Frelsende rumbrødre
Ufomyten blev født i en tid, hvor verden frygtede, at Den Kolde Krig skulle udvikle sig til en varm krig og ende i et atomragnarok. Men frelsen var ikke langt væk. Ufoprofeterne begyndte at udbrede deres budskab om kærlighed og broderskab til hele verden, så Jorden kunne blive medlem af det kosmiske broderskab.
En succesfuld ufoprofet
I 1953 udkom ufoprofeten George Adamskis første bog Flying Saucers Have Landed. Den blev i de følgende år oversat til 50 sprog og solgte mere end en million eksemplarer og skulle få stor betydning for menigmands opfattelse af flyvende tallerkener som rumskibe bemandet med rumbrødre fra andre planeter i solsystemet. Faktisk havde George Adamski ikke selv skrevet ret meget af bogen. Hans bidrag bestod af en 54 sider lang beretning (skrevet af Clara L. John) om hans møde den 20. november 1952 i den californiske ørken med Orthon – en mand fra Venus. Beretningen blev indarbejdet i et allerede færdigt manus om ufoobservationer Jorden rundt skrevet af den irske okkultist Desmond Leslie (1921-2001). George Adamski blev den første berømte kontaktperson, også kaldet ufoprofet. Mange skulle følge efter, heriblandt Daniel Fry (1908-1992), Truman Bethurum (1898-1969), Orfeo Angelucci (1912-1993) og Howard Menger (1922-2009).
Telepati og rejser i solsystemet
Kontaktpersonerne kommunikerede efter eget udsagn med rumskibenes besætningsmedlemmer, ofte via telepati, og nogle kom endda med på udflugter til rumbrødrenes hjemplaneter i solsystemet. Rumbrødrene kom fra utopiske samfund, der ikke kendte til krig, død, sygdom eller andre problemer, som kendetegnede Jorden i midten af det tyvende århundrede. Rumbrødrene ville hjælpe menneskeheden, stoppe atomvåbenprøvesprængninger og forberede os på at indtræde i det kosmiske broderskab. Kontaktpersonens mission var at udbrede budskabet om kærlighed og broderskab til hele verden.
Selvoptagede og ambitiøse
Religionshistorikeren Mikael Rothstein skriver i bogen UFOer og rumvæsener (Gyldendal 2000), at Adamski og de andre såkaldte ufoprofeter insisterede på en særlig originalitet og derved forsøgte at placere sig i begivenhedernes centrum, og:
„Ikke alene leverede de klassiske UFO-profeter en løsning på gåden om de flyvende tallerkener. De føjede også en ideologisk dimension til det påståede fænomen, som imødekom et følelsesmæssigt behov hos mange mennesker“, og „de lod deres religiøse eller ideologiske ambitioner komme til udtryk i religiøse vendinger, fordi netop dette mytologiske sprog havde omgivelsernes opmærksomhed på netop dette tidspunkt“.
Gammel vin på nye flasker
George Adamskis såkaldte livsfilosofi og indholdet i hans bøger – som også i dag har betydning for kultlignende grupper Jorden rundt – var egentlig genbrug, dels fra 1930’ernes Californien, hvor han var leder af sin egen nyreligiøse gruppe „Royal Order of Tibet“, der afholdt møder i Temple of Scientific Philosophy, dels fra hans kiksede science fiction-roman Pioneers of Space. A Trip to the Moon, Mars and Venus (1949) skrevet af Adamskis sekretær Lucy McGinnis.
FBI havde en teori om, at begge personer bevidst eller ubevidst var en del af en kommunistisk sammensværgelse, som skulle overbevise folk om, at de fremmede var kommunister. Under et foredrag blev Adamski spurgt, hvilken politisk overbevisning disse menneskelignende fremmede, han havde mødt i ørkenen, havde. Adamski svarede, at han mente, at de var kommunister, og at russerne ville dominere verden, og at der derefter ville komme tusind år med fred på Jorden. I 1954 skrev en person fra Yucca Valley i Californien til FBI og anbefalede FBI at undersøge, om Van Tassel arbejdede som sovjetisk spion. Selv om Van Tassels påstande var knapt så ekstreme som Adamskis, holdt han sig ikke fra at tale om økonomi, Bibelen og lignende, som var forholdsvis kontroversielle temaer i offentligheden under Den Kolde Krigs USA.
„Ufosagen“ fødes
Desmond Leslie, George Adamski og Donald E. Keyhoe (1897-1988) inspirerede med deres bøger offentligheden til at undersøge og læse beretninger om flyvende tallerkener ved at få adgang til officielle, hemmeligholdte dokumenter, stille kritiske spørgsmål til myndighederne og tænke over luftfartøjernes betydning og besætningernes intentioner. På denne måde var de med til at kickstarte den entusiastiske udforskning af ufofænomenet, også kendt som „ufologi“, der siden da hovedsageligt er blevet udført af amatører.
Donald Keyhoe, der skrev sin første ufobog, The Flying Saucers Are Real, i 1950, var fra 1957 leder af ufoorganisationen NICAP og ville ikke sættes i bås med kontaktpersoner og ufoprofeter som George Adamski. Keyhoe overværede på et tidspunkt et tv-show, hvor Adamski fremviste sit NICAP-medlemskort. Keyhoe fandt efterfølgende ud af, at andre kontaktpersoner som George Van Tassel, Orfeo Angelucci, Truman Bethurum, Howard Menger, Reinhold Schmidt og Buck Nelson (som efter sin flyvetur i en flyvende tallerken rundt om Solen fortalte, at han „ikke kunne se Solen, fordi der er meget mørkt i rummet“) alle var æresmedlemmer af NICAP. Keyhoe fik hurtigt tilbagekaldt deres medlemskort, hvilke gav uro på de indre linjer i NICAP. Adamskis og Keyhoes tilgang til ufomyten kom i de følgende år til at repræsentere to meget forskellige retninger i det, som blev kaldt for „ufobevægelsen“ eller „ufosagen“. (Uddrag fra bogen Project Saucer – da ufomyten blev skabt, SUFOI 2015)
Læs om konspirationsteorier
Vi har her på ufo.dk med jævne mellemrum behandlet de meget populære konspirationsteorier om snart sagt alt muligt. Se fx:
Der er gjort mange gode forsøg på at blive klogere på, hvorfor konspirationsteorier opstår, bliver ved med at fascinere så mange og har så enorm stor udbredelse på nettet. Et af de seneste bud er bogen UFOs, Conspiracy Theories and the New Age – Millennial Conspiracism skrevet af religionshistorikeren David G. Robertson fra Edinburgh. Det er en akademisk, men letlæst bog om emnet med en god beskrivelse af ufomytens udvikling og en efterfølgende analyse af det verdenssyn, som kommer til udtryk hos forfatteren og bortførelses-„eksperten“ Whitley Strieber, David Icke (ja, det er ham, der mener, at den britiske kongefamilie er forklædte øglealiens!) og David Wilcock, en påstået Edgar Cayce-reinkarnation. Det er noget af et farverigt trekløver at kaste sig over i den akademiske serie „Bloomsbury Advances in Religious Studies“, men kan måske få flere til i studieøjemed at sætte fokus på ufomytens mange aspekter.
Læs ufo-beretninger på www.ufo.dkSeneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.
Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
|
Er vi alene?
Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser. Vælg bog A |
Astrofysik for travle mennesker
Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet. Vælg bog B |
|||||
Guldet venter!
I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger. Vælg bog C |
UFO'er - Myter og viden
SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning. Vælg bog D |
© SUFOI 2016. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.
![]() |
©
Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted |
![]() |