logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2022 > UFO-Mail nr. 368

UFO-Mail nr. 368
13. september 2022


Jeg satte en kunstig intelligens til at tegne ufoer og aliens

Den kunstige intelligens MidJourneys kunstneriske bud på en alien.
De to kunstige intelligenser MidJourney og DALL-E overrasker og begejstrer alle ved at skabe flotte og overraskende kunstværker ud fra brugernes tekstbaserede input. Så hvad var mere nærliggende end at bede dem tegne nogle ufoer og aliens til mig.

De seneste par måneder er diverse online medier flydt over med historier om to kunstige intelligenser, som kan skabe kunstværker ud fra brugernes tekstbaserede input.

De to kunstige intelligenser hedder henholdsvis DALL-E (udtales naturligvis Dali) og MidJourney og kan i princippet det samme. Men tilgås på forskellig måde og fungerer lidt forskelligt. For hvor MidJourney primært skaber kunstværker, kan DALL-E også arbejde videre på eksisterende fotografier.


Mens jeg venter på adgang til DALL-E ...

 
Her ses MidJourneys bud på ufoer over en by.

Altså kunne DALL-E i princippet give folk en ny mulighed for at skabe billeder af ufoer, som ser både ægte og overbevisende ud og er placeret i et kendt landskab. Nemlig det billede du beder intelligensen sætte en ufo ind i.

Derfor tænkte jeg, at jeg ville teste af, hvor virkelighedstro billeder den kunne skabe. Men desværre kunne jeg kun komme til at teste DALL-E ved at skrive mig på en venteliste - og her står jeg (så vidt jeg ved) stadig.


...kunne jeg passende teste MidJourney

Derfor kastede jeg mig i stedet over MidJourney. Her kan du få lov til at skabe et antal gratis billeder, før du skal til at betale for tjenesten. Til gengæld er de billeder, du kan skabe, lidt mere kunstneriske - i hvert fald med den viden om tjenestens kommandoer, jeg lige kunne suge til mig på 5 minutter.


Som at kigge ned i folkesjælen

Den måde en kunstig intelligens skaber billeder på, foregår ved, at den laver billedsøgninger på internettet ud fra de ord, som folk anvender i deres tekstbaserede beskrivelse af det billede, de ønsker.

Så når jeg f.eks. satte MidJourney til at tegne „et humoristisk billede af en alien“ eller „et billede af en ufo, som kunstneren Knud Larn ville male det“, søgte den på alle de billeder af aliens og ufoer, som den kan finde på nettet. Og de af Knud Larns billeder, den kunne finde.

Ud fra de søgninger kom den så med nogle forslag, som jeg kunne vælge mellem - og som jeg så derefter kunne bede den om at forbedre yderligere. Altså blev resultatet et slags gennemsnit af, hvordan disse billeder så ud.

Med andre ord kan du sige, at resultatet blev lidt som at kigge ned i selve folkesjælens indre billede af, hvordan ufoer og aliens ser ud. Eller som SUFOI's næstformand Toke Haunstrup skrev i en kommentar til billederne: „Altså ‚reproducerer’ de billeder, som den kunstige intelligens kommer op med, de selvsamme kulturelle repræsentationer af ufo-myten, som er at finde på internettet.“

Resultatet taler da også sit tydelige sprog. For de ufoer og aliens, som vi møder på billederne, ligner på en eller anden måde noget, vi har set før. Tjek billederne ud, og døm selv.

Her har jeg samlet nogle af de forslag, som MidJourney kom med på baggrund af de to søgninger.

En ny mulighed for at skabe fake ufo-billeder

Nu er det jo ikke fordi, vi ikke allerede har nok af digitale værktøjer, som kan bruges til at skabe overbevisende fake ufobilleder med. De er dog altid ret nemme at gennemskue. For de fokuserer ofte på en enkelt af de kendte typer af ufo-former og er typisk meget mere detaljerede end almindelige billeder af påståede ufoer.

Og de kunstneriske ufo-billeder, jeg har fået tegnet af MidJourney, vil næppe heller narre nogen. Men som Toke også siger det i en af hans kommentarer til billederne, så kan vi måske ligefrem forvente, at „den mere eller mindre tilfældige sammensætning af billeder kan være med til at skabe noget nyt i form af uventede hybrider mellem forskellige ufobilleder“.

Det giver helt nye muligheder for at lave fake billeder af ufoer, som vil ligge meget tættere på den type, vi normalt bliver præsenteret for. Netop fordi den kunstige intelligens tager afsæt i de billeder, der allerede ligger på nettet.

Spørgsmålet er, hvor meget kunstig intelligens kommer til at forplumre „billedet“ i fremtiden. Både af ufoer og alt muligt andet.


Og hvem er så Knud Larn?

Måske bemærkede du, at jeg bad den kunstige intelligens skabe ufo-billeder i stil med den danske kunstner Knud Larn. Han er kendt for sine naivistiske billeder i meget klare og kraftige farver. Tit af religiøse motiver.

Grunden til, at det lige blev ham, jeg valgte, skyldes, at han tilbage i starten af 1980'erne var en del af min „ufologiske omgangskreds“, ligesom vi gik på gymnasiet sammen.

Men lige som det er svært at finde humoren i de humoristiske alien-billeder, MidJourney skabte, synes den kunstige intelligens ikke at have ladet sig inspirere af hverken hans klare farver eller naivistiske stil.




Læsetips mellem himmel og jord

Under denne overskrift forsøger vi at udvælge de mest interessante af tidens historier med relation til ufomyten. Der vil forhåbentlig blive gengivet historier af en vis underholdningsværdi og historier, som vi alle kan blive klogere af - måske begge dele samtidig.

Teleskoper, der søger efter liv, får livstegn fra jordisk rumsonde

Alien-hunting array catches Voyager 1 signal from interstellar space.

Radio Telescope Array Dedicated to Astronomy, 10/11/07. Varighed: 01:16 min.
(Video: UC Berkeley)


Calvin-billedet fra 1990

Calvine 1990 Photo: Missing Rumored ‚Most Spectacular’ UFO Photo Found.

Disclosure Team: Original Calvine 1990 ‚UFO’ Photo Found! Reveal & Investigation Video. Publiceret den 12. august 2022. Varighed: 01:08:37 min.



Nyt om Skinwalker Ranch

The Basement Office: Skinwalker Ranch (Part 2): Dinobeaver, Hitchhiker Ghosts, Pentagon, AAWSAP. Publiceret den 25. august 2022. Varighed: 24:23 min.
(Video: New York Post)


Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2022. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted