logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2016 > UFO-Mail nr. 209

UFO-Mail nr. 214
30. marts 2016


Bortførelses-fabrikken afsløret!

 
Jack Brewer: „The Greys Have Been Framed - Exploitation in the UFO Community“, 275 sider, CreateSpace Independent Publishing Platform 2015
Beretninger om mennesker, der har været i seksuel nærkontakt med aliens eller har været bortført i kortere eller længere tid af små, ondskabsfulde væsner fra det ydre rum, har de seneste 25 år været et populært og tilbagevendende indslag på amerikanske ufo-konferencer. Fremtrædende „forskere“ som Budd Hopkins og David M. Jacobs har igennem mange år scoret honorarer på at gengive en uendelig række af hårrejsende bortførelseshistorier bragt til veje via regressions-hypnose.

Som det er fremgået af SUFOI's udgivelse Aliens, er hypnose ikke et sandhedsserum, og man kan i den grad tvivle på værdien af de såkaldte bortførelses-„eksperters“ metoder. Hvis man stadig skulle være i tvivl om faren ved denne form for „terapeutisk ufologi“, vil jeg varmt anbefale at læse The Greys Have Been Framed - Exploitation in the UFO Community skrevet af Jack Brewer, der også er manden bag den læseværdige blogg The UFO Trail.

Jack Brewer dokumenterer i sin bog fra 2015, hvorledes efterretningsorganer m.fl. igennem årene har eksperimenteret med stoffer (fx LSD), særligt udspekulerede forhørsmetoder og hypnose for at få oplysninger ud af folk eller for at manipulere med deres hukommelse, dvs. praktisere tankekontrol og hjernevask. Såkaldte „ufo-forskere“ og ikke mindst USA's største ufo-organisation, MUFON, accepterer på trods af alle erfaringer helt ukritisk brugen af regressions-hypnose. Som et blandt mange eksempler på, hvor farligt og manipulerende det er at bruge hypnose, går Jack Brewer i dybden med den såkaldte Emma Woods-sag.

I 2002 kom Emma Woods (pseudonym) i kontakt med den verdensberømte „alien-abduction-ekspert“, David Michael Jacobs. Helt frem til 2007 gennemførte Jacobs utallige hypnotiske sessioner med Emma Woods. Det foregik over telefonen, idet Woods på daværende tidspunkt boede i „en nation i Stillehavsregionen“.


David Michael Jacobs

David M. Jacobs blev i 1973 ph.d. i historie ved Temple University i Philadelphia, Pennsylvania. Afhandlingen førte bl.a. til udgivelsen af bogen The UFO Controversy in America (Indiana University Press 1975). Det var på daværende tidspunkt en god udgivelse om ufomytens udvikling frem til 1973. Men siden da er det i den grad gået ned ad bakke for Jacobs. Han er på et tidspunkt blevet bidt af en gal alien og har i årtier og ikke mindst efter sin pensionering fra universitetet helliget al sin tid (uden dog at have den faglige baggrund) til at hypnotisere personer for at få dem til at fortælle om deres oplevelser med aliens, så han kan få indhold til sine mange bøger om emnet. Det er ifølge hans hjemmeside www.ufoabduction.com/ blevet til 900 hypnosesessioner med 140 „abductees“ og har resulteret i, at Jacobs i dag mener, at aliens har planer om at erobre Jorden og også er godt på vej til at gøre det ved at voldtage jordiske kvinder, så der opstår hybrider af mennesker og de fremmede væsner.

 
David M. Jacobs er leder af „International Center for Abduction Research“ (ICAR). I et radiointerview i USA i 2006 indrømmede han, at han også var det eneste medlem af ICAR. Der står ingen organisation bag ham, ej heller en bestyrelse.
Foto: Jack Brewer

Jack Brewers beskrivelse af Jacobs' behandling af Emma Woods er hårrejsende læsning og fortæller faktisk mere om Jacobs' psykiske tilstand end om Emma Woods'. Man får helt klart det indtryk, at Jacobs burde opsøge professionel hjælp og få en status på sin mentale sundhed. Fx forsøger han at få Woods til at acceptere et forslag om, at hun lider af en personlighedsforstyrrelse (Multiple Personality Disorder, MPD). Han forklarer hende, at de fremmede kan afkode Woods' sind, mens de misbruger hende, så ved at foreslå, at hun har MPD, vil de tro, at dette er grunden til, at Jacobs hypnotiserer hende. Hvis de fremmede opdager, at Jacobs er tæt på at afsløre deres onde plan om at dominere hele verden, vil de dræbe ham.

Jacobs foreslår også Woods at købe et kyskhedsbælte i en sexshop, så hun undgår at blive misbrugt af hybriderne, og på et tidspunkt beder han hende om at sende sine brugte trusser!

Hver telefon-hypnosesession indleder Jacobs med at fortælle Emma Woods, hvad han forventer, hun vil fortælle om, og hvordan hun vil reagere på sin egen beretning og hans spørgsmål. Så er scenen ligesom sat...

I 2007 blev det hele for meget for Emma Woods. Hun følte sig mere og mere manipuleret og udnyttet af Jacobs. Hun afbrød forbindelsen og klagede i 2008 til Jacobs' arbejdsplads, Temple University, over hans metoder. Klagen blev imidlertid afvist under henvisning til, at Jacobs indsamlede mundtlige beretninger og ikke „bedrev videnskabelig forskning“.

 
Budd Hopkins (1931-2011) og David M. Jacobs fotograferet i 2005. Hopkins lærte Jacobs at udføre hypnose, trods det at ingen af dem havde de nødvendige faglige kvalifikationer inden for psykologi eller hypnose. De arbejdede tæt sammen i mange år og var bedste venner. Da Hopkins døde i 2011, udtalte Jacobs: „Jeg har mistet min mentor“. Gad vide, hvor mange mennesker der har fået varige psykiske mén under mødet med disse to farlige amatører? Foto: Carol Rainey

Emma Woods-sagen er veldokumenteret. Dels har Jack Brewer interviewet Emma Woods og viderebringer hendes beretning i The Greys Have Been Framed - Exploitation in the UFO Community, dels er alle 37 hypnosesessioner med Emma Woods optaget. Det gjorde Woods selv med Jacobs' accept. Uddrag af optagelserne kan høres på Emma Woods Files. Det er virkelig creepy!

Hvad så med den anden bortførelses-guru, Budd Hopkins? Også her kan Brewer fremlægge interessante oplysninger i bogen. Han har interviewet filmskaberen Carol Rainey, som i den grad er i stand til at kaste nyt lys over, hvad der foregik i „bortførelses-fabrikken“.

Carol Rainey mødte Hopkins første gang i 1994. Et år senere flyttede hun til New York sammen med Hopkins, og i 1996 blev de gift. På dette tidspunkt begyndte Rainey et filmprojekt, hvor hun dokumenterede Hopkins' metoder og hypnosesessioner. Hun redigerede også Hopkins' bog Witnessed - The True Story of the Brooklyn Bridge UFO Abductions, der handler om Linda Cortile-sagen.

Som tiden gik, blev det mere og mere tydeligt for Rainey, at der var noget alvorligt galt med hendes mands metoder, og at de historier, som han fik ud af de mange „abductees“, var helt fiktive og voksede ud af Hopkins' egen arbejdspraksis. Efter 10 års ægteskab blev de skilt.

 
I 2011 skrev Rainey en artikel, som udstillede Hopkins' og Jacobs' metoder. Artiklen blev offentliggjort i Paratopia den 15. januar 2011 med titlen „The Priests of High Strangeness: The Co-Creation Of The ‚Alien Abduction’ Phenomenon“. Artiklen skabte røre blandt Hopkins' disciple og medførte, at Rainey kom i „bad standing“ i visse amerikanske ufo-kredse.
 
Carol Rainey skriver i øjeblikket på bogen „The Abductionist's Wife: A Memoir“.
Foto: Carol Rainey

 

Rainey afslørede bl.a., at Hopkins så stort på sine hypnose-patienters sygdomshistorie, bare han kunne presse en god historie ud af dem. En kvinde kendt som Dora var ifølge lægejournaler flere gange blevet seksuelt misbrugt af personer i den nærmeste familie og havde søgt tilflugt i et kvindecenter for voldsofre. Hun var psykisk ustabil og meget sårbar. Alligevel havde Hopkins ingen betænkeligheder
ved at hypnotisere Dora og manipulere en voldsom og paranoid beretning ud af den forsvarsløse kvinde.

Jack Brewer behandler også andre emner i The Greys Have Been Framed - Exploitation in the UFO Community, men alene hans beskrivelse af det amerikanske bortførelses-cirkus er argument nok for at læse denne vigtige bog.



Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2016. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted