logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2017 > UFO-Mail nr. 232

UFO-Mail nr. 238
4. maj 2017


Efterlysning af vidner
i København
11. april 2017 kl. 06.30 - 07.15

Observatøren/Fotografen befandt sig på 2. sal i en bygning på Østerbro i København. Han oplyser i sin henvendelse til SUFOI's Fotoafdeling:

Jeg så omkring 8-12 lys „danse“ på himlen, de fløj op imellem skyerne, frem og tilbage. I en del tilfælde stod de stille og begyndte at flyve igen. I starten troede jeg, det var droner, men de fløj langt op i skyerne. Der var også et par, der pludselig kom ned fra skyerne. Jeg har optaget det på video og billeder, hvis det er. Retningen var mod Valby i retning af Sct. Jacobs kirketårn på Østerbro. I er velkomne, hvis I ønsker tilsendt materiale eller har spørgsmål.

 
Et af fotografens lysere fotos (foroven), hvor de dansende lys ikke ses. Hvis man i et billedredigeringsprogram ændrer lysstyrke m.v., ses lysene til venstre, dvs. syd for kirketårnet (herover i udsnit).
 
Et af fotografens mørke fotos, der i et billedredigeringsprogram er gjort lysere for bedre at kunne se lysene, der også her befinder sig i sydlig retning i forhold til kirketårnet.
 
Observatøren/Fotografen befandt sig på 2. sal i en bygning i Silkeborggade (yderst th. på kortet) på Østerbro i København. Ca. midt i billedet (ved gul markering) befinder Sankt Jakobs kirke sig. Kirkens tårn ses på optagelserne. Observationsretningen er derfor direkte mod det store grønne område ved Fælledparken.

Fotografen tager en del videosekvenser og flere fotos af lysene, mens de bevæger sig frem og tilbage på himlen den 11. april 2017 i perioden angivet som kl. ca. 06.30 - 07.15.

SUFOI's Fotoafdeling modtager gerne oplysninger fra alle, der kan bidrage med en seriøs forklaring på, hvad der har været flyvende tilsyneladende lavt på himlen over København i det angivne tidspunkt via www.ufo.dk.

To videosekvenser kan ses på Facebook på „Skandinavisk UFO Information - Debatforum“: https://www.facebook.com/groups/112842926337/.



From outer space to you

Stor og flot ufobog fra en entusiastisk samler, der ikke tror på aliens. Jack Womacks bog Flying Saucers Are Real! siger mere om mennesket end om besøgende udefra.

Jack Womack: „Flying Saucers Are Real!“, 288 sider, gennemillustreret paperback i stort format, Anthology Editions 2016.

 

 
 

Da jeg første gang så forsiden på Flying Saucers Are Real!, tænkte jeg: „Åh, nej. George Adamski er genopstanden, eller en eller anden tosse begynder helt forfra med romantisk rumbrødresludder.“

Men så snart jeg fik den 1,5 kg tunge bog i hånden og begyndte at bladre, blev humøret straks højt.

Flying Saucers Are Real! er en visuel historie om ufoudgivelser og deres forfattere. Et signalement af især de to første årtier af ufomytens historie - de flyvende tallerkeners guldalder - med gengivelser af forsider, tekststumper og illustrationer fra både kendte, sjældne og næsten ukendte udgivelser, både bøger og tegneserier fra etablerede forlag og privatudgivne hæfter, manuskripter m.m.

 
   
   

Jack Womack er en veletableret forfatter og har siden barndommen samlet på populærkulturelle udgivelser. Hans samling er opbygget gennem 50 år og i dag samlet på universitetet i Georgetown, en forstad til Washington D.C. På billedet står han i en særudstilling på Milk Gallery i New York i august 2016. Udstillingen var opbygget af materialer fra „The Jack Womack Flying Saucer Library“.

 

Flying Saucers Are Real! kan betragtes som et katalog til udstillingen i august 2016 lavet forud for åbningen af Womacks samling på universitetet i Georgetown. Udstillingen er fortid nu, men så er det jo dejligt, at man kan bladre i denne temaopdelte billedbog med et væld af nostalgiske illustrationer bundet sammen af korte og meget relevante baggrundstekster og citater fra de pågældende udgivelser og på denne måde gå på opdagelse i „The Jack Womack Flying Saucer Library“.

Jack Womack har i et interview ifm. bogudgivelsen udtalt: „I Flying Saucers Are Real! vil jeg give alle en stemme, både de meget skeptiske og de meget troende. Det er et historisk overblik over perioden med fokus på, hvordan troen manifesterede sig, før den sivede så dybt ind i populærkulturen.“

Flying Saucers Are Real! er en oplagt coffee table bog til alle, som interesserer sig for ufomytens historie og ønsker at få indblik i troen, håbet og angsten i årtierne efter Kenneth Arnolds historiske oplevelse.

„The Jack Womack Flying Saucer Library“ er skænket til Booth Family Center for Special Collections på Georgetown University Library. Samlingen rummer bøger, manuskripter, brochurer, hæfter og magasiner, der for en stor dels vedkommende er udgivet i perioden 1948-80. Samlingen omfatter 242 artefakter og med de fleste af de store 1950'er-værker om flyvende tallerkener. 19 af bøgerne i samlingen er signeret af deres forfattere, ligesom mange også indeholder det tilhørende originale pressemateriale.

Forordet i „Flying Saucers Are Real!“ er forfattet af science fiction-forfatteren William Gibson, der bl.a. skriver: „... Sandheden har i alle disse år ikke - som The X-Files påstår - været derude, men herinde. I disse ejendommelige bøger, i disse vidnesbyrd om særlige menneskelige behov ...“. Gibson står også bag et underholdende interview med Jack Womack i tidsskriftet Fortean Times, October 2016.

Læs mere:





Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2017

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 250 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling kan foretages på girokonto 9 11 77 25 eller via netbank til konto 3113-9117725. Brug venligst kortkode 01 og anfør navn, adresse og bestillingsnummeret (fx B-085) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 3 titler:
 

 
Bermuda Trekanten - og andre myter
Bestillingsnr.: B-085
 
 
 
Nærkontakt
Bestillingsnr.: B-083
 

 
 
 
 
 
 



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2017. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Postboks 95 • 6200 Aabenraa