logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2005 > UFO-Mail nr. 61

UFO-Mail nr. 61
3. oktober 2005


Hvad var det lille orange lys på himlen?

Efter en udendørs koncert på Frederiksberg den 18. august 2005 modtog SUFOI via www.ufo.dk beretninger om et lille orange lys på himlen. En af observatørerne fortæller:

„Det var orange med en tydelig ‚kugleagtig-form’. Jeg selv opfattede det som værende lidt ‚uldent’ (sløret) i kanten... men med tydelig form… Da objektet var tættest over vore hoveder, mindede det (i tilsyneladende størrelse) om en nødraket (dét talte flere af de tilstedeværende om... hvilket alle dog samtidig vidste var totalt og aldeles udelukket...“

En af de øvrige rapportører siger:

Prikken var meget klar og lysende, ingen blinken eller lyd. Den mindede mest om en nødraket.

Den bevægede sig langsomt vestover, mens den langsomt tonede ud, lidt på samme måde som fly kan gøre det. Derfor virkede det som om den bevægede sig væk fra os. Til sidst tonede den helt ud og var væk.

Begge observationer blev mere udførligt omtalt i forrige udgave af ufo-mail, hvor vi også efterlyste mulige forklaringer på, hvad der kunne være set.

Seneste udgave af ufo-mail kan læses på denne adresse: http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2005/um05-060.php#03

Ufo-mail læsere har efterfølgende peget på højtgående fly belyst af solen eller endog satellitter.

I den forbindelse er der specielt nævnt de såkaldte Iridium-satellitter, der har været synlige fra Danmark på det pågældende tidspunkt. Når deres solpaneler drejer sig og reflekterer sollyset, vil satellitterne kunne være synlige som et kraftigt opblussende lyspunkt.

Men sådan blev lysfænomenet ikke beskrevet.

Formation af små varmluftsballoner ved et ufo-træf i Cröffelbach i Tyskland, oktober 2004. Forskellige faser - fra tæt på opsendelsen til de fortoner sig på himlen.
Foto: Roland Gehardt

Efter at have gennemgået observationsberetningerne, var vi i SUFOI hurtigt overbevist om, hvad der har forårsaget disse to rapporter.

Det er karakteristika som lysets størrelse, udseende, farve, flyvemåde m.v., der umiskendeligt leder tanken hen på varmluftballoner.

Ikke store, bemandede varmluftballoner, men små 1-2 meter høje legetøjsballoner af papir eller plast, der er forsynet med en brændbar varmekilde forneden til at give tilstrækkelig opdrift.
Det brændende materiale kan samtidig i visse tilfælde - afhængig af lysforhold, afstand m.v. - oplyse den nederste del af ballonen, der i så fald også kan observeres f.eks. i kikkert.

Vi ved fra andre ufo-organisationer i Sverige og Tyskland, at små varmluftsballoner forhandles i stor stil eller hjembringes fra turistrejser i Østen, og udseendet matcher observationerne fra Frederiksberg.

De to rapporter er nu arkiveret hos SUFOI som varmluftsballoner.




Observationer og fotos fra Allerød

Den 5. juni 2004 om aftenen gjorde en 21-årig kvinde fra Allerød en interessant observation af et „flammelignende“ fænomen, som bevægede sig hen over himlen fra nord mod syd.

I indberetningen til SUFOI fortalte observatøren bl.a.:

„Den virkede ikke til at være særlig langt over jorden, man kunne tydeligt se, at den brændte (at der var ild). (...) Den steg opad - det lignede at den var sendt op i luften ikke alt for langt herfra - lidt á là en raket (fyrværkeri), men det var det helt sikkert ikke... Den var også ret stor. Vi var først bange for, at det var et fly, der var ved at styrte ned, men da det var lige over os, kunne vi se, at det var det ikke. Så var det vi tænkte meteor, men jeg mener, den var for stor og ‚for tæt’ på til at være det (...).“

Observationen fandt sted kl. 23.45 og varede 2 minutter. Kvinden rapporterede sin iagttagelse videre via Internettet videre til SUFOI, Skandinavisk UFO Information, på adressen www.ufo.dk

Da beretningen lød ret interessant, blev hændelsen omtalt i den efterfølgende udgave (nr. 41 - 14. juni 2004) af ufo-mail.

Omtalen gav anledning til en henvendelse fra en af nyhedsbrevets læsere, som kunne fortælle, at han havde set noget tilsvarende i sommeren 2003 - også i Allerød.


Flere observationer af samme type fænomen

Læseren havde endvidere gjort sig den ulejlighed at kikke observationslisten på vores hjemmeside grundigt igennem. Her fandt han, at der i det hele taget syntes at være en stor hyppighed af observationer fra Allerød området - mange af dem af fænomener med en gul-orange farve (samme farve som det fænomen havde, som den 21-årige kvinde havde iagttaget). Dermed antydede læseren, at der måske kunne være tale om, at det samme fænomen var gået igen over de sidste år.


Typisk Allerød-observation

En af disse typiske indberetninger til SUFOI kommer fra en 56-årig mand fra Allerød der den 9. juli 2005 kl. 23.25 i 10 minutter observerer et lysfænomen på vesthimlen:

„Jeg var ved at rydde op på terrassen efter gæster. Ser på himlen en genstand ligesom omspændt af flammer. Jeg tror først at det er en flyvemaskine med motorbrand, dernæst at det er en lysraket fra øvelsesterrænet, men retningen er forkert. Jeg kalder på min kone og vi henter en kikkert.

Normalt ser man konturene af en flyvemaskine, men her var ingen detaljer at se bortset fra et orangerødt lys og tilsyneladende en kugleformet kærne.

Objektet bevægede sig ikke som hverken flyvemaskiner eller lysraketter gør idet den skiftede retning.

Til sidst forsvandt den tilsyneladende udad i himmelrummet og tonede ud som en lille rød prik.“

Efterfølgende har vi i SUFOI fundet en række af disse ældre sager frem fra „gemmerne“ for at sammenligne observationsberetningerne. Ikke alle sager har lighed med det fænomen, der blev set den 5. juni 2004.

Men indtil flere gange beskrives fænomener, som på flere punkter ligner hinanden.
Det vigtigste fællestræk for disse sager er, at observatørerne ofte beskriver et „flammelignende“ fænomen, et lille gul/orange, langsomtflyvende lys. I nogle indberetninger berettes om flere lys samtidig.


Lysene over Allerød fotograferet

Ved visse lejligheder er der endvidere taget fotos af disse mærkværdige lys.

 
På Michael Nielsens foto ses det lille lysende objekt ses som en lysende streg på den mørke aftenhimmel.
Den lysende streg opstår, hvis det svagtlysende objekt bevæger sig under eksponeringen, og kameraet samtidig ikke kan holdes helt stille.
Udsnitsforstørrelse af et af de øvrige Allerød-fotos.
Foto: Michael Nielsen

En af de mest spændende og detaljerede henvendelser fik SUFOI fra Michael Nielsen, der også bor i Allerød-området:

„Jeg har af flere omgange observeret de orange objekter omkring Allerød. Det har også været mod vest og nord. For 2 år siden kommende fra sydvest, en først og kort efter 4 mere, der til sidst også forsvandt i horisonten formentlig også efter ca. 10 minutter.

Det samme i nordlig retning Nyårsaften 2002/2003. Der så jeg dem dog kun svævende i horisonten, og så vidt jeg husker kun 3 - 4 stk.

Den 8 august 2003 så jeg flere svæve i nord-nordøstlig retning. De er også blevet set svævende mellem tårnene på Frederiksborg Slot i Hillerød. Det kan dog godt have været længere væk, men så ud, som om de svævede mellem tårnene. Jeg tog denne aften 2 fotos. De er taget med et digitalkamera af begrænset kvalitet.“

Men der kom endnu en henvendelse fra Michael Nielsen:

„Jeg har den 10 september 2004 observeret 2 gule objekter på himlen over Allerød. De kom fra sydvest og fløj i en bue op på himlen hvor de langsomt forsvandt mod nordvest.

Det hele tog ca. 3 minutter, fra kl. 20:44 til 20:47
Jeg har taget nogle billeder som hermed fremsendes.

Objekterne er runde og orangegule. På billederne er de aflange i forskellige former hvilket skyldes at jeg ikke kunne holde kameraet stille. De er taget med 3 x optisk zoom.
Kameraet er et 5 megapixel Canon Powershot S 50.
Håber I kan bruge billederne.“

Efterfølgende tilføjede den heldige fotograf:

„De gulorange lys blev set fra vores have. Det var mørkt med et svagt skær af det sidste af solnedgangen på skyerne i det nederste af horisonten. Himlen var helt mørk, og det var stjerneklart.

Min kæreste kiggede ud af vinduet og fik så øje på de orangegule lys på himlen. Vi gik ud i haven og så, at lysene steg skråt op på himlen i en bue fra sydvest til nordvest og forsvandt i en højde af ca. 45 grader i forhold til horisonten.

Lysene var væsentlig større end de kraftigste stjerner man kan se, måske 3 gange større. De blev dog mindre efterhånden som de forsvandt mod nordvest. Der kom, da de var ved at forsvinde, et fly fra nordvest mod øst.

Jeg tror selv at det er en form for fyrværkeri (som nødblus), der hænger længe i luften og driver med vinden, måske en amatør fyrværker eller lignende.

Min kæreste synes dog de flyver for stærkt, og følges for meget ad til at det kan være noget der driver med vinden.

Sidste gang vi så dem spurgte vi fyrværkerifabrikken i Allerød om de havde haft gang i noget den aften, men det havde de ikke. Det skal lige siges at første gang vi så dem, steg de hurtigt op på himlen som om de blev skudt op, slutter Michael Nielsen sin beretning til SUFOI. “


Efterlysning i Allerød Nyt

De mange henvendelser sammen med fotografierne var baggrunden for, at SUFOI henvendte sig til ugeavisen Allerød Nyt med disse oplysninger.

Vi er jo i Skandinavisk UFO Information en privat organisation, der ser det som vor opgave at forsøge seriøst at finde ud af, hvad det er folk har set på himlen eller har fotograferet, som måske i første omgang virker mystisk.

Det var efterhånden åbenbart for SUFOIs rapportfolk, at adskillige af observationerne under alle omstændigheder måtte skyldes et helt lokalt fænomen, og mistanken var for længst faldet på små varmluftsballoner.

Nogen i Allerød-området måtte altså simpelthen sidde inde med oplysninger og vide nærmere besked med disse lysfænomener, der havde mystificeret mange beboere.

Men kunne det bekræftes, og hvem var de, disse mennesker, der havde opsendt legetøjsballonerne?

Vi var derfor i SUFOI meget glade for stor og seriøs omtale i Allerød Nyt, for den gav hurtigt adskillige ekstra henvendelser.


Del af reservefaldskærm fundet i have

Vi fik eksempelvis oplyst, at der i en busk i en have i 2003 var fundet en underlig genstand. Den blev efter omtalen i Allerød Nyt identificeret og afhentet af lokale faldskærmsfolk, der netop manglede denne del af en af deres reservefaldskærme.


Vi opsendte varmluftsballonerne!

 
 
Familien R. i gang med opsendelse af en varmluftballon (tv) Og sådan tager tingene sig ud i dagslys (th)
Hr. R. fortæller til ufo-mail: Kort tid efter opsendelsen har den taget form som en lysende prik, der følger vindretningen hen over nattehimlen i ca. 15 min. Man kunne måske nære frygt for brandfare, men flammen brænder i vindstille, og så længe den brænder - og lidt til - svæver den i luften, og efter nogle minutter daler den stille ned igen.
Foto: Ole Henningsen

SUFOI modtog endnu flere indberetninger om iagttagelser fra området, og vi kom meget hurtigt i kontakt med to personer, der fra Allerød/Bloustrød-området ved forskellige lejligheder havde opsendt små thailandske varmluftsballoner.

Den ene familie havde oven i købet gjort sig den ulejlighed at notere ned, hvornår ballon-opsendelserne havde fundet sted.

Og disse opsendelsesdata passer med mange af de indberetninger, SUFOI har modtaget. Dog ikke med alle.

I flere tilfælde var der af en anden personkreds opsendt 3 balloner på en gang i forbindelse med beboerfester m.v.

Ved et spændende besøg hos disse mennesker i Nordsjælland havde ufo-mail skribenten lejlighed til at se nærmere på - og få demonstreret - de balloner, der var tilbage.

Ikke alle „ballon-opsendere“ ønsker at stå frem med foto og navns nævnelse i ufo-mail, men SUFOI kender deres identitet. Deres ansigter er derfor også sløret på billederne.

   
 
Den opsendte varmluftballon på tæt hold i luften kort efter start. I midten af ballonens åbning forneden ses det brændende materiale, der opvarmer luften og sørger for opdriften.
Til højre kigger den festklædte familien R. efter den opsendte ballon.

Tv. ses en kraftig forstørrelse af lille udsnit af Michael Nielsens foto til sammenligning med familien R.'s opsendte ballon (th).
På Michael Nielsens originale foto er et af de mest lysende punkter fritlagt, og resten er bortretoucheret. Dernæst er der i et billedbehandlingsprogram foretaget en forøgelse af kontrasten mellem de svagest og de kraftigst lysende områder i aftegningen. Derefter er ballonens konturer forsøgt indtegnet.
Forelagt billederne siger Michael Nielsen til ufo-mail, at de i meget store træk svarer til, hvad han kunne se i sin kikkert.
Billedredigering: Klaus Silberbauer Andersen

 
Aage Bliddal har ved forskellige lejligheder stået for opsendelse af op til 3 balloner af gangen i Allerød-området.
Ved ballonens åbning for neden ses trådkorset, der fastholder det brændbare materiale, der efter antændelse sørger for opdriften.
Foto: Ole Henningsen


Ballonopsendelse ved fester i kvarteret

Aage Bliddal var en af de „ballon-opsendere“, der henvendte sig til SUFOI med yderligere oplysninger.

Han har ved flere lejligheder været deltager ved opsendelse af varmluftballoner, når der i kvarteret ved Cedervangen i Allerød har været festlige sammenkomster, vangfester og fødselsdage.

Aage Bliddal fortæller til ufo-mail:

„Jeg læste med stor interesse i Allerød Nyt om de mystiske lysfænomener, og jeg var i starten noget i tvivl om, det var alvorligt ment, og om der var noget, der hed Skandinavisk UFO Information.

Men efter de gentagne efterlysninger i forbindelse med observationer og fotos af tingene, vil jeg da gerne bidrage med min viden om fænomenerne.

Vi har normalt opsendt 3 stk. af gangen, og jeg har været ude for, at man efterfølgende i området omkring Cedervangen har observeret og omtalt disse opsendelser meget fantasifuldt.

Familien R.s foto af en opsendelse svarer nøjagtigt til de balloner, vi opsendte.“


Thailandske papirsballoner

De anvendte balloner stammer alle fra Thailand, og er nogenlunde ens og udført i træ og rispapir. Hele ballonen vejer incl. trådkorset og det brændbare materiale omkring 160 gram, så der er tale om en ganske let konstruktion, der sagtens kan gå til vejrs under de rette vejrforhold. I Thailand anvendes ballonerne åbenbart i stort tal i forbindelse med forskellige festligheder.

Familien R. har anskaffet balloner i forbindelse med et kursus i Jylland, og Aage Bliddal har anskaffet sine via en bekendt, der selv har importeret et større antal fra Thailand og videresolgt i Danmark.

Det er derfor ikke mærkeligt, at man også har iagttaget denne type af lysfænomener i andre dele af landet i de senere år.


Hvornår ser vi de næste?

Ikke alle de senere års observationsberetninger fra Nordsjælland har deres oprindelse i varmluftsballoner, selv om der garanteret er andre „opsendere“ på spil, som vi endnu ikke har hørt om.

SUFOI er dog meget tilfreds med de mange henvendelser i efterforskningen, der har gjort det muligt at give en endegyldig forklaring på størstedelen af observationerne fra Allerød-området og dermed afslutte sagen.

Men der er flere balloner tilbage endnu, skulle vi hilse og sige fra Allerød!




SUPER TILBUD
til alle UFO-MAIL læsere!

Vær hurtig og spar 505 kr.!

Som abonnent på UFO-Mail kan du nu også få vores tidsskrift UFO-Nyt ind ad døren og dermed sikre dig mange timers ekstra læsestof om ufoer.

Vi tilbyder dig et abonnement på UFO-Nyt årgang 2006 (4 numre på hver 24 velillustrerede sider) til kun kr. 79,00 (normalpris kr. 292,00). Som ekstra bonus får du også hele årgang 2005 (normalpris kr. 292,00) ganske gratis!

Tilbuddet gælder til og med 15. november 2005 og ved indsendelse af nedenstående kupon. Tilbuddet gælder ikke, hvis du er UFO-Nyt abonnent i 2005.

Når du har udfyldt og indsendt kuponen, modtager du et girokort på kr. 79,00. Når vi modtager din indbetaling, fremsender vi (medio november) hele årgang 2005 af UFO-Nyt. Derefter modtager du UFO-Nyt med posten, efterhånden som de 4 numre udkommer i 2006. Første nummer udkommer medio februar 2006.

Vi glæder os til at byde dig velkommen som abonnent på UFO-Nyt.

-----klip-----------------------------------------------------------------------------------------

JA, tak. Jeg vil gerne abonnere på UFO-Nyt 2006 for kr. 79,00 og ønsker girokort tilsendt. Jeg modtager ligeledes ganske gratis årgang 2005 medio november 2005.

Navn:

_________________________________________


Adresse: 


_________________________________________

_________________________________________


E-mail:


_________________________________________

Send kuponen til:
SUFOI's Ekspedition
Eilekiersvej 14
4100 Ringsted




Månelandingen spøger stadig

Mandag, den 26. september 2005 kunne man stifte bekendtskab med et læserindlæg i Jyllands-Posten med overskriften »Tvivl om landing på månen«.

Dette indlæg var forfattet af Bo Kolman, Jernaldervej 259 B, Århus V. og lyder i sin helhed:

FOR ET HALVT til et års tid siden genudsendte TV 2 en amerikansk, tilsyneladende „dokumentar“-udsendelse om månelandingen i 1969, „Månefup eller -fakta“.

Der argumenteredes her overbevisende for, at månelandingerne var fup, og de viste billeder syntes at dokumentere påstanden. De manipulerede billeder var i hvert fald ikke taget på månen, selv om dette naturligvis ikke er bevis for, at månefærden aldrig har fundet sted. Dokumentarudsendelsens billeder kunne jo i sig selv være manipulerede.

Forleden kunne vi så høre en dansk rumfartsekspert udtale, at amerikanerne nu ville fokusere på at lande et nyt rumskib på månen med fire astronauter - senest i 2020. Begrundelsen for, at dette projekt med alle økonomiske og teknologiske sejl sat til skal forløbe over 15 år, er angiveligt, at erfaringen fra de tidligere månelandinger er gået tabt. Man tror ikke sine egne øren.

I 1969 blev der brugt mindre end ni år på at udvikle alt fra grunden. Naturlovene er de samme, som de altid har været. Teknologi og computerkraft er usammenligneligt bedre end dengang, så nu vil man bilde os ind, at et sådant projekt skal vare 15 år. Helt utroligt. Mindelserne og tvivlen om, at amerikanerne aldrig har været på månen, vælder frem igen.

Kunne vi ikke få en lidt mere kritisk rumfartsekspert til at argumentere lidt bedre for hele dette besynderlige teknologiske tilbageskridt?

Sådan slutter Bo Kolman, der er akademiingeniør, sit indlæg i Jyllands-Posten.


Ærgerligt, siger astrofysiker til ufo-mail

 

Sådanne indlæg dukker med mellemrum op i medierne, og forelagt dette nyeste af slagsen siger Michael J. D. Linden-Vørnle, astrofysiker, ph.d.,Tycho Brahe Planetarium til ufo-mail:

„Det er ærgeligt, men ikke uventet, at USA's planer om at vende tilbage til Månen bringer den gamle månefup-teori på banen igen.

At USA nu skal bruge længere tid på at sende mennesker til Månen end i tresserne skal jo ses i lyset af, at Apollo-projektet var et politisk motiveret projekt med uforholdsmæssigt store ressourcer til rådighed.

De nye månerejser skal afvikles på et langt mere realistisk budget, så der er råd til at fortsætte med at flyve til Månen, når først vi er gået i gang på de nye præmisser.“

Astrofysikeren Michael J. D. Linden-Vørnle ved et foredrag i Lollands Astronomiske Forening
Foto: Ole Henningsen
 


1. april 2004

Der har de senere år været flere indslag og udsendelser i TV, der har beskæftiget sig med konspirationsteorien om, at amerikanerne ikke har været på Månen.

DR2 havde med sans for det spøjse f.eks. programsat en 50 min. lang udsendelse »I Månens skygge« til den 1. april 2004. Der var tale om en fransk „dokumentar“ »Dark Side of the Moon« efter ide af den franske instruktør William Karel for den europæiske TV-kanal »Arte«.V

Udsendelsen har tidligere været omtalt i ufo-mail og der kan læses mere på adressen:

http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2004/um04-033.php

For dem, der vil læse mere detaljeret om månefup kan Michael Linden-Vørnles artikel på denne adresse bestemt anbefales: http://www.sufoi.dk/arkiv/arkiv-hn/maanefup.php

NASAs egen tekst kan læses på denne adresse: http://liftoff.msfc.nasa.gov/news/2001/news-moonlanding.asp




Ufoer i DR2

Clement Kjersgaard er vært i et direkte late-nite talkshow hver fredag aften på DR2.
Tre gæster, satire og journalistik blandes til 40 minutters uforudsigeligt fjernsyn.

 
Værterne på programmet er Clement Kjersgaard og Huxi Bach
 

Sådan præsenterer DR2 på sin hjemmeside deres talkshow, der sendes direkte hver fredag aften kl. 21.50 på DR2 og genudsendes på DR2 lørdag aften og på DR1 tirsdag aften.

Fredag aften den 16. september havde programmet besøg af Per Wimmer, der måske kan blive den første dansker i rummet, den svenske sangerinde Robyn samt Farums tidligere borgmester, Peter Brixtofte.

Et noget spøjst indslag mellem to af interviewene handlede kort om ufoer.

Indslaget skulle illudere en „ugerapport“ fra Skandinavisk UFO Information og handlede om ufo-observationer over Iran og lokalredaktør Peter Foersoms artikel fra Lolland-Falsters Folketidende om fundet af nedfaldne vejrballoner på Sydsjælland og Lolland-Falster, tidligere omtalt i ufo-mail nr. 55:
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2005/um05-055.phpm#04

 
En lidt kikset fætter læste op af et manuskript med ufo-tekst, medens en lille aluform i en snor dinglede gennem billedet. Måske et forsøg på den annoncerede satire…?

Indslaget om Iran stammede fra ufo-mail nr. 52, så vi byder DR2 velkommen som læser.

I kommende programmer medvirker bl.a. Pia Kjærsgaard, Flemming Jensen, Kasper Winding, Lise Nørgaard og Jokeren.

Og programmet søger publikum til kommende optagelser.

Hele udsendelsen kan genses hos DR på adressen: http://www.dr.dk/clement/arkiv.asp




BOGNYHED!

 
Hemmelige selskaber
40 dræberkulter og sære sekter

Klaus Aarsleff
Pris: kr. 89,- inkl. moms
176 sider, indbundet, illustreret

40 af de mest groteske og morsomme hemmelige selskaber, skøre sekter og vanvittige dommedagskulter.

Læs om den morderiske Charles Manson-familie, UFO-kulten Heaven's Gate, den indiske dræber-orden Thug'erne, llluminati og Opus Dei, verdens ondeste mand, rumguden Orthon, Moon-bevægelsen, Scientology og mange andre sekter kendt fra Dan Browns romaner og den lukkede afdeling af virkeligheden.


I samme serie:

 
Konspirationsteorier
Lars Bugge
152 sider, indbundet
Pris: kr. 69,95 inkl. moms
 
 
Flere konspirationsteorier
Lars Bugge
160 sider, indbundet
Pris: kr. 69,95 inkl. moms

Bestil bøgerne i SUFOI Butikken under »Bøger for voksne«.




Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail videre til din familie, dine venner og bekendte.

Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:

Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende tilbud på ufo-materialer.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted