logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2008 > UFO-Mail nr. 97

UFO-Mail nr. 97
31. marts 2008


Aftenshow med ufoer

DR 1's populære TV-program Aftenshowet bragte den 13. og 14. februar indslag om ufoer. Første aften var det UFO-Mails Ole Henningsen, der blev interviewet af programværten Jens Blauenfeldt.

Aftenshowet sendes fra Rådhuspladsen i København, og publikum udenfor kan følge slagets gang i studiet i busterminalen.

DR-meteorolog Jesper Theilgaard, der selv tidligere har iagttaget to mystiske lys på nattehimlen, startede i det fri med vejrudsigten.

 
TV-værten Jens Blauenfeldt introducerede aftenens udsendelse med tallerken-model svævende udenfor på Rådhuspladsen. Tv. ses DR-tekniker Bjarke, der havde kreeret modellen, ophængt i en fiskestang.

Aftenshowet sendes fra TV-studiet i den sorte busterminal på Rådhuspladsen i København. Udsendelsen startede denne aften med, at værten introducerede ufo-indslaget udenfor på selve pladsen. Og naturligvis skulle der en gimmick til: Over ham svævede en lille tallerkenformet genstand med blinkende røde og blå lys, og det var så tekniker Bjarkes bidrag til aftenens emne, der blev indledt med en samling fra DRs arkiver af ældre og nyere filmklip.

Indledningen var sammensat af programmets researcher journalist Jesper Clemmensen.

I interviewet, der varede en lille halv snes minutter, fortalte Ole Henningsen, Skandinavisk UFO Information, at han da bestemt var overbevist om rumskibe som den oplagte forklaring på ufo-fænomener i slutningen af halvtredserne, da han startede sin ufo-interesse, men at denne forklaring med årene måtte vige for mere jordnære forklaringer på langt de fleste af de ufo-tildragelser, han og SUFOI gennem 50 år nu har undersøgt.

Personligt har han da heller ikke selv iagttaget helt uforklarlige fænomener på himlen.

 

Som et af eksemplerne på ufo-fænomener fra Danmark og den dermed forbundne efterforskning, blev der vist et videoklip fra Virklund syd for Silkeborg fra 2006, som undersøgelserne i SUFOIs Fotoafdeling efterfølgende påviste drejede sig om en lokal opsendelse af en varmluftballon.

Beretningen om denne videooptagelse kan ses UFO-Mail nr. 79.

Endvidere vistes et foto taget ved Avedøre Holme af en reklamefotograf i 1975. Et foto, som man i SUFOI endnu ikke har en 100% konkret forklaring på.

Dette foto kan læserne se mere detaljeret beskrevet i UFO-Mail nr. 93.

Det følte Ole Henningsen sig nu ikke så overbevist om og henviste til, at man i SUFOI forsøger at arbejde efter det motto, at man ikke tror på alt, men på at alt skal undersøges.

Sidst gjorde han i denne sammenhæng opmærksom på nu afdøde Mars-forsker Jens Martin Knudsens valgsprog om, at man skal slå følge med dem, der søger sandheden, men være varsom med dem, der påstår at have fundet den.

 
Afsluttende spurgte TV-værten Jens Blauenfeldt Ole Henningsen, om han mon ville blive overbevist om rumskibenes eksistens af næste aftens gæst i Aftenshowet, Egon Dalsgaard fra IGAP.
 
Ole Henningsen og Jens Blauenfeldt studerer DR-teknikerens tallerkenmodel efter Aftenshowet.


IGAP i TV aftenen efter

Aftenen efter indslaget med SUFOIs repræsentant Ole Henningsen, bragte Aftenshowet et indslag med Egon Dalsgaard fra organisationen IGAP.

Egon Dalsgaard var ikke i tvivl om, at Jorden blev besøgt af rumskibe fra andre kloder. Han havde selv ved forskellige lejligheder set dem, fortalte han seerne.

Første gang så han som 10-årig sammen med sin morfar en genstand med lys i, der stod stille på himlen, for derefter at fjerne sig med stor fart med en lys stribe efter sig. Senere var han blevet klar over, at der var tale om et såkaldt moderskib, som kommer fra vort eget solsystem eller fra fjerne galakser.

I 1968 kom Egon Dalgaard ved et foredrag i Ballerup i forbindelse med pens. major H. C. Petersen, IGAP, hvis arbejde han så siden har deltaget i.

 
Egon Dalsgaard fra organisationen IGAP introduceres til seerne af TV-værten Louise Wolff.
   

På studieværten spørgsmål om, hvorvidt man har beviser for eksistensen af rumskibe, svarede Egon Dalsgaard, at man har så mange beviser i form af billedmateriale, at han ikke selv er i tvivl. Dette synspunkt understøttes også efter hans mening af, at han selv har set dem 3 - 4 gange, senest for en halv snes år siden.

Der er masser af landinger fra hele kloden, også i Danmark, også med mennesker gående omkring, fortalte Egon Dalsgaard videre.

De lander ikke officielt, og officielt så eksisterer ufo-sagen ikke, så det Ole Henningsen sagde i går mht. at ufoerne ikke eksisterer, det er den officielle holdning, pointerede Egon Dalsgaard derefter.

På studievært Louise Wolff's spørgsmål til, om der findes rumvæsener her på Jorden, svarede Egon Dalsgaard bekræftende og henviste bl.a. til den svenske kontaktperson Sten Lindgren, der i publikationer har berettet om sine kontakter med rumfolk, der ser ud som vi andre.

 
Pens. oberstløjtnant Kurt Abildskov
   

Der vistes derefter et kort klip fra TV-avisen i 1963 med den amerikanske kontaktperson George Adamski under sit besøg i Danmark.

I afslutningen af dette afsnit sås desuden et kort interview med pens. oberstløjtnant Kurt Abildskov, IGAP, der fortalte, at de mennesker, der bor på de andre planeter i vort solsystem ligner os og derfor også kan bo på Jorden.

Afslutningsvis fortalte Egon Dalsgaard om politibetjent Evald Hansens Maarups sønderjyske observation fra 1970.


Kommentarer og ældre rapporter

DRs beskæftigelse med emnet og de to afteners meget forskelligartede syn på ufo-fænomener gav anledning til en række henvendelser med ris og ros til begge deltagere, spørgsmål og kommentarer samt indberetninger af ældre observationer.

Hver enkelt har modtaget svar direkte på sin henvendelse, hvor det også i svaret til visse er præciseret, at Skandinavisk UFO Information i sit arbejde med og tilgang til ufo-fænomener ønsker at anlægge et kritisk syn på problematikken, hvor undersøgelse, efterforskning og fremlæggelse af data har forrang frem for en blind tro på rumskibe og alskens konspirationsteorier.




Rapporter efter Aftenshowet

SUFOIs hjemmeside blev nævnt i TV-programmet Aftenshowet den 13. februar 2008 og afstedkom en række henvendelser, specielt om ældre observationer, der her bringes et uddrag af.


7990 Vester Assels, ca. 1995
En 55-årig mand fra Nykøbing M. fortæller:

„Jeg var hjemme og besøge min mor og kørte derfra omkring kl 22. Hun fulgte mig ud til bilen, og vi fik øje på et kraftigt lys, nærmest som en projektør der rettes mod himlen. Vi snakkede kort om, hvem og hvorfor dette kraftige lys nærmest nede ved fjorden.
Så kørte jeg og undredes stadig over lyset, som jeg regnede med ville blive borte bag mig, når jeg kørte forbi stedet, hvor projektøren stod.
Men kort efter opdagede jeg, at lysstrålen nu var blevet til noget, der lignede en lysende kugle, hvid med rødligt skær. Et kort øjeblik blev jeg nok en smule hed om ørene, men overbeviste så mig selv om, at hvis det var noget ukendt, overnaturligt, så kunne jeg nok ikke gøre så meget alligevel!
Jeg husker dog, at jeg låste bildørene.
Fra Vester Assels hvor min mor boede og stadig bor og hjem til Nyk. M.-området, hvor jeg bor sammen med min kone og vores 3 børn, som dengang boede hjemme, er der ca. 30 minutters kørsel og omkring 20 km.
Lyskuglen fulgte mig i nøjagtigt samme afstand på min højre side, uanset at jeg drejede og fulgte vejen hjem flere gange. Naturligvis gjorde jeg mig mange tanker på turen, men var overhovedet ikke bange, idet jeg dengang som nu satte min lid til, at min Skaber ville tage vare på mig og sørge for jeg nåede hjem til min familie.
Da jeg nåede hjem på gårdspladsen, løb jeg ind efter min kone og vores børn og sagde, at de skulle skynde sig at komme ud. De så alle lyskuglen, som et kort øjeblik næsten stod stille, som om den ville sig tak for i aften eller sådan noget, for derefter i høj fart at sætte kurs mod Sallingsund, og den var derefter ude af syne.
Familien var naturligvis måbende og forbløffede, da jeg fortalte, at jeg var blevet fulgt hjem hele vejen fra bedstemor af lyskuglen.
Vi blev enige om, at den nok var kommet for at passe på mig, så jeg kom sikkert hjem.
Vi blev også enige om ikke at sige noget til nogen om episoden, fordi vi naturligvis ville blive opfattet som nogen, der så syner, var småtossede, eller hvad ved jeg. Ingen ville tro os. Min kone og jeg har været inde på fænomenet og snakket om det en enkelt gang siden.
Hvad det var, ved jeg ikke og er næsten også ligeglad, men vi ved, hvad vi har set, og det er så det. Det der undrer mig mest er, at fænomenet fulgte mig i nøjagtig samme afstand hele vejen, indtil jeg stoppede på gårdspladsen derhjemme.
Jeg husker overhovedet ikke, hvornår det var, men det må børnenes alder at dømme have været før 1995. Jeg blev inspireret til at fortælle jer om det efter omtalen for ½ time siden i TV-programmet Aftenshowet. Finder I ud af noget om netop „mit“ fænomen, vil jeg naturligvis gerne høre om det.


9700 Brønderslev, 1983
En 35-årig kvinde fra Brønderslev erindrer:

„Da jeg var omkring 11 år, var jeg ude og klatre i træer sammen med en veninde. Det var en dejlig solskinsdag og næsten ikke en sky på himlen.
Da vi kom ned fra træet fik vi øje på noget, som vi troede var en stor ballon (på det tidspunkt havde Shell en stor cigarformet reklame), den var så stor og tydelig, men kom alligevel helt lydløs.
Så vi vinkede til den som børn nu gør, mens vi løb hjem til min venindes mor for at vise hende den. Vi piskede ind til hende, så hun kunne komme ud og se den.
Da hun kom ud nåede hun lige at se den, før den fløj bag den ene lille sky, som var på himlen, og der stod vi så rigtig spændte og ventede på, at den skulle komme frem igen.
Den burde være kommet frem efter max. 20 sekunder. Vi stod og kikkede op de næste 10-15 min., men vi så den aldrig mere.“


8900 Randers, ca. februar 1953
En 66-årig mand fra Randers har også haft en ekstraordinær barndomsoplevelse:

„En dag i 1952/53 i januar/februar måned hørte vi pressens radioavis klokken 19.00 som sædvane. Her blev det fortalt, at man kunne observere mange meteorer den aften. Klokken ca. 20.30 gik jeg en tur med min hund. Ved et gadehjørne, stillede jeg mig under en gadelampe for at vente på min hund, her hørte jeg pludselig støj fra en genstand, der bevægede sig gennem luften (boomerang lyd).
Jeg så op, og genstanden var lige over gadelampen. Den var ca. en meter i diameter, helt rund og med skrå kant yderst. Den lignede en rustfri ståltallerken. Såfremt, at den øverste del af genstanden svarer til det jeg så, nemlig den nederste del af genstanden, anslår jeg at den var ca. 30 centimeter tyk. Jeg kunne samtidigt høre en svag lyd, svarende til lyden fra en højspændingstransformator. Den eneste grund til at jeg så genstanden var at den fløj lige over lampen. Genstanden havde ikke selv nogen form for belysning.
Selve observationen varede ca. 3-4 sekunder.
Genstanden forsvandt herefter over hustagene i nærheden. Jeg troede, at den ville falde ned, fordi den fløj så lavt. Så jeg løb over på den modsatte side af gaden, og op i en trappeopgang til første sal. Fra dette sted kunne jeg tydeligt se stedet, hvor genstanden forsvandt. Efter at have ventet nogle minutter uden at der skete noget videre, vendte jeg hjem.
Jeg har altid siden spekuleret på hvad jeg så den aften. Jeg vil meget gerne i kontakt med mennesker, der har haft lignende oplevelser eller som måske har en forklaring på fænomenet.“


2400 København N, 2001-2002
LA fra Kbh. N. om sin oplevelse:

„I slutningen af 2001 måske 2002 - er ikke helt sikker på årstallet, men ved det var omkring november/december. Omkring Hillerød-motorvejen kørte en kammerat og jeg i bil. Ud af forruden så vi en oval genstand, som vi så nedefra.
Genstanden lyste rødt i hver ende, og man kunne se et zig-zag-lignende mønster under den, da vi kom tættere på. Den var langt nede, som hvis man forestille sig et højt grantræ, så var det lige over det. Der var ingen lyd og det var i myldretiden, så der må være andre som har set det.
Vi troede begge, det var løgn og har ikke undersøgt det nærmere, men nu så jeg om ufo'er i »Aftenshowet« på DR1, og så blev jeg nysgerrig og ville bare høre, om der er en logisk forklaring, eller om andre har observeret det samme.“


Hamborg
CA fra Christiansfeld beretter kort:

„Har lige set jer på tv og kom i tanker om noget jeg oplevede en gang jeg kørte på motorvejen ca. 20 km nord for Hamborg. Det var mørkt og jeg så et stort antal blinkende lys på himlen som var placeret i en stor sekskant.
Samtidig med at lysene blinkede drejede sekskanten skiftevis en omgang til højre og så til venstre. Hvad var det?“


2900 Gentofte, ca. 1981
AD fra Hellerup spørger:

„Hvad tror I det kan være som jeg sammen med 3 andre i min familie har oplevet. Det er godt nok ca. 27 år siden, men efter jeg har set Aftenshowet på DR1, fik jeg at vide hvem man kunne skrive til ang. UFOer.
Det var en vinter eftermiddag måske i februar måned, hvor himlen var lys og klar. Der var masse af sne og vi var på en villavej i Gentofte i nærheden af Gentofte søen. Vi så på himlen noget som lignede en stor flyvende tæppe men mange grønne lys på undersiden af den som lyste nedad. Den stod fuldkomme stille, der var ingen vind i luften. Den var i højden hvor små privatflyvemaskiner eller helikopter normalt flyver.
Min mand og jeg var på vej til min svigerforældre med vores lille datter som var dengang ca. 3 år. Vi fik øje på den udenfor deres hus. Vi kaldte på mine svigerforældre så de også skulle se den. Vi så en flyvemaskine længere op, og min svigermor sagde at piloten vil sikkert rapportere den til UFO informationen så gjorde vi ikke mere ved det. Efter vi så på den i ca. 10 min. gik vi ind i huset. Jeg kom ud igen ca. en ½ time senere, men så var den væk.
Kunne I sige til mig om der var andre som har bemærkede den og skrev ind til jer og hvad tror I det kunne være?“


9850 Hirtshals, juni 1980
En 55-årig kvinde fra Allerød fortæller:

„Det var i 1980. Min svigerinde og jeg var ude og kigge efter rav ved Vesterhavet. Vi gik syd på. Min svigerinde siger pludselig, ligger der en by her i nærheden, næh, siger jeg, men hvorfor, jo siger hun, prøv at se den skorsten deroppe mellem træerne.
Jeg kigger og ser noget, der rager skråt op mellem nogle grantræer, vi kigger på hinanden og løber op ad klitterne for bedre at se, hvad pokker det var. Vi står deroppe og ser på den skrå genstand. Mens vi kigger, lægger den sig hen over toppene på 2 grantræer, den har en fast form som en metalcigar med røg, der bevæger sig inden for formen. Mens vi kigger, forsvinder den for øjnene af os 45 gr. ud over Vesterhavet efterladende ikke en synlig spiral, men det har nok været dens bevægelse, vi kunne se på vores nethinde.
Vi har altid snakket om, at vi skulle fortælle om denne hændelse til jeres forening, men hellere sent end aldrig. Har I en forklaring på denne oplevelse, som vi jo kan huske som var det i går?“


3910 Søndre Strømfjord, Grønland, september 2006

En 44-årig mand fra Ålborg beretter om sin observation gjort ved Søndre Strømfjord i Grønland:

„Efter en moskusjagt vendte vi tilbage til båden ved 21-tiden. Lige efter vi var kommet ombord, dukkede der et, som vi først troede var en flyver fra syd, fra den retning vi lige var kommet ned fra (fjeldet). Da lufthavnen ligger ikke så langt fra hvor vi var, observerede vi ikke emnet yderligere.
Da der var gået ca. 10 min. kiggede jeg tilfældigt lige op mod nord/nordøst. Og lige oppe kunne man se dette objekt, som havde et kraftigt lys. Objektet holdt stille på én position, og ikke et lyd kunne man høre. Lyset minder om en isprojektør, og selvom den var højt oppe (ca. 2- 4 km) var den kraftig. Jeg tog min kikkert op og prøvede at kigge på lyset. Men grundet bådens gyngen og måske lysets kraftige lys, kunne jeg ikke se hvad det var. Vi var 5 mand ombord på båden, og alle så objektet. Men idet jeg kiggede på den, begyndte den pludselig, at bevæge sig skråt opad. Nærmest lidt til venstre, men bare opad mod himlen. Og meget hurtigt. Hvis man forestiller sig, at den fløj 30 km op og efter det 30, så tog den endnu mere fart på. For den var væk i løbet af meget kort tid. Ret op mod himlen. Det eneste man kunne se bagefter, var noget brunligt. Måske røg.
Men jeg gætter på, at (de) havde en mistanke om, at de blev observeret. Derfor den hastige flugt.
Men i øvrigt en fantastisk oplevelse.“

Foto fra Søndre Strømfjords-området, hvor iagttagelsen blev gjort. Fotoet er taget i vestlig retning, og lufthavnen ligger udenfor billedet th.
Foto: Ole Henningsen

Da ufo-mail spurgte til, hvad en isprojektør mon var for en størrelse, fortalte observatøren videre:

„Jeg har været sømand og har sejlet meget i de grønlandske farvande. På de fleste større skibe har skibene projektører, hvor lyset er mere af blålig farve. Men selvfølgelig ikke helt blå. Dette mere for, at man bedre kan se is på vandet.
Det var dette lys vi så, da objektet dukkede op fra syd. Da lufthavnen jo ligger ikke så langt væk, tænkte vi ikke så meget over dette. Ikke engang om der var lyd på "maskinen". Idet højden taget i betragtning ville være til, at høre på.
Og det var kun det, man kunne se på objektet. Også da den fløj væk, uanset om man vil tro det eller ej. Pist væk... så var den væk. Direkte op, lidt skrå til venstre. Fantastisk syn som sagt.“


6200 Aabenraa, 11. februar 2008

„En 37-årig kvinde spørger til sin dugfriske observation:
Vi så en meget hurtig „stjerne“ på himlen ca. kl. 18. Vi så den, da den var omkring Månen, lagde mærke til den, da det så ud til være en stjerne, der bevægede sig.
Den fløj/svævede hen over himlen og lyste konstant, så vi blev enige om at det ikke var et fly, havde heller ingen kondensstribe.
Hvad var det?“

UFO-mails Ole Henningsen kunne denne gang hurtigt svare observatøren med en 100% sikker identifikation, da han selv på dette tidspunkt iagttog den „hurtige stjerne“ på himlen:

„Du har ret, et fly var det ikke. Og dog.
Der var helt sikkert tale om Den Internationale Rumstation, ISS, der denne aften kunne ses fra Danmark flyve hen over den sydlige himmel.
Jeg har fået en tilsvarende indberetning fra en anden observatør her på Lolland, hvor jeg bor. Den pågældende aften var jeg selv ude for at se efter ISS, og jeg fik taget et par fotografier af den fra kl. 18.03 og et par minutter frem.“

 
På fotoet til venstre ses Månen øverst i venstre hjørne, medens Den internationale Rumstation, ISS, ses som en lille lysprik forneden i billedet til højre.
På fotoet til højre ses ISS få minutter senere på denne udsnitforstørrelse som en lille streg øverst i venstre hjørne pga. kameraets lidt længere eksponeringstid.
Fotos: Ole Henningsen

Man kan læse mere om rumstationen, og hvornår den igen kan ses på himlen hos www.tycho.dk Tycho Brahe Planetariet under rubrikken »Himlen netop nu«.


7000 Fredericia 18. februar 2008

„Da jeg om aftenen den 18/02 2008 klokken 20.40, ville lufte min hund, fangede et underligt hvidt lys, der hang omtrent direkte over mig, mine øjne. I første omgang tog jeg det for at være en usædvanlig klar stjerne, men blev hurtigt klar over, at genstanden bevægede sig.
Min logiske sans sagde mig, at mine øjne spillede mig et puds, at jeg højest sandsynlig bare bildte mig ind, at der var en bevægelse, og at det måske i virkeligheden var mig der bevægede mig og ikke genstanden, da jeg ved, hvor let man kan lade sig snyde af stjerner og lignende. Desuden kan det være svært at afgøre, om noget bevæger sig eller ej, når man ikke rigtig har noget fixpunkt. Jeg kunne dog konstatere, at genstanden bevægede sig, da jeg blev nødt til at dreje mig for ikke at miste den af syne. Igen slog min hjerne til og sagde mig, at det måtte dreje sig om et fly. Men selv denne tanke måtte jeg opgive, da genstanden pludselig accelererede meget hurtigt, med kurs mod nord. Her kunne beretningen så godt ende, men sandheden er, at den først begynder her.
Før jeg fortsætter min beretning, er der lige et par ting jeg må have på det rene. Jeg bor et sted, hvor vi ofte ser fly, både propelmaskiner, jagerfly, helikoptere og meget ofte rutefly, på vej ind mod Billund lufthavn, og vi har aldrig haft svært ved at identificere fly og anden lufttrafik for hvad de var.
Denne aften skete der dog noget, som hverken jeg eller min kone nogensinde før havde set, eller oplevet.
Som beskrevet tidligere, forsvandt den lysende genstand i nordlig retning med en hastighed, jeg aldrig tidligere har set et fly bevæge sig med. Naturligvis var jeg overrasket, men tillagde på daværende tidspunkt ikke observationen nogen særlig vægt. Dette ændrede sig dog, da jeg i det samme så flere lignende objekter komme fra sydøst og hastigt nærmede sig.
På dette tidspunkt besluttede jeg at kalde på min kone, der var inde i huset. Ganske kort efter stod hun ude ved min side, og sammen iagttog vi nu omkring 20 til 25 meget klare og hvide lys, krydse himlen omtrent lige over os. De holdt en indbyrdes afstand og hastighed til hinanden, uden på noget tidspunkt at ændre formation. Det skal lige tilføjes, at de ikke var i tæt formation, men havde adskillige hundrede, eller måske endda tusinde meter mellem sig, (alt efter hvor højt oppe man ville vurdere, at genstandene befandt sig. Vores vurdering var, at de var meget højt oppe!). Alligevel var det ikke svært at konstatere, at de holdt samme hastighed og formation. Vi fulgte de lysende genstande fra deres opdukkende i sydøst til, de forsvandt ud af vores synsvidde mod nord.
Jeg vil lige for god ordens skyld forsøge at beskrive vejret denne aften, som jeg ville betegne som lettere overskyet, og med en smule vind. Jeg er fuldt ud klar over, at man let ville kunne forveksle stjerner, der til tider forsvinder bag en sky, som værende en genstand i bevægelse. Jeg må her klart sige, at det på ingen måde kunne være tilfældet. (Selv om jeg i første omgang var fristet til selv, at bruge denne forklaring, i mangel af bedre.) Men bevægelserne af disse genstande var så udpræget, at vi måtte dreje ca. 180 grader om vor egen akse, for at kunne følge disse objekters flugt over himlen. Jeg vil ligeledes pointere, at efter disse ‚lysende genstande’ forsvandt uden for vores synsvidde, kunne vi konstatere, at der ingen stjerner kunne ses på himlen. Det, jeg forsøget at illustrere med dette, er naturligvis, at det ville være naturligt at antage, at hvis vi fejlagtigt skulle havde taget stjerner for at være lysende objekter i bevægelse, så ville der nødvendigvis også være andre stjerner på himlen, hvilket der ikke var, og de ville næppe forsvinde helt. Desuden kunne man tydeligt se objekternes bevægelse i forhold til månen, som stod klar på himlen denne aften.
Inden jeg helt slutter min, lidt lange fortælling, er der lige endnu et par fakta, jeg må have med. For det første var disse objekter, som jeg kalder dem, helt klare og hvide. De hverken blinkede eller på anden måde skiftede udseende. Normale fly, som vi, som tidligere omtalt, tit ser, både om dagen, aftenen og natten, er altid udstyret med blinkende lygter, (røde og grønne, styrbors- og bagborslys). Dette var ikke tilfældet denne aften. Ligeledes, normalt, når vi ser et fly med indflyvning til Billund, benytter disse næsten altid samme indflyvningskorridor, eller hvad vi skal kalde det. Disse objekter var end ikke i nærheden af, hvad vi ville anse for at være en indflyvning til Billund.
For det tredje. Når vi ser fly under indflyvning, eller fly i det hele taget, er observationen stort set altid fulgt af tydelig motorstøj. Enten samtidig eller kort efter observationen af et fly.
Denne aften var der absolut ingen motorlyde at høre af nogen art. Hverken før, under eller efter, observationen. Alt foregik helt og aldeles lydløst.
En sidste information, jeg endnu ikke har været inde på, er, at observationen stod på i omkring 10-15 minutter, taget fra det tidspunkt, hvor jeg bemærkede det første objekt, og indtil vi mistede det sidste af syne.
Min kone deltog i observationen fra det tidspunkt, hvor jeg kaldte hende ud. Dette var ca. halvvejs, altså efter 5-7 minutter.“




Hvad med min observation?

Jeg har indrapporteret en ufo-observation til SUFOI, men aldrig fået en forklaring på, hvad jeg så, eller set observationen omtalt i ufo-nyt eller ufo-mail. Hvad sker der med den?

Der dukkede en mængde post op i mailboksen efter min medvirken i DR1's Aftenshowet den 13. februar 2008. De fleste henvendelser var beretninger om ældre observationer, og andre var med mere konkrete spørgsmål. Der var såmænd også „anonyme“ henvendelser med falsk navn og mail-adresse.

En af de mere seriøse henvendelser kom fra Karsten E. J. og lød:

„Hej Ole.
Som mangeårigt medlem af SUFOI skriver jeg til dig, fordi jeg så dig på TV. Du sagde noget i retningen af, at der aldrig har været en observation, som ikke kunne forklares, ikke dine ord men som jeg forstod dem.
Det fik mig atter til at tænke på en observation, min kone og jeg havde den 23. august 1992 kl. 01.00 om natten, som vi indrapporterede, da vi kom hjem samme nat.
Blev den indberetning bare ignoreret af SUFOI eller hvad. Vi hørte aldrig fra jer.
Vi så på himlen over Frederica den nat 3 store flyvende, trekantede objekter mod en klar himmel, flyvende fra syd mod nord.“


Alle observationer registreres

Observatøren rører naturligvis ved en af problematikkerne i SUFOIs arbejde med ufo-rapporter.

Af mit personlige svar til Karsten E. J. fremgår det, at alle indberetninger til SUFOI bliver registreret og arkiveret.

I de seneste godt 10 år er alle rapporter - sendt til SUFOI via www.ufo.dk - desuden registreret på hjemmesiden under observationer.

Et mindre udvalg af disse indberetninger bliver efterfølgende refereret i vort tidsskrift ufo-nyt og i de seneste snart 6 år også i vor elektroniske ufo-mail.

Så „ignoreret“ bliver ingen af de modtagne rapporter, men det er desværre ikke altid - især tidligere - , at vi har formået at få kvitteret for modtagelsen eller meddelt, om der har kunnet laves en form for undersøgelse af rapporten.


Ikke alle observationer kan forklares

Som Toke Haunstrup peger på i sin bog: 50 år med ufoer - erfaringer fra halvtreds års rapportarbejde, er det problematisk i sig selv at skelne entydigt mellem ufo- og ifo-beretninger.

Vi har ca. 15.000 rapporter i arkivet, og der er en vis mindre procentdel af disse rapporter, der er skønnet såkaldt uidentificerede.

Det er derfor bestemt ikke alle observationer, vi med de forhåndenværende ressourcer kan give en forklaring på. En meget stor del af rapporterne må dog også klassificeres som såkaldt „mangelfulde oplysninger“, hvor der simpelthen er for få data til, at SUFOI har kunnet foretage en nærmere undersøgelse.


Vidt forskellig kvalitet

Rapporterne i rapportarkivet er vidt forskellige og samtidig af vidt forskellig kvalitet hvad indholdet af brugbare data til videre efterforskning angår. Her kan man blot se på de beretninger, der blev modtaget efter Aftenshowet, og som er gengivet andetsteds.

En stor del af rapporterne i arkivet, og også en stor del af de såkaldt uidentificerede, har vi dog en stærk formodning om, at vi kunne komme tættere en opklaring, hvis vi havde haft flere oplysninger, mere held og dygtighed og flere mandskabsmæssige ressourcer til vor rådighed, da vi fik kendskab til observationerne.

Det er også vigtigt at understrege, at vi jo i SUFOI ikke undersøger ufoer, men folks beretninger om usædvanlige himmelfænomener.

Desuden er det vor grundholdning, at folk til SUFOI beskriver deres oplevelse af, hvad de har observeret, dvs. vi naturligvis som udgangspunkt tror på, hvad folk beretter for os.

Det står derfor hævet over enhver tvivl, at der i så godt som alle indberetninger til SUFOI har optrådt et visuelt fænomen, som har tiltrukket sig observatørernes opmærksomhed.

Vi betvivler altså absolut ikke deres oplevelse som sådan.

Men beretningerne er gengivelser af personlige oplevelser. De er derfor altid en fortolkning af det fænomen, der foranledigede observatørens oplevelse. En fortolkning, der i nogle tilfælde ligger meget tæt på det observeredes rent faktiske udseende - i andre tilfælde meget langt fra.

Det er en af de erfaringer, som SUFOIs rapportoptagere gennem årene har kunnet drage.

Erfaringerne fra SUFOIs rapportarbejde er på fornem vis mere detaljeret beskrevet og dokumenteret i Toke Haunstrups bog: 50 år med ufoer - erfaringer fra halvtreds års rapportarbejde, som blev udgivet og præsenteret i forbindelse med SUFOIs 50 års jubilæum i 2007.


Rumskibene bekræftes ikke af rapportmaterialet

SUFOI's erfaringer og rapportmateriale kan ikke bekræfte teorien om, at ufo-fænomenerne er rumskibe. Det har fået nogle læsere til at mene, at den konklusion kan man ikke tillade sig at drage.

Som en af læserne udtrykker det:

„Du kan ikke på TV sige, at jeres 15.000 rapporter ikke viser tegn på rumskibe!
Hvordan ved du det? Hvordan ved du fx. at de tre observationer jeg har bidraget med ikke er rumskibe?“

Og læseren har jo sådan set ret. Det kan jeg jo ikke vide 100%. Ikke meget her i tilværelsen er 100% sikkert. Det er nu nok heller ikke nemt at bevise, at hans tre observationer skyldes rumskibe.

Men det er vigtigt og bør gentages:

„SUFOI's erfaringer og rapportmateriale kan ikke bekræfte teorien om, at ufo-fænomenerne er rumskibe.“

Til gengæld viser erfaringerne, at der findes en lang række naturlige fænomener og faktorer, som kan foranledige endog meget besynderlige oplevelser.

SUFOIs mangeårige rapportarbejde har efterhånden også ført til en erkendelse af, at der ikke kun er én men mange forklaringer på ufo-fænomenet, og at disse skal søges mange steder.

Foruden de faktorer og forhold, som Toke Haunstrup beskæftiger sig med i ovennævnte bog, kan der være andre, som har betydning for ufo-fænomenets udforskning, men som endnu ikke er dokumenteret gennem SUFOI's rapportarbejde. Et eksempel på dette kunne være hidtil ukendte naturfænomener i stil med de spændende beretninger om såkaldte „dobbelt-måner“, som SUFOI modtog indberetninger om i 1990'erne.

Disse fænomener er nærmere beskrevet i rapporten Dobbeltmåner - en analyse af sjældne atmosfæriske fænomener observeret over Danmark, skrevet af Per Andersen og Toke Haunstrup, udgivet af SUFOI i 1995.


Stadig hvide pletter

50 års rapportarbejde har gjort os meget klogere, selvom det ikke p.t. giver os noget endegyldigt svar på spørgsmålet hvad er ufoerne?

Men rapportarbejdet bidrager hele tiden med en lang række brikker til den samlede forklaring på ufo-fænomenet ved at dokumentere, hvilke forhold og fænomener, der kan foranledige „ufo-observationer“. Det „ufologiske landkort“ byder fortsat på hvide pletter, som mangler at blive kortlagt! Så vi er i SUFOI naturligvis stadig interesseret i at modtage og registrere rapporter om ufo-fænomener fra observatører.

Og et udvalg af disse indberetninger vil fortsat blive refereret i vort tidsskrift ufo-nyt og i vor elektroniske UFO-Mail.




Ildkugler set fra Danmark og Grønland

Den 14. februar, kl. 18:50 var mange danskere vidne til et meget lysstærkt meteor - en såkaldt ildkugle.

 
 
Ildkuglen set af det det automatiske kamera fra Brorfelde.
Foto: A. Norup Sørensen (Niels Bohr Inst., Københavns Universitet)

Den klare vinteraften bød på en overraskelse for mange danskere. Et lysstærkt meteor fløj hen over himlen, beretter Michael J.D. Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium på denne adresse: http://www.tycho.dk/article/
view/4800/1/32/

Ud over visuelle observationer (foretaget med det blotte øje) blev ildkuglen også registreret af et automatisk kamera, der overvåger himlen. Dette kamera er et af flere, der drives af Anton Norup Sørensen fra Astronomisk Observatorium under Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet. Ud fra de observationer, der indtil nu er indkommet, ser det ud til, at meteoret har bevæget sig ned over Tyskland.


Endnu en ildkugle

Dagen efter, fredag, den 15. februar, var mange andre danskere vidne til et endnu meget lysstærkt meteor - en såkaldt ildkugle.

 
 
Ildkuglen set af det det automatiske kamera fra København.
Foto: A. Norup Sørensen (Niels Bohr Inst., Københavns Universitet)

Ligesom torsdag d. 14. februar bød også fredag d. 15. februar på et lysstærkt stjerneskud, der blev set af mange. Ildkuglen kunne ses kl. 21:49 dansk tid.

Ud over visuelle observationer (foretaget med det blotte øje) blev ildkuglen også registreret af et automatisk kamera, der overvåger himlen. Dette kamera er et af flere, der drives af Anton Norup Sørensen fra Niels Bohr Institutet under Københavns Universitet. Ud fra de observationer, der indtil nu er indkommet, ser det ud til, at meteoret har bevæget sig hen over den sydlige del af Sverige, beretter Tycho Brahe Planetarium på adressen: http://www.tycho.dk/article/view/4803/1/347


Ildkugle set fra Nordgrønland

Også i Grønland har flere personer oplevet et lysstærkt meteor, der efterlod et spektakulært røgspor på himlen.

Tidligt søndag morgen, den 17. februar, så flere personer i den nordvestlige del af Grønland et meget lysstærkt meteor - en ildkugle, fortæller Tycho Brahe Planetarium på adressen: http://www.tycho.dk/article/view/4806/1/347/

 
 
Sporet efter ildkuglen i det nordvestlige Grønland kunne ses i næsten en time.
Foto: Farda Olsen

Selve ildkuglen kunne ses i nogle få sekunder, men den efterlod et spor på himlen, der kunne ses i næsten en time. Der blev optaget flere billeder af sporet bl.a. dette meget smukke billede optaget af Farda Olsen fra Qaanaaq.

Sporets spiralform er en kombination af perspektivvirkning og en forskydning af sporet i forskellige højder pga. forskellige vindhastigheder.

Set fra Thule Air Base havde ildkuglen retning mod sydvest, men der mangler yderligere observationer for at kunne afgøre, hvilken bane det lysstærke meteor har haft. Kun med en god bestemmelse af banen er det muligt at give et bud på, hvor eventuelle stumper af ildkuglen er landet.

Personer, der mener, de har iagttaget nogle af disse ildkugler, bedes derfor indberette deres observation på denne web-side: http://www.ildkugle.dk/

Meteorer (populært kaldet stjerneskud) opstår, når små stenklumper trænger ind i Jordens atmosfære. På grund af den høje fart presses luften sammen foran stenen. Denne sammenpresning gør, at luften bliver meget varm. Sammenstød med luften og varmen får stenen til at fordampe. Den store varme får også luften til at gløde, og det er det vi ser som stjerneskud. Store stjerneskud kaldes ildkugler.

Observationer af ildkugler er meget vigtige for at kunne afgøre, hvilken bane meteoret har haft.

Ildkugler forekommer jævnligt, men det er tilfældigheder, der afgør, om de bliver set. Vejret skal naturligvis være klart, men hvis en ildkugle kommer midt om natten, hvor de fleste sover, bliver den kun set af de færreste.




Set fra luften...

Det populære program Google Maps giver adgang til luftfotos af hele kloden. Og nogle af de mange fotos rummer en række overraskelser.

Google Maps så dagens lys for nogle år siden, og siden har pc-ejere verden over tilbragt mange timer med at kigge på egne eller naboens omgivelser - set oppefra - det er efterhånden blevet en hel sport.

Det er naturligvis spændende at se på mange mere kendte byer og bygninger rundt om i verden. Den megen kigning på billeder kan resultere i, at seerne ved deres pc-skærm støder på pudsigheder og mystiske ting..

Alm. brugere kan nu også uploade deres „mystiske“ fund på Google Maps eller Google Earth til hjemmesiden www.mapofstrange.com, der har systematiseret en række af disse mærkværdigheder, der kan ses af alle interesserede med adgang til en pc.

På hjemmesiden kan man eksempelvis se billeder af korncirkler eller reklamebudskaber, der kun kan ses på luftfotos. Man kan se tegninger markeret i jorden eller sunkne skibe og flykirkegårde.


Hvad er nu det?

En af ufo-mails læsere gjorde forleden opmærksom på, at hvis man søger på Glamsbjerg-Hallen på Fyn via Kraks portal, så ses der noget mærkeligt lige nordøst for hallen. Synes man ikke at komme tæt nok på, at kan man søge videre via Google Earth.

 

Læseren, der faktisk bor i nærheden og ikke havde lagt mærke til noget usædvanligt på stedet, mente, det næsten kunne ligne en flyvende person med raketstyr på ryggen. Nærværende skribent var måske mere tilbøjelig til at henvise til en kranvogn eller andet køretøj.

En anden læser har henvendt sig og spurgt til nogle mystiske spor i en mark på Sjælland. Han spurgte: Er det Oldtidssymboler, rummaleri eller tilfældigheder?

 

Læseren skriver videre:

„Dette billede er fra Google Earth.
Tilfældigt så jeg dette mønster, da jeg „fløj“ rund i området EKRK (Roskilde Lufthavn) og 4621-Gadstrup by.
Det ser helt Erich v. Däniken agtigt ud!
Der mange gravhøje i området Ramsø, men mønstret kan jeg ikke gætte mig til.“

Man kan finde billedet ved via Krak at søge på adressen Brordrupvej 33, 4621 Gadstrup. I marken ovenover denne adresse ved Stenbakkegård ses aftegningen, hvis man anvender indstillingen „Kombineret“.

Umiddelbart synes UFO-Mails redaktion ikke, at disse forespørgsler har specielt megen relation til ufo-fænomener. Men da de nu er danske, hvad mener læserne så egentlig, at man ser på disse optagelser?

Har man en forklaring?

Er du selv faldet over noget spændende på kortet, kan du altså dele det med andre via www.mapofstrange.com




UFO-montage

Et farverigt indblik i den danske UFO-verden, med eksentriske øjenvidneberetninger, videnskabelige afsløringer og en afstikker til den engelske efterretningstjenestes UFO-afdeling.

 

Sådan annonceres et indslag i Den blinde Vinkel på Københavns Universitetsradio om ufoer. Indslaget blev lavet af medarbejdere fra radioen, der besøgte SUFOIs 50 års jubilæumskonference i Lyngby Kulturhus, lørdag den 10. november 2007.

Foredragsholder Nick Pope, tidl. medarbejder ved Det britiske Forsvarsministerium's ufo-desk, interviewes af reporterne fra Københavns Universitetsradio.
Foto: Ole Henningsen

Indslaget kan i sin helhed høres via denne adresse: www.blindvinkel.blogspot.com
Henvisningen til ufo-montagen findes nederst på siden.

Hav lidt tålmodighed, det tager lidt tid, inden montagen starter: http://www.oermen.dk/denblindevinkelufo.mp3




Arthur C. Clarke død

Science-fiction forfatteren Arthur C. Clarke, der i december 2007 fyldte 90 år, døde 18. marts i sit hjem i Sri Lanka.

 
 
Arthur C. Clarke fotograferet i 2005

Ved sin 90-års fødselsdag gav han udtryk for tre ønsker for fremtiden: Opdagelse af nye og renere energi-ressourcer, varig fred i Sri Lanka samt opdagelse af andre intelligensvæsener i universet.

Ved en sammenkomst i den anledning med deltagelse af videnskabsmænd, astronauter og regeringsrepræsentanter fortalte han, at han altid har troet på, at vi ikke er alene i universet. Vi venter på at få „en opringning“ eller et tegn.

Hvornår dette sker, har vi ingen anelse om, men jeg håber på, at det vil ske snarest, udtalte han.

Arthur C. Clarke har et langt forfatterskab bag sig med mere end 100 bøger. Især hans bog »2001- en odyssé i verdensrummet« blev en verdenssucces - også på filmlærredet.

Han har i sine bøger beskæftiget sig med rumfart længe før det blev almindeligt, og han er bl.a. kendt for sin meget tidligere beskrivelse af den praktiske anvendelse af kommunikationssatellitter.

Nærmere omtale af Arthur C. Clarke ses i UFO-Mail nr. 95/2007.




50 år med ufoer

Lektørudtalelse om SUFOI's store udgivelse om 50 års rapportarbejde

 

50 år med ufoer - erfaringer fra halvtreds års rapportarbejde / Toke Haunstrup. - 1. udgave. - Aabenraa : Skandinavisk UFO Information, 2007. - 141 sider : ill. ISBN-13: 978-87-87628-90-7
FAUSTNR: 2 705 728 4
Opstilling i folkebiblioteker: 53.7
Pris: kr. 180,00 net.
Emne: ufoer ; optiske fænomener; himmelfænomener; lysfænomener; 1950-1959; 1970-1979; 1980-1989; 1990-1999; 2000-2009


Lektørudtalelse

Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau.

Henvender sig specielt til meget dedikerede ufo-interesserede, men kan også læses af andre som gerne vil se status af det solide og seriøse arbejde som foreningen Skandinavisk UFO Information (SUFOI) har stået for i Danmark gennem 50 år.


Beskrivelse

Toke Haunstrup, der er mangeårigt medlem af repræsentantskabet for SUFOI gør i denne bog status over 50 års rapportskrivning i foreningens regi. Mere end 15.000 rapporter om observationer af Uidenficerede Flyvende Objekter (UFO) i Danmark er det blevet til.

De erfaringer og rapporter om ufoer som bogen medtager er især rapporter, hvor det er lykkes SUFOI at identificere det, som er blevet observeret. Et introducerede afsnit hedder „Øjnene der ser“ og redegør bl.a. for de mange teorier, som findes om ufoer.

Udover den mest kendte teori, i bogen kaldt „rumskibshypotesen“, altså det, at en ufo som levendegjort i mange film er rumvæsener, som besøger jorden, er der mange andre teorier. Bogen nævner bl.a. ukendte naturfænomener, psykologiske fænomener, kulturelle myter, fup og fejltolkninger og sammensværgelsesteorier.

Bogen gennemgår detaljeret og metodisk grundigt rapportskrivningen gennem de altså nu 50 år. Leder man efter sensationelle opdagelser om ufoer er det forgæves i denne bog, der i stedet er en præsentation af det seriøse og professionelle arbejde SUFOI garanterer for.


Sammenligning

Der findes ikke tilsvarende status over arbejdet med ufo-observationer i Danmark.


Samlet konklusion

Mest for meget interesserede ufo-entusiaster.

Lektør Carsten Güllich-Nørby © Dansk BiblioteksCenter

SUFOI's store udgivelse om 50 års rapportarbejde skrevet af Toke Haunstrup.
Rapporten er på 144 sider og velillustreret.
Pris kun kr. 180,00

50 år med ufoer er udsolgt, men tilgængelig som gratis e-bog.




Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail videre til din familie, dine venner og bekendte.

Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:

Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende tilbud på ufo-materialer.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted