logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2010 > UFO-Mail nr. 122

UFO-Mail nr. 122
15. oktober 2010


ET - ring til FN ... eller?

Der var store overskrifter fremme i slutningen af september, da nyheden løb rundt, at hvis et rumvæsen landede i baghaven, så var det FN, vedkommende skulle i kontakt med. Det tog nu kun et døgns tid, så var dementiet på plads. Men også andre rumhistorier var på banen.

Kunstners illustration af den nyopdagede jordlignende Gliese 581g, der kredser om sin sol Gliese 581a i en afstand, der kunne gøre planeten beboelig.
Foto: National Science Foundation og NASA

Det vakte nogen mediepostyr, da en artikel i London-avisen Sunday Times i slutningen af september berettede om en 58-årig kvindelig malaysisk astrofysiker, Mazlan Othman, der åbenbart af FN skulle udpeges til at repræsentere Jorden overfor eventuelle rumvæsener, hvis de pludselig dukkede op.

Mazlan Othman er leder af FN's rumkomite Office for Outer Space Affairs.


Historien også udbredt i Danmark

metroXpress refererede historien på sit netavis http://www.metroxpress.dk/dk/article/2010/09/27/23/2651-90/index.xml

Med samme engelske kilde tilføjede jp.dk bl.a.: http://jp.dk/nyviden/article2195874.ece

Tilbage i 1967 underskrev USA, Storbritannien og Rusland den såkaldte Ydre rum-traktat, som blandt andet opridsede, hvordan vi jordboer skulle forholde os over til væsner fra andre planeter. Her blev det vedtaget, at man skulle beskytte jordboer over for rumvæsener ved at sterilisere dem.

Ifølge The Sunday Times vil Mazlan Othman arbejde for at få en mere „tolerant“ tilgang til de fremmede væsener.

Planen er, at det nu skal diskuteres i FN's videnskabelig rådgivningskomiteer, inden FN's generalforsamling kan tage endelig stilling til det.


„Før mig til Deres leder“ var en and!

Dagen efter kunne man på jp.dk http://jp.dk/nyviden/article2197856.ece læse, at det meste af historien var en and:

I søndags kunne den velansete, britiske søndagsavis The Sunday Times ellers fortælle, at FN under en konference i næste uge ville udpege den malaysiske forsker Mazlan Othman som jordens officielle repræsentant over for rumvæsener.

Udmeldingen kom efter, at den 58-årige forsker, der til dagligt står i spidsen for FN's rumkomite Office for Outer Space Affairs (UNOOSA), for nyligt har opdaget godt 140 nye planeter, som på mange måder skulle ligne vores egen klode. Opdagelsen havde ifølge The Sunday Times øget sandsynligheden for, at vi kunne få besøg af væsner fra andre planeter, og derfor ville FN udpege en rumvæsen-ambassadør, som skulle koordinere indsatsen, hvis det skete.

Men som jp.dk tilføjer:

Det lyder ganske interessant, men der var bare det lille problem, at historien viste sig at være en and. I en mail til den britiske avis The Guardian skriver Mazlan Othman, at historien ikke passer.

„Det lyder rigtig cool, men jeg bliver nødt til at benægte det“, skriver hun.

politiken.dk bringer også dementiet http://politiken.dk/bagsiden/ECE1070125/hele-verden-hoppede-paa-rumvaesen-historie/ og nævner, at Othman bekræfter, at hun ganske rigtigt skal tale til The Royal Society i ugen efter, men at talen handler om „near-Earth objects“ - altså risikoen for, at meteorer rammer Jorden.

politiken.dk nævner videre, at det ellers var en rigtig god historie, som de seneste to dage havde skabt i omegnen af 100.000 hits på Google.

Sammenligning mellem solsystemet Gliese 581og vort eget Solsystem.
Stjernen Gliese 581a har en masse på ca. 30% af vor egen sol, og de yderste baner af stjernens planeter ligger tættere på stjernen, end vi her på Jorden selv er placeret i forhold til Solen.
På illustrationen ses planetbanerne i forhold til hinanden, og det er den 4. planet Gliese g, der menes at have fysiske forhold, der kunne opretholde liv.
Foto: National Science Foundation og NASA


Ny spændende exo-planet opdaget

Blækket var næppe tørt, eller hvordan det i vore dage skal udtrykkes, før en ny historie fra det ydre rum ramte medierne, men denne gang er der formentlig mere hold i tingene.

Det var forskerne R. Paul Butler og Steven S. Vogt fra University of California, Santa Cruz, i USA, der offentliggjorde deres opdagelse af en jordlignende planet, Gliese 581g, som ligger nogenlunde perfekt i forhold til dens stjerne og meget vel kan huse liv. Stjernen hedder i øvrigt Gliese 581a.

Butler og Vogt har analyseret Gliese 581g's bevægelser de seneste 11 år, og har blandt andet konstateret, at planeten er en lille smule større end Jorden og bruger kun 37 dage på at cirkle rundt om sin stjerne.

Planeten roterer til gengæld ikke synderligt meget om sig selv og har derfor en side, hvor det næsten altid er dag og en side, hvor det stort set altid er nat.

På førstnævnte ligger temperaturen ifølge Butler og Vogt dejlig behageligt omkring 10-12 grader, men på udsatte steder kan den nå op på omkring 70 grader, siger Steven Vogt.

Han og makkeren præsenterede opdagelsen på en pressekonference i Washington den 29. september og vil desuden publicere mere af substansen i tidsskriftet The Astrophysical Journal.

Det er dog stadig uvist, om der rent faktisk findes vand på planeten, ligesom det heller ikke fremgår, hvilken slags atmosfære der findes.

Nærmere oplysninger om opdagelsen kan findes på denne adresse: http://www.nasa.gov/topics/universe/features/gliese_581_feature.html


Nu tvivl om opdagelsen!

På det allerseneste er der nu sået tvivl om den ellers spændende opdagelse.

Et forskerhold fra Schweiz har dog nu gjort opmærksom på, at de ikke har kunnet finde den nye planet. Læs mere om den videnskabelige strid på adressen: http://videnskab.dk/content/dk/naturvidenskab/nyopdaget_planet_findes_maske_ikke.


Ufoerne gik efter atomanlæg

Der var gang i rumhistorierne disse sidste dage af september måned.

politiken.dk bringer samtidig med dementiet af „rumhistorien“ på adressen http://politiken.dk/bagsiden/ECE1070125/hele-verden-hoppede-paa-rumvaesen-historie/ beretningen om en gruppe pensionerede mænd fra det amerikanske flyvevåben, der på en pressekonference i Washington fortalte, at UFO'er svævede lystigt over USA's atomlagre igennem 1960'erne, 70'erne og 80'erne.

De pensionerede flyvevåbenfolk kunne fortælle om flere episoder, hvor disc- eller cigarlignende objekter svævede over atomanlæggene, og det lykkedes såmænd et af dem at desarmere flere atomsprænghoveder, nævner politiken.dk, der henviser til CNN's dækning af historien på denne adresse: http://news.blogs.cnn.com/2010/09/27/ufos-showed-interest-in-nukes-ex-air-force-personnel-say/?hpt=T2



Mystiske fotos med naturlig forklaring

Mystisk foto fra Sejerøbugten fandt sin naturlige forklaring. Der var også naturlige forklaringer på en del andre fotografier modtaget til undersøgelse i den seneste tid, beretter SUFOI's Fotoafdeling.


En af ufo-mails trofaste læsere, H. O. Axelsen, er faldet over det ejendommelige fotografi, der var modtaget og bragt i en tidligere observationsoversigt, Beretninger til observationslisten 1/7 - 30/9 2010, med oplysninger om, at det var taget ved 4591 Føllenslev, den 21. april 2010.

„Det blev oplyst, at den mærkelige genstand på billedet ikke direkte var observeret, men set på foto. Men fandt I nogensinde en forklaring på dette specielle foto?“, spørger Axelsen i sin henvendelse.

Den ejendommelige aftegning blev ikke observeret, da den kvindelige observatør fotograferede Venus, angiveligt den 21. april 2010 ved Sejrøbugten. Datoen blev dog senere ændret til den 16. april 2010, hvilket var af betydning for opklaringen.


Ekstra oplysninger i sagen

Da SUFOI's Rapportarbejde og senere SUFO's Fotoafdeling fik billedet i hænde var der hurtigt nogenlunde enighed om, at den specielle aftegning umiddelbart lignede Månen, men af korrespondancen fremgik det, at den kvindelige fotograf havde forsøgt at fotografere planeten Venus, så teorien kunne vise sig at være forkert.

Det var en let opgave at checke med et planetarieprogram på en computer, om Venus havde været på himlen. Venus var på himlen, men der var blot ingen Måne, og så kunne det jo ikke have været Månen, der var at se på det indsendte foto.

En kontrol af billedets elektroniske data, såkaldte exif- eller metadata viste dog, at billedet var taget den 16. april kl. 21.23. Billedets eksponeringstid var 1 sekund.

Et nyt kig på planetarieprogrammet viste, at både Venus og Månen havde været synlige tæt på hinanden på vesthimlen denne nye dato på det pågældende tidspunkt.

Dette screenprint af planetarieprogrammet Starry Night viser Månen med planeten Venus nedenunder på vesthimlen på den korrekte dato for optagelsen:16. april 2010.

Dette stemmer overens med, at fotografen oplyser at have villet fotografere planeten Venus. Månen er af naturlige årsager også kommet med på billedet, og det har i øvrigt været et flot syn på vesthimlen.

 
Udsnitforstørrelse af største aftegning, der umiddelbart ligner en aftegning af Månen. Den automatiske eksponeringstid er 1. sek., hvorfor aftegningen af Månen ikke er en enkelt skarp aftegning, men Månen afbildet flere steder på optagelsen indenfor samme sekund. Samme effekt kan ses på de fotograferede træer på originalbilledet.
 
Udsnitforstørrelse af den mindre aftegning længere nede i billedet, der kunne se ud som Venus, aftegnet mindst 3 steder, identiske med placeringen af de 3 hovedaftegninger af Månen.

På billedet ses Venus forneden i billedet aftegnet mindst 3 gange (ved A, B og C) i løbet af eksponeringstiden på 1 sekund.

Aftegningen af Månen svarer ganske til aftegningen af Venus i „form“ med lyse og markante aftegninger ved A, B og C. Desuden ses flere andre aftegninger, bl.a. inde i „trekanten“ samt ved B, fordi Månen er så lysstærk på aftenhimlen.

I venstre side af billedet, er det tydeligt, at de nøgne trægrene er aftegnet tydeligst ved A - som det også ses ved Venus og ved Månen. Dernæst er der en svagere aftegning ved B, som det også ses ved aftegningerne af Månen og Venus.

De røde pile kan svare til den primære retning af kamerabevægelsen under eksponeringen. De gule pile kan så markere sekundære bevægelser.

Bevægelserne er i princippet er de samme for ALLE aftegninger og markerer egentlig selve kamerabevægelsen under eksponeringen.


SUFOI's Fotoafdelings konklusion er klar:

Der er tale om flere aftegninger af Månen på samme billede pga. den lange eksponeringstid på 1 sekund, hvorunder kameraet har været bevæget.


Det klare lys på himlen over bjergene vakte fotografens nysgerrighed, men først da han så optagelsen på sin computer. Billedet er taget fra en bil på vej til Las Vegas fra Los Angeles i USA. Men hvad er det lille lys?

I september fik SUFOI en henvendelse fra en ung mand, der skriver:

„Hej.
jeg var på vej til Las Vegas fra Los Angeles i sommer, og da jeg så kom hjem, så jeg dette lys på foto, hvad tror i det kan være ??“

 
Udsnitforstørrelse af det klare lys på originaloptagelsen.
 

I SUFOI's Fotoafdeling fangedes interessen straks af de bare tæer, der var synlige øverst i højre side af billedet. Man kunne også ved nærmere eftersyn få øje på bilrattet og andre ting. Der kunne altså sagtens være tale om en form for solrefleks eller spejling i bilruden, som billedet var taget igennem.

SUFOI's fotokonsulent Hans Bødker benyttede sig af et nyt billedbehandlingsprogram, som kunne hjælpe med at trække yderligere detaljer frem, selv om det så samtidig går ud over farverne.

Hans Bødker kommenterer:

„Iflg. fotoets billeddata er det taget kl 20:19, det er formodentlig dansk tid, regner man det om til Californisk tid er det 11:19. Ved at betragte skyggen fra foden kan man se at solen står meget højt og kommer forfra lidt til højre, bjergene er klart belyst.

Det klare lys lige over bjergene er en refleks i bilens venstre siderude, der reflekterer solen i noget rundt på instrumentbrættet, formodentlig et luftudtag fra ventilationen.“

Og det svar på „mysteriet“ var fotografen tilfreds med.


SUFOI's fotokonsulent Hans Bødker var heller ikke i tvivl om spejlingen og anvendte et nyt program til billedbehandling og kom frem til ovenstående ret detaljerede resultat.
Billedbehandling: Hans Bødker, SUFOI

Udsnitforstørrelse yderligere ændret i lys- kontrast m.v.
Billedbehandling: Hans Bødker, SUFOI


I august måned lød en af henvendelserne via www.ufo.dk:

„Jeg bor i Gødvad ved Silkeborg. Jeg stod ude på min terasse omkring kl ca. 06. 20 lørdag morgen den 28. august 2010, da jeg ser noget hvidtagtigt komme svævende med fast fart. Jeg ser det kommer fra sydvest og fortsætter mod syd øst... det er total lydløst...
Jeg vil meget gerne høre fra jer, hvis det er muligt...“

Ovenfor ses det originale foto. De observerede og fotograferede lys fylder ikke meget og ses midt i billedet.

 
To kraftige udsnitforstørrelser af det fotograferede lys på himlen.

I en opfølgende mail fortæller observatøren yderligere:

„Da jeg så det, begyndte jeg først at tænke på, om det var en svæveflyver, men kunne godt se, at det var det ikke... Det kom svævende med en pæn hastighed... vandret, hvor jeg ville synes, at hvis det var et fly, ville det stige lidt, og der ville have været en lyd... men det var der ikke... intet... og det var det, jeg synes var så mærkeligt!
På et tidspunkt, drejer det lige som... og der kan jeg se, at der er lys på...
Jeg har spekuleret og tænkt, og prøvet at komme med en logisk forklaring, men det kan jeg ikke. Jeg håber, at man på en måde kan få billederne mere klare, så I kan se eller finde ud af, hvad det er. Jeg kan ikke rigtig fortælle mere om det, fordi jeg tror, jeg brugte mest energi med at prøve at forestille mig noget, som gav mening, samtidig med at jeg skyndte mig at tage billeder...“

Efterfølgende havde SUFOI's Fotoafdeling en snak med observatøren over telefonen. I samtalen gjorde observatøren opmærksom på, at hendes observation meget lignede kunstmaler & tegner Nis Jessens observation og foto fra Bornholm, som hun havde fundet på TV2's Go' Morgen Danmark: http://go.tv2.dk/video.php/id-27928277.html

Du kan læse mere detaljeret om Nis Jessens oplevelse i artiklen Observation og foto fra Bornholm.


Morgenfly mest nærliggende

Billedet er taget med en mobiltelefon, så der er ikke så mange pixels at forstørre og undersøge. For Fotoafdelingen var ligheden med et solbelyst fly på morgenhimlen dog mest nærliggende.

For en sikkerheds skyld blev SUFOI's fotokonsulent Hans Bødker bedt om en vurdering af billedet, og han var ikke i tvivl:

„Det slog mig straks da jeg så billedet og optagelsestidspunktet, at det lignede et højtgående fly belyst af den opgående sol.

Solens opgang for Silkeborg den 28-8-2010 var kl. 06:20 og retning 71gr, altså samme tid som optagelsen fandt sted. Observationen var fra sydvest mod sydøst. Et højtgående fly ville altså være klart belyst af den opgående sol set fra Silkeborg.

Ruten lige nord om Esbjerg til København er en meget benyttet rute fra Nordamerika, og disse fly starter ofte sidst på dagen i Nordamerika og ankommer til København tidligt om morgenen.

Jeg er overbevist om, at det observatøren har fotograferet, er et højtgående fly der er belyst af, eller glimter i solen, og pga. afstanden vil der ikke være nogen lyd i forbindelse med observationen. Contrails (kondensstriber) har vi heller ikke set de sidste dage pga. tør nordenvind i højden!“

 
 
I august måned 2010 blev der taget en række billeder fra Nordlolland af højtgående fly på himlen belyst af den nedgående sol. Øverst ses et udsnit af et af disse billeder Flyene ses som ganske små svage lys i hver sin side af billedet. Nederst ses en kraftig udsnitforstørrelse af et af de øvrige billeder i serien. Også i dette tilfælde sås flyene belyst af Solen og uden contrails.
Fotos: Ole Henningsen

Fotoafdelingen er helt enig i Hans Bødkers bedømmelse. Han har i øvrigt en baggrund som tidligere pilot og overtrafikflyveleder.


En ung kvinde fra Als henvendte sig i juli og fortalte om en videooptagelse af en mørk streg på himlen:

„Jeg så bare noget her i går d. 09-07, som jeg ikke kan finde en forklaring på. kl. var nok omkring ved 17.

Det er på Als og jeg kom kørende i bil mod Nordborg, og på himlen så jeg ligesom en sort tyk og næsten opløst streg ned fra himlen.

Det kunne minde om dem som flyvemaskiner laver, men bare hvide, men det her var næsten helt sort, men lidt opløst, som så ud til, det gik op i himlen. Dem, som flyvemaskiner laver, er jo tydeligt oppe på himlen og hvide, men det her var, som det gik ned et sted.

Jeg havde et micro videokamera med, men optagelsen er meget utydelig, og man kan kun ane at det er der, desværre.

Jeg er lidt interesseret i ufoer og har tit kikket rundt, men aldrig set sådan noget.

Det var næsten skyfrit med kun enkelte skyer længere ude.

Jeg ved, mine oplysninger er meget sparsomme, men ved I, hvad det evt. kunne være?

Der var intet objekt og se, men jeg kørte i bilen samtidig med, og måske lidt dumt jeg ikke stoppede op og kikkede.“

 
På disse to screenshots fra videofilmen ses den mørke streg gå fra øverst i billedet og skråt (th) ned mod midten af billedet. Stregen står på optagelsen ubevægelig på himlen og bevæger sig i billedfeltet afhængig af vejens sving.
På den originale optagelse er stregen vanskelig at se. Disse to billeder er derfor ændret i kontrast- og lysstyrke for at tydeliggøre den mørke aftegning.

Hele videooptagelsen fylder ret meget og er modtaget af SUFOI's Fotoafdeling på en cd.

Optagelsen er foretaget med et lille kamera, der lå i forruden af bilen på hele turen.

Efter gentagne gange at have gennemgået videoen og dermed bl.a. også geografisk fastlagt nøjagtigt, hvor på Als - og i hvilken geografisk retning - optagelsen har fundet sted, er SUFOI's Fotoafdeling ikke i tvivl om, at løsningen skal søges adskillige kilometer over bilen:

Der er tale om en højtliggende contrail (kondensstribe fra fly), der kaster skygge på et lavereliggende lag af smog eller haze. Contrailen kan meget vel have ligget ganske langt væk, således at observatøren ikke har sat den i forbindelse med den mørke skygge på himlen.

Ovenfor ses illustration af hvordan Solen (øverst tv.) lyser ned på contrail (kondensstribe fra højtflyvende fly). Contrailens mørke skygge ses på et tyndt lag af (ikke synligt) smog eller dis.

I slutningen af videosekvensen 14.55 ses resterne af en markant contrail - efter optagelsens udseende at dømme i vestlig retning.
Det kunne i princippet godt være denne kondensstribe, der har forårsaget fænomenet.


Se optagelsen på YouTube

Observatøren har lagt klippet med den mørke streg på himlen ud på YouTube, så alle har mulighed for at se optagelsen: http://www.youtube.com/watch?v=uhyUf-JXE0E

Der gøres opmærksom på, at der kun ses en meget svag mørk aftegning, der går fra øverst i billedrammen og skråt ned mod jorden (mod højre). Aftegningen kan ses to gange i klippet på grund af vejens sving.


Videnskab.dk om kondensstriber

I en artikel den 7. oktober 2010 beskæftiger Thomas Hoffmann sig med kondensstriber på foranledning af læserspørgsmålet: Hvorfor er flystriberne på himlen blevet længere, og kan de være farlige for os på jorden?

Læserspørgsmål kradser bl.a. hul på en konspirationsteori om „Chemtrails“.

Læs mere på adressen: http://videnskab.dk/content/dk/sporg_videnskaben/er_flystriber_pa_himlen_farlige_for_mennesker


Videnskab.dk

Videnskab.dk er på een gang Danmarks nationale forskningsportal og et uafhængigt netmedie, der retter sig mod hele befolkningen.

Videnskab.dk er en indholdstjeneste med daglige forskningsnyheder, store tværgående temaer, underholdende indslag, interaktive tiltag, debat samt lyd og levende billeder. En uafhængig redaktion leverer indholdet.

På Videnskab.dk kan du følge med i, hvad der sker på forskningsfronten og blive klogere. Videnskab.dk leverer stof med substans og troværdighed og serverer det på en måde, så almindelige borgere har lyst til at læse det.

Som noget helt centralt - og ekstraordinært for forskningskommunikation - dækker videnskab.dk bredt, fra kultur og samfund til teknologi og naturvidenskab.

Videnskab.dk har sine rødder i universitetsverdenen og gødes af en række interessenter, som ønsker at synliggøre forskningens landvindinger og nytteværdi for samfundet.

Besøg Videnskab.dk's hjemmeside!


Observationsstof

Indberetninger til www.ufo.dk om ufo-observationer i 2010 kan ses i listen over UFO-observationer 2010.



Boganmeldelse

Dansk astronomi i kikkerten

Flotte bidrag til ny bog om dansk astronomisk forskning.

Lad mig nævne det med det samme: Dette er en fremragende bog!

Det internationale Astronomiår 2009 blev rent udgivelsesmæssigt på dansk afrundet på flotteste vis med Forlaget Epsilon.dk's udgivelse Dansk astronomi i kikkerten, der er en samling spændende bidrag fra danske videnskabsmænd om deres forskningsområder og vidensfelter.

Bogen er redigeret af lic. scient. Lone Bruun og koordinator for Det Internationale Astronomiår astrofysiker, lektor Kristian Pedersen. Redaktørerne nævner i deres forord til bogen, at der er omkring hundrede mennesker, der i Danmark er fuldtidsbeskæftigede med astronomi, og det er altså et udpluk af disse kompetente mennesker, der her lukker os ind i deres univers og giver os et førstehåndsindtryk af, hvor astronomien er lige nu, og hvilke centrale spørgsmål der driver udforskningen af Universet i de kommende år.

I bogens helt forskelligartede 14 kapitler, bringes læseren på en emnemæssig karruseltur rundt i Universet. Fra den historiske astronomi med Galileis kikkertobservationer for 400 år siden og frem til vore dage, hvor danske astronomer er med helt i front, og med højteknologisk udstyr på Jorden og i rummet studerer gammaglimt, supernovaer og den kosmiske baggrundsstråling. Bogen beskæftiger sig bl.a. også med nyopdagelse af exoplaneter og efterforskningen af liv andre steder i universet, ligesom Solsystemet gennemgås på fortrinlig vis.

Hele tre kapitler er viet til Danmarks fremtrædende rolle i udforskning af planeten Mars. Vi har endnu ikke hjembragt prøver fra Mars, så helt håndgribeligt bliver det næsten, når geofysikeren, lektor Henning Haack, i bogens sidste kapitel om meteoritter, beretter om fundet af den hidtil mest interessante danske meteorit, der faldt ned ved Maribo den 17. januar 2009 kl. 20.09. Meteoritten på kun 25,8 gr. er af en sjælden type bestående af støv og partikler fra Solsystemets oprindelse - længe før Jorden blev til.

Bogen henvender sig til alle astronomisk interesserede - altså også amatørastronomer - og kan med stort udbytte anvendes på gymnasieniveau.

Bogen er udgivet med støtte fra Undervisningsministeriets Tips- og Lottomidler, hvilket muliggør at bogen udsendes gratis til alle gymnasielærere i fysik og astronomi.

Prodekan for forskning John Mundy, Det naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, begejstres i sin omtale af bogen over niveauet, spændvidden og de dejlige illustrationer, som efter hans opfattelse vil fange opmærksomheden fra nørdede 6.-9. klasse elever i den ene ende af spektret og til stort set alle akademikere og interesserede inden for naturvidenskab, og religion for den sags skyld, i den anden ende af spektret.

Sybille Hildebrandt, videnskab.dk, er heller ikke i tvivl om kvaliteten:„ Bogen slår fast med syvtommersøm, at Danmark er helt i front inden for astronomien. Inden for stort set alle emner har vi en ledestjerne, der lyser op i den internationale forskerverden, og i bogen giver de læserne et indblik i den forskning, som de hver især bedriver.“

Amatørastronomen Henrik Rosenørn fra Astronomibladet slutter sin omtale af udgivelsen:

„Godt forfatterarbejde og gennemtænkt redaktionelt arbejde. Jeg giver bogen 5 stjerner ud af 5 mulige.“

Jeg startede med at udtrykke min store begejstring for denne udgivelse.

Bogens kapitler er udformet på en sådan måde, at de enkelte emner kan studeres hver for sig, og kapitlerne kan virke som appetitvækkere til yderligere studier af emnerne.

Man behøver ikke gå gennem bogens kapitler i rækkefølge fra start til slut - hvis man altså kan lade være.

Læs denne bog og bliv bekræftet i, hvor utroligt fantastiske og dygtige forskere vi har i Danmark inden for astronomiens område.

Forskere, der på forbilledlig vis er i stand til at videreformidle deres spændende stof til os andre entusiastiske iagttagere af stjernehimlen og dens undere.

Dansk astronomi i kikkerten

 
Forfattere: Allan Hornstrup, Anja C. Andersen, Christina Holstein-Rathlou, Gro Birkefeldt Møller Pedersen, Hans E. Jørgensen, Hans Kjeldsen, Hans Ulrik Nørgaard-Nielsen, Haraldur Páll Gunnlaugsson, Helge Kragh, Henning Haack, Ib Lundgaard Rasmussen, Jens Hjorth, Johan P.U. Fynbo, Jørgen Christensen-Dalsgaard, Kristian Pedersen, Morten Bo Madsen, Niels Lund, Richard M. West, Signe Riemer-Sørensen, Søren E. Larsen
Redaktører: Lone Bruun & Kristian Pedersen
ISBN: 978-87-993384-0-5
Sidetal: 144 sider
Udgivet på forlaget: ForlagetEpsilon.dk
Pris: 245 kr.
 
Bogens forside er prydet af et imponerende billede taget fra et fly under den totale solformørkelse i polaregnene den 1. august 2008. Billedet er taget af SUFOI's mangeårige medarbejder planetarieleder Ole J. Knudsen, Steno Museet i Århus.



Til vore læsere

Hvis du ønsker at stifte nærmere bekendtskab med indholdet af tidligere ufo-mails, så gå til www.ufo.dk

Under rubrikken UFO-Mail finder du alle ufo-mails fra 2002 og frem til nu.

Søger du specielle emner, så forsøg under rubrikken Artikelarkiv eller anvend sitets søgefelt.




Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail videre til din familie, dine venner og bekendte.

Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:

Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende tilbud på ufo-materialer.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted