logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2014 > UFO-Mail nr. 182

UFO-Mail nr. 182
25. september 2014


Troværdig og sandsynlig forklaring

Artiklen Når ufomyten har ofre om den amerikanske jagerpilot William Schaffners sporløse forsvinden over Nordsøen efter et møde med noget ukendt har affødt nedenstående interessante kommentar fra Hans Bødker. Hans Bødker er tidligere jagerpilot og overflyveleder og har i mange år analyseret formodede ufo-fotos for SUFOI.

Artiklen er som taget ud af dagligdagen fra 1960'erne og 70'erne. Det er utroligt, hvad der kan komme ud af det. Jeg har selv deltaget i mange TACEVAL-øvelser (TACtical EVALuation exercise) og kan tydeligt genkende forløbet. Jeg har i øvrigt også fløjet P3 Lightning ifm. en eskadrille-udveksling og mødte også der nogle amerikanske udvekslingspiloter. Det var meget brugt dengang. Jeg ved ikke, hvordan det er i dag. Jeg kan i øvrigt bekræfte, at Lightningen var utroligt hurtig, Mach 2.2 (ca. 2.200 km/t), men samtidig let at flyve.

Disse afvisnings-operationer (O2-operationer) var vanskelige at udføre, fordi de altid involverede fly af forskellige typer: den hurtige intercepter og det langsomme fly, der skulle afvises. Så den officielle forklaring, som nævnes i artiklen, er overordentlig troværdig. Jeg har selv mistet en god kammerat ved en sådan operation. Det var en F-104 Starfighter, der skulle afvise en langsom T-33, og fik sat farten for langt ned på finalen til Tirstrup lufthavn. Han skød sig ud med katapulten, men pga. den lave højde blæste vinden ham ind i bålet fra det havarerede fly, og han brændte op.

Den del med det lukkede cockpit er også meget sandsynlig. På grund af den lave hastighed bliver flyet ikke væsentligt beskadiget, og efter at piloten er kravlet ud, lukker det sig igen, og piloten bliver taget af strømmen og driver væk. Det er der også mange eksempler på. De bliver så ofte fundet måneder senere langt fra nedstyrtningsstedet.

Blot disse ord for at bekræfte, at sådan foregik det dengang, og den officielle forklaring er meget sandsynlig. Det er bare utroligt, hvad der kan komme ud af det, når det kommer i de forkerte hænder!

Den unge jagerpilot Hans Bødker fotograferet i 1966 ved sin F-100 Super Sabre ved ESK 727 på Flyvestation Karup.
Foto: Hans Bødker



Nyt fra SUFOI's Fotoafdeling

I denne rubrik finder man ikke nødvendigvis omtale af samtlige fotos eller videosekvenser, der er sendt til efterforskning i SUFOI's Fotoafdeling.
De udvalgte og offentliggjorte fotosager vil almindeligvis repræsentere nogle typiske eller usædvanlige hændelser.
De typiske fotosager medtages for at give læsere et indtryk af, hvad der egentlig fremsendes til fotoafdelingen og samtidig gives læserne en mulighed for selv at finde forklaring på de ejendommelige ting, der kan optræde på ens optagelser, hvis man nu skulle være så heldig.

Det originale foto med en mørk aftegning - her i en lidt lysere udgave end oprindeligt præsenteret på nettet.
Jørgen Henriksen har indsendt dette billede til redaktionen på TV2 Øst med følgende spørgsmål:
„En serie fotos inden for samme minuttal og på to af mine fotos ser jeg denne sorte plet...Hvad er det...? Kan i dreje den,,,?“
 

Orientering og debat på Facebook

Redaktør Jesper Bøgh, TV2 Øst, lagde Jørgen Henriksens foto ud på TV-stationens Facebookside i et forsøg på at finde ud af, hvad der var blevet fotograferet:

- Jeg har taget billederne af min datter Nicoline på stranden ved Korsør med Storebæltsbroen i baggrunden 20. juli. Først i går (onsdag red.) fik jeg set serien af billeder, og på to af billederne er der en sort plet.

Sådan lyder det fra 54-årige Jørgen Henriksen fra Korsør, der i sin undren over de sorte pletter på nogle af billederne og ingen på andre af billederne sendte disse til redaktionen på TV2ØST i jagten på et svar.

På de tre billeder fra Jørgen Henriksen, der er tilknyttet denne artikel, ses billede 1, hvor den sorte plet er relativt stor med en slags hale efter sig, På billede 2 ses en lille plet til højre for den ene broplille. Og på billede 3 er prikken væk.

Ifølge Jørgen Henriksen er billederne taget i nævnte rækkefølge med få sekunders mellemrum.

På TV2ØST's facebookside har en hel del brugere kommenteret billedet med mange bud på, hvad den sorte plet kan skyldes. Brugerne kommer med bud i den kuriøse afdeling, som handler om en mulig UFO - til de mere oplagte bud, som insekter, der er fløjet forbi linsen, eller skidt på linsen.

- Jeg valgte at sende billederne til TV2ØST, fordi jeg ikke selv kan give noget svar på, hvad den sorte plet er. Jeg har ikke på nogen måde redigeret i billederne, og jeg tror ikke på UFOer. Så tænkte jeg, at TV2ØST måske kan bidrage til opklaringen, siger Jørgen Henriksen.

Studér billederne og døm selv.

Er det bare en plet på kameralinsen, eller kan det være noget, der har befundet sig ude i horisonten bag broen. Hvad er dit bud?

Se artiklen og læs nogle af de mere eller mindre seriøse kommentarer: http://www.tv2east.dk/artikler/sort-plet-paa-foto-faar-stor-opmaerksomhed-paa-facebook

Jeg har prøvet at zoome ind.
Det ligner en åbning i skyerne.

Det er nok en flue.

En af de små sorte møg irriterende sorte „mini me“ fluer eller også er den klassiske „finger på linsen“ ;P

Ctrl + scroll på hjulet, så billedet forstørres. Så ligner det klart noget skidt på linsen.

Det er skidt på spejlet, de efterfølgende billeder er det vippet af.

En flue eller sensorplet med udstødning, må høre til sjældenhederne.. Måske TV2 Øst, skulle sende billedet til Flyvertaktisk Kommando, måske de kan være behjælpelig med en opklaring...

Det er et insekt der flyver forbi.


SUFOI tilbyder at assistere

SUFOI's Fotoafdeling tilbød at kigge nærmere på sagen, og modtog derefter Jørgen Henriksens 4 fotos i ubearbejdet og bedst mulige filstørrelse.

 
Udsnitsforstørrelse af det originale foto med tilføjet ekstra skarphed.

Udsnitsforstørrelse af det originale foto med anvendelse af filter „Motion Blur“ i billedbehandlingsprogram i forsøg på at fremhæve detaljer ved at formindske bevægelsesuskarphed.

Efter en gennemgang af billederne samt udsnitsforstørrelser og korrekt registrering af elektroniske data (exif-data), billedernes optagerækkefølge, m.v. kunne der ses små mørke aftegninger på alle 4 modtagne fotos.

Ud fra udseendet af billederne og udsnitsforstørrelserne er det umiddelbart min vurdering, at vi har at gøre med insekter i den varme sommeraften - insekt(er) tæt på kameraet.

Dog ser den største aftegning ejendommelig ud med denne „hale“ efter sig - lille tordenflue på objektivet?

SUFOI's fotokonsulenter bliver kontaktet for at få deres bud på, hvad den mest markante aftegning kunne skyldes.


 
SUFOI's fotokonsulenter på banen

Flemming Jensen er helt enig i insektteorien.

Karsten Bomholt gør opmærksom på, at linsen på det pågældende kamera er så lille, at aftegningen (insektet) ikke kan sidde på selve linsen.

Og det har han selvfølgelig ret i. Som det fremgår af billedernes exif-data er optagelserne lavet med en SAMSUNG, Model - SM-G900F (th.), og selv et lille insekt vil naturligvis fylde en meget stor del af billedfeltet.

Karsten Bomholt peger endvidere på en anden detalje: Prøv at følge retningen af „halen“. Den peger direkte væk fra den nedgående Sol (solnedgang kl. 21:41) og kan derfor være en form for skyggevirkning.

Klaus Silberbauer Andersen melder tilbage - og henviser til alle 4 billeder, der kan ses i rapporten, der henvises til senere:

En varm sommeraften tæt på vandet = masser af insekter. Så den er jo helt klar.

Jeg tror der er tale om et stort insekt, der flyver fra venstre mod højre, foran pigen, slår et sving og fortsætter væk fra kameraet.

Derudover flyver der en måge til højre i billedet.

 

Se stack af de fire billeder (herover) med tidsangivelser. Krabaten tager 15 sek. om at flytte sig fra billede 1 til 2 , på billeder 4 (som er taget før billede 3) er den væk, måske bag pigen eller uden for billedet. Den er tilbage på billede 3 på vej væk eller i mod kameraet. Der kan naturligvis være tale om flere forskellige insekter.

Mht. til „halen“. Jeg tror ikke, det udelukkende er udtværing, da billedet er taget på 1/320 sek. Billede 1 tyder også på, at insektet har en lang „hale“. Der kan være tale om en art snyltehveps (som typisk har uforholdsmæssigt lange læggebrodde) + noget udtværing.

Naturvejleder Klaus Bek Nielsen, Lolland Kommune, der har stor interesse i og ekspert i bl.a. insekter er efter en gennemgang af billederne også enig i insektteorien.


SUFOI's konklusion

Efter detaljeret gennemgang af det modtagne billedmateriale er SUFOI's Fotoafdeling ikke i tvivl om, at der ud fra udseende af fotos og udsnitsforstørrelser m.v. er tale om et forbiflyvende insekt meget tæt på kameraets objektiv.

SUFOI's konklusion blev sendt til TV2 Øst, der skrev om undersøgelsen på deres hjemmeside: http://www.tv2east.dk/artikler/mystisk-sort-plet-var-et-insekt.

Den udarbejdede rapport til SUFOI's Fotoafdelings arkiv kan i uddrag læses her: http://www.tv2east.dk/sites/www.tv2east.dk/files/2014-07-20_joergen_henriksen-tv2east.pdf

Eventuelle kommentarer fra ufo-mails læsere er velkomne til Ole Henningsen SUFOI's Fotoafdeling.


En observatør fra Fredericia beretter særdeles detaljeret om sin iagttagelse den 23. august 2014:

Her til aften, kl.21:48 gjorde jeg en observation.

I første omgang så jeg to indflyvnings landingslys, dog undrede det mig, at de var gul/orange. Jeg var inde at tjekke Flightradar24.com, men der var ikke noget at se.

Da jeg vendte tilbage var der yderligere 6 med retning E (088), hvor to af dem fløj i retning NE (055-075). Min første indskydelse til, hvad det kunne være, var, at det måske var en flok elever i T-17, men det passede ikke med, hvis de havde deres landingslys tændt, at det skulle være gul/orange. Der udover passede hastigheden ikke, idet jeg anslår den til at være mellem 250-300 knob (jeg sammenligner her med de daglige indflyvninger af B737, A320 mv. til EKBI (= Billund Lufthavn.red)). Hvad højden angår anslår jeg den til mellem 4500 og 3000 ft.

Jeg tog et billede med min mob., men det blev dårligt, men jeg tog også lidt film af det, og der er måske noget på. Jeg fulgte de to der fløj NE med kikkert, og det lykkedes mig at se de flyvende genstande i silhuet, og det kunne sagtens minde om en flyver, men helt sikkert ikke et passagerfly, det var det for lille til.

Det kunne være et F-16, jeg tænker i den størrelsesorden, men det, der undrer mig mest, var, at der ikke var nogen lyd!? Derudover var der heller ikke anticollisionslys, beacon, strobe eller navigationslys.

Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at jeg ikke tror på små grønne mænd. Jeg er en stor flyvenørd og studerer astronomi, astrofysik og teoretisk kvantefysik.

Jeg har rimeligt styr på diverse satellitter som Envisat, Iridium og ISS. Men jeg er nu ret overbevist om, at det var noget menneskeskabt, ca. 1000 m over jorden.

Med håb om, at I kan, og vil, rede trådede ud for mig, vil jeg på forhånd sige 1000 tak.

SUFOI's Fotoafdeling bad om at få fotomaterialet tilsendt uanset kvalitet, men modtog hurtigt denne tilbagemelding fra observatøren:

Efterfølgende har jeg selv undersøgt sagen ved at lede efter andre observationer, og er kommet til den erkendelse, at det ganske sikkert er disse kinesiske luft lamper. Dem man sender op som varmluft ballon, lavet af rispapir.

Morsomst af alt, er måden ens hjerne er låst fast på, det man kender.

Små ting, der bevæger sig langsomt i lav højde, bliver til store ting, der bevæger sig hurtigt i stor højde!!!

Jeg har fået filmen ud, som jeg optog med min mobil, men der er intet at se! Jeg bor et sted med masser af generende lys.


Kommentar

SUFOI's Fotoafdeling er helt enig i observatørens efterfølgende konklusion, da der tilmed også på observationstidspunktet er en fremherskende vindretning, der er i overensstemmelse med de angivne geografiske retninger for tilsynekomst og forsvinden.

I den aktuelle sag er der tale om en observatør, der til daglig har utroligt styr på, hvad der rører sig på himlen og derfor systematisk forsøger at finde en forklaring på det observerede fænomen.

Til sidst erkender observatøren, at han i den grad er blevet drillet af sine egne sanser - en erkendelse som utallige andre professionelle observatører verden over er kommet frem til i tidens løb.

Men bestemt et eksempel til efterfølgelse.



Læs ufo-beretninger på www.ufo.dk

Seneste indberetninger til SUFOI om ufo-oplevelser kan ses på www.ufo.dk under Observationer.



 

Bliv medlem af SUFOI's Støttekreds
i 2024

- og vælg en bog

Foreningen Skandinavisk UFO Information drives af frivillig og ulønnet arbejdskraft. Vores primære opgave er at give offentligheden seriøs information om ufomyten gennem ufo.dk og sekundært at registrere observationer af usædvanlige himmelfænomener. Du kan læse om SUFOI's formål og vision her.

Du kan med et økonomisk bidrag på kr. 400 - og naturligvis gerne mere - gøre det muligt for os fortsat at drive ufo.dk og foretage undersøgelser af ufooplevelser.

Vi håber, at rigtig mange vil fortsætte med at bakke op om vores arbejde ved at blive medlem af støttekredsen.

Betaling foregår via netbank til Regnr.: 1551 Kontonr: 9117725. Skriv navn, adresse, mobilnr., e-mail - og bestillingskode (fx. Bog A) på den ønskede, gratis titel.

Som medlem af SUFOI's Støttekreds har du ingen forpligtelser over for foreningen. Støttebeløbet gælder for et år.


Vælg 1 af disse 4 titler:
 

 
Er vi alene?

Avi Loeb, ledende astrofysiker ved Harvard University, fremlægger sin kontroversielle teori om, at vores solsystem for nylig blev besøgt af avanceret og fremmed teknologi fra en fjern stjerne. Bogen er en tankevækkende rejse til videnskabens og den menneskelige forestillingsevnes yderste grænser.
Vælg bog A
 
 
Astrofysik for travle mennesker

Universet er på én gang vores hjem og en verden af enormt komplekse begreber. Så hvordan skal alle vi, der ikke har en grad i fysik, forstå det? Den berømte amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tysons lille, charmerende bog Astrofysik for travle mennesker er skrevet, så du og jeg kan få en fornemmelse af vores vilde og smukke hjem, mens vi venter på bussen, eller morgenkaffen brygger færdig. Her er alle de vigtigste idéer og opdagelser, der ligger til grund for vores moderne forståelse af universet, serveret med liv, vid og en humoristisk pen. Fra Big Bang til sorte huller, fra kvarker til kvantemekanik og mørkt stof og jagten på at opdage exoplaneter og finde andet liv i universet.
Vælg bog B
 
 
 
Guldet venter!

I denne bog fortæller Klaus Aarsleff om skattelegender, om skatte der ikke er fundet endnu, om store skatte som er fundet, og om hvordan moderne teknologi i dag har gjort det meget lettere at være skattejæger.
Vælg bog C
 
 
UFO'er - Myter og viden

SUFOI fyldte 60 år den 17. december 2017. Det blev markeret med bogudgivelsen UFO'er - Myter og viden. Det er en stor og flot indbundet bog med mange spændende artikler om ufomyten og dens udvikling. Bogen præsenterer også resultaterne af den viden, som SUFOI og forskere verden over har indsamlet. I bogen kan du læse om de mest berømte ufooplevelser, få overblikket og naturligvis sikre dig mange timers underholdende læsning.
Vælg bog D



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2014. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted