logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2016 > UFO-Mail nr. 228

UFO-Mail nr. 228
20. november 2016


Storslået himmelbog
bør blive et gavehit

„Himlen over Danmark er som en kæmpestor gratis biograf. Der kører en ny forestilling hver eneste dag og hver eneste nat - og der er plads til alle. På plakaten er et stort udbud af skiftende forestillinger, fx de store vejrmæssige dramaer, de smukkeste romantiske scener, nærmest surrealistiske farvestrålende kunstværker, de kedelige farveløse helaftensfilm og små forunderlige kortfilm. Alt muligt fra atmosfærens turbulente lag eller fra universets tilsyneladende stille dyb.“

 
Jesper Grønne: „Hvad i himlen - over Danmark“, 320 sider, gennemillustreret, indbundet, referencer og litteratur samt stikordsregister. Vejledende pris kr. 375. Udgivet 11. november 2016 på Forlaget Hvad i himlen. Bogen er udgivet med støtte fra 15. Juni Fonden. Bogen er i kommission hos Kahrius.dk Forlagsaktieselskab og kan bestilles her.

Sådan skriver Jesper Grønne på bagsiden af sit imponerende værk Hvad i himlen.

Mere end 700 flotte illustrationer pryder bogens 320 sider. Alle taget af Jesper Grønne altså lige bortset fra de billeder, hvor Grønnes stativ ikke har været højt nok, som han selv skriver i bogens forord - dvs. satellitfotos, vejrkort og deslige.

Jesper Grønnes fotos er en nydelse for øjet. Og som Niels Hansen skriver på DMIs hjemmeside:

„Hvis du er flittig besøgende på dmi.dk, så kender du navnet Jesper Grønne. Det er ham, vi kærligt kalder Danmarks mest professionelle amatørfotograf. Igennem årene har han leveret fotos af næsten alt, du kan se, når du kigger op: Solsøjler, regnbuer, stjernebilleder, skyformationer, måneformørkelser, venuspassager, haloer, zenitbuer, snekrystaller er blot en lille del af udvalget.

Jesper har fotograferet himlen tynd i årtier. Men han er ikke stoppet der. Samtidig har han nemlig studeret videnskaben bag alt, hvad hans linse har indfanget.“

Hvad i himlen er et formidlingsprojekt om alt på himlen, fra rimfrosthøjde til grænsen for de astronomiske teleskopers rækkevidde. Formidlingen baseres primært på fotografiske optagelser fra Danmark taget gennem mere end 20 år.

Resultatet er blevet en meget smuk bog, der samler alt tæt på og langt væk fra Big Bang til universets skæbne i en fjern fremtid.

Jesper Grønne skriver om bogens formål:

„Bogen søger at formidle den store diversitet og kompleksitet i himlens mange lysfænomener og objekter, ved at besvare spørgsmål som:

  • Hvad er himlen egentlig for noget?
  • Hvordan opstod den?
  • Hvilke lysfænomener og objekter kan ses på himlen - døgnet rundt - året rundt?
  • Hvordan ser de ud?
  • Hvornår og hvordan ser man dem?
  • Hvad er den naturvidenskabelige forklaring?
  • Hvordan kan man fotografere dem? - og meget mere... “

Bogens indhold spænder vidt, og det er meget svært at komme i tanke om noget, som skulle mangle. Min fantasi rækker ikke så langt...

Som det fremgår af indholdsfortegnelsen, får læserne også glæde af Jesper Grønnes viden og mangeårige erfaringer inden for fototeknik.

 
Fagligheden kan der heller ikke sættes en finger på. Den er sikret af en række eksperter, som har været Jesper Grønnes fagkonsulenter på bogen. Blandt fagfolkene finder man blandt andre:
  • Henning Haack, geofysiker ph.d., lektor og meteoritekspert - Statens Naturhistoriske Museum
  • Ole Eggers Bjælde, kosmolog ph.d., specialkonsulent - Center for Scienceuddannelserne Aarhus Universitet
  • John Cappelen, seniorklimatolog - DMI, chefredaktør på „Vejret“
  • Jesper Theilgaard, chefmeteorolog - DR-Vejret
  • Peter Dalin, atmosfæreforsker - Institut for Rumfysik, Kiruna Sverige
  • Tina Ibsen, astrofysiker - Tycho Brahe Planetarium
Jesper Grønne er himmelfotograf, amatørastronom og forfatter - og i „fritiden“ klinisk tandtekniker.

I bogen er der de relevante steder henvist til videooptagelser på bogens omfattende hjemmeside http://hvadihimlen.dk/.

Alle, der interesserer sig seriøst for himlens mange fænomener, eller som bare vil have en god læse- og bladre-oplevelse, bør have Hvad i himlen inden for rækkevidde.


Læs mere om himmelfænomener

 
Lysfænomener i naturen - om lys og farver nat og dag, redigeret af Lars Lindberg Christensen m.fl., 216 sider, indbundet, gennemillustreret, Høst 1998. Se også www.astro.ku.dk/lys/
Når du ser et stjerneskud - guide til identificering af himlens fænomener, af Per Andersen, Torben Birkeholm og Toke Haunstrup, 27 sider, gennemillustreret, SUFOI 2. udgave 2005. Udgivet med støtte fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Gratis eksemplarer kan bestilles her, og pdf kan downloades her.



Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2016. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted