logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2022 > UFO-Mail nr. 350

UFO-Mail nr. 350
4. marts 2022


 
 
Billedet øverst er taget kl. 23.48.

Fra SUFOI's Fotoafdeling

2100 København Ø.
19. marts 2021

Flere observatører i København og omegn har set og fotograferet et lysfænomen på den disede himmel sent på aftenen 19. marts 2021.

En af dem beretter på Facebook bla. Jeg var ude og fotografere sent fredag nat efter kl. 23 ved Utterslev mose (nær Søborg) og så straks, at der var noget som ikke lignede en alm. sky. Da vi nåede til det rette sted for at fotografere med stativ, fik jeg bl.a. to billeder.

Håber nogen kan forklare hvad det er. Har prøvet, at Google mig frem de sidste par dage og det tætteste jeg kan sammenligne er - måske - iskrystal?

Flere andre fotos er taget på Østerbro i København og sendt bl.a. til DMI's pressetjeneste, der har videresendt og efterspurgt en forklaring fra naturvidenskabsformidler Ole J. Knudsen, kommunikationsmedarbejder ved SAC, IDA og SpaCe, Aarhus Universitet. Ole J. Knudsen var endvidere i en lang årrække leder af SUFOI's Alarmcentral.

Han nævner bl.a. Fænomenet bevæger sig meget langsomt „som stjernehimlen“ mod Nord, siger observatøren.

Et af billederne ses th. Taget kl 22.45 lodret (nord til højre), hvor nordstjernen er i Store Bjørn. 24mm Nikon, 10 sek. exp.tid.

Halen til venstre i billedet var lige netop synlig med det blotte øje. Observeret fra ca. 22.30 til ca. 23, hvor observatøren gik ind.


Kommentarer og konklusion

Med baggrund i de indsamlede fotos og div. kommentarer er det Fotoafdelingens opfattelse, at der er tale om et lysfænomen forårsaget af et eller flere lokale laser- eller projektørlys fx. anvendt i reklameøjemed. Der er dog ikke eftersøgt eller fundet en lokal „operatør“. Visse kommentarer på Facebook om muligheden for nordlys må være baseret på totalt ukendskab til, hvordan nordlys tager sig ud i virkeligheden.

Ole J. Knudsen tilføjer bl.a. Jeg er helt enig i det med projektører - der er mindst 4 på billedet fra Østerbro, og reflekser i dis eller iskrystaller. Den gule er bare usædvanligt klar. Det, observatøren kalder halen, kan være den lysstråle på vej op i noget luft, som ikke reflekterer - men hvordan bliver den pludseligt så natriumgul. Så skal der næsten have været et lag af farvet støv eller gas i den højde.

Nordlys eller glorier er helt udelukket.


 
Fotografen fik yderligere via Facebook sendt et andet foto af fænomenet taget fra Gundsømagle. Dog uden nærmere data.
4000 Roskilde 21. december 2021

En henvendelse til DMI fra en observatør i Smørumnedre i december måned 2021 viser også en form for „lyssøjle“ på himlen og lød således:

I går morges kl. 06:30 ca. stod jeg i haven og opdagede denne søjle. Det var mod syd. Den var helt klar, men skiftede i farverne gul. Den lyste kun op fra midten af himlen, så ej heller laser, plus også for bred. Den var på himlen i over 20 min, hvor den bare stod stille, men skiftede i farverne (lys gul-mørk gul mm).

Der var hverken fly, månen, lamper mm i nærheden. Billedet er lidt uklart men har aldrig set noget så flot på himlen.

Kan du/I forklare mig hvad det kan være?

DMI svarer observatøren, man desværre ikke har noget godt bud på, hvad der er tale om og tvivler på, at det kommer fra en naturlig kilde.

Henvendelsen blev derfor i lighed med tidligere nævnte fotosag fra den 19. marts 2021 af DMI videresendt til naturvidenskabsformidler Ole J. Knudsen, kommunikationsmedarbejder ved SAC, IDA og SpaCe, Aarhus Universitet, der bl.a. svarer:

Jeg giver DMI helt ret i, at det ikke er noget naturligt fænomen. Jeg kan se af billedet, at det er optaget ved Latyrushaven i Smørumnedre, men der er ikke noget i sydlig retning herfra, som umiddelbart giver nogen forklaring. Mit bedste bud er en af de kraftige projektører, som ofte opstilles i forbindelse med for eksempel fyrværkerisalg i Tåstrupområdet. En anden mulighed, som passer nogenlunde med retningen, er et atmosfæreforsøg fra Teknologisk Institut - jeg mener at kunne huske, at der har været foretaget den slags forsøg fra en institution i Københavnsområdet.


Kommentarer

Jesper Holmgren Evertsen kommenterede på Facebook bl.a.

Der ligger et gartneri ikke langt fra, hvor observationen er foretaget. Det kunne godt være det fænomen hedder lyssøjler eller light pillars. Et fænomen der opstår i klart frostvejr. Man kan også se de lave skyer nederst i billedet er lyst op af gartneriet.

Se eksempler på lyssøjler/light pillars over Oslo og Stockholm.

 

SUFOI's Rasmus F. Hagen gør opmærksom på, at lignende lysfænomener tidligere er set over Silkeborg. Se fx. Jesper Grønnes video af fænomenet lagt på YouTube i marts 2015.

Se flere af Jesper Grønnes videoer i relation til hans bog „Hvad i himlen“. Anmeldt i UFO-Mail nr. 228.

Det er ikke i de nævnte sager endeligt konkluderet, om de fotograferede lys på himlen skyldes projektører eller lyssøjler, men har UFO-Mails læsere seriøse kommentarer eller måske kendskab til oprindelserne - fx. rent lokalt, hører SUFOI's Fotoafdeling gerne herom.


December-ufoer
- hele året

Vor gode ufo-kollega Bjørn Borg i Finland kalder dem „december-ufoer“, da de med køligere vejr og af og til mindre overskyede himmel hyppigt optræder som klartlysende små, korte striber på den ellers måske klare himmel. Der er tale om små, solbelyste contrails - kondenstriber - fra fly.

Man kan i princippet se dem hele året, men er ofte mest markante med den lavtstående sol på denne årstid.


2000 Frederiksberg 27. december 2021

 
En observatør bosat på Frederiksberg har fremsendt foto til venstre, hvor det observerede lys på himlen ikke syner af meget. På udsnitsforstørrelsen, der er ændret med hensyn til lys- og kontrastforhold, ses endvidere flyet, der er årsag til den korte, solbelyste kondensstribe, der har mystificeret observatøren.



7000 Fredericia 10. januar 2022

En henvendelse på SUFOI's Facebookside den 10. januar 2022 lød således:

Set i dag 10.1.22. 16.34 v Skærbæk Taulov kigger over mod Fyn/Middelfart.
Ingen fly på flyradar hjemmeside er tjekket.
Tænker også på affald fra himlen?
Andre siger det alligevel er et fly.
Se video. Set med blotte øje var der ret sikkert ild i „halen“. Jeg har sendt det til TV2 vejret. Så i det ???

 
Heller ikke i denne sag er der nogen tvivl om, at der er tale om en kort, solbelyst kondenstribe fra et fly.

Heller ikke i denne sag fylder det observerede lys på himlen særligt meget. Udsnitsforstørrelsen er ændret mht. lys- og kontrastforhold.

Sagen gav anledning til en kraftig debat om, hvilke fly, der evt. kunne have været årsag til observationen, uden at man dog fx via FlightRadar24.com nåede frem til det helt konkrete fly som forklaring.

Den optagne videosekvens kan ses på Facebook under den 10. januar 2022.

Visse af den slags iagttagelser og optagelser kan ligne raketaffyringer, hvilket har givet anledning til en del skriverier og diskussioner, se fx omtale heraf i UFO-Mail nr. 123.

Se mere om kondensstriber - contrails - på SUFOI's hjemmeside under „Himlens fænomener“.
og
Om afstandsmåling mv.


TV2 Nyhederne 15. januar 2022

En vaks tv-seer spurgte på Facebook den 15. januar 2022, hvad er den grønne tingest oppe i højre hjørne, som flyver med enorm hastighed?

Hurtige Facebook-svar

SUFOI's Rasmus F. Hagen, Karsten Bomholt og andre deltagere på SUFOI's Debatforum var utroligt hurtige med svaret:

Der er tale om en refleks i kameraets objektiv fra den kraftigtlysende venstre forlygte på den bagvedpasserende bil. Læg mærke til at refleksen dukker frem, idet billygten bliver synlig bag reporteren, og at den forsvinder igen, når bilen kører ud af synsfeltet.

Det velplacerede spørgsmål og superhurtige reaktioner fra vidende deltagere med ekspertiser på forskellige områder demonstrerer Facebook-mulighederne for seriøse og hurtige opklaringer af fotosager.

Videosekvensen kan ses på Facebook under datoen 15. januar 2022.

Om refleksdannelser se mere på www.ufo.dk under „Himlens fænomener/Refleksdannelser“.


Offentliggjort på Facebook 21. februar 2022

En deltager lagde videooptagelser og fotos op på Facebook-gruppen den 21. februar 2022 med denne kommentar:

Historien bag denne video som er meget fantastisk set fra mine øje. Den er filmet en sommerdag ved Amager. Den er filmet med en iPhone og er slået i denne funktion som hedder slowmotion på en iPhone. Meningen med video, var der skulle filmes insekter i slowmotion, men at der i en vild fart kommer et objekt forbi på himlen. For at forstå den vilde fart, kan man se en fugl flyve over græsset, men langsomme vingeslag. Man skal se ca. 20 sekunder inde... Men se filmen som helhed.

Jeg mener hun fik fanget noget spændende her??.

Tjek lige det sidste billede jeg har forstørret. Der ses 2 prikker over objekt.

Tjek lige den lange afstand det bevæger sig over i videoens helhed... Afspiller msn video 4 gange hurtigere, har man normalt fart af video.

 


Kommentarer og forklaringsforslag

Karsten Bomholt havde bl.a. denne kommentar til sit screendump fra videosekvensen: Der er nogle få insekter med på optagelsen, og der er vist ingen tvivl om, at ‚objektet i vild fart’ ligeledes er et insekt, som flyver tæt forbi kameraet. Læg mærke til, at det ikke flyver i en helt lige linje, samt at udsnitsforstørrelsen viser antydning af vinger og antenner.

 

Der kom hurtigt forslag om helikopter eller drone, men mere Karsten Bomholt og Søren Rosenberg Jensen var mere opmærksomme på de øvrige insekter, der sås på videooptagelsen, og var ikke enige i, at det var et objekt langt borte og derfor flyvende med stor fart.

En kraftig udsnitsforstørrelse med ændret skarphed og kontrast i billedbehandlingsprogram viser helt klart „antenner“ i højre side af den mørke aftegning.

Med baggrund i Facebook-kommentarerne gennemgang af fotomaterialet er SUFOI's Fotoafdeling ikke uenig i konklusionen: Der er tale om et forbiflyvende insekt tæt på kameraet.



SUFOI's behandling af rapporter,
foto- og videooptagelser

Alle uforapporter, der modtages fra observatører, offentliggøres på hjemmesiden, så alle har mulighed for at se, hvad der er blevet observeret med angivelse af tid/sted/retning mv., og dermed kan man sammenholde alle data med fx. egne iagttagelser.

Alle foto- og videooptagelser henvises til offentliggørelse via SUFOI's Debatforum på Facebook.

Her vil medlemmerne kunne se materialet og kan til enhver tid give deres besyv med mht. at forsøge at finde en mulig forklaring på iagttagelser, der er understøttet af fotos eller videooptagelser.

Konkrete undersøgelser foretages af SUFOI af de mest interessante observationer, i det omfang vores ressourcer rækker.




Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2022. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted