logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2017 > UFO-Mail nr. 245

UFO-Mail nr. 245
25. september 2017


Nyt fra SUFOI's Fotoafdeling

2630 Taastrup 13. oktober 2011

Faldt overe dette gamle billede jeg tog ved Høje Taastrup station. Ved ikke lige hvad den hvide kugle til højre er?? Sikkert ikke noget, men synes I skulle se det.

Sådan lød det i en nylig henvendelse om et 6 år gammelt foto.

 
 
Det originalt modtagne foto herover samt en udsnitsforstørrelse af den lysende kugle på himlen yderst til højre i billedfeltet. Lyset blev ikke observeret ved fotograferingen, men er først senere opdaget på billedet.
Der er tale om en refleksdannelse i kameraets objektiv.


SUFOI's konklusion

Billedet er oprindeligt taget for at forevige det flotte bisolsfænomen midt i billedet. Interessen samler sig dog mere om den lille grønlige, runde aftegning til højre i fotoet.

Der er tale om en refleks i kameraets objektiv forårsaget af det skarpe lys fra Solen yderst i venstre side af billedfeltet.

Hvis man forsyner originalfotoet med diagonalstreger for at markere billedets midtpunkt, kan man diametralt modsat midtpunktet se årsagen til den grønne aftegning = Solen.

SUFOI's Fotoafdeling har i årenes løb modtaget flere lignende optagelser taget med forskelligartede kameraer. En del af disse optagelser er omtalt i UFO-Mail, bl.a.:
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2013/um13-156.php og
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2016/um16-217.php.


7183 Randbøl 19. september 2017

SUFOI's Fotoafdeling har modtaget et antal fotos taget den 19. september med samme type fænomen.

 
Et af de modtagne fotos (t.v.) samt en udsnitsforstørrelse heraf, hvor den lille blå, runde aftegning (forårsaget af Solen) ses nedenfor blomsterkrukken.
 

Fotografen tog dagen efter endnu et antal fotos med samme form for aftegning på og sendte billederne til orientering til SUFOI's Fotoafdeling. Også her er der tale om samme form for refleksdannelse i kameraets objektiv forårsaget af Solens skarpe lys som ovenfor omtalt og taget i Taastrup 13. oktober 2011.


5772 Kværndrup 5. august 2017

SUFOI's Fotoafdeling modtog en kort videosekvens visende en mørk, delvis overskyet himmel med nogle lyse pletter på, der har forundret observatøren.


SUFOI's konklusion

Observatøren opgiver ikke, hvilken retning optagelsen er sket mod. Trods den manglende, vigtige oplysning konkluderer Fotoafdelingen, at der er tale om lys fra Månen bag drivende skyer.


  

Stillbillede fra den modtagne videosekvens
med lysene på himlen.
 

 
 
Til sammenligning tog Fotoafdelingen 2 dage senere dette foto af Månen (herover) delvist dækket af skyer. På udsnitsforstørrelsen af billedet ses Månen som markante, adskilte lys på himlen.
Fotos: Ole Henningsen



Derfor er sølvpapirhatte udbredte
i visse kredse

Space Oddities er ifølge forlaget udgivet i anledningen af 60-året for opsendelsen af Sputnik 1 og 70-året for Kenneth Arnolds UFO-observation. Den er på 320 tætskrevne sider, hvoraf de 280 udgør selve teksten, medens resten er noter og litteraturhenvisninger. Bogen er uden illustrationer. Kun forsiden prydes af et billede af Mælkevejen i området mellem Svanen, Ørnen og Skytten, hvilket sammen med titlen straks leder tanken hen på en (populær)videnskabelig gennemgang af astronomiens historie.

 
S.D. Tucker: „Space Oddities - Our Strange Attempts to Explain the Universe“, 320 sider, Amberley Publishing Limited 2017

Dette indtryk bliver forstærket af bagsidetekstens overskrift, som citerer de to første linjer af en populær engelsk godnatsang skrevet af Jane Taylor i begyndelsen af 1800-tallet: Twinkle, twinkle, little star, How I wonder what you are! Herefter følger en tilsyneladende besynderlig tilføjelse, som dog snart viser sig at afspejle bogens reelle indhold: Are You a giant Nazi Iceberg?

Bogen handler nemlig ikke om astronomi, rumfart, ufoer eller aliens, selv om alle fire emner uundgåeligt dukker op med jævne mellemrum. Tycho Brahe, Newton, Kepler samt mange andre kendte videnskabsmænd som fx de banebrydende raketforskere Konstantin Tsiolkovsky, Robert Goddard og Wernher von Braun bliver alle nævnt en passant, ligesom også kendte kontaktpersoner, fx George Adamski, får spalteplads.

Space Oddities handler derimod om alle de skøre, absurde og uvidenskabelige forestillinger, folk har forsøgt at gøre sig bemærket for gennem tiderne. Udtrykkene skøre, absurde og uvidenskabelige kan bruges her uden blusel, idet det er forfatterens egne ord. S. D. Tucker lægger på intet tidspunkt skjul på sin egen mening om alt det nonsens, han udpensler i bogens mange kapitler, hvilket sker på en humoristisk måde. Fx skriver han, at præsidenten for International Flat Earth Research Society, Charles K. Johnson, efter sin død i 2001 forhåbentlig blev begravet mindre end 6 fod under jorden - i modsat fald ville han jo falde ud på den anden side.

Selv om man som mangeårig læser af UFO-Nyt er blevet præsenteret for et væld af konspirationsteorier, er der mange, som sikkert er nye for læseren. Månelandingerne, Marsansigtet, Roswell ... er naturligvis velkendte, men hvad med den østrigske astronom Hanns Hörbinger, som i 1913 påstod, at der ikke eksisterer stjerner. Mælkevejen er ifølge Hörbinger i stedet en stor ring af planetstore isklumper, som omgiver Solsystemet. Det vi opfatter som stjerner, er i virkeligheden Solens lys, som bliver reflekteret fra disse utallige isbjerge.

Eller hvad med franskmanden Charles Fourier (1772-1837) som anerkendte Newton, blot med den forskel, at det ikke er tyngdekraften, som holder planeterne i kredsløb om Solen. Fourier mente i stedet, at planeterne, månerne og stjernerne er levende væsener, som holdes på plads af en indbyrdes seksuel tiltrækningskraft.

Et tredje eksempel er Gerald Heard (1887-1971), som i 1950 benyttede den megen omtale af de mystiske flyvende tallerkener til at postulere, at de viste sig i stort tal på netop denne tid, fordi de kom fra Mars, hvor de intelligente beboere gennem mange århundreder havde holdt øje med Jorden. Atombomberne i 1945 udgjorde en alvorlig trussel mod marsboernes levevilkår, idet støv fra eksplosionerne havde fundet vej til Mars, hvor det blokerede for Solens lys og dermed forhindrede plantevækst. Marsboerne var nemlig en slags super-bier, der ligesom deres jordiske fætre levede af nektar. Denne trussel skulle derfor elimineres.

Der omtales mange andre eksempler. S. D. Tucker har gjort et stort stykke arbejde for at finde så mange som muligt, og som nævnt i indledningen udgør noter og litteraturhenvisninger en væsentlig del af bogens 320 sider. Helt præcist er der 938 noter og 117 litteraturhenvisninger! For en dansk læser er det en uoverkommelig og umulig opgave at finde frem til disse. Man må derfor stole på, at forfatteren selv har læst de 117 bøger fra ende til anden og er loyal mod sine kilder.

Et sted går det dog galt. S. D. Tucker skriver, at Kepler fik inspirationen til sin roman Somnium („Drømmen“, som handler om en månerejse), medens han arbejdede som assistent for Tycho Brahe på Ven i Øresund. Meget betegnende er der ingen kildehenvisning til denne påstand. Kepler var aldrig i Danmark. Han og Tycho mødtes for første gang i Prag i februar 1600, tre år efter Tycho havde forladt Danmark. Hvorvidt forfatteren tager sig sine friheder i andre forhold, skal være usagt.

Uanset denne lille lapsus - og måske andre - er Space Oddities anbefalelsesværdig. Hvis man vil vide noget om astronomi og rumfart, får man måske mere ud af at høre astronauten Chris Hadfields fortolkning af David Bowies originale Space Oddity: www.youtube.com/watch?v=KaOC9danxNo. Hvis man derimod vil vide, hvorfor sølvpapirhatte er så udbredte i visse kredse, er bogen et must.



Den 12. oktober 2017 udkommer SUFOI's store jubilæumsbog UFO'er - Myter og viden med 204 gennemillustrerede sider. Læs mere her.



Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2017. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted