logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2007 > UFO-Mail nr. 81

UFO-Mail nr. 81
3. februar 2007


Undersøgelse af danske ufo-fotos

Møde i Skandinavisk UFO Informations Lokalgruppe »Storkøbenhavn« torsdag den 9. februar med danske ufo-fotos på programmet.

Første mødearrangement i det nye år i Lokalgruppen »Storkøbenhavn« finder sted torsdag den 8. februar kl. 19 i Vanløse Kulturhus, Tårn, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse.

 

Det er undersøgelse af danske ufo-fotos, der er på Lokalgruppens program denne aften.

SUFOIs mangeårige medarbejder Ole Henningsen har i flere år fulgt undersøgelser af danske UFO-fotografier.

Specielt i de seneste 3 år har han været tæt involveret i undersøgelser og analyser af de fotografier med mystiske aftegninger på, der jævnligt modtages af SUFOI til nærmere undersøgelse.

Ole Henningsen, der også er redaktionel medarbejder ved UFO-Nyt og SUFOIs elektroniske UFO-mail, vil i aftenens indlæg berette om arbejdet i SUFOIs fotoafdeling og hvordan undersøgelse af fotos og videoklip foregår rent praktisk.

Der vil blive vist eksempler fra arkiverne, og fremlagt nogle af de resultater man er nået frem til vedr. visse af de seneste års modtagne fotos.

Lokalgruppen gør opmærksom på, at tilmelding ikke er nødvendig til mødet.

Der opkræves 35 kr. pr. deltager til dækning af lokalgruppens udgifter til administration, porto, kaffe og te til deltagerne, m.v.

Metroen kører lige til døren, og alle er velkomne.




Ildkugler igen over Danmark
- flere vidner søges

Den 25. og 27. januar 2007 blev der igen observeret meget kraftige ildkugler over Danmark, og ildkugler kan være meget imponerende at se for dem, der er så heldige at kikke i den rigtige retning i de få sekunder det hele varer, fortæller Henning Haack fra Geologisk Museum.

Der er de seneste dage kommet flere rapporter om ildkugler på himlen ind til SUFOI på www.ufo.dk. Alle disse rapporter er videresendt til Astronomisk Selskab og Geologisk Museum, der koordinerer oplysningerne om denne type himmelfænomener.

„Ildkugler er meget kraftige stjerneskud, der opstår, når der kommer større eller mindre klippestykker ind i Jordens atmosfære. Stumperne ankommer med en hastighed der er mange gange lydens og vil derfor brænde under nedbremsningen i atmosfæren.

Ildkugler kan være meget imponerende at se for dem der er så heldige at kikke i den rigtige retning i de få sekunder det hele varer.

Ildkugler er også meget interessante fordi det kan ske at noget af klippestykket overlever nedbremsningen og så falder som det vi kalder en meteorit“, siger Henning Haack fra Geologisk Museum.


4,5 mia år gamle

Meteoritter består oftest af sammenkittet støv og partikler fra Solsystemets dannelse for 4569 millioner år siden - men de kan også være slået løs fra Månens eller Mars overflade.

Hvis man finder en meteorit, kan man medvirke til, at vi kan lære noget nyt om, hvordan vores Solsystem blev skabt, eller hvordan Månen og Mars har udviklet sig.


27. januar 2007

En af de typiske rapporter om ildkuglen den 27. januar er fra projektleder Filip Steenholdt, Vesterborg på Lolland, der fortæller:

„Min søn sad på højre bagsæde i bilen og så ud af sideruden op mod himlen. Se, der er et stjerneskud" sagde han. Vi andre i bilen så ud af ruderne og fik også øje på det.

Jeg har aldrig tidligere oplevet, at man ser et stjerneskud og kan nå at sige det videre til andre, så de også kan nå at se det.

Klokken var 17.53. Varighed 2-3 sekunder.

Jeg nåede at bøje mig fremad i førersædet og så til højre ud af forruden i retning stik sydvest en stor grønt lysende kugle (som et romerlys) med en først bred grønlig lysende hale som så blev lang og hvid.

Størrelsen var ikke en tynd streg som et normalt stjerneskud, men snarere som et romerlys affyret fra naboen - dog i den forkerte retning - skråt nedad.

Der var ingen huse i den retning. Retningen var skråt oppe fra højre ned mod venstre. Jeg mener det næsten var lodret, men resten af familien mener, det var lidt mere vandret.

Jeg vurderer at ‚nedslaget’ var i retningen syd for sydspidsen af Langeland.“

Ildkuglen den 27. januar blev set i alle egne af landet. Den bevægede sig i sydlig retning og endte et sted over N-Tyskland. Det er derfor udelukket, at der kan være faldet noget ned på dansk område af denne meteorit.


Interessant ildkugle 25. januar 2007

fortæller Henning Haack, der er kurator for meteoritsamlingen på Geologisk Museum.

„Ildkuglen den 25. januar blev også set af mange, og den er særlig interessant, fordi den endte over Danmark, og der derfor er mulighed for, at der kan være faldet en meteorit ned her i landet.

Det sker meget sjældent, at vi har et billede af en meteorit - men det har vi faktisk af denne ildkugle.“

 
Et overvågningskamera i NV-Tyskland fangede ildkuglen på vej mod nordøst. Ildkuglen ses i en sammensat optagelse yderst til venstre i billedet over hustaget.

En del af de mange observationer af ildkuglen den 25. januar kl. ca. 18.35, er her plottet ind på kortet, der viser, at resterne kan være faldet ned i Danmark. Ildkuglens bane er markeret med grønt.

Henning Haack fortæller videre:

„Overvågningskameraet i Tyskland har givet os en fin pejling af banen - det er den, der er markeret med grønt på kortet.

Øjenvidner i Danmark har også indrapporteret en mængde oplysninger om ildkuglens færd over himlen. På kortet kan man se en del af observationerne.

Stedet, hvor øjenvidnerne befandt sig, da de så ildkuglen, er markeret med en stjerne, og der er så tegner to streger ud fra stjernen.

Den mørke streg markerer den retning, hvor folk først så ildkuglen, og den lyse streg markerer den retning, hvor folk sidst så den.

Som man kan se, er der kun et øjenvidne, der har set ildkuglen mod nordvest - d.v.s. at han befandt sig sydøst for det spor, ildkuglen trak over himlen.“

Den observation er derfor meget vigtig, og det er primært på baggrund af den, at vi føler os overbeviste om, at sporet endte over Stevns eller Sydsjælland.

Øjenvidnet så ildkuglen fare i en stejl vinkel ned mod Jorden i retning af Stevns, oplyser Henning Haack.


MEGET VIGTIGT
Efterlyser flere vidner til den 25. januar

Hvis du har set ildkuglen den 25. januar fra den sydøstlige del af Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm er det meget vigtigt, at Geologisk Museum hører fra dig.

Du kan indrapportere din observation på adressen www.ildkugle.dk


Efterlyser også nedfaldne fragmenter

Det kan tænkes, at der er faldet et eller flere fragmenter ned over Stevns eller Sydsjælland.

„Hvis du finder noget, du mener kunne være en meteorit, vil vi derfor meget gerne høre fra dig“, slutter lektor Henning Haack fra Geologisk Museum, der kan kontaktes via e-mail og telefon 35 32 23 67.

Hvis du er i tvivl om, det du har fundet, kan være en meteorit, så gå ind på adressen: http://www.nathimus.ku.dk/geomus/index_files/samlinger/meteor/meteor.htm

På dette link kan du se, hvordan man skelner meteoritter fra almindelige jordiske sten og mange andre oplysninger om meteoritter.

Hvis du vil se ægte meteoritter og lære meget mere om Universets oprindelse og vores eget Solsystem, kan du i København på adressen Øster Voldgade 5-7, 1350 København K., besøge Geologisk Museums nye permanente udstilling: »Fra altings oprindelse til livets opståen«.




 
 
Henning Haack har i mange år forsket i asteroider og meteoritter og bl.a. deltaget i antarktiske ekspeditioner i eftersøgning af meteoritter.
Foto: Ole Henningsen

Asteroide
opkaldt efter
dansk forsker ved Geologisk Museum

Asteroider er kilometerstore stumper af klippe og metal, der har kredset om Solen siden Solsystemets oprindelse.

En af disse spændende asteroider er nu blevet opkaldt efter Henning Haack, der er lektor på Geologisk Museum.

De fleste meteoritter, der falder på Jorden er netop stumper af asteroider der er blevet slået løs i forbindelse med meteornedslag på asteroiderne.

Asteroiden, der har fået navnet 7005 Henninghaack kredser ligesom de fleste andre asteroider om Solen mellem planeterne Mars og Jupiters baner.

Dens afstand fra Solen er 2,4 gange større end Jordens afstand fra Solen.

Den bruger 3,8 år på at komme en gang rundt om Solen.

Her ses den aktuelle position for asteroiden 7005Henninghaack i vort solsystem i forhold til Jorden.
Grafik: NEO/JLP/NASA

Du kan lære mere om asteroiden »Asteroid 7005 Henninghaack (1981 ET25)« her på denne adresse:
http://neo.jpl.nasa.gov/cgi-bin/db_shm?sstr=7005&group=all




Fotos fra O'Hare lufthavnen i Chicago

I forrige ufo-mail kunne man læse om observationen af et flyvende objekt over den travle internationale lufthavn O'Hare i Chicago i USA.
De centrale luftfartsmyndigheder FAA kommenterede, at der sandsynligvis var tale om et usædvanligt vejrfænomen, medens ansatte hos flyselskabet United Airlines - herunder også piloter var parat til at sværge på, at de observerede et mystisk tallerkenformet objekt.

Lav sol over O'Hare lufthavnen i Chicago.

Objektet havde ingen lysføring, fortalte de ansatte i United Airlines. Det svævede over en lufthavnsterminal, før det strøg op gennem skydækket, fremgik det også af en artikel i Chicago Tribune, der bragte sagen frem den 1. januar 2007.

Diskussionen om den spændende sag, der fandt sted allerede den 7. november 2006, er fortsat måneden ud her i starten af det nye år, og mange været involveret i en mere tilbundsgående undersøgelse af sagen.

Der var oplysninger fremme i sagen, der tydede på, at der muligvis var taget mindst et billede med en mobiltelefon af fænomenet den 7. november. Og pludselig dukkede der da også et par fotos op.

 
Det to offentliggjorte fotografier, der hævdes at vise det mystiske object over O'Hare lufthavnen den 7. november 2006.
Observatører fortalte, at der ingen lysføring var på objektet, hvilket jo ikke er i overensstemmelse med det nederste af disse fotos.

Offentliggørelsen af de to fotografier, der hævdes at være taget i O'Hare lufthavnen den 7. november 2006 af det observerede objekt, har ikke lagt låg på debatten i diskussions- og nyhedsgrupperne på internettet måske tværtimod.

Begge fotografier er tilsyneladende dukket op næsten i bogstaveligste forstand ud af den blå luft fra vidt forskellige kilder og i første omgang uden nogen som helst form for ekstra offentliggjorte data, der ellers kunne verificeres.

Billedernes troværdighed er derfor ikke den største i første omgang. Især det ene foto - det nederste af fotografierne ovenfor - ligner noget, der kunne være konstrueret i et billedbehandlingsprogram. Det ses endvidere, at det under alle omstændigheder er taget indendørs - se vinduesreflekserne i højre side af billedet.


Sidste: To nye fotografier på banen

 
 
Den 28. januar er så ovenstående to billeder dukket op, men stadigvæk uden de store detaljer.
Billederne findes på adressen:
http://www.ufocasebook.com/twomoreohare.html

Redaktøren af hjemmesiden skriver om sagen:

Følgende indlæg blev sendt til mig med et link til to fotografier. Afsenderen hævder at være en af de ansatte, der var på arbejde og iagttog ufo-fænomenet i O'Hare lufthavnen den 7. november 2006:

Navn: Ansat OIA
Dato: 28. januar 2007

„Jeg har lige uploaded de to fotografier, jeg tog af objektet. I kan tro på billederne eller ej, men jeg er færdig med dem, og jeg ønsker ikke at se en ufo igen. Det er altså for besværligt.
Jeg var der og tog disse fotografier ned min mobiltelefon.
Genstanden bevægede sig men meget langsomt.
Jeg forsøgte at fremsende dette her på et tidligere tidspunkt, men af en eller anden grund gik det ikke. Dette er så mit sidste forsøg.
Kvaliteten er ringe. Jeg beklager, men dette er kendsgerningerne.
Jeg ønsker ingen publicity omkring det. Jeg ønsker blot, at billederne bliver analyseret for at finde ud af, hvad pokker, det kunne være.“

Altså en lidt mystisk og mangelfuld beretning fra en person, der tilsyneladende ikke vil give sig til kende.

Men det bliver spændende at se, om der skulle dukke seriøse oplysninger op i den kommende tid om denne spændende sag.




Nyt nummer af UFO-Vision

 
UFO-Vision, nr. 9
UFO-Vision er SUFOI's specialtidsskrift med dybdeborende artikler og boganmeldelser.
En ny udgave af UFO-Vision er netop udgivet med følgende indhold:
  • Clas Svahn: Han søger svaret i vores indre
    - et portrætinterview med den engelske ufolog
      og forfatter Hilary Evans
  • Robert E. Bartholomew og Hilary Evans: Når panikken tager magten
    - den spændende indledning til bogen Panic
      Attacks om medieskabte bedrag
  • Peder Schultz: Et anderledes værk som ufoer
    - en anmeldelse af storværket UFOs - A Century
      of Sightings
  • Lars Thomas: Kort fortalt
    - anmeldelser af bøgerne Mysterier i fortiden og
      A Dictionary of Cryptozoology
  • Kim Møller Hansen: Sandheden er ilde hørt
    - anmeldelse af Abducted - How People Come to Believe They Were Kidnapped By Aliens
  • Kim Møller Hansen: Fra gyser til guder
    - anmeldelse af The Cult Of Alien Gods
  • Kim Møller Hansen: Hvor er beviserne?
    - anmeldelse af Majic Eyes Only - Earth's Encounters With Extraterrestrial Technology
  • Jim Moseley: Sandheden er derude
    - om bogen Shockingly Close To The Truth!
  • Per Borgaard: Rar gammel svindler eller en forvirret bøsse med visioner?
    - anmeldelse af Looking for Orthon
  • Robert Sheaffer: Ny påstand om Roswell-styrtet
    - præsentation af en ny bogs „forklaring“ på Roswell-hændelsen
  • Kim Møller Hansen: Kampen for ufologien
    - anmeldelse af Firestorm, om en af ufologiens store personligheder: James E. McDonald

UFO-Vision 9 er på 60 sider i A5-format og velillustreret.
Pris kun kr. 59,00

»UFO-Vision nr. 9« kan købes i SUFOI Butikken.




Nyeste observationer

Flere observationer i januar måned skyldes meteorer, men bl.a. de følgende observationer adskiller sig fra disse indrapporteringer.


8800 Viborg 16. januar 2007
Jeg går og taler i telefon, kigger op og ser to lys komme mod hinanden fra en afstand, der vil svare til Karlsvognens bredde, i en 90 graders vinkel.
Jeg tror først, at det er satellitter, der tilfældigvis krydser hinanden. Hastigheden er hurtigere end ved rutefly - lidt hurtigere end jagerfly i stor højde. Lysene er helt ensartede og har en intensitet, som er lidt svagere end de omkringliggende stjerner.
Før lysene mødes, retter de op (drejer hver 45 grader) og fortsætter i et perfekt parløb (de ligger på en linie vinkelret på bevægelsesretningen) med en afstand, der svarer til den halve afstand mellem to stjerner i Karlsvognens „håndtag“.
Lysene fortsætter i nordvestlig retning og begynder at „svinge“ fra og mod hinanden med en inderposition, som svarer til den førnævnte, og en yderposition, der er det dobbelte - altså som mellem to stjerner i Karlsvognens „håndtag“.
Dette fortsætter i ca. 30 sek. hvorefter rytmen brydes, de sætter farten i bevægelsesretningen ned til det halve, før de sætter farten op igen efter 5 sek. Derefter holder lysene en ens afstand (svarende til yderpositionen).
Lysene begynder nu en langsom omdrejning med uret, stadig på linie.
Midtpunktet på den linie, som kan trækkes mellem de to lys, følger samme fart og bevægelsesretning, mens lysene drejer, så det sydvestlige lys ligger forrest i bevægelsesretningen, da de kommer så langt ud mod horisonten, at de falmer og bliver uklare inde over midtbyens lys.


F-16 fly på natflyvninger

Observatøren vendte efterfølgende tilbage og meddelte SUFOIs Rapportarkiv, at der var tale om F-16 fly på natøvelse:

„Hej igen SUFOI.
Efter at have kontaktet FTK i Karup, har jeg fundet forklaringen på min observation i går.
De kunne nemlig oplyse, at der i en 5-ugers periode med start i torsdags, foretages natteøvelser med F16 fly.
Vagthavende kunne bekræfte flyvninger på netop samme tid og sted som min observation.“

Toke Haunstrup fra SUFOIs Rapportarkiv tilføjer i den anledning, at det er en interessant observation med en interessant forklaring!

Det bliver spændende at se, om natteøvelserne vil give anledning til flere indberetninger i de kommende uger.

Flyvertaktisk Kommando i Karup oplyser i en pressemeddelelse om natteøvelserne:

Piloter fra Fighter Wing Skrydstrup udnytter de næste fem uger, at dette tidspunkt på året er optimalt til træning i at flyve i mørke.

Hvis natflyvning skulle gennemføres om sommeren, ville de involverede medarbejdere blive nødt til arbejde meget sent og i særdeleshed i de sene nattetimer.

Men vinterens korte dage giver en oplagt mulighed for, at flyvningen reelt foregår om aftenen og ikke om natten, som det ellers lyder af navnet.

I denne periode forløber træningen i uge 2-6 i det vestlige Danmark og over Nordsøen, og allerede nu er der også planlagt natflyvning i efteråret, hvor dagslyset igen svinder ind.

I forbindelse med flyvningerne vil take off finde sted inden kl. 22.00 om aftenen for at mindske eventuelle støjgener, og Fighter Wing Skrydstrup er i det hele taget meget opmærksomme på, at omgivelserne generes mindst muligt.


7900 Nykøbing Mors 20. januar 2007
Jeg er ikke sikker på, om det vi så, var en UFO....... men det var i hvert fald mystisk.... især efter at jeg i dag har snakket med flere, der også så det.
Min kæreste og jeg kommer kørende lidt over kl. 19 op ad Feggesundvej mod Dråby Vig.
Da vi er lidt uden for Alsted, ser vi pludselig over halvdelen af himlen i NNV-retning blive lyst kraftigt op i et neogrønt/hvidt skær, med ligesom et rundt „center“, hvor lyset stråler ud fra. Vi kan kun se halvdelen af „centeret“, da vi befinder os uden for Alsted og den bakketop, der afskærer Alsted By fra Dråby Vig.
Min kæreste og jeg begyndte straks at snakke om, at der røg der nok endnu et fyrværkeri-lager.... og vi blev hurtigt enige om, at det kom i retningen af Flade eller Thisted.
Da vi kom over bakken, kunne vi imidlertid se på afstand, at Flade by så ud, som den plejede i mørket... Vi blev herefter hurtigt enige om at køre til Sø Bugt, hvorfra der er et frit udsyn over til Thisted.
Undervejs ringede jeg til mine forældre i Thy. De havde ikke set eller hørt noget, men de havde dog lige mistet TV2 signalet.... Straks tænkte jeg, at det måske var Thisted masten, der var væltet i det kraftige blæsevejr (20-25 m. i sekundet). Jeg afsluttede telefonsamtalen.
Snart var vi ved Sø Bugt.... og jeg kunne med det samme se, at det ikke var masten der var væltet.... da jeg så de karakteristiske røde blink ude i horisonten.
Men hvor var Thisted...... der var helt mørkt derovre.
Der gik nogen tid (max. 3-4 minutter vil jeg tro), så kom lyset pludselig... først i den nordlige del af byen.... herefter i midtbyen.... og straks herefter var alt som det plejede mht. belysningen ovre fra Thisted.
Men hvad pokker var der sket?
Da vi kom hjem og skulle til at se håndbold VM, kunne jeg se, at der havde været en strømafbrydelse, da min computer var slukket.
Næste dag skyndte jeg mig på nettet for at se, om der skulle stå noget på Thisted Dagblads hjemmeside eller på DR's hjemmeside under region midt og vest.
Der stod intet! Og det gør der stadig ikke pt. (søndag aften den 21. kl. 23.40).
Da min kæreste kom hjem fra arbejde søndag eftermiddag, kunne hun fortælle, at vandet havde været gult om morgenen, da hun skulle lave kaffe.
Søndag aften var jeg henne ved nogle venner for at se på en computer.
Da vi sidder over kaffen bagefter, spørger en af dem, om vi ved, hvad der var sket ovre i Thisted i nat? Hun havde snakket med flere i dag (søndag), som havde se det samme lys... og vidste at lyset var forsvundet ovre i Thisted. De havde alle haft et kortvarigt strømafbrydelser og mange havde pludselig ikke vand mere!?? Vores venner havde også en kortvarig strømafbrydelse...... men ikke problemer med vandet... så vidt de ved.
Alle dem, som hun snakkede med, bor også på Mors.
Vi snakkede om, hvad det kunne være.
Den anden af vores venner mente måske, at det kunne være højspændingsmasterne i Thy, der kunne have forårsaget lysglimtet og strømsvigtet, hvis trådene var blevet slået sammen i blæsevejret.. hvis strømmen var gået... går strømmen jo nok også til de pumper, der pumper vand rundt fra vandværkerne, som han sagde.... men vi andre syntes ikke, at det burde kunne give så meget lys, og det kæmpe lysglimt vi så.
Vi begyndte at snakke om små grønne marsmænd.... altså om det var et kortvarigt besøg, vi havde haft af en UFO........ der havde forårsaget det hele.......
Vi kan i hvert fald IKKE begribe, at der IKKE står noget som helst om episoden i medierne!!!
Som sagt ved jeg ikke, hvad det var vi så...... men jeg havde i hvert fald brug for at komme ud med det på tryk..... så det ikke bare går i glemmebogen. Det er hermed gjort!

Yderligere oplysninger og kommentarer fra UFO-Mails læsere er velkomne i Skandinavisk UFO Information - SUFOI's mailboks.




Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail videre til din familie, dine venner og bekendte.

Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:

Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende tilbud på ufo-materialer.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted