Skandinavisk UFO Information
Danmarks UFO Forening

I løbet af de seneste 100 år er vores viden om det univers, vi lever i, nærmest eksploderet. Vi har ikke alene fået indblik i, hvilke byggeklodser kosmos består af, og hvilke spilleregler de følger, men vi er nået til at kunne skimte selve skabelsen.

„Der var engang et univers“ fortæller historien om de mennesker og maskiner, der i løbet af det forgangne århundrede har leveret tanker og målinger, der giver os indsigt i universets fødsel. Det er også historien om de videnskabsfolk, deres ideer og eksperimenter, der i de kommende år skal føre os videre i jagten på en beskrivelse af universets oprindelse og skæbne.

»Der var engang et univers« er skrevet af Michael J.D. Linden-Vørnle (født 1968). Cand.scient. med ph.d. i astrofysik fra Niels Bohr Institutet for Astronomi, Fysik og Geofysik. Ansat på Dansk Rumforskningsinstitut, hvor han bl.a. arbejder på Planck Satellitmissionen. Også ansat på Tycho Brahe Planetarium & Omnimaxteater, hvor han udbreder kendskabet til astronomi og astrofysik gennem en bred vifte af formidlingsmæssige aktiviteter. Michael Linden-Vørnle var i en kort periode medlem af SUFOIs ledelse og afholdt i foråret for SUFOIs medlemmer et velbesøgt og glimrende foredrag med titlen »I skabelsens svage skær«.

»Der var engang et univers« er særdeles velskrevet. Michael Linden-Vørnle formår at beskrive vanskelige problemstillinger og videnskabelige opdagelser, så de bliver både underholdende, nærværende og letforståelige. Man læser den veloplagte tekst i én køre.

Astronomibøger er normalt gennemillustrerede med imponerende farvefotos af galakser, stjernetåger m.m. Men i »Der var engang et univers« finder man ikke en eneste illustration - og faktisk savner man dem ikke her!

Michael J.D. Linden-Vørnle: »Der var engang et univers«, Høst & Søn 2002, 176 sider, kr. 199,95. www.hoest.dk

Den rigtige håndbog om stjerner og planeter

Politikens Håndbøger plejer at være et godt køb. »Stjerner og planeter« af Ian Ridpath er ingen undtagelse. Bogen er en nyttig og grundig guide til nattehimlens stjerner og planeter med diagrammer, der gør det nemt at genkende stjernebillederne og de enkelte himmellegemers placering. Bogen er et rent overflødighedshorn af flotte fotografier, informative tekster, instruktive tegninger og oversigtskort, som fortæller om universet, galakser, stjernebillederne, solsystemet med de 10 planeter, om kometer, asteroider og meteorer, brug af forskellige kikkerter og om fotografering af nattehimlen. I månedsguiden følges 88 forskellige stjernebilleder og objekter måned for måned, illustreret med overskuelige stjernekort af både nord- og sydhimlen. Bogen er bearbejdet til dansk af Bjørn Franck Jørgensen, direktør for Tycho Brahe Planetarium. /kmh Ian Ridpath: »Stjerner og planeter«, Politikens Forlag 2001, 224 sider, rigt illustreret, kr. 199,00 indb. www.polforlag.dk

Gode opslagsbøger om det ukendte

Francis Hitching: »The World Atlas of Mysteries«.
Book Club Associates 1978. 256 sider.

Bogen er for længst udsolgt, men kan måske skaffes antikvarisk hos:

Parhelion (Richard Ward, 18 London Road, Buntingford, Herts SG9 9JN, England. Web-site: www.ppsweb.com/parhelion

Bogens kort, tegninger og kildehenvisninger er simpelthen uovertrufne!

Simon Welfare & John Fairley: »Arthur C. Clarke's A-Z of Mysteries. From Atlantis to Zombies«
Harper Collins Publishers 1993. 250 sider. ISBN 0-00-647970-7

Bogen er også udkommet på dansk hos Bonniers og kan købes dér, hvis man abonnerer på et af Bonniers tidsskrifter. Bogen er er oversat til dansk af Peter Parkov og Lars Thomas og har titlen Illustreret Videnskabs Store Bog Om Mystik (ISBN 87-427-0874-5).

Francis X. King: »Mind & Magic. An Illustrated Encyclopedia of the Mysterious And Unexplained«.
Crescent 1991. 256 sider. ISBN 0-517-06036-1.

Reuben Stone: »Encyclopedia of the Unexplained«.
Blitz Editions 1993; ISBN 1-85605-136-6.

»The World of the Paranormal«.
Grange Books 1995; 241 sider; ISBN 1-85627-720-8.

Ovennævnte tre bøger kan købes i tilbudskælderen hos:
Biblioteksboghandelen på Kultorvet i København, tlf. 33 13 25 27.

Bogens billedmateriale og layout er simpelt hen i top. Dr. Karl P.N. Shuker er zoolog og en af verdens førende cryptozoologer. I afsnittene om ufoer ser han bl.a. nærmere på de klassiske kontaktpersoner og hypotesen om, at ufoer kan være levende organismer i Jordens atmosfære.

Shuker har også skrevet bøgerne:

• »In Search of Prehistoric Survivors« (1995),
• »Dragons - A Natural History« (1995),
• »The Lost Ark: New and Rediscovered Animals of the 20th Century« (1993) samt 
• »Mystery Cats of the World« (1989).

Shukers bøger kan bl.a. købes hos:

Strange Bookshop
P.O. Box 2246, Rockville, MD 20847, USA.
Web-site: www.strangemag.com

Guiden er udarbejdet af det samme team, som producerer de to tidsskrifter »Alien Encounters« og »Uri Geller's Encounters« (sidstnævnte blad kan iøvrigt købes hos blandt andet Det Ukendtes Boghandel i København, tlf. 33 13 37 01).

Nærmere oplysninger fås på Web-site: www.paragon.co.uk

Militære ufo-bortførelser?

»MILABS: Military Mind Control and Alien Abduction« er skrevet af dr. Helmut Lammer. Bogen, som blev udgivet på det amerikanske marked af Illuminet Press i april/maj 1999, vil bevise, at nogle af ufo-bortførelserne udføres af militærpersoner.

„Hvis du tror, at du har et rimeligt kendskab til bortførelsesfænomenet, kan du godt tro om igen“, skriver Helmut Lammer. „Efter at have læst MILABS, opdager du, at der er mange og meget dunkle aspekter involveret.“

Helmut Lammer har opdaget, at flere og flere formodede bortførte påstår, at de er blevet overraskede, når de opdagede, at hemmelige militære organisationer var indblandet. Nogle af dem, såsom Katharina Wilson, Leah Haley, Melinda Leslie og dr. Karla Turner, havde angiveligt traumatiske erindringer om, at de blev bortført af ukendte militærpersoner. „Indtil nu“, siger Helmut Lammer, „har sådanne tilfælde kun været omtalt i bøger og artikler, som de bortførte selv har skrevet, mens kendte bortførelsesforskere har ignoreret dem.“

„MILABS er den første bog, som i deltaljer fremlægger beviser på, at hemmelige militære organisationer er stærkt indblandet i bortførelsesmysteriet“, siger Helmut Lammer.

Bogen omtaler tidligere tophemmelige amerikanske hjernekontrol-projekter såsom ARTICHOKE og MK-ULTRA og sammenligner hjernekontrolofre med MILAB-bortførte, dvs. påståede ufo-bortførte, som hævder, at de også blev kidnappet, undersøgt, krydsforhørt og i nogle tilfælde fået implanteret små fremmedlegemer af militærpersoner, mænd i hvidt laboratorietøj eller mænd i forretningshabitter.

Bogen omtaler den mulighed, at MILABS også drejer sig om aktiviteter som sorte, anonyme helikoptere set i forbindelse med ufobortførelser, påståede kidnapninger foretaget af hemmelige militære- eller efterretningspersoner, skabelse af „indbildte bortførelser“ og implantation.

På jagt efter liv i rummet

I Jens Kertes nye interviewbog afsøger Michael Linden-Vørnle hver en afkrog af kosmos i fortid, nutid og fremtid for alt, hvad der rører på sig af såvel mulig som umulig biologi og intelligens. Han tror ikke selv på, at Jorden besøges af rumskibe med udenjordiske intelligenser, men erkender, at en lille procentdel af alle observationer af ufoer foreløbig ikke lader sig forklare med baggrund i kendte fænomener fra meteorologi og astronomi til spionsatellitter eller hemmelige testflyvninger af nye flytyper.

„Hvis du nu en mørk aften ude på en øde mark stødte på et bemandet rumskib fra en anden verden og blev inviteret om bord for at stille ét og kun ét spørgsmål, hvad ville du så gerne vide?“;

Dette er blot ét af de mange spørgsmål, som journalisten Jens Kerte stiller Michael Linden-Vørnle i bogen »Universet - dødt eller levende«. Og Michael svarer:

„Ja, hvis vi springer alle høflighedsfraser og snak om rejse, vind og vejr over, så er der ét spørgsmål, der for mig overskygger alle andre: Hvordan er jeres arveegenskaber programmeret?

Intet kan være vigtigere at få besvaret end netop det spørgsmål. Er udenjordiske væsner udstyret med DNA-molekyler magen til dem på Jorden eller noget helt andet?

Det er i hvert fald svært at forestille sig, at det skulle være livsnødvendigt - om jeg så må sige - med lige præcis fire baser og 20 aminosyrer i den genetiske kode for at skabe liv.

For hvis denne DNA-kode er en rigtig kode på samme måde, som f.eks. morsealfabetet er det, så er anvendelsen af netop fire baser og 20 aminosyrer ikke nogen tvingende nødvendighed.

Man skulle tro, at liv lige så godt kunne tage afsæt i f.eks. to baser og 16 aminosyrer. På samme måde, som det også er et vilkårligt antal streger og prikker, de enkelte bogstaver i morsealfabetet består af.

Når f.eks. nødsignalet SOS består af tre prikker, tre streger og tre prikker, er det jo ikke dikteret af en eller anden naturlov. Det er bare en tilfældig beslutning.

På samme måde kunne det være en tilfældighed, at DNA-koden på Jorden er kommet til at bestå af netop fire baser og 20 aminosyrer. Andre steder i universet kunne koden til DNA-molekylerne og livet måske være en helt anden.

Den slags spørgsmål ville jeg utroligt gerne diskutere med ethvert rumvæsen, der kom forbi.“

Michael Linden-Vørnle tror, at der findes intelligent liv langt derude i det gigantiske univers. Primitivt liv findes måske tæt på Jorden. Michaels egen favorit er Jupiters isdækkede måne Europa:

„Personligt tror jeg, at Europa er det sted i solsystemet, hvor vi har størst chance for at finde tegn på liv. Endda i nulevende form og ikke bare som forsteninger.

Når vi taler om liv, så har kæmpeplaneten Jupiter og dens måner dog samme problem som Saturn. På grund af deres afstand til Solen modtager de betydeligt mindre solenergi end Jorden.

Europa har dog en anden energikilde, en indre glød om du vil. Månen æltes nemlig af tidevandskræfter skabt af Jupiters enorme tyngdekraft. Det har ført til dannelsen af et ocean af saltvand under månens kilometertykke panser af is. (...)

Europa er et dynamisk sted, hvor der er energi nok til at drive en form for dybfrossen geologi. Dermed er der måske også mulighed for at skabe og vedligeholde biologiske processer. (...)

Galileo-sonden har opdaget rødlige pletter og kuppelformede forhøjninger på månens overflade. Disse uregelmæssigheder tyder på, at materiale fra månens indre presses op mod overfladen. Det har imidlertid været vanskeligt at forklare, hvordan store, varmere isklumper fra selve saltvandshavet under Europas overflade kan trænge op gennem den overliggende iskappe, der formodes at være 20 km tyk. (...)

Hvis strukturerne på Europas overflade virkelig er materiale fra dybet - fra det formodede saltvandsocean - så er der faktisk tale om en form for elevator, der løfter materiale op til overfladen.

Er der opstået liv i Europas saltvandsocean, kan det måske også ad den vej finde op til overfladen. Fremtidige rummissioner til Europa behøver således ikke at smelte sig gennem 20 km is for at lede efter tegn på liv. Det gælder bare om at lande tæt ved en af disse is-elevatorer.“

Michael Linden-Vørnle arbejder på Tycho Brahe Planetarium og er tilknyttet Danmarks Rumcenter, hvor han er involveret i arbejdet med ESA's kommende Planck-satellit, der i 2007 skal ud i rummet for at indhente værdifulde data om den kosmiske mikrobølgestråling.

Michael er en helt igennem fremragende foredragsholder og formidler. Mange har stiftet bekendtskab med hans formidlingsevner gennem radio og tv eller via artikler i »Aktuel Astronomi« eller hans bog fra 2002 »Der var engang et univers - jagten på et verdensbillede«. Derfor kan det ikke gå galt, når man bygger en interviewbog op omkring samtaler med Michael Linden-Vørnle. Bogens bærende kapitler er netop de tre, hvor Jens Kerte stiller Michael de væsentlige spørgsmål om livets mysterium på Jorden, livets gemmer i solsystemet og livets muligheder i det ydre univers. Det er populærvidenskabelig formidling af høj klasse! Store spørgsmål om tro og viden, videnskabelige opdagelser og gætterier gøres levende og nærværende, så de må vedkomme enhver. Alene disse tre kapitler samt en glimrende ordliste og ditto tidslinjer om universet, livet, mennesket, videnskaben, rumforskningen og fremtiden gør bogen alle pengene værd.

Bogen har desværre et svagt, afsluttende kapitel »Rumvæsner på Jorden«. Formålet med kapitlet er ikke åbenlys. Det bringes lidt umotiveret - måske som en slags letfordøjelig og fornøjelig dessert? Jens Kertes formål med kapitlet er tilsyneladende at konkludere med religionsforskeren Mikael Rothsteins ord, at „der i disse år ingen grænser er for, hvad man må forvente“. Men kapitlet er desværre blevet et forsøg på at fortælle ufologiens lange og brogede historie. I sig selv et håbløst projekt på 14 sider, hvor småtossede og selvoptagede personligheder, bibelske „ufoer“, en sindsyg ufo-kult, Roswell-hændelsen, ud-af-kroppen-oplevelser, J. Allen Hynek m.m. røres sammen i en noget ufordøjelig spaghetti-ret.

George Adamski og Erich von Däniken præsenteres, så man tror, at de to arbejdede tæt sammen - trods det at de slog deres folder i hver deres verdensdel, havde forskellige udgangspunkter og „missioner“, og at det teosofisk-orienterede, rumbrødre-sludrechatol George Adamski døde, 3 år før Erich von Däniken udgav sit første astroarkæologiske tankespind i bogform. At de to herrer satte gang i en verdensomspændende bevægelse er nok også en mild overdrivelse.

Efter en summarisk gennemgang af Roswell-hændelsen skriver Kerte, at efter hændelsen blev omtalt i det lokale dagblad i juli 1947: „... gik især ufologer i alle lande grassat, og snart hed det sig i aviser, tidsskrifter og bøger, at militærpersonellet havde fundet og gemt ligene af fem små rumvæsener af vejen. Substansen i beretningen er ifølge grundig research foretaget af Time Magazine i 50-året for The Roswell Incident i 1997, at det var en af flyvevåbnets hemmelige spionballoner, der faldt til jorden under en prøveopsendelse“.

Nej! Roswell-historien „døde“ faktisk allerede i 1947. Ikke en kæft gad beskæftige sig med historien, endsige huske den. Først i 1980, da Charles Berlitz (som aldrig har ladet sin fantasi distrahere af kolde facts) udgav en bog om Roswell-nedstyrtningen, hvor han tilsyneladende havde støvet vidner op (eller opfundet dem selv), blev historien genoplivet og tog form påny. Siden 1980 er en lille lokal nedstyrtnings-steds-industri opstået i ørkenbyen Roswell, og det ene vidne efter det andet har efter mere end 50 år pludselig fået en fantastisk skarp hukommelse, der rummer detaljer om ikke blot én nedstyrtning, men adskillige. Der styrtede ganske rigtigt flere ting ned i Roswell - fx en Mogul-ballon - men ingen rumskibe.

Og nej! Time Magazine kan ikke tage æren for, at vi i dag ved noget håndfast om, hvad der faktisk skete i Roswell i 1947. Time Magazine gengiver blot resultaterne af andres efterforskning.

Militærhistorikere, ufo-interesserede m.fl. har i årevis gravet i arkiver m.m. og offentliggjort de nøgne (og kedelige) facts i bogform, på nettet og i utallige artikler. Time Magazine står på skuldrene af disse ildsjæle. Fair nok, men æres dem, som æres bør.

Så, spring dette sidste kapitel over, køb bogen og nyd resten af »Universet - dødt eller levende?«

Jens Kerte har også skrevet bøgerne:
»Mars og Marsmanden - på rejse til Den Røde Planet med Jens Martin Knudsen«
»Holgers Univers«.

»Universet - dødt eller levende. På jagt efter liv i rummet med Michael Linden-Vørnle« udkom den 14. juni på Aschehoug Dansk Forlag A/S. Bogen er på 221 sider og koster 249,00 kr.

Bogen kan bestilles på: www.ufo.dk/salg/boger/boger.php

Sandheden er ilde hørt...

For nylig læste jeg, at Susan Clancy, psykolog på Harvard University, har fået så mange hademails og trusselbreve, at hun har besluttet aldrig mere at udtale sig offentligt om bortførelsesfænomenet.

Hvad er hendes „forbrydelse“? Clancy har såmænd blot skrevet en lille, men ualmindelig god bog »Abducted - How People Come To Believe They Were Kidnapped By Aliens«. Bogen har mange kvaliteter: Den er velskrevet, behandler de interviewede personer med stor respekt, og så stiller den de helt rigtige spørgsmål og giver de bedst mulige svar.

Clancy har brugt 5 år til at studere bortførelsesfænomenet og interviewet omkring 50 personer, som mener, at de har været bortført af aliens. Clancys formål med projektet var at belyse spørgsmålene:

• Hvad får personer til at tro, at de har været bortført af aliens?
• Hvorfor kan jeg huske det, hvis det ikke skete?
• Hvorfor er bortførelseshistorier så ens?
• Hvem bliver bortført?
• Hvis det virkelig ikke skete, hvorfor ønsker jeg så, at det er sket?

Clancys konklusioner stemmer fint overens med, hvad blandt andre Susan Blackmore (ph.d. i parapsykologi) er nået frem til - se UFO-Nyt nr. 1/2004 og artiklerne i UFO-Vision 8, som netop er et temanummer om ufo-bortførelser (se tilbud på »UFO-Vision nr. 8«.

Clancy slår fast, at langt de fleste personer, som tror eller påstår, at de har været bortført af aliens, er ærlige og normale mennesker. Ingen af personerne er vågnet op om morgenen med en klar erindring om at have været bortført, ligesom de heller ikke har en fiks og færdig beretning. Nogle gange begynder det, som senere bliver til en bortførelsesberetning, med at være en oplevelse forårsaget af søvnlammelse. Andre gange vågner de blot med en svag fornemmelse af, at der i løbet af natten er sket noget, som kræver en forklaring. Det er ikke de bortførtes „fejl“, at de tror, at de er blevet bortført. De har ufrivilligt fået nogle erindringer, som er opstået i et miks af mareridt, kulturpåvirkninger og et stærkt behov for at finde en mening med tilværelsen.

Clancy erfarede, at alle forsøgspersonerne selv havde forsøgt at finde forklaringer på deres bekymringer, mareridtsagtige drømme etc. ved at læse bøger, se film eller opsøge hypnotisører og „bortførelseseksperter“. Dette er en naturlig handling, da det er vigtigt for de fleste af os at kende årsagerne til vores følelser og skabe en forklarende historie.

Det hævdes ofte, at alle bortførelseshistorier ligner hinanden til forveksling og derfor nødvendigvis må udspringe af virkelige hændelser. Clancys mange interviews med påståede bortførte viser, at dette slet ikke er tilfældet. Selv om der er fællestræk (et almindeligt menneske bortføres af rumvæsner og underkastes en medicinsk undersøgelse), er der meget store individuelle forskelle på beretningerne. Både fællestræk og detaljer har i øvrigt været kendt gennem film og tv i årevis, inden det blev moderne at blive bortført!

Man skulle tro, at personer, som tilsyneladende har haft en meget traumatisk oplevelse - bortført af skræmmende væsner efterfulgt af en pinefuld, ofte seksuelt betonet undersøgelse - ville ønske, at bortførelsen aldrig havde fundet sted. Men Clancys forskning viser, at ingen af de 50 bortførte ville have undværet den skræmmende oplevelse. De er faktisk glade for oplevelsen. Den har givet deres liv ny mening. De er ikke længere alene, og oplevelsen har forsikret dem om deres plads i universet og deres egen betydning.

Clancys bog er blevet godt modtaget i Europa, men i ufo-bortførelsernes hjemland, USA, har den fået en hård medfart i ufo-kredse. Ikke overraskende finder man de skarpeste kritikere blandt de „bortførelsesforskere“, som har skaffet sig en biindtægt ved salg af bøger og ved at lede terapigrupper, som overbeviser almindelige amerikanske borgere med søvnforstyrrelser om, at de i virkeligheden er bortførelsesofre.

I alle de år jeg kan huske, har ufologer arbejdet for, at videnskaben skulle interessere sig for ufo-fænomenet og beslægtede emner. Og når Susan Clancy m.fl. så tager udfordringen op og går til sagen efter alle seriøse videnskabelige metoder, himler selvsamme ufologer op - måske fordi konklusionerne ikke passer med deres eget verdensbillede og forretning?

»Abducted - How People Come To Believe They Were Kidnapped By Aliens«. Du bliver godt underholdt, klogere og sover bedre om natten!

Susan A. Clancy: »Abducted - How People Come To Believe They Were Kidnapped By Aliens«, Harvard University Press. Cambridge, Massachusetts, 2005.
179 sider, indbundet, US$ 22,95.
Bogen kan bestilles på www.amazon.com

	»Flying Saucerers - A social history of UFOlogy« er skrevet af David Clarke og Andy Roberts og udgivet den 7. april 2007 af Alternative Albion (www.hoap.co.uk). Bogen er på 231 sider, rigt illustreret og koster £ 14,95.

Skaber ufologerne selv
ufo-fænomenet?

Ufologi handler egentlig ikke så meget om ufoer. Der er ikke indfanget nogen ufoer, som kan underkastes et nøjere eftersyn, kun beretninger om ufoer.

Dette er i sig selv interessant nok, men handler mere om perception (hvordan vi omfatter vores omverden) end om ufoer.

Ufologi handler om de mennesker, som ser ufoer, dem som undersøger ufo-beretninger, og dem som skriver om ufo-beretningerne.

Ufologien skabes i samspillet mellem disse tre grupper - og det er netop det, som den nye bog »Flying Saucerers - A social history of UFOlogy« handler om.

Bogen sætter fokus på ufologiens udvikling i Storbritannien fra 1947, til ufo-interessen kulminerede 30 år senere, da »Nærkontakt af Tredje Grad« havde premiere verden over.

Mange ufo-bøger ser ufologiens udvikling ud fra en amerikansk synsvinkel.

Derfor er det forfriskende og ganske interessant, at de garvede skribenter David Clarke og Andy Robert behandler emnet fra et britisk ståsted og ser på, hvordan troen på frelsende rumfolk er opstået, har udviklet sig og har påvirket det britiske samfund - ligesom samfundsudviklingen og begivenheder ude i den store verden med krige, politiske spændinger og religiøse strømninger relateres til ufologiens udvikling i Storbritannien.

David Clarke har skrevet i alt syv bøger, er ph.d. i folkloristik og underviser i dag på Sheffield Hallam University i journalistik. Han holder også forelæsninger på The National Centre for English Cultural Tradition om bl.a. overtro og vandrehistorier. Han har i tidens løb haft flere hjemmesider, bl.a. www.flyingsaucery.com, og er i øjeblikket ved at opbygge hjemmesiden www.drdavidclarke.co.uk. Foto: Clas Svahn

Andy Roberts (th.) sammen med Jenny Randles og Paul Fuller på et møde i Sheffield i november 2000. Roberts er professionel skribent og har skrevet otte bøger om ufoer og folklore og har leveret bidrag til mange aviser og tidsskrifter, herunder »The Guardian« og »Fortean Times«. Foto: Clas Svahn

Forfatterne sætter fokus på mange spændende personer, hændelser og udviklingstendenser: Storbritanniens første ufo-klubber (bl.a. British Flying Saucer Bureau), bøger/tidskrifter; Desmond Leslie (George Adamskis dygtige medforfatter til »Flyings Saucers Have Landed«), Air Chief Marshal Lord Hugh Dowding, Lord Mountbatten of Burma, Sir Peter Horsley, Prince Philip, Sir Patrick Moore (den formodede gerningsmand bag Cedric Allingham svindelnummeret), George King (lederen af Aetherius Society - en af verdens ældste ufo-religioner), New Age-bevægelsens udspring i ufologien, Arthur Shuttlewood og hele cirkusset omkring masseobservationerne i Warminster i Wiltshire-området, Brinsley le Poer Trench, Gordon Greighton (redaktør af Flying Saucer Review, FSR, 1982-2003), Ufo-høringen i House of Lords i 1979 - og meget, meget mere.

Forfatterne er skeptiske over for alle former for overnaturlige fænomener og mener ikke, at der findes én eneste ufo-observation, der tyder på ikke-jordisk liv. Til gengæld er de sikre på, at troen på ufoer kan være stærk og påvirke mennesker kraftigt og helt ændre deres liv. Troen kan være intens og gribe alle samfundslag. Det er denne stærke tro, David Clarke og Andy Roberts har forsøgt at indkredse i »Flying Saucerers - A social history of UFOlogy« og beskrive loyalt og uden løftede pegefingre.

Når man har læst denne anbefalelsesværdige bog, kan man ikke lade være med at tænke på, i hvor høj grad ufologerne selv er med til at skabe ufo-fænomenet!

Sære skabninger og dunkle dokumenter

Mystiske mænd i sort

Den engelske ufo-ekspert Jenny Randles nyeste bog »MIB« (en forkortelse af Men-In-Black) handler om et af de særeste, men også mest skræmmende fænomener man kan opleve i forbindelse med ufoer, mændene-i-sort.

De mystiske mænd-i-sort er især almindelige i USA, men kendes også fra andre dele af verden. De dukker af og til op, når en person har haft en oplevelse med ufoer, og truer vedkommende til at tie stille med ufo-oplevelsen. Mændene viser sig ofte meget kort tid efter iagttagelsen, som regel før vidnet overhovedet har rapporteret sin oplevelse til nogen, og de har altid et meget detaljeret kendskab til den pågældende hændelse.

Mændenes udseende varierer en hel del. Specielt i USA opfører de sig ofte, som om de i virkeligheden er rumvæsener, der er klædt ud som jordboere, mens de i andre egne af verden optræder som repræsentanter for forskellige regeringsorganisationer. Meget ofte fremviser de identitetskort, men de stammer sædvanligvis fra ikke-eksisterende organisationer, eller de bærer navne på personer, der ikke findes. Eller hvis de gør, ser anderledes ud, og iøvrigt befinder sig helt andre steder på det pågældende tidspunkt.

Mange mennesker er begyndt at interessere sig for de mystiske mænd-i-sort, bl.a. inspireret af tv-serierne Strengt Fortroligt, Dark Skies og Millenium. Den nye biograffilm „MIB“, der har haft premiere i Danmark, vil formentlig kun øge interessen yderligere.

Jenny Randles bog om mænd-i-sort er både velskrevet og spændende, men også saglig og seriøs, omend hun måske nok drager sine konklusioner på et lidt spinkelt grundlag. Forfatteren giver en række eksempler på de mystiske mænds opførsel og udseende, og beskriver også de forsøg, der er blevet gjort for at få opsporet deres identitet.

Det mest spændende afsnit er diskussionen af mændene-i-sorts oprindelse. De to vigtigste teorier går ud på, at de enten er forklædte rumvæsener eller regeringsagenter, som hver på deres måde forsøger at skjule, at Jorden i mange år har haft tæt kontakt med væsener fra andre planeter. Randles hælder mest til den sidste teori, selv om hun også går ud fra, at en stor del af historierne er svindelnumre eller indbildning.

Alt i alt er „MIB“ nok den bedste bog, man kan læse, når man vil have en generel orientering om disse mystiske mænd i sort tøj.

Jenny Randles:
MIB. Investigating the truth behind the men in black phenomenon,
Piatkus 1997,
ISBN 0-7499-1721-0,
£ 8.99

Super-hemmelig svindel?

Alle, der igennem årene har læst mange ufobøger og artikler og set utallige tv-udsendelser og videoer om emnet, er sikkert stødt på navnet: Stanton T. Friedman - med stillingsbetegnelsen atomfysiker.

Dette er ikke nogen tilfældighed. Stanton Friedman har i snart 40 år beskæftiget sig med ufo-problematikken - i de sidste mange år som ufolog på fuldtid.

Personligt har jeg aldrig haft megen fidus til hans titel som atomfysiker, men altid mistænkt ham for blot at have taget et brevkursus i „den lille atomfysiker“, og derefter brugt titlen for at stive egoet af og skabe respekt omkring sin person. Hans mange (vellønnede) optrædener på tv og ved ufo-kongresser, hvor han tilsyneladende har gentaget de samme tynde argumenter igen og igen uden forudgående efterforskning, har ikke højnet hans anseelse i mine øjne.

Mit negative syn på Stanton Friedman er også blevet forstærket af de mange artikler skrevet af Philip J. Klass og andre ufo-skeptikere, hvor Friedmans argumentation tilbagevises, og hans personlighed til en vis grad latterliggøres.

Efter at have læst Friedmans nye bog „Top Secret/Majic“ er mit syn på ham ændret en hel del i positiv retning. Han har tilsyneladende arbejdet i adskillige år som atomfysiker med udvikling af bl.a. nye våbensystemer og fremdriftsmidler til raketter. Og endnu vigtigere: i bogen viser han med al ønskelig tydelighed, at han evner at efterforske en sag på seriøs vis.

Jeg er i bund og grund stadig uenig med Friedman: Jeg tror ikke, at ufoerne er fremmede rumskibe, og at to af disse intelligent styrede fartøjer styrtede ned i New Mexico i 1947 og blev bjærget af det amerikanske flyvevåben.

Ej heller, at en top-hemmelig embedsmandsgruppe under kodenavnet Majestic-12 blev dannet den 24. september 1947 af præsident Harry Truman med det formål at undersøge fremmede fartøjer og deres besætning. Og jeg tror heller ikke, at de offentliggjorte MJ-12 dokumenter er den ægte vare. Alligevel har jeg med interesse og fornøjelse læst Friedmans bog.

Bogen er velskrevet, visse steder ganske humoristisk og underholdende, og den giver et godt billede af Friedmans arbejdsmetode og grundighed. Friedmans formål med bogen er at vise, at MJ-12 dokumenterne er ægte. Ved års efterforskning med besøg i mindst 15 store arkiver, mange interviews, årelange tovtrækkerier med myndighederne for at få frigivet gamle dokumenter etc., konkluderer Friedman - ikke overraskende - at dokumenterne er ægte. Dermed skulle det så også være dokumenteret, at nedstyrtningen ved Roswell (som Friedman har efterforsket før alle andre) er en realitet.

Lydklip fra en lokal nyhedsudsendelse i wav-format)

Det bekymrer tilsyneladende ikke Stanton T. Friedman, at dokumenterne først dukkede op i 1980erne og endda fra en anonym kilde, som sendte dem med posten til hans to venner Jaime Shandera og Bill Moore. Især sidstnævnte er noget af en spøgefugl og skulle være afsløret i flere practical jokes vedrørende ufoer.

Friedman forsøger i bogen at vise, hvorfor dokumenterne ikke kan være fremstillet af Shandera, Moore eller for den sags skyld ham selv. Dokumenterne rummer nemlig oplysninger, som Friedman først har været i stand til at verificere, efter han kom i besiddelse af MJ-12 dokumenterne.

MJ-12 gruppen bestod efter sigende af: Adm. Roscoe H. Hillenkoetter, dr. Vannevar Bush, secretary James V. Forrestal, gen. Nathan F. Twining, gen. Hoyt. S. Vandenberg, dr. Detlev Bronk, dr. Jerome Hunsaker, Sidney W. Souers, Gordon Gray, dr. Donald Menzel, gen. Robert M. Montague og dr. Lloyd V. Berkner.

Friedman gennemgår hvert medlems karriereforløb og påviser, hvorfor netop disse personer var særligt velegnede som medlemmer af gruppen.

Mest overraskende var det for Friedman, at astronomen - og ufo-skeptikeren over alle - Donald Menzel var med i MJ-12. Da Friedman efterfølgende begyndte at forske i Menzels liv, interviewe folk der kendte ham godt og læse diverse dokumenter om Menzel, gik det op for Friedman, at Menzel havde levet et dobbeltliv. Ganske interessant læsning! Også her er Friedmans bog helt på linje med de mange amerikanske dokumentarfilm og bøger, som dyrker sammensværgelsesteorier og andre skumle ting.

Til gengæld har Friedman ingen fidus til Ray Santillis „obduktions-video“, som dukkede op i 1995 (hvem har egentlig det?). Og han påviser også, hvorledes andre Roswell-forskere som fx Kevin Randle og Don Schmitt har manipuleret groft med data i deres version af Roswell-nedstyrtningen.

Ufo-skeptikerne får også et gok i nødden. Ikke mindst Philip Klass, som har været særlig hård ved Friedman. Og Friedmans sejre over Klass fremhæves naturligvis: På et tidspunkt påstod Klass, at den skrivemaskine, hvormed MJ-12 dokumenterne var skrevet, slet ikke blev brugt af myndighederne i begyndelsen af 1950erne. Han ville endda give Friedman en dusør, hvis denne kunne bevise det modsatte. Det lykkedes faktisk for Friedman, og Klass måtte af med 1.000 $!

Fra tid til anden dukker nye MJ-12 dokumenter op. I marts 1994 modtog Don Berliner, tilknyttet „Fund for UFO Research“, en stor konvolut - igen uden afsender. I konvolutten lå en 35 mm film, som efter fremkaldelsen viste sig at være en affotografering af en sensationel rapport med titlen „Majestic-12 Group Special Operations Manual: Extraterrestrial Entities and Technology, Recovery and Disposal“. Ægte eller fup? - Stanton Friedman er naturligvis i fuld gang med en ihærdig efterforskning!

Stanton T. Friedman:
Top Secret/Majic,
Michael O'Mara Books Limited 1997,
ISBN 1-85479-203-2, £ 15.99

Læs selv de meget omdiskuterede MJ-12 dokumenter:

Page 1.
Cover Page of Briefing Document: Operation Majestic 12 (42 Kb)

Page 2.
Briefing Document for Pres. Dwight D. Eisenhower prepared 11/18/52 (82 k)

Page 3.
Briefing Document continued (111 k)

Page 4.
Briefing Document continued (107 k)

Page 5.
Briefing Document continued (107 k)

Page 8.
Memo for Sec. of Defense Forrestal from President Harry Truman (47 k)

Memo for General Twining from R. Cutler re: NSC/MJ-12 SSP meeting (73 k)

Memo for General Twining from R. Cutler re: Change in time of NSC/MJ-12 SSP meeting (45 k)

1982 CIA memo, revealing internal communication between MJ-12 members (48 k)

Forord:

UFO'ernes verden

I det følgende bringes forordet fra „UFO'ernes verden“:

Den klassiske ufo-hændelse vil ofte indeholde mange forskellige aspekter, der gør den interessant, gådefuld eller værd at omtale igen og igen. Det kendetegner også ufo-klassikeren, at den er meget levedygtig. Gang på gang støves den af, omskrives eller (mis)bruges som „bevis“ for, at Jorden besøges af fremmede intelligensvæsner.

Ingen af de klassiske ufo-hændelser, som jeg har beskæftiget mig med, kan på nogen måde bevise, at vi besøges udefra. Hændelserne har hver især deres svagheder og løse ender, men tilsammen giver de et helhedsbillede af ufoernes forunderlige verden - og bidrager til ufo-mytologien. Om de i virkeligheden omhandler et faktisk eksisterende, uidentificeret fænomen er for mig - i denne sammenhæng - ligegyldigt. Dette gælder pudsigt nok også for rumskibstilhængerne, men med et andet formål: Nogle af dem har en forunderlig evne til at ignorere de facts, der giver en jordnær og meget sandsynlig forklaring på en klassisk ufo-hændelse.

I perioden 1981-1986 var artikelserien „UFO-klassiker“ et fast indslag i UFO-Nyt. Der findes ikke et katalog over klassiske ufo-hændelser, så bag udvælgelsen af beretningerne lå der naturligvis en helt subjektiv vurdering. En anden skribent ville sikkert have valgt en del andre beretninger.

Seriens fødsel skal ses i sammenhæng med, at UFO-Nyt i 1981 blev et moderne tidsskrift i A4 format. Det skete efter mange diskussioner og lange økonomiske overvejelser i repræsentantskabet i Skandinavisk UFO Information (SUFOI).

Mange læsere havde trofast læst UFO-Nyt siden det første nummer i 1958. Med lanceringen af det nye blad, markerede SUFOI bl.a., at foreningen havde gennemgået en udvikling og fået mange nye medlemmer.

I et blad som UFO-Nyt vil der ved omtale af observationer ofte blive refereret til andre lignende tilfælde og måske skrevet lidt indforstået, hvilket kan være svært at bruge som ny læser. Derfor besluttede UFO-Nyts redaktion i 1981 at søsætte en serie, der kunne redegøre for de kendte ufo-observationer, så både nye og „gamle“ læsere kunne læse dem med udbytte. Artiklerne skulle fremlægge så korrekte oplysninger som overhovedet muligt, med relevante gamle og nye kilder - og hvor det var muligt, skulle sagerne opdateres med de senest tilgængelige undersøgelser, interviews etc.

„UFO'ernes verden“ er en serie på fire hæfter, hvor alle mine „UFO-klassikere“ genoptrykkes, som de fremstod i UFO-Nyt i årene 1981-1986 (på nær enkelte rettelser som fx forkert anbragte billedtekster) - og i samme rækkefølge. Eneste undtagelse er „UFOer over New Zealand“, som ikke oprindeligt blev bragt i serien, men som i dag må siges at være en ufo-klassiker, der bør medtages i nærværende serie.

I kildelisten efter hver artikel kan den interesserede selv gå på jagt i ufo-litteraturen.

Da serien blev skabt, var Henrik Klinge Pedersen redaktør af UFO-Nyt, og det er i høj grad hans fortjeneste, at hver eneste artikel blev så velillustreret, ikke mindst med en lang række glimrende kort og tegninger. Bl.a. er Henriks fotomontage af Trindade-billederne helt enestående og ikke set før eller siden i ufo-litteraturen.

En så lang serie skrives ikke uden hjælp fra flere sider. Mange udenlandske kontakter har bidraget til at give serien „faglig“ tyngde. På den hjemlige front har især Ole Henningsen været en uvurderlig hjælp. Ole har været aktiv inden for „ufologien“, siden de første entusiastiske tallerken-dage. Han ved stort set alt, hvad der er værd at vide om ufoer - godt støttet af et enormt bogarkiv og tusindvis af fotokopier!

Også en stor tak til Flemming O. Rasmussen, der har hjulpet med at oversætte en del kildemateriale til brug i serien. Desuden oversatte Flemming for ca. 10 år siden et udvalg af ufoklassikerne til engelsk. Resultatet blev kapitlet „UFO Casebook“ i bogen „UFOs 1947-87. The 40 Year Search For An Explanation“ redigeret af Hilary Evans og John Spencer og udgivet af Fortean Tomes, London 1987.

UFO'ernes verden er blot én af SUFOI's mange udgivelser fra 1997, hvor foreningen fejrede sit 40 års jubilæum med bl.a. en stor international kongres og udgivelsen af Danmarks første seriøse video om ufo-fænomenet.

Velkommen i „UFO'ernes verden“.

Kim Møller Hansen
Ringsted, juni 1997