Clas Svahn har gennemgået så mange års bogudgivelser om ufoer, er det jo nærliggende at spørge om, hvorvidt der sker en udvikling i temaerne, forklaringerne og holdningen til ufoerne.
Det som Clas Svahn især har bemærket, er, at bøgerne fra 1950'erne og frem mest handlede om, at ufoer var rumskibe fra andre planeter eller solsystemer, som besøgte os. Men fra omkring slutningen af 1970'erne begyndte der at dukke mere kritiske bøger op, som gik i rette med den indstilling.
På det seneste er den holdning så ændret til, at ufoer - eller UAPs, som de nu kaldes - igen er besøgende fra rummet - eller andre fysiske fænomener, som er til at tage og føle på. Altså er vi i dag tilbage igen til der, hvor vi startede. Primært på grund af den megen opmærksomhed, som ufoer har fået i løbet af de seneste 5 år - særligt i USA.
Derfor håber Clas Svahn, at bogen kan give folk en aha-oplevelse og få dem til at indse, at det som sker i øjeblikket, faktisk er hændt før.
Det store spørgsmål er så, om vi ser et lignende skift tilbage til den mere kritiske tilgang igen om måske 10-15-20 år.
Skal Clas Svahn fremhæve en ufobog, som har betydet mere for ham end andre, er det Eugen Semitjovs De otroliga tefaten fra 1974. Den er også oversat og udgivet på dansk med titlen De utrolige ufoer.
Det var en bog, som på mange måder gjorde et stort indtryk på Clas Svahn. For her var en journalist, som gennemgik de mange forskellige beretninger om ufoer og forklaringerne på, hvad de kunne være. Bogen fik indirekte også indflydelse på Clas Svahns valg af uddannelse og senere karriere som journalist.
Af andre fremtrædende ufobøger nævner han J. Allen Hyneks The UFO Experience fra 1972. Den udgav SUFOI herhjemme under titlen UFO - Dokumenteret. Her var det en astronom, som havde set på ufo-fænomenet. Og som samtidig havde været dybt involveret i Project Blue Book - det amerikanske forsvarsministeriums undersøgelser af ufo-fænomenet. Det gav et nyt perspektiv, og en lidt mere videnskabelig vinkel, som manglede i andre af datidens ufo-bøger.
Derudover nævner Clas også Jacques Vallées Passport to Magonia fra 1969. Det var den første ufobog, der omtalte ufoer som vor tids folklore. Og der skulle gå præcis 10 år, før vi så en bog, som gik i samme retning. Nemlig nordmanden Åge Skejlborgs På sporet af ufonauten fra 1979.
![]() |
Clas Svahn i London sammen med Anders Persson, hvor de er ved at pakke en privatsamling af ufo-bøger og andre materialer ned til Archives for the Unknown. (Foto: Anders Persson) |
Udover Clas Svahns engagement i UFO-Sverige og hans mange skriverier om ufoer, banker hans hjerte også for et helt andet projekt. Et projekt, som på sin vis minder lidt om hans seneste ufobog om ufobøger.
For Clas Svahn er formand for Archives for the unexplained. Det er en forening, som har til formål at indsamle, katalogisere, og opbevare alle former for materialer om ufo- og andre uforklarlige fænomener. Samt med tiden også gerne digitalisere så meget af materialet som muligt.
Indtil videre har foreningen indsamlet mere end 3,2 kilometer bøger, hæfter, magasiner og andre udgivelser fra hele Norden, og flere lande i Europa. Således finder du også alle de gamle numre af SUFOI's UFO-nyt og andre udgivelser fra sidst i 1950'erne og frem til i dag.
Og et par dage efter vores interview tog Clas Svahn så afsted igen for at indsamle mere materiale fra en række større og mindre ufo-foreninger og enkeltpersoner i Storbritannien. Det blev til en last på næsten 2,2 ton.
Vel hjemkommet til Sverige er det hele nu ved at blive pakket ud og stillet op på endnu en kilometer reoler i det svenske arkiv for det uforklarlige.
Læs og hør mere:
|
Eyes On Cinema: Police officer Lonnie Zamora on witnessing a landed UFO and 2 humanoids in Socorro, April 24, 1964. Publiceret den 7. august 2022. Varighed: 12:15 min. |
Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.
Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.
Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.
Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.
Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725 og anfør navn, adresse og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.
Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.
Er vi alene?
Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser. Vælg bog A |
Astrofysik for travle mennesker
Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet. Vælg bog B |
|||||
Bermuda Trekanten - og andre myter er en titel i serien Fakta & Myter.
Bermuda Trekanten - og andre myter omhandler også en række andre emner, mysterier og fænomener, som gennem tiden er blevet en del af ufomyten, fx astroarkæologi (Erich von Däniken), nazisternes vidundervåben, korncirkler, mænd-i-sort (Men in Black), kvægmishandlinger (cattle mutilations), Philadelphia-Eksperimentet og efterretningsvæsners manipulation med ufoentusiaster. Vælg bog C |
UFO'er - Myter og viden
SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning. Vælg bog D |
© SUFOI 2022. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.
![]() |
©
Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted |
![]() |