logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2013 > UFO-Mail nr. 166

UFO-Mail nr. 166
1. oktober 2013


Verdens bedste nærkontakt?

Den 24. april 1964 var politibetjent Lonnie Zamora tæt på et ægformet fartøj lidt uden for byen Socorro i New Mexico. Ved siden af fartøjet stod to små væsner i hvide dragter.

Zamoras oplevelse var en nærobservation af 3. grad og endte med at blive det amerikanske flyvevåbens eneste uopklarede observation af et landet fartøj og besætningsmedlemmer. Zamoras oplevelse har ry for at være verdens bedste nærkontakt og det vigtigste bevis på besøg udefra.

 

SUFOI's nye bog Nærkontakt handler om det, som mange ufoentusiaster har kaldt ufomytens kerne: Nærobservationer. Når et mystisk objekt eller flyvende fartøj opleves meget tæt på af et eller flere vidner og endda nogle gange opleves i forbindelse med fremmede væsner eller aliens, kan vidnerne vel ikke tage fejl, og vi må stå med beviset på, at Jorden besøges udefra? Eller hvordan? Hvad er fakta, og hvad er myter? Det forsøger denne nye udgivelse at give nogle svar på.

Nærkontakter skrevet af Kim Møller Hansen, formand for Skandinavisk UFO Information (SUFOI), og udkommer den 1. oktober 2013. Bogen er på 53 illustrerede sider i A4-format, koster kr. 89,- og bestilles i SUFOI Butikken. Overskuddet fra salget af Nærkontakt går til driften af ufo.dk.

Nærkontakt er den 4. titel i bogserien Fakta & Myter, som behandler temaer, problemstillinger og oplevelser tilknyttet ufomyten. Det er ambitionen med Fakta & Myter, at hver titel bliver læserens jordbundne guide i en fascinerende, men forvirrende verden domineret af mystiske beretninger, konspirationsteorier og halve sandheder.

Læs her bogens første 12 sider.

I Fakta & Myter er tidligere udkommet:
Kim Møller Hansen: Area 51, SUFOI 2013 (udkom 5. marts)
Kim Møller Hansen: Roswell, SUFOI 2013 (udkom 23. april)
Kim Møller Hansen: Aliens, SUFOI 2013 (udkom 20. august)



Et sandt mesterværk

Den læge læser, som går efter det sensationelle og populære, vil uden al tvivl finde Encounters at Indian Head. The Betty and Barney Hill UFO Abduction Revisited kedelig og tung. Den voksne læser, som er vant til krævende, akademisk litteratur, vil i denne bog finde et længe savnet kommentarapparat til Betty og Barney Hill-sagen, et sandt mesterværk, skrevet af ni meget vidende forfattere.

 
Karl Pflock og Peter Brookesmith (red.): „Encounters at Indian Head. The Betty and Barney Hill UFO Abduction Revisited“, 311 sider, Anomalist Books 2007.

Bogen er et resultat af et lukket symposium afholdt i september 2000 ved Indian Head, New Hampshire, nær ved det sted, hvor Betty og Barney Hill sagdes at være taget ind i en UFO.

En absolut forudsætning for at få udbytte af denne bog, er, at man kender Betty og Barney Hill-sagen, og det gør man, når man har læst John G. Fuller: The Interrupted Journey: Two Lost Hours Aboard a Flying Saucer, Dell 1966. Læs John G. Fullers bog, læs om andre ufo-bortførelser af fx Richard Hall (Richard Hall: Uninvited Guests. A Documented History Of UFO Sightings, Alien Encounters & Coverups.) og tænk over det nogle år - så er man parat til at læse Encounters at Indian Head.

I denne bog er alle synspunkter og synsvinkler repræsenterede. Bogen har et crescendo lidt forbi midten af bogen, hvor Robert Sheaffer i kapitel 6 „There Were No Extraterristrials“ argumenterer for det synspunkt, at intet faktuelt ligger bag Betty og Barney Hill-historien, hvorefter Karl Pflock i et lige så blændende kapitel 7 "A Singular Visitation" argumenterer for, at det var der.

I Robert Sheaffers kapitel „There Were No Extraterristrials“ forekommer følgende passage, som i sig selv er morsom: „The descriptions of supposed UFO aliens contain clear cultural dependencies; in North America large-headed grey aliens dominate, while in Britain abducting aliens have been mostly tall, blond, and Nordic, while South Americans tend to be abducted by more bizarre creatures, including hairy monsters. If we are to believe that such reports reflect reality, then the Galactic High Command must have divided the earth into Alien Occuppation Zones whose boundaries reflect those of human culture.“

Der er også en del diskussion om betydningen af Marjorie Fish' stjernekortanalyse. Det kommer frem, at Marjorie Fish var 6 år om at lave sit arbejde, og at hun i høj grad inkluderede data om, hvorvidt stjernerne var i stand til at have planeter med liv omkring dem. Hun inkluderede alle stjerner i en radius af 50 lysår og frasorterede alle stjerner, hun skønnede, ikke kunne rumme liv. Senere har man kørt en computeranalyse under de samme forudsætninger, og hvad spytter computeren ud? Marjorie Fish' stjernekort. Der har været spekulationer om, hvorvidt det af Betty Hill frembragte kort viser noget helt andet, og alt det kan man læse om i bogen.

Sidste kapitel i bogen, Appendix, af Martin S Kottmeyer, som hedder "No One Should Know Of This Experience. Paradoxes, ironies and contradictions in the Hill abduction strory" er præget af spekulationer, som ingen vegne fører. En sætning som fx „Would people much care about such things as a poorly executed medical exam if it weren't for the fact that aliens tried to make a secret of it?“ kan ikke bruges til noget som helst. Vi ved ikke, om det var „a poorly executed medical exam“, vi ved intet om aliens' motiver til at hemmeligholde, og der er næppe grund til at tro, at folks interesse ville være mindre, hvis aliens ikke hemmeligholdt. Hele sætningen falder fra hinanden, og sådanne præsentationer præger hele appendix, som jeg derfor vil tillade mig at kalde rodet.

Appendix til trods: Læs bogen.

Forfatteren Hilary Evans (1929-2011) i samtale med Betty Hill (1919-2004) under symposiet i september 2000 på Indian Head Resort. Læs mere om Betty og Barney Hill-sagen i „Aliens“ og på http://badufos.blogspot.dk/search?q=hill.
Foto: Robert Sheaffer



Det ægte Area 51?

„Sandheden om, hvad der faktisk styrtede ned i Roswell, New Mexico, i 1947 forbliver klassificeret. Kun nogle få udvalgte har nogensinde haft adgang til sandheden om, hvad der er blevet kendt som Area 51. Men hvad der skete med vragresterne fra denne nedstyrtning, er indhyllet i et endnu større mysterium. Hvad der begyndte i den højtliggende ørken i New Mexico sluttede på Wright-Patterson, en ultra tophemmelig flyvebase i Dayton, Ohio. De fysiske beviser på ikke-jordisk besøg blev begravet dybt inde på denne nukleare højborg. Men vær forberedt ... det virkelige Area 51 - Wright-Pattersons hangarer - er ved at blive åbnet.“

Med sådan en bagsidetekst stiger forventningerne om, at man skal have en læseoplevelse og få ny viden. Bagsidetekster er desværre ofte en noget upræcis varebetegnelse, når det gælder ufomyten. Bagsideteksten på Inside the Real Area 51. The Secret History of Wright-Patterson er ingen undtagelse.

Forfatterne Thomas J. Carey og Donald R. Schmitt har tidligere skrevet den storsælgende Witness to Roswell, og den nye bog bygger ligesom forgængeren på mange løse ender, tvivlsomme vidneudsagn (vidner som for længst er blevet afsløret som lystløgnere, heriblandt Frank Kaufmann, slæbes endnu engang ind i manegen), erindringsforskydninger, gætterier og for få veldokumenterede facts til, at bogens hovedtese - vragrester fra et rumskib og aliens fra Roswell-nedstyrtningen blev fløjet til Wright-Patterson Air Force Base og analyseret der - kan tages alvorligt.

I den berømte pressemeddelelse fra den 8. juli 1947 slutter løjtnant Walter G. Haut, presseofficer på Roswell Army Air Field, med ordene: „Der blev straks taget hånd om sagen, og skiven blev hentet på fåreavlerens bopæl. Den blev besigtiget på Roswell Army Air Field og derefter udleveret af major Marcel til højere, militære instanser.“

Som bekendt var de „højere, militære instanser“ Fort Worth i Texas, men Carey og Schmitt stiller indledningsvis spørgsmålet: Hvis det, der styrtede ned i Roswell, var et fremmed rumskib (og det er de to herrer overbeviste om), så ville det mest naturlige være at transportere vragrester og aliens videre til datidens største og vigtigste militærbase, nemlig Wright-Patterson AFB i Ohio. Og resten af bogen er så et forsøg på at sandsynliggøre dette. Det lykkedes som sagt ikke særlig godt, og jeg har også mine tvivl vedr. forfatterenes troværdighed.

 
Thomas J. Carey og Donald R. Schmitt: „Inside the Real Area 51: The Secret History of Wright-Patterson“", 288 sider, New Page Books 2013. Bogen er sparsomt illustreret, har mange noter, bibliografi og et stikordsregister
 

Donald R. Schmitt har, inden han blev makker med Thomas J. Carey, skrevet to bøger sammen med Kevin D. Randle: UFO Crash at Roswell og The Truth about the UFO Crash at Roswell. Siden udgivelsen af disse ofte citerede, men også meget kritiserede bøger, har Randle skrevet andre bøger om Roswell-myten, hvor han tager afstand fra dele af sine tidligere bøger skrevet sammen med Schmitt, bl.a. vidneudsagn fra Jim Ragsdale, Glenn Dennis og Frank Kaufmann. Samarbejdet mellem Randle og Schmitt ophørte i 1995, da Schmitts efterforskningsmetoder blev kraftigt kritiseret fra flere sider, ligesom der blev stillet spørgsmålstegn ved hans uddannelsesmæssige baggrund. Indtil da havde Schmitt bl.a. været en central person i Hyneks ufoorganisation, Center for UFO Studies (CUFOS). I foråret 1995 indrømmede Schmitt i en artikel i International UFO Reporter, at han havde pyntet på sine titler. Han var ansat i postvæsnet og havde ingen akademisk baggrund.

Schmitt har også måttet indrømme fusk ved en senere lejlighed. I 2007 udkom bogen Witness to Roswell - unmasking the 60-year cover-up skrevet af Carey og Schmitt lige op til fejringen af 60-års jubilæet for Roswell-hændelsen. I bogens sidste kapitel bringes en ny beediget erklæring fra Walter Haut. Den skulle angiveligt være skrevet på Hauts dødsleje. Han døde den 15. december 2005, 83 år gammel. Den nye erklæring indeholder oplysninger, som er klart i modstrid med en erklæring fra 1993, ligesom den både er længere og mere detaljeret. Tilbage i 1993 fortalte Haut, at han ikke personligt havde set vragresterne, men i 2005 huskede han at have siddet i et lokale med vragresterne under et møde med Marcel, Blanchard og chefen, brigadegeneral Roger Ramey, hvor dækhistorien om vejrballonen blev udklækket. Derudover blev Haut ledsaget af Ramey til en svært bevogtet hangar, hvor han fik lov til at smugkigge på et ægformet fartøj og ligene af dets besætning. Han fortæller også i den nye erklæring fra 2005, at den berømte pressemeddelelse havde til formål at angive nedstyrtningsstedet på Brazels mark og dermed fjerne opmærksomheden fra et andet nedstyrtningssted, hvor fartøjet på daværende tidspunkt var ved at blive bjærget.

Donald Schmitt indrømmede senere, at Haut ikke selv havde skrevet erklæringen. Forfatterne havde på baggrund af tidligere samtaler med Haut selv skrevet erklæringen, således at Haut (der ifølge familien var svækket og led af demens) blot skulle læse teksten igennem og sætte sin underskrift.



Dødsfald

En af de gamle ufo-pionerer er faldet bort. Den 17. december 1957 var H.C. Petersen blandt stifterne af »Sydjysk UFO-Investigation«, som senere skiftede navn til Skandinavisk UFO Information (SUFOI). H.C. Petersen var i en årrække en markant personlighed og drivende kraft i SUFOI. I 1965 forlod han SUFOI og stiftede en ny forening med udgangspunkt i George Adamskis livsfilosofi - en tilgang til ufomyten, som både dengang og nu lå meget langt fra SUFOI's.

Læs mindeordene skrevet af bibliotekar Willy Wegner - en af dansk ufohistories kendere og stifter af skeptika.dk - på: http://para-nyt.blogspot.dk/2013/09/hc-petersen-var-et-ikon.html.



Hold fødderne på jorden

Hvis du finder det sandsynligt:

  • at en superhemmelig 12-mands gruppe - Majestic-12 - bestående af videnskabsfolk og militærfolk siden tidligt i 1940'erne har kontrolleret ufomyten, indsamlet nedstyrtede rumskibe og fået analyseret døde aliens
  • at MJ-12 dokumenterne er den ægte vare og fortæller sandheden
  • at præsident John F. Kennedy blev myrdet, fordi han ville vide sandheden om ufoerne
  • at fremmed virus findes på Jorden og truer alt liv
  • at Area 51 har et superhemmeligt arkiv med dokumenter, som er endnu mere opsigtsvækkende end MJ-12 dokumenterne
  • at ethvert anonymt vidne skal tages alvorligt, uanset hvor bimlende åndssvag vedkommendes historie lyder.

Og i øvrigt har en svaghed for allehånde konspirationsteorier, så vil du måske have fornøjelse af at læse Alien Viruses: Crashed UFOs, MJ-12, & Biowarfare. Men det kan blive en udfordring at bevare overblikket i denne til tider rodede bog.

 
Dr. Robert M. Wood with Nick Redfern: „Alien Viruses: Crashed UFOs, MJ-12, & Biowarfare“, 311 sider, Richard Dolan Press 2013. Bogen har i alt tre illustrationer i et appendiks, noter efter hvert kapitel og et stikordsregister.
 

Robert M. Wood tilhører den hårde kerne, som stadig er overbevist om, at MJ-12 dokumenterne er ægte. Han har tidligere sammen med sønnen, Ryan S. Wood, skrevet bogen Majic Eyes Only og driver sitet „The Majestic Documents“. Robert M. Wood står som hovedforfatter på Alien Viruses: Crashed UFOs, MJ-12, & Biowarfare, men det fremgår, at Nick Redfern har færdigskrevet bogen for Wood. Som læser har man en fornemmelse af, at Wood har haft en masse notater, dokumenter etc., som han ikke rigtigt har magtet at få styr på og sammenhæng i, og så er Redfern blevet bedt om at tage over. Ikke nogen dårlig ide, da Redfern, som har skrevet mange underholdende bøger, har en god pen. Desværre har han også en tendens til at ryge ud ad en tangent, fordi han vil have for meget med - også det udokumenterede rygtestof.

Redfern, som oprindeligt kommer fra Storbritannien, inddrager flere britiske sager i bogen - desværre også sager, som for længst har fået en naturlig forklaring, og som ikke med rette skal mystificeres og bidrage til at gøre bogen endnu mere usammenhængende. Det gælder bl.a. ufo-„nedstyrtningen“ i Berwyn-bjergene i Wales (se fx „UFO-Styrt?“ i UFO-Mail nr. 133).

Wood bygger en stor del af bogens indhold på de omkring tusind MJ-12 dokumenter, som Timothy Cooper har fået fra diverse anonyme kilder. Trods Coopers blakkede ry tror Wood fortsat på dokumenternes ægthed og store betydning og bruger bl.a. det argument, at alene det store antal dokumenter gør det usandsynligt, at nogen ville og kunne overkomme at fremstille dem. Men man skal ikke undervurdere fupmageres ihærdighed. Det er den klassiske UMMO-sag fra Spanien et godt eksempel på. Sagen er bl.a. behandlet i UFO-Nyt nr. 4, 2001. Du kan gratis downloade artiklen her.

Konspirationstilhængere vil altid have en kattelem åben. Hvis det utænkelige skulle ske, at de må krybe til korset og indrømme, at MJ-12 dokumenterne er forfalskede, som mange eksperter siger, vil de helt sikkert fremsætte en ny påstand, nemlig at dokumenterne er fremstillet af mørke magter for at forvirre ufoentusiasterne og lægge et røgslør over endnu større ufohemmeligheder.



Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2013. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted