logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2011 > UFO-Mail nr. 129

UFO-Mail nr. 129
29. marts 2011


Jorden invaderes igen, igen...

Science fiction-film med væsner fra det ydre rum taler til vores frygt og håb - frygten for at blive rendt over ende af en overlegen race, og håbet om at vi ikke er alene i det store tomme intet, men indgår i et universelt, kosmisk broderskab. I nogle spillefilm er de fremmede onde, kolde og skræmmende - i andre gode, nuttede eller måske endda latterlige. World Invasion: Battle Los Angeles er klar i spyttet fra første sekund: Kontakt med fremmede kan betyde menneskehedens udslettelse. Filmen har danmarkspremiere torsdag den 31. marts 2011 og indskriver sig i den lange række af Jorden-får-besøg-film og låner elementer fra forgængerne.


 

World Invasion: Battle Los Angeles er 116 minutters intens nærkamp mellem hele den amerikanske krigsmaskine og de vildt aggressive aliens, som effektivt dræber alt på deres vej for at få fri adgang til Jordens store ressourcer af vand.

Filmen indledes med beretninger om, hvad der ser ud til at være meteorsværme, der styrter i havet ud for USA's kyster, men som må have været fartøjer af en slags, for inden længe er 20 storbyer verden over under angreb. Los Angeles ser meget hurtigt ud til at være tabt, men heldigvis har USA slagkraftige og heltemodige marinesoldater, og især en lille (og politisk korrekt sammensat) deling anført af U.S. Marine Staff Sergeant Michael Nantz (Aaron Eckhart) bliver millionbyens og formentlig hele verdens redning.

Under militærdelingens kamp for at bringe en lille gruppe civile helskindet fra punkt A til B, støder de tilfældigvis på invasionsstyrkens kommandocentral - hvor den så end lige kom fra?

Fra kommandocentralen fjernstyres tusindvis af svært bevæbnede robotfartøjer, droner. Da kommandocentralen bliver sat ud af spillet, mister invasionsstyrken luftherredømmet, og så kan USA igen komme ind i kampen og iværksætte generobringen af Los Angeles og nærmeste omegn.

Er man vild med eksplosioner på samlebånd, hvislende og hvidglødende projektiler, brændende bygninger, hurtige klip og patriotiske violiner i baggrunden er World Invasion: Battle Los Angeles det rette valg, for det er næppe muligt at proppe flere effekter og imponerende computeranimationslir ind en film, end det er gjort her.

Amerikanerne anskuer ofte verden gennem et sort-hvidt filter. Der er de gode og de onde. Det gælder i den grad også i World Invasion: Battle Los Angeles. De gode er naturligvis de amerikanske marinesoldater, og man fristes næsten til at tro, at filmen skal tjene som hvervefilm for marinekorpset. De onde, som bruger klodsede, grimme fartøjer, er også lette at identificere. De er nemlig grimme og robotagtige væsner, som egentlig er forbavsende menneskelignende i deres anatomi og anvender meget jordiske våben. Heldigvis er de lette at aflive, når bare man kender deres svage punkt. I War of the Worlds måtte rumvæsnerne bukke under for jordiske bakterier. I World Invasion: Battle Los Angeles finder helten ud af, at fjenderne kan dræbes, hvis man skyder dem til højre for hjertet! Og så er den jo klaret, hvis man altså ikke ryster for meget på hånden under de vildt kaotiske nærkampe.


Et bidrag til ufomyten

Filmen tilfører ikke genren noget nyt, men giver sit bidrag til at fastholde den del af ufomyten, der siger, at hvis vi engang skulle få besøg, så vil det være af den fjendtlige slags.

Der findes utallige fortilfælde, hvor film og tv-serier har forstærket en tro eller overbevisning. I fx 1996 - da tv-serien X-Files havde kørt på amerikansk tv i tre år og opbygget en stor fanskare - viste en meningsmåling foretaget af magasinet Newsweek, at:

  • 48 % af amerikanerne tror, at ufoer er virkelige
  • 29 % tror, at vi har haft kontakt med fremmede væsner
  • 48 % tror, at myndighederne skjuler sandheden om ufoerne.


Det virkelige „slag“

Titlen World Invasion: Battle Los Angeles henviser til en luftalarm over Los Angeles natten mellem den 24. og 25. februar 1942. Antiluftskyts affyrede mere end 1.400 granater mod et eller flere ukendte objekter, som i løbet af natten blev observeret og fanget af søgelys. Den dramatiske begivenhed fandt sted mindre end tre måneder efter Pearl Harbor og blot to dage efter, at en japansk ubåd havde beskudt en olieinstallation i Santa Barbara. Et japansk flyangreb kunne ikke udelukkes, så det er en udbredt opfattelse, at hændelsen var udløst af krigsnervøsitet og ikke angribende japanere eller andre fremmede. Hændelsen er beskrevet i UFO-Nyt nr. 4, 1984, med fokus på selve begivenhedsforløbet og en diskussion af, hvad der kan have udløst de dramatiske begivenheder.

I ufokredse er hændelsen blevet kendt på grund af et vidt publiceret foto fra Los Angeles Times. Det viser tilsyneladende et eller flere objekter oplyst af projektørlys. Undersøgelser foretaget i avisens billedarkiv har vist, at det berømte fotografi er kraftigt retoucheret, hvilket tidligere var almindelig praksis, når detaljer på avisillustrationer skulle fremhæves. Det er derfor langt fra sikkert, at mange af de spændende detaljer, som rumskibstilhængere mener at kunne se på fotografiet, overhovedet er gengivelser af reelle genstande.


Læs mere:

World Invasion: Battle Los Angeles: www.battlela.com og http://en.wikipedia.org/wiki/Battle:_Los_Angeles

Hvis du ønsker at læse mere om, hvordan ufoer, aliens etc. igennem tiderne er blevet skildret i spillefilm, kan følgende artikler anbefales:

  • Søren Thomas: »De gode, de onde og de latterlige«, i UFO-Vision nr. 5, side 12-15
  • Søren Thomas: »May the Farce Be with You«, i UFO-Vision nr. 6, side 40-44
  • Nigel Watson: »Da de flyvende tallerkener indtog biograferne«, i UFO-Vision 1988, side 16-21

Analyser, omtaler etc. af Los Angeles 1942-hændelsen:
http://framework.latimes.com/2011/03/10/the-battle-of-l-a-1942/#/0
www.youtube.com/watch?v=0JcCpUkZh6k
www.dailymotion.com/video/x7gg71_video-ufo-los-angeles-1942-ufo_news
http://brumac.8k.com/BATTLEOFLA/BOLA1.html



 

Uidentificeret flytrafik ved Oslos lufthavn

bt.dk skabte en vis opmærksomhed med overskriften UFO lammede al flytrafik ved Oslo, men hvad skete der egentlig ved Oslos lufthavn Gardermoen den 24. marts?

Det var en fængende overskrift, man på redaktionen af bt.dk havde fundet frem den 25. marts http://www.bt.dk/udland/ufo-lammede-al-flytrafik-ved-oslo. Kun få danske og udenlandske medier omtalte hændelsen og i ret afdæmpede toner.

Flytrafikken på lufthavnen Gardermoen ved Oslo blev kraftigt forstyrret torsdag eftermiddag den 24. marts.

UFO-Sveriges formand, journalist Clas Svahn fik straks nys om og fulgte personligt op på hændelsen samme eftermiddag. I sit første referat af begivenheden fortæller han bl.a.:

„Det var lige før klokken 16 torsdag, at besætningen på SAS fly på vej ind til landing på Gardermoen lufthavn opdagede et ukendt objekt, da de var mindre end 60 km fra lufthavnen og befandt sig i 2400 meters højde. Besætningen alarmerede straks flyvekontrollen i lufthavnen, og kort derefter lukkede Gardermoen for al flyvning.

Lukningen berørte tusindvis af passagerer. Et af de ramte fly var en maskine fra Thai Airways flight nr. TG954, der lige før kl. 17 blev sat i venteposition over Arvika nordvest for den svenske sø Vänern. Flyet måtte senere omdirigeres til landing i Stockholms lufthavn Arlanda.

Et stort antal fly blev omdirigeret til lufthavnene Rygge, Kjevik, Fagernäs og Torp.“

Den lilla stribe viser her Thai Airways flight nr. TG954 på vej mod Oslo blive sat i ventepostion (den blå cirkel) nordvest for den svenske sø Vänern, inden kursen måtte sættes mod Arlanda lufthavn ved Stockholm.
Illustration: Flightradar24.com

„Vi ved endnu ikke, hvad det var, der opholdt i sig lufthavnsområdet“, siger informationschef ved Gardermoen Jo Kobro kort efter tildragelsen til DN.se's Clas Svahn.

„Besætningen beskrev det som et dragefly eller et ultralet fly, men på trods af vores kontrol med hanggliderforeningerne, har vi ikke kunnet identificere, hvad det var.“

Objektet blev aldrig observeret fra jorden eller på lufthavnens radar. Flere politikredse rundt om Gardermoen er blevet inddraget i søgningen efter det ukendte luftfartøj, men selv kl. 20:30 torsdag aften var det ikke blevet identificeret.

„Lufthavnen blev genåbnet igen kl. 17.30 for normal trafik“, oplyser pressemedarbejder Sofie Bruun, Gardermoen Lufthavn til DN.se.

Men ved du, hvad det var, der blev iagttaget over Gardermoen?

„Vi ved vi endnu ikke med sikkerhed“, siger Sofie Bruun.

Informationschefen Jo Kobro fortalte, at lukningen påvirkede lufttrafikken i store dele af Norge, og at lukningen i første omgang resulterede i 96 forsinkede afgange. „Omkostningerne vil beløbe sig til flere millioner“, siger SAS-informationschef Knut Morten Johansen til det norske dagblad Verdens Gang.

http://www.dn.se/nyheter/varlden/hangflygare-tvingade-oslo-flygplats-att-stanga


Den svenske pilot beretter

Clas Svahn fandt hurtigt frem til den svenske pilot på SAS-flyet, som havde rapporteret om det uidentificerede fly i nærheden af Oslo kort før kl. 16 torsdag den 24. marts.

Piloten Johan Kylborn var sammen med sin besætning under indflyvning til Gardermoen Lufthavn ombord på et Boeing 737 passagerfly på vej fra Frankfurt til Oslo.

Flyet var i ca. 2.400 meters højde mindre end 60 km fra lufthavnen, da både pilot og styrmand, der er tidligere jagerpilot, længere fremme under deres bane fik øje på et grønligt objekt.

Piloten Johan Kylborn fortæller:

- Vi kom fra Oslo fjorden og fløj mod nord, vest for Oslo, hvor vi skulle svinge rundt i sydlig retning for derefter at lande i Gardermoen.

- Jeg sidder og kigger efter et andet fly, der skulle komme ind fra nord, og pludselig registrerer jeg et solglimt i øjenkrogen. Så får jeg øje på fartøjet lidt til højre under os.

- Straks jeg får øje på det, mener jeg, at det må være et svævefly eller en eller anden form for fly, og det i hvert fald ikke bør være på dette sted. Så udpeger jeg det for min kollega, og han får også straks øje på det. Mens vi observerer objektet, taler jeg med jordkontrollen over radioen og spørger, om der er et fly i området, men det bør der ikke være, får vi at vide.

Hvor langt fra deres fly det ukendte objekt befandt sig, ved John Kylborn ikke. Hans styrmand gætter på 2-3 kilometer. Hvis man havde strakt armen ud foran sig, så ville objektet være mindre end et pegefingernegl.

- Så jeg forsøger jeg at beskrive objektet for flyvelederne i Gardermoen. Det ligner et fly med en lime-lignende, lysegrøn farve, og jeg kan se en vingeprofil, og det kan styrmanden også. Og jeg mener, at kunne se en hale på det. Jeg kan at følge det i ca. 15 - 20 sekunder.

- I løbet af den tid, hvor jeg observerer det, ligger det i et konstant kontrolleret og snævert højresving. Jeg kan se, hvordan objektet foretager en næsten 360-graders drejning, før jeg mister det af syne. Da vi med vort fly var drejet med kurs mod lufthavnen, havde vi solen i øjnene og kunne ikke længere se objektet.

Har du set objektet mod himlen eller jorden?

- Jeg så det lidt under horisonten, det var ret nemt at se mod den snedækkede jord, og der var meget god sigt den pågældende dag. Vi kunne se Gardermoen.

Johan Kylborn siger, at selv om han et øjeblik overvejede, om der kunne være tale om en hangglider, så tvivler han på det. Højden var lidt for stor, og vinden var stærk den dag.

Hvad tror du, det kunne have været?

- Det lignede en flyvemaskine eller et letvægtsfly - mikrofly. Men det ville være interessant at finde ud af, hvad det egentlig var. Nu er det jo så en ufo, et uidentificeret objekt. Det er jo ikke identificeret endnu. Men vi var bagefter rørende enige i, at det var et fly, vi havde set.

Ifølge informationschefen for SAS i Norge, Knut Morten Johansen, er endnu ikke fundet nogen forklaring på hændelsen.

- Politiet har kontrolleret flyveklubber rundt omkring i området, men har ikke fundet synderen. Men den, som fløj vil formentlig ikke give sig til kende, siger Knut Morten Johansen.

Johan Kylborn fortæller, at han ikke tøvede med at rapportere, hvad han og hans styrmand så:

- Men jeg troede ikke, de af den grund ville lukke hele lufthavnen - men der tages ingen chancer i denne branche. Nu fik det uventede konsekvenser, siger han.

http://www.dn.se/nyheter/varlden/okant-flyg-annu-okant


Plastpose?

Den såkaldt luftrumsansvarlige i Norges Luftsportsforbund, John Eirik Laupsa, tror ikke, det kan have været et svævefly der blev observeret.

- Hvis du spørger mig, hvad jeg tror, så tror jeg ikke det har været en luftsportsudøver i det hele taget, siger han til den norske avis, Dagbladet.

Svæveflymiljøet er lille og overskueligt, og der var ingen svævefly i luften på det tidspunkt. Vindforholdende var samtidig for dårlige til at flyve med mikrofly eller hangglider. Derfor tror John Eirik Laupsa ikke der kan være tale om et sportsfly. I stedet har han en anden teori.

- Jeg har selv både mødt plastikposer og andre plastikgenstande i 2.000 meters højde, så det er ikke utænkeligt, at det var sådan noget, piloten så, siger han.

Piloten fastholder dog, at det var et fly han så. http://gonews.dk.msn.com/udland/artikel.aspx?cp-documentid=156683979


Endnu ikke identificeret

Ole Jonny Brænne fra UFO-Norge oplyser til ufo-mail, at der i skrivende stund endnu ikke er nyt om objektets oprindelse. Hverken politi eller lufthavnsmyndigheder har fundet den skyldige og dermed identificeret objektet.

„I den forbindelse fortryder politiet, at de ikke fik opsendt en helikopter.
Hvis det var et svævefly eller mikrofly, så er det sandsynligvis kommet ud af kurs på grund af stærk vind. Det er ikke særligt sandsynligt, at den ansvarlige person vil melde sig frivilligt“
, mener Ole Jonny Brænne - „de mulige økonomiske konsekvenser taget i betragtning“.


Se interview med den svenske SAS-pilot:



UFO-Mail udgives af Skandinavisk UFO Information.

© SUFOI 2011. Nyhedsmedierne kan, i henhold til ophavsretsloven og med tydelig kildeangivelse, bringe citater fra signerede artikler. Artikler må kun bringes i deres hele udstrækning efter skriftlig aftale med Skandinavisk UFO Information - SUFOI. Print og fotokopier af indhold fra UFO-Mail er belagt med Copydan-vederlag.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted