Ny offentliggørelse af britiske ufo-dokumenter
De britiske myndigheder har den 12. juli 2012 for 9.gang frigivet en række ufo-dokumenter. Det er Britiske National Archives under Justitsministeriet, der som led i deres politik på området igen har offentliggjort en samling af Det britiske Forsvarsministeriums ufo-filer. Dokumenterne afslører, hvor stor betydning Dr. David Clarkes kampagne under Freedom of Information Act faktisk havde i myndighedernes beslutning om at afslutte årtiers officielle tavshedspligt ved at åbne filerne for offentligheden. Dokumenterne omfatter fotografier, tegninger og øjenvidneberetninger af umiddelbart uforklarlige fænomener på himlen. Ufologen Nick Redfern tog også initiativ til i et brev til Downing Street No.10 at opfordre tidl. premierministerTony Blair til at overveje at gøre alle de mange og varierede ufo-rapporter, der var indsamlet af regeringen siden slutningen af Anden Verdenskrig, tilgængelige for offentligheden [DEFE 24/1987/1] I de 6.700 sider er der eksempelvis en UFO briefing udarbejdet til Tony Blair herom af Forsvarsministeriet i 1998. En videointroduktion med dr. David Clarke til de indtil nu 25 frigivne filer med ufo-dokumenter kan ses på adressen: http://ufos.nationalarchives.gov.uk/ David Clarkes detaljerede beskrivelse af højdepunkter til alle de frigivne dokumenter ses her: Frigivelsen af britiske ufo-dokumenter har tidligere været omtalt i UFO-Mail, bl.a. i nr. 127 http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2011/um11-127.php En 460 sider lang rapport, der blev udarbejdet i 2000 af Den britiske Efterretningstjeneste og hemmeligholdt af Det britiske Forsvarsministerium blev omtalt i UFO-Mail nr. 75: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2006/um06-075.php#01
Fra SUFOI's Fotoafdeling
En 21-årig ung mand fortæller i sin indberetning om observationen og videooptagelserne bl.a.: Adressen, vi så det på, var Holbækvej i Roskilde.
Konklusion
Ud fra observationsbeskrivelsen, billedernes udseende og DMI's vejrdata er SUFOI's Fotoafdeling ikke i tvivl om, at der er tale om en lille varmluftballon opsendt fra nærområdet. Gennemgang af en del screenprints fra videosekvenserne, viser at den lysende aftegning på himlen indeholder et mere koncentreret lys midt i aftegningen. Dette er i overensstemmelse med f.eks. en lille varmluftballon med et brændende materiale i bunden til opdrift (og oplysning). I den sidste del af observationen slukkes formentlig det brændende materiale, hvorefter objektet optræder som mørkt på baggrund af himlen og tilsyneladende tumler lidt rundt (ser ud til at skifte form). Ballonen vil alligevel have en vis „levetid“ i luften, og det er derfor Fotoafdelingens gæt, at den derfor er fløjet længere bort, end antaget af fotografen, inden nedfald på jorden, hvorfor den heller ikke umiddelbart kunne findes. Det er ærgerligt, at ballonen ikke blev fundet, når nu fotografen gjorde sig så store anstrengelser for at finde ud af, hvad der var observeret og filmet. Se mere om små varmluftballoner: http://www.sufoi.dk/info/balloner.php
Skyformationer og sol
En modtaget mail med et foto er som regel starten på en proces, hvor billeder undersøges, forskellige informationer kan efterprøves, og som regel i rimeligt samarbejde med fotografen. Nedenstående noget kortfattede mail hører derfor heldigvis til sjældenhederne. Man kunne naturligvis se fotografens mailadresse, som SUFOI's Fotoafdeling uden held i starten forsøgte at kontakte ham på nogle gange. Nedenfor er visse dele af adressen anonymiseret i henhold til SUFOI's almindelige politik på området, hvor observatørers identitet kun offentliggøres efter aftale, eller hvis identiteten i forvejen kendes offentligt via medierne m.v.
SUFOI's Fotoafdeling har gennemgået billedet ved hjælp af billedbehandlingsprogram m.v. og er umiddelbart af den opfattelse, at der er tale om en mørkere sky/lille front der ligger i et lag over de nederste skyer (tættest på fotografen), men sender - trods anonymiteten m.v. - alligevel billedet videre til SUFOI's fotokonsulenter. De var mildt sagt ikke imponerede, hvilket også afspejledes i deres kommentarer: Der skal vist en mere end normalt aktiv fantasi til for at gøre den sky til et moderskib :) Titlen „real ufo“ tyder også på en fotograf, der virkelig „wants to believe“. Hvis der ikke havde været en markering på fotoet, havde jeg nok aldrig fundet moderskibet. Det er vist en joke., jeg ville ikke kunne se det mystiske, hvis ikke det var indcirklet. Jeg tror jeg har flere hundrede i mit arkiv, der ser mere mystiske ud end dette!! OK, men hvad er det så: Jeg tror der er tale om et bånd af høje stratus skyer efter en frontpassage, men mystiske det er de ikke!!
En af de øvrige fotokonsulenter havde denne kommentar: Kigger man nærmere på billedet, er der spor af den højereliggende „skykant“ flere steder på billedet (se ovenstående foto med mine markeringer). Uden jeg skal kloge ret meget i skytyper, kunne det godt ligne altostratus/stratus skyer (de høje) og nogle lavtdrivende fractus skyer tættest på fotografen, men det må en meteorolog kunne udtale sig mere præcist om ;o) En efterfølgende henvendelse til Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, affødte denne udtalelse fra seniorklimatolog John Cappelen: Det er naturligvis svært at svare fyldestgørende på et sådant spørgsmål, når der hverken hører tidspunkt, sted og fotoretning til sådanne billeder. Det er jo ret afgørende at kunne bedømme vejrsituationen, når man skal vurdere skyerne. Der ses flere forskellige skytyper på billedet, både stratiforme (lagskyer) og cumuliforme („blomkålsskyer“). Billedet er taget ved enten solnedgang eller solopgang, hvor Solen står lavt og giver gullige/røde/orange farver på himlen. Det, der er sat ring om, er efter min bedste overbevisning en skyformation, der ikke står så skarpt pga. den ret kraftige belysning fra Solen lige der. Så fra sagkundskabens side er der kun opbakning til SUFOI's konklusion om forskelligartede skyformationer. Man kan naturligvis spørge sig selv, om et sådant foto er anstrengelserne værd. Det umiddelbare svar er måske et nej. På den anden side har man måske været medvirkende til at forhindre billedet i at få „ufo-udbredelse“ via et af de mange sociale medier, Facebook, Twitter etc. da der så kan henvises til, at billedet rent faktisk har været undersøgt. Men det er muligvis kun et lønligt håb.
Tilføjelse
Efter undersøgelsen af billedet blev resultatet som sædvanligt sendt til fotografen, som der så blev etableret en udmærket kontakt til. Han svarede tilbage: Der er sikkert en naturlig forklaring, og det var mig der døbte billedet med „Real ufo“ da jeg ikke kunne se andre forklaringer på dette fænomen. Jeg er meget imponeret af SUFOI's indsats ang. mit foto. Mange tak! Jeg har vedhæftet billedet i dets rigtige opløsning hvis det er en hjælp. Men som sagt der er sikkert en naturlig forklaring. Tak og god sommer!
„UFO-skyer“
Mentz D. Kaarbø, ansvarlig redaktør på det norske tidsskrift UFO , har i den seneste udgave, nr. 2/2012 præsenteret en lille samling af såkaldte „ufo-skyer“. Som han anfører: Samspillet af skyer og direkte solskin kan give de underligste effekter.
SUFOI's Fotoafdeling har modtaget nogle ejendommeligt udseende billeder fra en dansk familie bosat i Italien.
I sin henvendelse noterer PN om observationen og billederne: Jeg er blevet opfordret af min far til at sende disse billeder. Vi bor i Italien og jeg har flere gange opserveret „mærkelig“ aktivitet fra vores terrasse. Altid i samme område. Oftest når det var næsten helt mørkt, men denne gang skete det, mens der endnu var lys nok til at fotografere. Jeg har taget en hel serie billeder, med og uden zoom... mens hele familien griner af mig. Billederne er taget i det nordlige Prato (Toscana), den bydel der kaldes Coiano, ud over de gamle og slukkede vulkaner „Monte Ferrato“. Vi kigger fra Prato mod Pistoia. Jeg er ikke i tvivl om, at der findes mere mellem himmel og jord end det vi lige blot kan se, men samtidig vil det også overraske mig, hvis der ikke findes en logisk forklaring på det vi har set. Så hvis I kan checke med jeres kollegaer i Italien, ville jeg synes det ville være fantastisk. Er meget nysgerrig for at få en nærmere forklaring - og det er mine børn også.
Efterlysning
Mest af alt ligner den fotograferede aftegning på himlen en røgring opstået i en skorsten el.lign., men uden yderligere informationer har SUFOI's Fotoafdeling ikke en konkret forklaring på de modtagne fotografier, men SUFOI vil naturligvis, som nævnt i korrespondance med fotografen, kontakte gode ufo-kolleger i Italien for i første omgang at høre, om der er hjælp at hente fra denne kant.
Uidentificerede Flyvende.... Kuglelyn
Henover det seneste års tid, har jeg i perioder brugt meget af min fritid på at kigge efter gamle danske avisartikler af ufologisk/forteansk interesse igennem, i Det Kongelige Biblioteks mikrofilmssamling. Det er en enorm mængde materiale man finder her, og det kan derfor være lidt overvældende de første par gange. Der kan også være langt mellem snapsene indimellem, hvilket også kan være med til at tage modet fra èn, men med mellemrum falder man dog over visse sager der er hele besværet værd. Jeg vil her omtale en sådan sag som jeg fandt for ganske nyligt. Det drejer sig om en sag fra 3. maj 1946, der fandt sted i Svaneke. Her oplevede beboerne et regulært angreb af kuglelyn, der fandt sted i forbindelse med et kraftigt uvejr.
På et bogholderkontor oplevede to mænd der var i gang med en samtale, en lynkugle komme igennem luften imellem dem. Denne eksplodere med så høj følgelyd at de begge faldt i knæ i chok. En kvindelig cyklist der kørte tæt på en kirke, blev kastet af cyklen af et andet kuglelyn og var følelsesløs flere timer efter. Selve kirken, der før havde været ramt af lyn, slap heller ikke. Et kuglelyn ramte lynaflederen på et af spirene, hvorefter denne smeltede, spiret splintredes og tegl blev spredt for alle vinde. Endnu et kuglelyn slog ned mellem en rædselsslagen mælkemand og hans mælkevogn, hvorefter det cirkulerede flere gange rundt om hans ben for derefter at forsvinde ned i jorden. En gartner havde en anden lignende oplevelse mens hans stod i sit binderi. Han følte det pludselig som om noget strøg sig op af hans ben, nærmest som en kat der ville kæles. Han opdagede dog hurtigt og til sin forskrækkelse at det var et kuglelyn af samme tykkelse som en arm der svævede rundt under ham. Han fik derefter en stærk krampe i det ene ben, men heldigvis forsvandt lynet hurtigt ud af en åben dør og eksploderede. En telefonoperatør på den lokale central blev ramt af et kuglelyn i baghovedet, men undgik også at komme yderligere til skade. En lille pige der gik forbi nær centralen blev slået omkuld af trykbølgen fra et lynnedslag. Ud over disse mange sager, blev et utal af andre mennesker væltet omkuld på gader, i huse og på marker. En kvinde fik noget af huden skrabet af, men ingen fik længerevarige skader. Flere dyr blev også slået til jorden, så de lå bevidstløse i længere tid. Det lader dog ikke til at der var nogen døde herimellem heller. Under „angrebet“ sprang mere end 140 sikringer på telefoncentralen og flere elektroniske apparaturer såsom radioer brændte sammen i mange hjem.
Kuglelyn i 1917
Den 21. oktober 1985 bragte Politiken foranlediget af en artikel om kuglelyn et læserbrev fra ingeniør Otto Mikkelsen. Han fortæller: „Jeg har selv sammen med mine forældre og min søster oplevet et kuglelyn. Det var i 1917, da vi boede i den yderste villa på Drost Pedersvej i Ribe. Under et kraftigt tordenvejr stod min søster på l. sal, mens mine forældre og jeg var i entréen. Et lyn slog ned i nærheden. Min søster skreg, og ud fra elmåleren fløj en ildkugle på størrelse med et hønseæg. Den susede ned i gangen lige mellem min far og mig og forsvandt ud gennem nøglehullet. Vi var i nogle sekunder helt stumme af skræk. Det var altså et kuglelyn. Nu er jeg 83 år og forstår den dag i dag ikke, hvordan det er opstået. Der var intet i vejen med måleren.“
De stadigt forunderlige kuglelyn
Hvad kan vi bruge sager om kuglelyn til i et nyhedsbrev, der handler om ufoer kunne man spørge - særligt når der ikke synes at have været nogen grund til at spekulere om, at det var andet end „tordenvejr“ der lå til grund for førnævnte „angreb“. Som udgangspunkt er det et fornuftigt nok spørgsmål, men samtidigt er man nødt til at forstå, at selvom vi nok kalder dette fænomen for kuglelyn, så ved vi faktisk stadigvæk ganske lidt om dets natur. Der har været foretaget flere forsøg på at genskabe kuglelyn i laboratoriesammenhæng, under kontrollerede forhold, men indtil videre har det ikke bragt nogen definitiv opklaring om hvorvidt disse forsøg rent faktisk viser samme fænomen, som det der almindeligvis opleves som kuglelyn i naturen. Selvom der således arbejdes med en håndfuld teorier, der regnes for mere sandsynlig end andre, så er der stadig ikke skabt overbevisende nok resultater til at tilfredsstille de videnskabsfolk, der beskæftiger sig med fænomenet. Dertil kommer det faktum, at det ikke er alle sager om såkaldte kuglelyn, der falder lige let ned i samme skuffe. I Svaneke-sagen omtales der f.eks. „flammer“ der skød ned fra himlen og i nogle tilfælde blev udspyet af kuglelynene. Dette er et eksempel på, at kuglelyn er en bred kategori, der ikke nødvendigvis indkapsler det samme fænomen hver gang. Kuglelyn er i stedet blevet et meget anvendt buzzword for at forklare visse sager, men da det til stadighed må betragtes som et både omdiskuteret og uidentificeret fænomen (eller mere end et), så bruger man i virkeligheden bare en ukendt faktor for at forklare en anden, noget der næppe kan betragtes som særligt videnskabeligt. På samme måde som man i mange UFO-sager ser tendenser til pseudo-videnskabelige forklaringer, så kan der altså også på det mere videnskabeligt accepterede område snige sig begreber ind, som ofte anvendes ganske ukritisk og ureflekteret. Man gør derfor klogt i både at prøve at forstå fænomenet kaldet kuglelyn i en bredere forstand, men samtidigt være opmærksomme på forklaringsmodellerne, og hvad de rent faktisk forklarer. Men, hvorom alting er, så er det en fascinerende hændelse, der fandt sted denne dag i Svaneke, og den må have gjort et dramatisk og livsvarigt indtryk på de involverede. Sagen demonstrerer også, hvordan naturen kan overraske og overrumple os til en sådan grad, at det nærmest virker „overnaturligt“... hvilket det på en måde også stadig er.
Kilder:
Politiken, 4. maj 1946: „Regn af Kugle-Lyn haglede ned over Svaneke-Borgerne“.
Seneste foto af kuglelyn?
Den spanske ufo-forsker Vicente-Juan Ballester Olmos har gennem en længere årrække arbejdet med projektet UFO FOTOCAT, hvor han registrerer alle verdens ufo-fotos. Vicente-Juan Ballester Olmos blev opmærksom på billedet takket være professor Alexander Keul, Salzburg Universitet (Østrig). Billedet blev oprindeligt sendt digitalt til en organisation, der beskæftiger sig med meteorologi med sparsomme oplysninger, og er helt fra starten blev sat i forbindelse med en mulig forekomst af kuglelyn. Det websted, hvor billedet er placeret, har en lang og interessant liste af kommentarer på ungarsk, hvor en række muligheder gennemgås med hensyn til lyskuglens natur og oprindelse: http://www.idokep.hu/hirek/gombvillamot-fotoztak-ball-lightning
Løst og facts
Arkivmateriale til AFU
Den 1. november 1997 fejrede Skandinavisk UFO Information (SUFOI) sit 40 års jubilæum og udarbejdede en stor plancheudstilling med Henrik Klinge Pedersen som primus motor på layoutsiden. Udstillingen bestod af 20 plancher i formatet 70 x 100 cm.
SUFOI besluttede at lade plancherne overgå til Arkivet för UFO-forskning , AFU, der blev oprettet i 1973 af Håkan Blomqvist, Kjell Jonsson og Anders Liljegren. AFU er verdens største arkiv for ufo-arkivalier af alskens slags og fortjener al mulig støtte gennem donationer og bidrag fra enkeltpersoner, samlere og organisationer verden over. Her er der virkelig en mulighed for centralt at samle „ufoernes historie“ for eftertiden, og SUFOI værdsætter i høj grad samarbejdet med AFU. I forbindelse med en busrejse forbi Norrköping, syd for Stockholm, hvor AFU rent fysisk har til huse, afleverede SUFOI's Ole Henningsen derfor den 10. juni de resterende udstillingsplancher samt visse tidsskrifter og andre arkivalier til Håkan Blomqvist og Tobias Lindgren fra AFU. Der blev ligeledes overdraget rumfartsrelateret arkivmateriale fra specielt tresserne til formanden for UFO-Sverige, Clas Svahn, der har speciel interesse i denne type materiale.
AFU's arkiver vokser til stadighed. Nogle år er alene bogarkivet vokset med 700 titler! Økonomiske bidrag fra ufointeresserede gør det muligt for AFU at opkøbe private samlinger rundt om i verden. SUFOI har bidraget lidt til at fylde AFU's mange hylder, idet SUFOI's rapportarkiv i marts 2003 blev overført til AFU, ligesom AFU har modtaget bøger og tidsskrifter fra SUFOI, og vi ved, at de ufologiske godbidder nu befinder sig i velegnede lokaler, hvor samvittighedsfulde ildsjæle tager hånd om dem, registrerer og katalogiserer dem og gør det muligt for andre at inddrage den indsamlede viden i fremtidige studier af ufooplevelser m.m.
SUFOI's bidrag til AFU's samlinger er dog kun småbidder i forhold til, hvad det ved gode kontakter i udlandet er lykkedes i de seneste år at få overdraget af arkivalier til AFU. Ved møder med bl.a. John Rimmer, Lionel Beer, Margaret Fry, Dave Sankey, Omar Fowler, Fran Copeland, Geoff Amber, Mike Hutchinson, Georgina og Alexandra Buhler samt Valentine Ward, blev der overdraget bøger, tidsskrifter, lydbånd, videooptagelser, billeder og div. korrespondancer og andet materiale. I Bob Rickards kælder i det nordøstlige London blev der taget vare på formentlig mere end 100.000 avisudklip om bl.a. forteana sammen med et stort antal bøger og tidsskrifter. En del af dette materiale blev opbevaret under kummerlige, fugtige forhold og er nu reddet for eftertiden. Det forlyder, at der også blev fundet en mumificeret rotte blandt materialerne. Skulle en sådan - mod forventning - også være at finde i det danske materiale, så må vi anbefale, at den placeres på hylden under dubletter. På adresserne:
Fly jager ufo ved Costa del Sol?
En række udlændinge hævder, at lavtflyvende militære fly vækkede beboerne på Costa del Sol, da de jagtede en ufo.
I en artikel af James Bryce og Jon Clarke berettes i engelsksprogede »the olive press« at indbyggerne i Benahavis og Estepona - hvor tre jagere foretog deres mystiske operation kl. 5 om morgenen Påskedag - tror, at jagerne jagtede et „fremmed luftfartøj“. http://www.theolivepress.es/spain-news/2012/04/09/midnight-mystery-of-costa-del-sol-fighter-jet/
Mens myndighederne i første omgang har afvist at kommentere hændelsen, er Olive Press blev bombarderet med opkald og e-mails fra bekymrede borgere. En britisk læser, som ønsker at være anonym, fortalte avisen følgende: „Det var skrækkeligt. De forfulgte helt sikkert dette mærkeligt udseende fartøj. Jeg kan ikke beskrive, hvad det var, men det var langt og tyndt og havde blinkende lys. Det var helt sikkert hverken et fly eller en helikopter. Det lavede en meget mærkelig lyd og fløj langsomt, før det pludseligt for af sted med en meget høj hastighed.“ Hendes nabo, Alison Woods, som er gift med en tidligere RAF-ingeniør, tilføjede: „Det var en meget mærkelig brummen. Jeg har aldrig hørt noget lignende før. Vi har boet på forskellige RAF-baser i både UK og i udlandet. Det var en meget bizar lyd. Den er ikke let at forklare.“ Et andet vidne fortalte. At da han rapporterede den mærkelige hændelse til politiet, havde de opført sig „mistænkeligt“. Midnatsmysteriet fik indbyggerne til at frygte, at et af flyene var ved at styrte ned. En forhenværende engelsk militærpilot mente, at flyet kunne have en ydet militær hjælp til de civile myndigheder ved illegal kriminel aktivitet så som narkohandel eller terrorisme. „Helikopteren kunne have været en back up for dem“, mente han. „Ingen pilot ville efter hans opfattelse flyve så lavt om natten i et bjergrigt område for sjov eller for at vise sig.“ Geoff Jones, en indbygger i Costa de Sol, som så det uidentificerede fly flyve „irrationelt omkring“ kl. 5 om morgenen Påskedag, forlangte, at en eller anden undersøgte sagen grundigt. „Natmanøvrer udført af militære fly er ikke tilladte over bebyggede områder, det samme gælder om øvelser om dagen“, tilføjede han. Da Olive Press henvendte sig, udtalte en talsmand fra flykontrollen i lufthavnen i Malaga: „Vi kan ikke give oplysninger om den type fly.“ Da han blev spurgt om hvorfor, havde talsmanden ingen kommentarer. En talsmand fra lufthavnen i Gibraltar sagde, at de ikke havde noget kendskab til hændelsen, som fandt sted i deres luftrum - da de kun har folk på vagt fra kl. 8.00 til kl. 21.00 og derfor havde lukket på det pågældende tidspunkt. Den spanske ufo-forsker Vicente-Juan Ballester Olmos har efterfølgende kommenteret historien fra Costa del Sol: I det følgende link er der både supplerende oplysninger og de engelske statsborgeres forklaringer: http://tinyurl.com/6tlg3xf Helt konkret er den aktuelle hændelse, som den blev rapporteret af det spanske flyvevåben, i store træk: Forsvarssystemet opdagede, at et fly fløj rundt uden at give sig til kende, og det var derfor nødvendigt at gå på vingerne og undersøge det nærmere, „som det altid sker i den slags tilfælde“. Da Moran de la Frontera AFB (Sevilla), var nærmest, lettede en Eurofighter derfra for at undersøge det uidentificerede fly, som radaren opfangede som flyvende meget lavt, uden lys og uden identificere sig (formodentlig en narkotransport fra Afrika, efter min opfattelse). Da det uidentificerede fly fløj så lavt, var det spanske militærfly også nødt til at flyve lavt og dermed lave en frygtelig larm. Da det ikke lykkedes at opsnappe det lille fly (det var formodentlig allerede landet i regionen, også efter min opfattelse), vendte jageren tilbage til sin base. Oversættelse og redigering: -/for, OH
Sensationel svensk video på YouTube
Signaturen Hunterfir lagde den 19. februar 2012 en video ud på YouTube, der skulle vise sig at give anledning til mange diskussioner og kommentarer rundt om. Videoen skulle angiveligt være optaget i Dalarna i Sverige og var i starten af juni set op mod 250.000 gange på YouTube. Se optagelsen her: Det viste sig dog efterfølgende, at videoen ikke var ægte. Se disse film på YouTube, hvor de afslørende fejl påpeges: UFO-Sverige forsøgte i længere tid at få kontakt med Hunterfir . Da vedkommende endelig svarede den 7. juni, var det iflg. UFO aktuellt nr. 2/2012 meget kortfattet: Det, der siges i interviewet, er det eneste der er at sige.
UFO på Østersøens bund eller pr-stunt?
Læs mere om sagen: Clas Svahn, formand for UFO-Sverige og journalist på Dagens Nyheter, fortalte for nylig på sin blog: På arbejdet som journalist på Dagens Nyheter, interviewede jeg en af de dykkere, der i fire tilfælde havde været nede ved den så omtalte cirkel på bunden af Østersøen. Artiklen blev flittigt læst, og også min blog om samme emne.
Roswell - igen, igen
Var lige ved at glemme, at Roswell-historien den 8. juli passerede sit 65-års jubilæum. Men så kan eb.dk da altid minde os om det med en historie om en påstået tidl. CIA-agent, der beretter om, hvordan han en dag på jobbet i et ellers aflåst område, hvor ikke alle har adgang, tilfældigt falder over en kasse mærket „Rosswell“. Den utrolige historie kan i sin helhed med amerikanske Huffington Post som anført kilde læses her: http://ekstrabladet.dk/vrangen/article1789909.ece Beretningen står godt nok at læse under rubrikken »Verden på vrangen« og heldigvis afsluttes historien på eb.dk da også med denne passus: Det skal nævnes, at Brandon Chase også er forfatter og er i gang med at promovere sin nye science fiction-bog, »The Cryptos Conundrum«. Så nogle vil måske hævde, at hans fantasi er lidt for livlig, og hans troværdighed er lidt for svækket.
Tunguska - kommentarer
Vor korte artikel i forrige UFO-Mail (147) om italienske forskeres nyeste videnskabelige artikel om den gådefulde eksplosion den 30. juni 1908 over Sibirien afstedkom en mail fra en af vore læsere, der gjorde opmærksom på, at videnskab.dk efterfølgende også har beskæftiget sig med disse nye forskningsresultater. De italienske videnskabsmænd mente at have fundet vægtige indicier for tilstedeværelsen af en nedfaldet meteorit under en lokal søbund: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/forskere-vi-har-lost-historiens-storste-ufo-mysterium I artiklen interviewer videnskab.dk lektor Henning Haack, der dog er ret så skeptisk. „Jeg må indrømme, at jeg er lidt skeptisk. Havde de fisket blokken op og undersøgt den, havde det været noget andet. Så vidste vi, hvad det var. Det overbeviser mig ikke, at de har fundet et eller andet på bunden af en sø - det kan være et stykke moræneblok eller så meget andet. Det kan ikke helt udelukkes, at de har ret, men det er usandsynligt,“ siger Henning Haack. Det kan i øvrigt anbefales at læse de læserkommentarer, som Tunguska-artiklen afstedkom på videnskab.dk. Især amatørastronomen Karsten Bomholts kommentarer indeholder gode facts. Den danske ekspedition til Tunguska-området i halvfemserne havde materialeprøver med hjem, der blev analyseret på det daværende Kulstof-14 laboratorium på Nationalmuseet. Disse måleresultater blev tydet som indicium for komet-teorien. Selvom Henning Haack også selv hælder til komet-teorien, ville han have det fint med at tage fejl. Det vigtigste er, at der findes en forklaring. En stump af en komet er i øjeblikket den mest sandsynlige forklaring på kæmpeeksplosionen, men som det blev anført om den nye italienske meteorit-teori i UFO-Mail nr. 147: For en gangs skyld lader det til, at der skulle være en rimelig mulighed for at kunne be- eller afkræfte denne teori: Ved en koordineret indsats burde det være overkommeligt at bringe boreudstyr ud til området for at optage en materialeprøve, der kan vise, om der skulle være tale om en meteorit. Videnskab.dk's ene „faktaboks“, der ledsagede artiklen viser med al ønskelig tydelighed, at Tunguska-eksplosionen stadig inspirerer mangeartede skribenter.
Læs ufo-beretninger på www.ufo.dkSeneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.
Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
|
Er vi alene?
Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser. Vælg bog A |
Astrofysik for travle mennesker
Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet. Vælg bog B |
|||||
Guldet venter!
I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger. Vælg bog C |
UFO'er - Myter og viden
SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning. Vælg bog D |
© SUFOI 2012. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.
![]() |
©
Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted |
![]() |