logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2007 > UFO-Mail nr. 82

UFO-Mail nr. 82
6. marts 2007


UFO Konference med prominente talere

 
 
Nick Pope

Den 10. november 2007 slår SUFOI dørene op i Lyngby Kulturhus til en enestående ufo-konference i anledning af foreningens 50 års jubilæum. Du kan allerede nu sikre dig en billet til dette arrangement.

Konferencen bliver den største i Danmark om ufoer, og vi har sikret os mange spændende indlæg. Blandt andre kan du høre:


Nick Pope

Blev i 1985 ansat i det britiske forsvarsministerium, hvor han fra 1991 til 1994 var ansvarlig for deres hemmelige undersøgelser af ufo-observationer i England. Dette ændrede totalt hans opfattelse af ufoer! Taler for første gang i Danmark.


Dansk bilstopsag

Det var en mørk aften i 1995, da en ung mand kørte mod Brande i sin BMW. Instrumenterne begyndte at te sig mærkeligt og bilen gik i stå. Uden varsel „eksploderede“ et enormt kraftigt lys ned over vognen. Observatøren til denne observation kommer og fortæller selv om denne unikke ufo-hændelse.

Billetter til konference koster kr. 120.




 

Nyt møde i Lokalgruppen »Storkøbenhavn« torsdag 8. marts

Astrofysikeren, Michael Linden-Vørnle, Tycho Brahe Planetarium, fortæller under overskriften »Rummet som arbejdsplads« om sin seneste rejse til Johnson Space Center og Kennedy Space Center USA og interview med den svenske astronaut Christer Fuglesang.

Har du lyst til at mødes med andre ufo-interesserede i en lokal gruppe af Skandinavisk UFO Information i København, spørger Susanne Skovlund, der er mødeleder for en lille flok mennesker, som i vinterhalvåret mødes en gang om måneden til foredrag, snak, hygge og diverse oplevelser om nogle af de emner, som de finder interessante.

Det kan være ufoer, stjernehimlen, rumfart, konspirationsteorier eller andre spændende emner fortæller Susanne Skovlund til ufo-mail.

 
 
Christer Fuglesang bliver klædt på til træning i det store vandbassin på NASAs Neutral Buoyan Laboratory, der ligger tæt ved Johnson Space Center i Houston i staten Texas. Astronauten Bill Oefelein (th. i billedet) var kaptajn på rumfærden STS-116 og vejleder for Fuglesang og de øvrige astronauter under deres rumvandringer.
Foto: Michael Linden-Vørnle

Møde torsdag 8. marts
Næste møde i Lokalgruppen finder sted torsdag den 8. marts kl. 19 i Vanløse Kulturhus, Tårn, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse.
Metroen kører lige til døren.


Med rummet som arbejdsplads
v/Michael Linden-Vørnle
Astrofysiker, Tycho Brahe Planetarium

I december sidste år kom den svenske astronaut Christer Fuglesang endelig af sted på sin første rummission STS-116. Turen gik til Den internationale Rumstation, hvor Fuglesang deltog i tre rumvandringer.

I sit foredrag fortæller Michael Linden-Vørnle om missionen og om Den internationale Rumstation, ISS, med særlig fokus på den svenske astronaut - bl.a. belyst gennem egne billeder og et interview med Christer Fuglesang under et besøg på Johnson Space Center og Kennedy Space Center inden opsendelsen.

   
Aftenens foredragsholder er astrofysiker Michael Linden-Vørnle, Tycho Brahe Planetarium, der her ses med en alternativ udgave af fremtidens løfteraket for rumfærgen ved et tidligere arrangement for Lokalgruppen Storkøbenhavn.
Foto: Ole Henningsen

Michael Linden-Vørnle vil desuden fortælle sidste nyt fra de to spændende planet forbiflyvninger i den seneste tid, Rosetta-sonden forbi Mars forrige søndag og New Horizons forbi Jupiter forleden dag.

Endelig vil han komme ind på den sidste tids meget omtalte asteroiden Apophis, der i pressen er udlagt som en mulig kollisionsfare for Jorden i år 2036.

Så der er mange spændende emner på programmet denne aften med SUFOIs tidligere næstformand Michael Linden-Vørnle.

Der er adgang for alle interesserede. Forhåndstilmelding er ikke nødvendig.

Til dækning af lokalgruppens udgifter, administration, porto, kaffe, te, småkager med videre, betales 35 kr. pr. person.




Britisk politiassistent filmer UFO?

Canadiske HBCC UFO-research oplyser, at en politiassistent ansat ved det britiske færdselspoliti i 2003 filmede et uidentificeret lys med patruljevognens videokamera.

I en kort meddelelse lagt ud på internettet den 5. februar 2007 oplyser Canadiske HBCC UFO-research, at en politiassistent ansat ved det britiske færdselspoliti i 2003 filmede et uidentificeret lys med patruljevognens videokamera.

HBCC (Houston British Columbia Canada) UFO-research i Houston - nord for Vancouver i det vestlige Canada - er et enmandsforetagende startet op i 2000 af Brian Vike. Den tidligere amatørastronom har gennem en årrække bearbejdet ufo-rapporter (også fra udlandet), som han offentliggør på sin hjemmeside.


Observatøren anonym

Brian Vike fortæller:

„Jeg undlader at oplyse den nøjagtige dato for denne observation, fordi jeg er blevet bedt om det. Jeg kan derfor kun bekræfte, at observationen fandt sted i maj 2003. Af samme grund kan jeg heller ikke offentliggøre navnet på observatøren eller vedkommende, der sendte mig beretningen.“


Beretningen begynder sådan:

„Hej Brian! En betjent i min afdeling gav mig for nogle år siden et videobånd, som blev optaget med kameraet i patruljevognen.

Betjenten havde været på en rutinemæssig patruljekørsel vestpå ad A59 mellem Skipton og Bolton Abbey - to idylliske byer i North Yorkshire, England - engang i maj 2003, cirka kl. 21.30. Den nøjagtige dato er registreret af vognens fartmåleranlæg, men er blændet af pga. den ønskede anonymitet“.


Sammensat af små klare lysprikker

 
Det videofilmede lysende objekt ses på himlen ved den røde pil. De to små lys længere nede er formentlig reflekser i forruden fra patruljevognens førerkabine. De er stationære i billedet gennem hele optagelsen.
 

Videre hedder det i Brian Vikes redegørelse: „Betjenten kunne naturligvis se objektet tydeligere end vi kan på optagelsen, på grund af kameraets begrænsede optik. Han fortæller, at lyset var sammensat af mange små, meget klare lysprikker. Dets tilsynekomst chokerede ham temmelig - og det fremgår af optagelsen, at han sætter farten ned for bedre at kunne optage sceneriet.“

Og sluttelig: „Han er en erfaren betjent, godt kendt med politi-helikopternes projektørlys - og han er helt sikkert på, at dette ikke er lyset fra en projektør … Ligeledes er han overbevist om, at det ikke drejer sig om et militærfly … Betjenten hørte intet under observationen; men sad også inde i bilen hele tiden - og det pågældende fabrikat er ikke netop kendt for at være støjsvag.“

Brian Vike bemærker: „Videoen er ikke noget særligt. Den viser et hvidt lys, som langsomt tiltager i klarhed og dernæst aftager igen. Jeg har checket, at det ikke er en satellit … Afstandsbedømmelse er umulig.“


 
 
Som bilag til rapporten findes et kort, der viser lysets position i forhold til observatøren. Heraf fremgår det, at betjenten må have været på vej i østlig retning - efter at have patruljeret i vestlig retning forinden - da han fik øje på lyset i øst/sydøstlig retning.


SUFOIs forespørgsel

Så vidt Brian Vike og rapporten lagt ud på hans hjemmeside. Det er ikke mange konkrete oplysninger, den indeholder.

Der foreligger derfor nogle uafklarede forhold i sagen, som vi har forsøgt at få afklaret; men det lykkedes os ikke, fordi aktiviteterne i HBCC UFO-research - i hvert fald i øjeblikket - åbenbart er for nedadgående. Som svar på vor forespørgsel modtog vi en venlig mail, men desværre uden et indhold, der kan bringe os ret meget videre.

Vi ville gerne have haft nogle flere oplysninger om, hvorvidt lyset flyttede sig under observationen og i hvilken retning (kortets pile antyder en bevægelse); men desværre må vi indtil videre undvære disse oplysninger.

Det lys, der virker spændende i ufo-sammenhæng, dukker op på videoen lidt inde i optagelsen.

Videoklippet, der er lagt ud på internettet af Brian Vike, er på 1 min., og lyset dukker over bakkerne i baggrunden til højre i billedet efter 11 sekunder og er synligt i ca. 37 sek., hvorefter det til sidst fader ud eller skjules bag skyer.

Midt i still-billedet fra videooptagelsen (Bemærk: foran bevoksningen) ses to små lysreflekser. Det filmede lys ses lidt længere til højre oppe på himlen.

De to små lys over hinanden, der ses fra starten og hele optagelsen igennem er efter alt at dømme en (dobbelt)refleks fra førerkabinen i patruljevognens forrude.

Det må formodes (ud fra kortet), at lyset befinder sig „et godt stykke fra observatøren“ i østlig retning, måske inde over den sydøstlige del af Yorkshire Dale National Park.

På grund af vejføringen er det muligt, at betjenten har kunnet observere lyset i et længere tidsrum end videooptagelsen varer.

Som nævnt tager han farten af patruljevognen under optagelsen, medens lyset er synligt; men han stopper ikke helt op.


Astronomisk objekt?

Da vi ikke kender den nøjagtige observationsdato, kan en detaljeret undersøgelse ikke gennemføres hvad angår for eksempel Månens position på observationstidspunktet. Visse aftener i løbet af maj måned 2003 kunne Månen godt have haft en position, som burde tages med i betragtningerne.

Men da betjentene - både den observerende og den, der viderebringer rapporten - er erfarne (den sidstnævnte formentlig i befordret stilling) og ønsker ubetinget anonymitet, så skulle man tro, at de ikke ville bringe en „måne-optagelse“ videre.

Beskrivelsen i selve beretningen tyder ikke på, at det skulle være Månen, der var på spil, men Brian Vike oplyser desværre intet om, hvorvidt han har checket Månens position.

Men disse forhold (omkring manglende, yderligere oplysninger) taget i betragtning er det stadig en spændende videooptagelse, som vi håber vil blive undersøgt nærmere på et tidspunkt af relevante forskere.

Video-klippet kan ses på adressen: http://www.hbccufo.org/videos/CarVid.wmv




Flere „rumskibe“ i hverdagen

Vi har tidligere haft en artikel om „Rumskibene i hverdagen“ i ufo-mail, da ufoer i form af „rumskibe“ for længst har befolket vores „hverdagsrum“.
Se dig om i din hverdag og læg mærke til, hvor ofte du støder på ordet ufo eller illustrationer med „små grønne“ og deres „rumskibe“.

Det var i ufo-mail nr. 67 i starten af 2006, at vi beskrev en række „rumskibe“ i hverdagen.
Artiklen kan ses på adressen:
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2006/um06-067.php

Et af de steder på nettet, hvor artiklen blev citeret var bl.a. hos organisationen »Ufología y Fenómenos Anómalos«, der selv på deres site anvender denne markante rumskibs-animation


Rumskib på Rådhuspladsen

Straks efter artiklens fremkomst var en af ufo-mails vakse læsere, Lennart Jensen, i mailboksen med et foto og en kortfattet meddelelse:

Her er noget til raritetskabinettet - „Ufo“ på Rådhuspladsen i København! Og billedet er taget den 22. november 2003 kl 14:41.

Foto: Lennart Jensen

 
Foto: Lennart Jensen
 

Et sådant rumskib landet midt i hovedstaden var ganske nyt for os på ufo-mails redaktion, så vi skyndte os i al ærbødighed at forespørge Politikens navnkundige bagsideredaktion, der jo har til huse højt hævet over folket på Rådhuspladsen.

Det ville være rart at få opklaret, om bagsideredaktøren mon havde haft en interplanetarisk konference på ATS-plan, eller om besøget mon gjaldt selveste chefredaktør Tøger?

Ellers kunne vi måske blot få oplyst i hvilken anden anledning der kunne have stået et sådant monstrum på den ellers ret udskældte busterminal udenfor Politikens vinduer?

Endelig kunne vi i Skandinavisk UFO Information naturligvis også have været ude for et forsøg på en fototeknisk spøg.


Henrik Sten Møller om „rumskibet“

Svaret fra Politikens bagsideredaktør Bjarne Schilling indløb prompte:

„Vor nu pensionerede arkitekturanmelder Henrik Sten Møller skrev skam om selv samme ufo i avisen 19. december 2002 i artiklen »Den poetiske sandhed: Mød mig på Cassiopeia«, der stod på side 5 i kultursektionen.

Artiklen var forsynet med billeddokumentation, frembragt af Jens Dresling“.

Henrik Sten Møller havde også forsket i, hvem der var om bord:

„Naturligvis har De set det.
Der er landet et rumskib på taget af busterminalen på Rådhuspladsen.
Det viser sig at være en invasion af byplanlæggere, et speciale som stjernebilledet på den nordlige himmel er særlig kendt for.
På grund af min nisses telepatiske evner har jeg fået oplyst, at cassiopeierne er kommet til København for at hjælpe. De mener, der er gået så meget koks i det moderne byggeri, at Danmarks hovedstad har brug for hjælp udefra.
Og til glæde for mange kan jeg afsløre, at rumskibet selve nytårsnat vil forlade byen med busterminalen som fragt - den skal man til Cassiopeia for at møde i fremtiden.“

Det med terminalen kom som bekendt ikke til at holde stik, slutter bagsideredaktør Bjarne Schilling fra Politiken sit svar til ufo-mail.

Det kan jo også være, at det lille spinkle fartøj er på vej hjem efter de ekstra kræfter, der åbenbart skal til for at fjerne busterminalen fra Københavns Rådhusplads.


 
 
Den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer er af tysk oprindelse og anses for en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.
Arkitekt Oscar Niemeyer og Brasilia

ARKEN, Museum for moderne kunst, ved Ishøj syd for København, viste med slut i januar 2004 en større udstilling af den brasilianske arkitekt Oscar Niemeyers værker fra de tidlige 1930ere til de nyeste projekter fra 2003. Oscar Niemeyer blev verdensberømt som arkitekten, der i 1956 tegnede Brasiliens nye hovedstad Brasília.

Udstillingen på ARKEN var den første præsentation i Danmark af Niemeyers kurvede og sensuelle betonbygninger.


Rumskibet landede i Rio

Den karakteristiske UFO-form har altid inspireret, fortæller forskeren og forfatteren Ove von Spaeth fra Rio de Janeiro i Brasilien til ufo-mail:

Et „rumskib“ er landet på et lille forbjerg i vandkanten ved Rio de Janeiro. Det har 3 etager indvendigt med store udstillingssale - for det er i virkeligheden et kunstmuseum, så usædvanligt bygget i form af et „rumskib“, og skabt af den verdensberømte brasilianske arkitekt, Oscar Niemeyer.

Den nu 100-årige arkitekt Oscar Niemeyer har selv fløjet i sit eget „rumskib“. Det ser man tydeligt i Marc Henri Wajnbergs prisbelønnede film »Oscar Niemeyer - en arkitekt engageret i sit århundrede«.

I en spændende filmsekvens vises „rumskibet“ flyve rundt over Rio de Janeiro for endelig at lande på sit blivende sted og Oscar Niemeyer, der stiger ud.

 
 
 
 
En arkitektonisk perle: Oscar Niemeyers museum uden for Rio de Janeiro.
Foto: Ove von Spaeth

Filmsekvensen med det flyvende „rumskib“ og Oscar Niemeyer kan bl.a. ses på denne adresse:
http://youtube.com/watch?v=IEi1I-Dw7Zo&mode=user&search


Datering af ældste stjernekort

Ove von Spaeth der i en mail fra Rio de Janeiro i Brasilien gjorde redaktionen af ufo-mail opmærksom på optagelsen med Oscar Niemeyer, startede oprindeligt ligesom Niemeyer som typograf og ville ligeledes være arkitekt, men endte som designer på andet område, indenfor grafik.

   
På disse to motiver med forskeren og forfatteren Ove von Spaeth er der 4.500 år imellem de to tidløse imponerende bygningsværker - den store egyptiske pyramide anlagt ud fra stjerne-sigtelinjer og Oscar Niemeyers UFO-inspirerede „svævende“ kunstmuseum i Rio de Janeiro.

Sideløbende foretog Ove von Spaeth egne dybe studier i oldtidens arkitektur, historie og astronomi. Han fascineredes af oldtidens avancerede himmelvidenskab, bl.a. det arkæologiske fund fra Antikythera, en græsk bronze-tandhjulsregnemaskine med gearskifter for udregning af måneformørkelser, planet-omløb og - elliptisk månebane!

Ove von Spaeths udforskning resulterede i en lang række historiske artikler samt den eneste bogserie i verden om den historiske Moses i Egypten.

Forfatterens internationalt udgivne videnskabelige afhandling med første konkrete datering af det ældste kendte stjernekort, som er fra Moses' tid i Egypten, blev omtalt i bl.a. UFO-Nyt nr. 1, 2001 og UFO-Mail nr. 6.

Den spændende afhandling kan i sin helhed ses og downloades på adressen:
http://www.moses-egypt.net/stjernekort/senmut3-afhandl_da.asp

Den videnskabelige afhandling om dechifrering af det spændende egyptiske stjernekort er også bragt i dansk udgave som et appendiks i Moses-bogseriens bind 2.

Alle 5 bind i serien af Ove von Spaeths bøger om Moses og det gamle Egyptens hemmeligheder er i øvrigt med på årets store bogudsalg og kan nu erhverves for 125 kr. pr. bind.

Hvert bind kan læses individuelt, og omtale og debat af bøgerne kan ses på denne adresse:
http://www.moses-egypt.net/bogserie/moses-oversigt_da.asp




Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail videre til din familie, dine venner og bekendte.

Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:

Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende tilbud på ufo-materialer.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted