logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2022 > UFO-Mail nr. 357

UFO-Mail nr. 357
17. maj 2022


Når Jorden er flad
- og andre skøre ideer

Flat Earthers - Conspiracy Culture and Why People Will Believe Anything er en ret god bog. Den ville have været endnu bedre, hvis den havde været to bøger, og i høj grad også, hvis forfatteren havde kigget sig lidt længere omkring end bare USA. Ganske vist er Amerika vel nok konspirationsteoriernes store moderland, men det havde ikke gjort noget, hvis man fik et lidt bredere billede.

(Illustration: JooJoo41/Pixabay)

Der er ingen tvivl om, at forfatteren til Flat Eathers, Kelly Weill, har en stor viden, og jeg fristes til at sige også stor kærlighed, eller måske næsten ømhed over for hele Flat Earth-bevægelsen og dens tilhængere, så hvis man er særligt interesseret i dette specielle fænomen, finder man næsten ikke noget bedre. Især fordi forfatteren har eller har haft et nært forhold til mange af bevægelsens store personligheder, blandt andet amerikaneren Mike Hughes, der arbejdede i årevis på at bygge sin egen raket, så han kunne komme op i rummet og se, hvordan Jorden så ud med egne øjne. Det endte så med, at raketten styrtede ned kort efter affyringen i slutningen af februar 2020, og Hughes blev slået ihjel. (Se fx „Daredevil ‚Mad’ Mike Hughes Killed In Crash Of Homemade Rocket“)

 

Flat Earth-bevægelsens historie er lang og broget og fyldt med en skønsom blanding af originaler, religiøse fanatikere og ganske almindelige svindlere.

Det hele begyndte med den engelske forfatter Samuel Rowbotham, som i 1849 udgav en i egne øjne banebrydende pamflet med titlen Zetetic Astronomy, hvor han beskriver sin opfattelse af Jordens udformning.

Zetetic Astronomy er udgangspunktet for alle senere teorier og bevægelser om den flade jord. Nogle af disse tog form af egentlig religiøse kulter. Tilhængerne var i enkelte tilfælde i stand til at opbygge hele samfund, hvor troen på den flade jord var grundlaget for al tænkning og undervisning.

Mange af de store personligheder inden for Flat Earth-bevægelsen er på en gang fascinerende og tragiske. Jeg kan på ingen måde yde dem retfærdighed i en kort anmeldelse, så her kan jeg kun anbefale, at man kaster sig ud i at læse bogen.

For at kunne fastholde en tro på en flad jord er tilhængere af teorien naturligt nok også nødt til at være tilhængere af forskellige konspirationsteorier (myndighederne skjuler sandheden for os, etc.). Det er den eneste måde, man kan fortrænge de mange oplysninger og fakta, der viser, at Jorden ikke er flad.

Og så er vi endt på det sted, hvor det begynder at kikse for bogen, for Kelly Weill mener, at Flat Earth-bevægelsen er, skal vi sige, alle konspirationsteoriers moderdyr, og at alle andre teorier, hele vejen op til Trump og QAnon, er udsprunget af den.

Ideen om en hemmelig regering, som sidder i mørket og styrer verdens gang, er drivkraften i vore dages konspirationsteorier.
(Foto: MG-Photos/Pixabay)

Kelly Weill: „Off the Edge - Flat Earthers, Conspiracy Culture, and Why People Will Believe Anything“, 256 sider, Algonquin Books 2022.

Det er for det første historisk forkert: Man kan finde konspirationsteorier, der går mindst tilbage til middelalderen. For det andet har Flat Earth-bevægelsen, selvom den har fået lidt af en renæssance i de senere år, flere gange været tæt på helt at forsvinde. Så det er svært at forestille sig, hvordan den skulle blive ved med at være brændstof for nye konspirationsteorier og ikke mindst være ophav til den konspirationsteori, der i dag danner fundamentet for rigtigt mange alternative ideer og virkeligheder, nemlig ideen om en New World Order eller hemmelig regering, som sidder i mørket og styrer verdens gang.

Tankegangen bag konspirationsteorierne kan man derimod sagtens sammenligne, men desværre gør Kelly Weill ikke så meget ud af det, som man kunne ønske. Hun har også meget svært ved at kigge ud over USA's grænser, hvilket godt kan få spekulationerne omkring konspirationer til at virke en smule påklistrede. Men der er gode ting i det, og de er værd at lægge sig på sinde, når man arbejder med mystiske fænomener under en eller anden form, det være sig ufoer, kryptozoology, spøgelser eller noget helt andet.

Men hvorfor opstår alle disse „skøre“ ideer så nemt, og hvad er det egentlig, vi får ud af dem? Det vigtigste er nok først og fremmest, at vi får en slags forklaring, en forklaring på ting vi ikke kan forstå eller en forklaring på alle vores problemer.

Det er ikke rart at tro, at man måske selv er skyld i, at tingene ikke går, som de skal. Derfor er det nemmere at skabe en historie om den virkelige årsag. Mennesker er gode til at se systemer og mønstre i store mængder data, men det er desværre også ensbetydende med, at vi nogle gange ser mønstre, som ikke er der. Men det gør ikke noget. Hvis man får en fornemmelse af, at man har fået en særlig viden, adgang til en inderkreds, kan man få en helt særlig, nærmest religiøs ro, hvor fakta bliver ligegyldige. Det er nemmere og tryggere at være sikker, selvom man på et eller andet plan måske godt kan fornemme, at tingene ikke hænger ordentligt sammen, og at den teori, man bekender sig til, er forkert.

Kelly Weill skriver for „The Daily Beast“ og har bl.a. været gæst hos „Skeptics in the Pub Online“.



Konspirationsteorier her og der og
alle vegne

(Foto: RJA1988/Pixabay)

 
Åsa Wikforss: „Alternative fakta - om viden og dens fjender“, 277 sider, Turbine 2020.


Konspirationsteorier på ufo.dk

På ufo.dk samler vi alle vores artikler og boganmeldelser om konspirationsteorier under kategorien Konspirationsteorier. Her er rigeligt med læsestof at gå på opdagelse i.


Alternative fakta

Åsa Wikforss er professor i teoretisk filosofi ved Stockholms Universitet og har skrevet den fremragende og lettilgængelige bog Alternative fakta - om viden og dens fjender. Bogen udkom på norsk i 2017 og er siden nået bredere ud med filosofien end blot til den akademiske verden.

Det er en letlæst bog med klare konklusioner fra videnskabelige undersøgelser, præcise definitioner og lærerige eksempler. Alternative fakta - om viden og dens fjender er det rigtige sted at begynde, hvis man har behov for en grundbog eller manual til at forstå fake news, propaganda, faktaresistens o.lign. - og vil forsøge at gøre noget ved det.

„Vi har en tendens til at overvurdere vores evner, hvad angår ting, vi ikke ved noget om.“ - Åsa Wikforss


De nye kættere

Konspirationsteoretikere bliver stemplet som vores tids nummer-ét-fjender - de nye kættere. De truer selve det moderne samfunds struktur og spreder tvivl og frygt, der for eksempel resulterede i stormen på den amerikanske Kongres i januar 2021 eller spredning af antivaccinationsinformation. De kalder sig selv for „sandhedssøgere“ og ser mainstream-etablissementet som den virkelige skurk, der vil indføre censur.

Det stadigt stigende antal nye kættere er et symptom på en bredere polarisering, der splitter meget af verden fra hinanden i ideologiske opdelinger. Mange har mistet tilliden til politikere, eksperter og medier, mens nuanceret debat knuses, og informationsoverbelastning og manipulation afføder usikkerhed, civil uro og psykiske problemer.

Andy Thomas analyserer i The New Heretics: Understanding the Conspiracy Theories Polarizing the World denne polarisering og prøver at finde veje til at bygge bro over de polariserede skel og skabe en bedre vej frem.

Det er en meget grundig analyse (med megen fokus på COVID-19-pandemien) og kræver en tålmodig læser, men teksten er heldigvis velskrevet og vidner om en forfatter med stor indsigt på området.

Du kan læse mere om Andy Thomas, hans artikler, bøger og foredrag på Truth Agenda og hans YouTubekanal.

 
Andy Thomas: „The New Heretics - Understanding the Conspiracy Theories Polarizing the World“, 431 sider, Watkins 2021. Kan bl.a. købes på Saxo.




Dengang for 75 år siden

I den kommende sommer er det 75 år siden, at Kenneth Arnold fra sit privatfly så ni sølvskinnende objekter på en krystalklar himmel, og farmeren Mack Brazel sammen med sønnen Vernon fandt træpinde, aluminiumsfolie, papir og tape på en mark. Førstnævnte begivenhed fandt sted den 24. juni 1947 og fik efterfølgende i tusindvis af amerikanere til at indberette ufooplevelser til myndighederne. Aviserne fyldte spalterne med historier om flyvende tallerkener, og virakken førte til, at det amerikanske flyvevåben blev tvunget til at tage oplevelserne alvorligt og bruge ressourcer på at undersøge dem. Familien Brazels opdagelse af vragrester på marken fandt sted den 14. juni 1947, men blev først kendt af andre den 7. juli, da Mack Brazel tog ind til Roswell og fortalte sheriff George Wilcox, at han måske havde fundet en af de flyvende skriver, som aviserne var begyndt at skrive så meget om. I dag har Brazels historie og ikke mindst mediernes og utallige forfatteres videredigtning på hans fortælling for længe siden overskygget Kenneth Arnolds oplevelse og vil helt sikket blive markeret i Roswell i den kommende sommer, med ufokonferencer og nye bogudgivelser.

(Foto: Peter-Lomas/Pixabay)

Roswell-sagen er grundigt behandlet på dansk i SUFOI's udgivelse Projekt UFO - Tro, løgne og kold krig og i et væld af udenlandske titler. Man fristes til at spørge, om der er plads til flere udgivelser om sagen, og om de kan bidrage med noget interessant. Og ja, der udgives faktisk stadig læseværdige bøger om Roswell. Her vil jeg kort omtale tre af de seneste, som jeg har læst med stor fornøjelse.

Disse tre bøger handler om det samme, men er meget forskellige og værd at bruge tid på. Det er et faktum, at der styrtede noget ned i Roswell i 1947, og at en række begivenheder i perioden 14. juni-9. juli 1947 mere end 30 år senere smeltede sammen til Roswell-myten, der lever og udvikles i bedste velgående, men de tre forfattere indtager tre forskellige positioner, når det skal konkluderes, hvad det nedstyrtede egentlig var. Deres tilgang til sagen er også meget forskellig.
(Foto: Kim Møller Hansen)


Bag kulissen

Richard L. Weaver er fhv. oberst i det amerikanske flyvevåben. Han er gået på pension efter en 28-årig karriere som specialagent hos Air Force Office of Special Investigations (AFOSI).

 
Viking-rumsonde under test i New Mexicos ørken.
(Foto: The Roswell Report - Fact versus Fiction in the New Mexico Desert)

I 1994 befandt Weaver sig efter eget udsagn på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. På daværende tidspunkt havde han meget lidt viden om ufoer og vidste intet om Roswell-hændelsen, men den 14. januar 1994 fik han under sin ansættelse i Pentagon pludselig til hovedopgave at efterkomme en anmodning fra GAO og det republikanske kongresmedlem Steven Schiff (1947-98) fra New Mexico, som havde bedt GAO (den amerikanske udgave af Rigsrevisionen) om at fremskaffe dokumenter i diverse arkiver, som kunne kaste lys over forsvarsministeriets „politikker og procedurer for erhvervelse, klassificering, fastholdelse og bortskaffelse af officielle regeringsdokumenter, der omhandler vejrballoner, fly og lignende ulykkestilfælde“. Opgaven gik ikke ud på at undersøge alle påstande om Roswell-hændelsen, men at fremlægge alle arkivalier om sagen i myndighedernes besiddelse.

Resultatet af Weavers efterforskning blev afleveret til hans overordnede i juli 1994 og udgivet som bog i 1995 i det tusind sider store værk: The Roswell Report - Fact versus Fiction in the New Mexico Desert med premierløjtnant James McAndrew som medforfatter. Sidstnævnte udarbejdede et par år senere den opfølgende rapport: The Roswell Report - Case Closed (231 sider, Headquarters United States Air Force 1997).

„Beviser de to rapporter fra flyvevåbnet, at det nedstyrtede materiale i ørkenen ved Roswell stammede fra Project Mogul? Nej, hvad de faktisk viste, var, at flyvevåbnet ikke ligger inde med arkivalier, der peger på eller bare antyder, at det var noget som helst andet.“ - Richard L. Weaver

 
Richard L. Weaver: „Backstory: Roswell - Exclusive Untold Disclosures About The 1994 Air Force Roswell Report Told By the Man Who Led the Inquiry“, 357 sider, Independently published 2020.

Weaver er gennem årene adskillige gange blevet opfordret til at skrive sin egen version af, hvordan det var at udarbejde flyvevåbnets rapport, og i 2020 udgav han endelig den selvpublicerede bog Backstory: Roswell - Exclusive Untold Disclosures About The 1994 Air Force Roswell Report Told By the Man Who Led the Inquiry, som er både velskrevet, humoristisk og bringer ny viden frem i lyset - og bør være obligatorisk læsning for alle med interesse for Roswell-hændelsen.

Backstory: Roswell er dejligt fri for spekulationer, gætterier og personangreb og holder sig strengt til fakta, som jo i virkeligheden er ganske få og meget enkle.

Det er også tankevækkende at læse, hvordan amerikanske ufointeresserede på forskellig vis dengang prøvede at påvirke Weavers efterforskning, fx dukkede der pludselig nye (og igen forfalskede) MJ-12-dokumenter op, som havde til hensigt at forplumre arbejdet.

Weaver afslutter bogen med ordene: „På trods af mit håb om, at der findes andre civilisationer på andre planeter, kan jeg med 99,999 procents sikkerhed sige, at ingen af dem styrtede ned med et rumskib i ørkenen nær Roswell i New Mexico i juli 1947. Beviserne peger på, at et nedstyrtet rumskib bygger på spekulationer, fantasi, ønsketænkning og formodninger skabt af mennesker på denne planet.“

Richard L. Weaver har ikke siden 1994 (og det senere arbejde med Backstory: Roswell) beskæftiget sig med Roswell-sagen eller ufomyten generelt, men bliver af og til interviewet ifm. hans rolle ved udarbejdelsen af flyvevåbnets rapport The Roswell Report - Fact versus Fiction in the New Mexico Desert - se fx artiklen „Fact vs Fiction in Cyberspace: An interview with Col. Richard Weaver (Ret).“.


 
Greg Lawson: „Roswell - The After-Action Report“, 199 sider, Beyond The Fray Publishing 2021.
Som en kriminalgåde

Det siges, at mere end 700 personer gennem årene er blevet interviewet, fordi de angiveligt skulle vide noget om Roswell-hændelsen. Kun ganske få af dem har været direkte involveret i hændelsen, og endnu færre har set vragdelene. Mange har opfundet deres egen historie for at få opmærksomhed eller har bare genfortalt, hvad de har hørt andre fortælle, gengivet rygter eller genfortalt historier om hændelser, som senere har vist sig ikke at have noget med Roswell at gøre. Derfor er det forfriskende at læse Roswell - The After-Action Report, hvor Greg Lawson netop forsøger at koncentrere sig om de centrale vidneudsagn og analyserer dem på samme måde, som om det var en politimæssig efterforskning.

Greg Lawson beskriver rammende Roswell-hændelsens samfundsmæssige og historiske kontekst - en efterkrigstid præget af Den Kolde Krig, mistro og paranoia. Han giver et godt tidsbillede, har viden om det kulturelle klima og kender også rutinerne inden for det militære system, hvilket nuancerer de gode beskrivelser af de involverede personers handlemåder. Han falder dog i den gammelkendte fælde at tro, at bare fordi en person har arbejdet i USA's væbnede styrker, så gør det også automatisk vedkommende til ufoekspert.

Bogens kildeliste er fremragende, når man selv vil udforske Roswell-ufomyten, men et stikordsregister savnes.

Greg Lawson tror, at det er ret tvivlsomt, at de amerikanske myndigheder bjærgede en nedstyrtet flyvende tallerken og fire væsner fra en fremmed planet og gemte dem væk et hemmeligt sted. På den anden side skriver han også: „Jeg ved ikke præcist, hvad der skete derude i ørkenen. Men jeg er en person, som tror på mulighederne“.

Greg Lawson er politiskoleinstruktør og en internationalt kendt foredragsholder om paranormale emner. På Greg Lawsons hjemmeside „The Paranormal Detective“ kan man læse om hans mange bogudgivelser og tv-udsendelser.


Den store fortælling om Roswell

Kevin D. Randle er velkendt i ufokredse og har den gode blog „A Different Perspective“. Randle er også en flittig forfatter med over 100 titler - heraf adskillige om Roswell. Se også „Det ægte Area 51?“ og „UFO-bogen med det hele?“.

Randle har siden 1988 interviewet mange personer ifm. Roswell, og det præger store dele af hans seneste og velskrevne bog Understanding Roswell - The True Story of What Happened in Roswell in July 1947. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis man som forfatter ikke anvender interviews, der har kostet mange kræfter at indhente gennem årene, men de mange vidneudsagn, hvoraf flere stammer fra svindlere, støjer lidt vel rigeligt og fjerner fokus fra hovedhistorien. Randle vil gerne have disse interviews med i bogen sammen med de mange andre sidehistorier for at vise, hvor stor, kompliceret og forvirrende sagen kan være, og hvad der kan ødelægge den. Det er både forståeligt og sympatisk at forsøge at rumme alle historierne, men det risikerer at blive for anekdotisk, og skaber mere mystik, end godt er. Her kunne Randle have gjort, som Lawson gør i Roswell - The After-Action Report, nemlig fravælge alle de personer, der bevisligt er svindlere.

Visse steder er Randle ikke kritisk nok mht. kildevalg, fx bruger han Bill Moore som kilde, når denne har skrevet noget, som støtter rumskibshypotesen eller peger på noget mystisk. Randle ved lige såvel som de fleste andre ufointeresserede, at Bill Moore i årevis spillede et dobbeltspil, spredte misinformation i ufokredse og med held afsporede seriøst efterforskningsarbejde.

Kevin D. Randle er faktisk i store træk enig med Richard L. Weaver i de konklusioner, som Weaver nåede frem til i 1994, bortset fra et afgørende punkt: Randle mener ikke, at vragresterne i ørkenen uden for Roswell kunne stamme fra Project Mogul.

 
Kevin D. Randle: „Understanding Roswell - The True Story of What Happened in Roswell in July 1947“, 362 sider, FLYING DISK PRESS 2022. Bogen har en fyldig bibliografi, et brugbart stikordsregister, og mange s/h-illustrationer, desværre en del pixelerede.

Efterretningsofficeren major Jesse A. Marcel, Sr. (1907-86) og presseofficeren premierløjtnant Walter Haut (1922-2005) er to centrale personer i Roswell-sagaen. Randles bog og mange andre bøger om Roswell afslører detaljer, der stiller store spørgsmålstegn ved de to officerers troværdighed. Jesse Marcel ændrede med tiden på sin fortælling om de begivenhedsrige julidage i 1947, ligesom han af uforklarlige årsager pyntede gevaldigt på sit cv, hvilket på et falsk grundlag gjorde ham til både krigshelt og flyver-es. Walter Hauts version af Roswell-fortællingen blev også med årene stadig mere fantastisk og fyldt med selvmodsigelser.

Walter Haut blev, men hans var aktiv på International UFO Museum and Research Center i Roswell (som han oprettede sammen med Max Littell og Glenn Dennis), også berygtet for at pege på andre vidner, der senere viste sig at være svindlere.

Det virker, som om Marcel og Haut blev grebet af Roswell-fortællingens udvikling og den medieskabte hype, og det fjerner desværre fokus fra deres udsagn tilbage i 1947. Deres historier var dengang enkle, jordbunde og udramatiske, ligesom der i øvrigt heller ikke var noget ikke-jordisk ved de genstande, som Mack Brazel og sønnen Vernon samlede op ude i ørkenen.

De første vidneudsagn, telegrammer og avisartikler fra juli 1947 udgør Roswell-sagens kerne, men også en kedelig en af slagsen uden mystik, aliens og mørklægning af sandheden.

Kevin D. Randle skriver i Understanding Roswell - The True Story of What Happened in Roswell in July 1947: „Havde nogen spurgt mig for 25 år siden om min mening om Roswell-sagen, ville jeg have svaret, at jeg var helt overbevist om, at det var et nedstyrtet fremmed rumskib“.

I dag er Randle mere i tvivl og håber på, at svaret ligger et eller andet sted i arkiverne. Project Mogul-løsningen tror han ikke på. Det var en utilfredsstillende løsning og en belejlig bortforklaring.

Randle skriver til sidst i bogen: „Så jeg står på den side af hegnet, der foreslår en ikke-jordisk forklaring, men jeg står meget tæt på hegnet ... og hvis vi har lært noget af Roswell-sagen, så er det, at vi ikke har noget svar, udover det ikke-jordiske.“


Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2022. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted