logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2007 > UFO-Mail nr. 80

UFO-Mail nr. 80
17. januar 2007


Fransk rumcenter åbner ufo-arkiver

 

Det franske rumforskningscenter CNES vil i 2007 åbne sine ufo-arkiver for offentligheden meddelte nyhedsbureauerne i de sidste dage af det gamle år.

Det var en talsmand, Dr. Jacques Arnould, for Det franske Rumforskningscenter CNES, Centre National d'Etudes Spatiales, der fortalte pressen om centrets fremtidige planer på ufo-området.

CNES blev dannet i 1961 som en statsejet kommerciel/industrial organisation med det formål at varetage et fransk rumprogram i en europæisk sammenhæng. Rumcentret er rent geografisk placeret i nærheden af Toulouse i Sydfrankrig.

En afdeling under Det franske Rumcenter, CNES, i Toulouse, beskæftiger sig med ufo-fænomener.
Foto: CNES

 
 
Dr. Jacques Arnould
Foto: CNES

Dr. Jacques Arnould fortalte, at det var planen, at lægge centrets omkring 6.000 rapporter om ufo-fænomener og andre ting ud online på internettet i slutningen af januar eller midt i februar.

Dog vil man tilbageholde navnene på observatørerne for at beskytte dem mod chikane fra „rumfanatikere“.

Han tilføjede, at CNES nu havde indsamlet vidneudsagn og dokumenter til studiebrug og arkiv i næsten 30 år.

De fleste beretninger er indsamlet af Gendarmeriet, som i de enkelte sager har udarbejdet et officielt vidneudsagn, og andre beretninger er kommet fra piloter.

Når man tager i betragtning, hvilken success film om besøg fra rummet som f.eks. »E.T.«, »Nærkontakt af 3. grad« og »Independence Day«, så må CNES-arkiverne formentlig også blive et hit, når de offentliggøres, sagde Dr. Jacques Arnould.

Det er udviklingen indenfor teknologien i de seneste 3 årtier, der har været med til at fremme beslutningen om at lægge arkivet on-line.

Offentliggørelsen på internettet vil formentlig ske ved et link og en henvisning på Det franske Rumcenters officielle hjemmeside www.cnes.fr.


Undersøgelsesgruppens historie

Den afdeling af Det franske Rumcenter CNES, der siden starten i 1977 officielt har beskæftiget sig med ufo-fænomener, fik navnet GEPAN - Groupe d'Etudes des Phénomènes Aérospatiaux Non identifiés.

Undersøgelsesgruppen GEPAN blev stiftet af CNES-ingeniøren Claude Poher, der var meget stærkt personligt engageret i dette projekt, hvis formål var at varetage undersøgelser af ufo-fænomener.

 
 
GEPANS tidligere stifter og leder, Claude Poher, instruerer en medarbejder i arbejdet med en teodolit.
Foto: CNES
 
GEPAN blev ledet af dr. Alain Esterle fra 1978 til 1983.
Foto: GEPAN
 

Claude Poher havde desuden en uddannelse indenfor astronomi og astrofysik. I forvejen havde Claude Poher gjort sig bemærket ved at offentliggøre ufo-studier, som han havde foretaget på mere privat basis.

Efter en kortere, men meget aktiv tid for GEPAN, trak Claude Poher sig i slutningen af 1978 tilbage fra ledelsen, og undersøgelsesgruppen blev herefter i en 5-årig periode ledet af dr. Alain Esterle, hvorefter gruppens arbejde blev betydeligt nedtonet.

Gruppens arbejde blev overvåget af en videnskabelig kommission, og der var fra starten lagt op til et meget ambitiøst projekt, der da også fik publiceret en lang række rapporter og skrifter i sin levetid.

Undersøgelsesgruppen GEPAN fik i sin levetid udgivet en mængde tekniske- og undersøgelsesrapporter.
Foto: SUFOI Picture Library


 
Afløseren SEPRA

Undersøgelsesgruppen GEPAN blev i 1988 afløst af en ny gruppe ved navn SEPRA, Service d'Expertise des Phénomènes de Rentrées Atmosphèriques.

Denne nye SEPRA-gruppe skulle i højere grad beskæftige sig med re-entry fænomener, dvs. de lysfænomener, der optræder i forbindelse med satellit-undergange og når rumskrot i øvrigt brænder op i atmosfæren.

I 2000 begyndte SEPRA så igen at fokusere mere på sin oprindelige opgave, nemlig ufo-fænomenerne, men dog med yderst begrænsede midler. Dette har måske været en for kontroversiel handling fra gruppens side, for allerede i 2001 besluttede rumcentrets generaldirektør sig for at tage undersøgelsesgruppen SEPRAs arbejdsopgaver op til revision for at få kigget nærmere på denne gruppes fremtid indenfor CNES.


GEIPAN på banen

Med basis i de anbefalinger, man efterfølgende fik i CNES, nedsatte Det franske Rumfartscenter igen en undersøgelsesgruppe. Denne gang ved navn GEIPAN, Groupe d'Etudes et d'Information des Phénomènes Aérospatiaux Non identifiés.

Som det ændrede navn antyder, skal man i GEIPAN i højere grad lægge vægt på informationer om gruppens arbejde.

Et telefoninterview på engelsk foretaget den 23. december med Jacques Patenet kan høres på adressen: http://uforadio.podomatic.com/

 
GEIPANs aktuelle leder, Jacques Patenet.
Foto: CNES
 

Intervieweren er Giuliano Marinkovic fra Zagreb.

Den nye undersøgelsesgruppe GEIPAN skal rapportere videre til ledelsen i rumcentret i Toulouse, og gruppens aktiviteter overvåges af den uafhængige og eksterne styrekomite COPEIPAN, der skal vejlede og føre opsyn med undersøgelsesgruppens virke.

COPEIDAN står for Comité de Pilotage des Etudes et de l'Information sur les Phénomènes Aérospatiaux Non identifiés.

Jo, de kan virkelig noget med navne, de franskmænd.

Styregruppen har 15 medlemmer, der bl.a. repræsenterer franske civile og militære myndigheder som gendarmeri, politi, civile luftfartsmyndigheder og det franske luftvåben. Formanden for styregruppen er den tidligere leder af CNES, generaldirektør Yves Sillard.


GEIPANs fremtidige opgaver

Det er naturligvis en af undersøgelsesgruppen GEIPANs opgaver at indsamle øjenvidneberetninger om ufo-fænomener observeret fra jorden og fra luften, fortrinsvis rapporter som er indgivet til gendarmeriet, politiet, civile luftfartsmyndigheder, luftvåbnet m.fl.

GEIPAN skal endvidere analysere og efterforske - om muligt på selve observationsstedet - i et forsøg på at tilvejebringe videnskabelige forklaringer på de rapporterede observationer og arkivere disse sager, indsamlet på fransk territorium.

Disse sager skal endvidere offentliggøres, og det er bl.a. i den forbindelse, at GEIPAN nu er i gang med at foretage en offentliggørelse af de sidste 30 års arkiver over indsamlede franske ufo-rapporter.

Der er tale om et meget stort stykke scannings-arbejde af det enorme arkiv, hvoraf de fleste af de næsten 6.000 rapporter stammer fra øjenvidner på jorden. 6% af ufo-rapporterne stammer fra flybesætninger og piloter.

Omkring 13% af de rapporterede tildragelser er indtil nu forblevet uidentificerede i GEPANs og SEPRAs undersøgelser.


Videnskabelig tilgang til fænomenerne

Det har siden starten i 1977 været GEPAN-gruppens indstilling til arbejdet, at undersøgelsesarbejdet skulle gennemføres ved hjælp af strengt videnskabelige metoder, og dette videreføres af den nye gruppe GEIPAN.

Gennem samarbejdsaftaler med andre forskere og institutioner har undersøgelsesgruppen adgang til de informationskilder og observationsdata, der er nødvendige for at kunne gennemføre undersøgelserne.

GEIPAN anfører på sin hjemmeside, at efterforskningen af fremtidige ufo-beretninger bl.a. omfatter øjenvidneberetninger i form af nedskrevne eller mundtlige rapporter til myndighederne.

I interviews med øjenvidner forsøges deres fysiologiske og psykologiske profil fastslået. Vurderingen af psykosociale faktorer fra det sociale miljø, f.eks. hvad øjenvidnet læser, uddannelse, medieindflydelse m.v. indgår i undersøgelsen, da alle disse faktorer påvirker folks måde at opfatte og tolke forskellige fænomener på.

Endelig registrerer man de fysiske omgivelser, hvor fænomenet fandt sted, incl. analyse af evt. bevismateriale fra jordoverfladen, videoptagelser, fotografier, de atmosfæriske og astronomiske omstændigheder m.v.

GEIPAN anfører, at hvert rapporteret fænomen efterfølgende klassificeres i en af de fire kategorier:

A - Definitivt idenficeret
B - Sandsynligvis identificeret
C - Uidenfificeret med baggrund i manglende data
D - Uidentificeret


14% uidentificerede på verdensplan

På sin hjemmeside http://www.cnes.fr/web/5038-geipan.php anfører GEIPAN endvidere denne opgørelse over ufo-rapporter over hele Verden.

 

Af opgørelsen fremgår det, at 18% af rapporterne er identificerede med sikkerhed.

28% af ufo-rapporterne er sandsynligvis identificerede.

40% er ikke identificeret med baggrund i manglende oplysninger.

Endelig fremgår det af opgørelsen, at 14% af de rapporterede fænomener fortsat er uidentificerede.

Kilde: GEIPAN


Hvad skal man gøre?

Hvis man observerer et mærkeligt fænomen på himlen, som man ikke kan henføre til noget kendt fænomen, hvad skal man så gøre?

GEIPANs svar er, at man først og fremmest skal notere alle detaljer ned så hurtigt og akkurat som muligt.

 
GEIPAN opstiller selv denne figur for at illustrere, hvilke faktorer, der indgår i en ufo-observation:
Selve stimulus, øjenvidnet og øjenvidnets rapport, det psykosociale miljø og de rent fysiske forhold.
Illustration: GEIPAN
 

I den forbindelse skal man især huske på nøjagtig dato, tid og varighed af tildragelsen. Den helt nøjagtige geografiske position med reference til landkendinger i landskabet. Det observeredes form, størrelse, farver, bevægelser m.v.

Notere sig, om der var nogen form for støj eller anden form for oplysninger som kunne være relevant i sagen.

Hvis fænomenet efterlader sig nogen form for synligt spor på jorden som f.eks. ødelagt vegetation m.v., så må man naturligvis ikke træde rundt i det.

GEIPAN anfører yderligere, at der ikke kan udføres nogen form for meningsfuld analyse af tingene, hvis der ikke kan tages prøver i overensstemmelse med de opstillede kriterier.

I den forbindelse ligner GEIPANs retningslinier fuldstændigt, hvad man normalt ser i div. TV-krimiserier mht. efterforskning af spor.

   
 
Et af GEIPANs eksempler på menneskabte lysfænomener, der måske på afstand kan være årsag til rapportering af ufoer.
Foto: GEIPAN
 
Endnu et af GEIPANs eksempler på menneskabte lysfænomener, der måske på afstand kan være årsag til rapportering af ufoer: Atmosfæriske lysfænomener i forbindelse med en raketopsendelse.
Foto: GEIPAN

Og i alle tilfælde råder GEIPAN da også til, at man straks skal rapportere sin observation til nærmeste politistation, der tager sig af det videre fornødne mht. udarbejdelse af en formel rapport, der videresendes til GEIPAN.

Efter analyse af de forhåndenværende data, vil forskerne forsøge at fastslå, hvad der rent faktisk har været årsag til, hvad øjenvidnet så og rapporterede i det givne tilfælde.

Som naturlige årsager til ufo-rapporter anfører GEIPAN bl.a. nordlys, dis- og tågefænomener, skyer, tornadoer og lyn.

Af mere menneskeskabte fænomener, der kan være årsag til ufo-rapporter nævnes, fyrværkeri, lasereffekter, forskelligartede fly-former og balloner m.v.

GEIPANs offentliggørelse af dokumenter fra de seneste 30 års mere eller - måske især i visse perioder - mindre intensive arbejde afventes med stor interesse af ufo-interesserede verden over.

Der er formentlig ingen tvivl om, at interessen især vil samle sig om eventuelle ikke tidligere offentliggjorte oplysninger om en meget speciel sag fra Trans-en-Provence i nærheden af byen Draguignan ikke langt fra Nice i Sydfrankrig.

Tildragelsen fandt sted den 8. januar 1981 og omhandlede beskrivelsen af et landet objekt, der blev iagttaget af en pensioneret landmand, som forklarede, at objektet lignede to sammensatte tallerkener og havde fire ben.

Han iagttog den i knapt et minut, før den forsvandt.

 
Sagen fra Trans-en-Provence blev også omtalt i den danske presse.
 
En anden interessant observation fra det franske område blev omtalt af dagspressen i august 1965.

Sagen blev efterfølgende nærmere beskrevet i en specialrapport af GEPAN og har tidligere været detaljeret omtalt i ufo-nyt nr. 1 og 2/1985.

Men der kan jo være detaljer i sagen eller konklusioner, der endnu ikke er offentliggjort.

Om der er nogle kommentarer eller yderligere oplysninger om ovenståënde spændende sag, bliver jo interessant at se.

 
Det bliver formentlig rapportmateriale af denne type, man vil komme til at se fra CNES.
Foto: GEPAN

Vi vil på ufo-nyts redaktion med interesse følge offentliggørelsen af de franske ufo-arkiver og vil holde læserne orienteret, hvis der skulle dukke væsentligt nyt frem fra Det franske Rumcenters arkiver eller GEIPANs øvrige aktiviteter.




Tysk advokat hjælper alien-bortførte

En tysk advokat har nu tilbudt sin juridiske assistance på et ret usædvanligt område:
Efter tysk lov er man berettiget til erstatning, hvis man har været bortført - også af rumvæsener.

Har du været udsat for en bortførelse fra rumvæseners side, er du efter tysk lovgivning berettiget til erstatning, siger advokat Jens Lorek fra Dresden.

Den 41-årige advokat er dermed trådt ind på et helt nyt arbejdsområde, idet han normalt beskæftiger sig mest med social- og arbejdsmarkedslovgivning.

 
 
Advokat Jens Lorek fotograferet i Cröffelbach af Hansjürgen Köhler, CENAP

Erstatningssager kan anlægges mod den tyske stat med afsæt i en tysk lov, der giver bortførelsesofre ret til kompensation fra staten enten i form af f.eks. gratis lægehjælp - eller i svære tilfælde af legemsbeskadigelse m.v. - en statslig pension.

Dette må så også gælde mennesker, der hævder at være blevet ofre for bortførelse fra rumvæsener, siger altså nu advokaten fra Dresden. Det vil også være svært for et sådant offer at anlægge sag direkte mod disse rumvæsener, der må anses for at være smuttet!


Cröffelbach-ide

Hvert efterår afholder tyske ufo-organisationer og ufo-interesserede enkeltpersoner et diskussionsforum, hvor alskens emner i forbindelse med ufo-fænomener drøftes på et seriøst men også uhøjtideligt plan af de fremmødte.

Det var under en livlig diskussion efter hans foredrag på UFO-Forum i Cröffelbach i Tyskland i efteråret 2006, at ideen blev drøftet i et bredere publikum.

Efterfølgende udsendte Jens Lorek en pressemeddelelse om muligheden for erstatning eller kompensation til tyske ofre for alien-bortførelser.


Mediestorm

Og så brød helvede løs - eller i det mindste mediestormen.

 
Foto: Hansjürgen Köhler, CENAP
 

Jens Lorek havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at en pressemeddelelse fra en advokat skulle kunne udløse en så stor interesse fra omverdenens side.

Hurtigt blev hans telefon konstant belejret af mediefolk fra stort set hele verden, så det varede en rum tid, før han var færdig med at give interviews til de trykte medier, radio- og TV-stationer.

Også i Danmark dukkede beretningen op om advokat Jens Lorek i form af et Ritzau-telegram, der blev videreformidlet af danske dagblade.

Senest har han givet interview til tyske Der Spiegel den 8. januar 2007, og ærgrede sig bagefter over, at redaktionen havde bragt interviewet under "esoteriske stof" godt nok under „videnskab“, men alligevel.

„Det er ret tydeligt, at der er en efterspørgsel efter juridisk rådgivning på dette område. Men et af problemerne er, at folk er bange for at blive til grin ved domstolene“, siger Jens Lorek.

Han mener selv, at der er store muligheder for at få en sådan sag for domstolene, for der er jo adskillige, der hvert år hævder at være blevet bortført af rumvæsener, slutter han.


Domstolsundersøgelse

Det er måske i virkeligheden i de afsluttende bemærkninger, at det virkeligt spændende i sagen ligger.

Hvis der melder sig en person, der hævder på et tidspunkt at have været bortført af rumvæsener, kræver det jo en nærmere undersøgelse af denne påstand.

Og for at få en positiv domstolsafgørelse i en sådan erstatningssag, kræves det naturligvis, at domstolen rent faktisk anerkender de fremlagte beviser for, at der i realiteten har fundet en sådan bortførelse sted!

Desværre har Jens Lorek til dato endnu ikke modtaget henvendelse fra personer, der ønsker advokatbistand i denne sammenhæng.




Piloter observerer ufo-fænomen

Piloter: Mystisk tallerkenformet objekt over lufthavnen
Luftfartsmyndighederne: Sandsynligvis besynderligt vejrfænomen

Der var gang i ufo-diskussionen allerede fra starten af det nye år, hvor dele af pressen og diskussionsgrupperne på internettet var fyldt med indlæg om observationen af et flyvende objekt over den travle internationale lufthavn O'Hare i Chicago i USA.

De centrale luftfartsmyndigheder FAA kommenterer, at der sandsynligvis var tale om et usædvanligt vejrfænomen, medens ansatte hos flyselskabet United Airlines - herunder også piloter er parat til at sværge på, at de observerede et mystisk tallerkenformet objekt svæve over O'Hare lufthavnen i efteråret.

Den travle lufthavn O'Hare udenfor Chicago set fra luften.

Objektet havde ingen lysføring, fortæller de ansatte i United Airlines. Det svævede over en lufthavnsterminal, før det strøg op gennem skydækket, fremgår det også af en artikel i Chicago Tribune, der bragte sagen frem den 1. januar 2007.


Flyvelederne så intet

FAA - Federal Aviation Administration, bekræftede, at en overordnet medarbejder fra flyselskabet United Airlines havde kaldt kontroltårnet i O'Hare lufthavnen og forespurgt, om nogen der var nogen der, der havde observeret en diskosformet genstand, der drejede rundt. Men flyvelederne havde intet observeret, og et foreløbigt check af radaren viste intet ud over det sædvanlige, meddelte FAAs talskvinde Elizabeth Isham Cory.

„Det er vores teori om sagen, at der er tale om et vejrfænomen“, sagde Cory. „Den omtalte nat havde i den relation perfekte atmosfæriske betingelser i form af et lavt skydække og en masse lufthavnslys. Når lysene skinner op på skyerne, kan man somme tider se besynderlige ting.“

„Det er ikke noget vi undersøger“, tilføjede Elisabeth Isham Cory.

En talskvinde fra flyselskabet United Airlines, Megan McCarthy, sagde, at medarbejdere fra selskabet ikke erindrer at have diskuteret en sådan sag fra den 7. november.

Kontroltårne i O'Hare lufthavn.

En af O'Hare lufthavnens flyveledere, Craig Burzych, tog det fra den lidt mere humoristiske side og sagde, at det simpelthen var uacceptabelt at flyve 7 millioner lysår frem til O'Hare og så måtte vende tilbage, fordi ens gate i lufthavnen var optaget.


 
Chicago Tribune med nyheden

Det var Jon Hilkevitch fra avisen Chicago Tribune, der bragte sagen frem for offentligheden den 1. januar 2007 med overskriften: Noget på himlen: En fugl? Et fly? En... UFO?

Han anførte videre i sin artikel, at når offentliggørelsen sker den 1. januar, lyder det nærmest som en dårlig nytårsspøg. Men en gruppe ansatte ved et flyselskab insisterer på, at det er ramme alvor, og at det oprører dem, at hverken deres chefer eller FAA vil tage dem alvorligt.

 
Lederen af National UFO Reporting Center i USA, Peter Davenport
 
 

Et flyvende, tallerkenlignende objekt svævede lavt over O'Hare lufthavnen i flere minutter, før det for af sted gennem det tykke skydække med en sådan intens kraft, at det efterlod et besynderligt hul i skydækket, fortalte nogle af de United Airlines-ansatte, der observerede fænomenet.

Uanset hvad objektet I virkeligheden var, kunne det måske have skabt ravage på O'Hares radar og andet elektronisk udstyr, sagde de ansatte til Jon Hilkevitch.

UFO-fænomenet blev først observeret af en United Airlines-ansat, der var ved at lede et United Airlines-fly til lufthavnens gate C17, fremgår det af en øjenvidneberetning, som han udarbejdede til Peter Davenport, der leder National UFO Reporting Center i USA.

Observationen fandt sted i næsten dagslys ca. kl. 04:30 p.m. lige før solnedgang.

Alle vidnerne fortæller, at objektet var mørkegråt og velafgrænset i forhånd til skydækket. Den anslåede størrelse varierer lige fra små 2 meter til godt 7 meter i diameter, og der var ingen lys at se.


Uden en lyd

Nogle sagde, at det lignede en roterende frisbee, medens andre sagde, at det ikke så ud til at rotere. Alle var imidlertid enige i, at der ingen lyd lyd kom fra objektet, og at det stod stille nedenunder skydækket, i små 600 meters højde, indtil det fløj op i skyerne.

„Jeg er ellers ret videnskabeligt indstillet af naturen, og jeg forstår ikke, hvorfor rumvæsener skulle svæve over en travl lufthavn“, sagde en mekaniker fra United Airlines. Han var i cockpittet på en Boeing 777, som han var ved at taxie til en vedligeholdelseshangar, da han observerede det metallisk udseende objekt over Gate C17.

„Men jeg ved, hvad jeg så, og hvad hvad en hel del andre mennesker så meget klart, og det var bestemt ikke noget jordisk luftfartøj“, sagde mekanikeren.

En anden medarbejder fortalte, at en af de øvrige observatører tilsyneladende var rystet over observationen og næsten følte noget religøst over det.

En af lederne fra United Airlines berettede, at han løb udenfor sit kontor i lufthavnens Hal B efter at have hørt om observationen over en intern radiokanal.

„Jeg stod udenfor gate-området og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle tro og forsøgte bare at finde ud af, hvad det var“, sagde han. J„eg vidste, at der ikke var nogen, der ville foretage sådant et opkald over radioen, hvis det var svindel. Men hvis nogen var i færd med at opsende en vejrballon eller noget andet over O'Hare lufthavn, var det bare med at få det stoppet, for det var jo i umiddelbar nærhed af vore flyveoperationer“.


Richard Haines på banen

„Alle ufo-gruppers rapportarkiver er fyldt med rapporter fra piloter om observationer af uidentificerede fly og andre mærkværdigheder, der har indvirket på navigationsudstyr om bord på flyene.“

„Hvad enten nogle af ufo-tildragelserne er virkelige eller blot resultatet af den enkeltes personlige opfattelse af tingene, er der eksperter, der mener at denne type af tildragelser udgør en sikkerhedsrisiko for piloter og deres passagerer.

Der har været dokumenterede tilfælde, hvor sikkerheden synes at være at have været i fare, og vi kommer mere og mere til det standpunkt, at vi har at gøre med et intelligent fænomen“, sagde Richard Haines i en kommentar til hændelsen ved Chicagos lufthavn O'Hare.

 
Richard Haines (tv) og SUFOIs Ole Henningsen
Foto: Kim Møller Hansen
 

Richard Haines er mangeårig ufo-forsker af specielt pilot-observationer og kendes i Danmark bl.a. som foredragsholder ved SUFOIs Kongres i Lyngby i 1997.

„Vi må være på forkant med udviklingen, før et fly styrter ned“, tilføjede Richard Haines, der er tidligere chef ved Space Human Factors Office ved NASA's Ames Research Center.

Richard Haines er nu i gang med at undersøge tildragelsen og har fastslået, at der ikke blev opsendt vejrballoner i omegnen af O'Hare den 7. november.

„Det er desuden absurd, hvis miliæret skulle foretage testflyvninger så tæt på lufthavnen“, sagde han.

Alle vidner til O'Hare-hændelsen, der også omfatter adskillige piloter, fortalte, at de ud fra objektets optræden og flyvekarakteristika, var sikre på, at der ikke var tale om et fly, en helikopter, en vejrballon eller andet kendt luftfartøj.


United Airlines bekræfter ikke rapport

Vidnerne er ikke sikre på, hvad der svævede i luftrummet, men de er oprørte over, at ingen tilsyneladende indtil nu har taget dem alvorligt.

En talskvinde for United Airlines sagde, at der ikke foreligger nogen rapport hos flyselskabet, og at ledere i selskabet ikke husker, at en sådan sag har været diskuteret.

„Der findes intet i vagthavendes logbog, der ellers anvendes til at notere usædvanlige tildragelser“, sagde talskvinden Megan McCarthy. „Jeg har checket rundt om, og der er intet noteret nogetsteds“.

United Airlines fly i O'Hare lufthavn.

Ikke desto mindre blev piloterne ombord på et United Airlines fly, der bakkede ud fra Gate C17, af andre United Airlines medarbejdere gjort opmærksom på fænomenet. Og en af piloterne åbnede forruden i cockpittet for at få et bedre udsyn til objektet, der blev anslået til at svæve ca. 450 meter over jorden. Objektet blev pludselig set skyde lodret op gennem det solide skydække, som luftfartsmyndighederne, FAA, bekræfter var i en højde på knapt 600 meter på det pågældende tidspunkt.

„Det så ud, som om der var en, der lavede et hul i himlen“, som en af de United Airlines udtrykte det.

Vidnerne fortalte, at det var svært at holde øje med objektet, da det strøg gennem de tætte skyer. Det efterlod sig et åbent klart hul i skydækket, sagde de, og tilføjede at hullet forsvandt indenfor nogle få minutter.

Øjenvidnerne fra United Airlines udtalte sig til Jon Hilkevitch fra avisen Chicago Tribune under løfte om anonymitet.

Nogle af dem fortalte, at de var blevet interviewet af overordnede fra United Airlines og var blevet bedt om at nedskrive deres beretninger og lave tegninger af, hvad de havde observeret. De var endvidere blevet rådet til ikke at omtale, hvad de havde observeret.


Freedom of Information Act

Jon Hilkevitch fra Chicago Tribune fortæller endvidere, at FAA, De centrale Luftfartsmyndigheder oprindeligt forklarede ham, at de ikke nogen form for oplysninger om den påståede ufo-observation.

Men FAA skiftede straks standpunkt, da avisen bad myndighederne om aktindsigt og fremlagde en såkaldt Freedom of Information Act-anmodning.

Efter en intern undersøgelse hos FAA af båndoptagelser fra den pågældende dag bragte et opkald frem i lyset, hvor en overordnet fra flyselskabet United Airlines kontakter en af FAA-lederne i lufthavnens kontroltårn.

 
Jon Hilkevitch fortæller om ufo-episoden i O'Hare lufthavnen på TV.
 

FAA er dog stadig af den opfattelse, at der var tale om en slags vejrfænomen.

Siden offentliggørelsen den 1. januar har adskillige været involveret i en mere tilbundsgående undersøgelse af sagen.

Dette gælder i høj grad Jon Hilkevitch fra Chicago Tribune, Richard Haines og Peter Davenport fra National UFO Reporting Center i USA, hvis undersøgelser og udmeldinger er anvendt som kilder i denne omtale.

Der har været en omfattende diskussion af de offentliggjorte aspekter af sagen i diskusssionsgrupper på internettet. Bl.a. har debatten drejet sig om, hvilke former for kræfter der i givet fald skal til, for at der kan dannes det rapporterede hul i skydækket. Visse nye oplysninger i sagen tyder på, at der muligvis er taget mindst et billede med en mobiltelefon af fænomenet den 7. november.

Billedet er dog endnu ikke blevet offentliggjort.

Et interview med en af de anonyme piloter samt Peter Davenport fra National UFO Reporting Center i USA kan høres i Jeff Rense radio programmet på adressen: http://rense.gsradio.net:8080/rense/special/rense_davenport_121206.mp3




Nyeste observationer

De første beretninger i det nye år kom alle sammen mandag, den 8. januar og omhandler mere eller mindre det samme fænomen på himlen set forskellige steder fra.


8. januar 2007, Amager, kl. 18.03
Den første beretning er fra en 32-årig mand fra Amager, der fortæller:

„Var på vej hjem efter gåtur med min hund, da jeg så oppe på himlen ved ca. 18.03-tiden ca.. 100 m fra mig over lyskrydset ved Italiensvej og Backersvej på Amager så noget, der fløj væk med meget høj fart.
Der var igen lyd.
Kom til syne i øst og forsvandt i sydøst.
Der var lige som to runde ringe bag på (ligesom når man ser ind i en jet-motor) med blåt lys i midten med en hvid ring omkring, og da det fløj væk, blev det blå mere orange. Gik over i noget, som lignede en hvid stikflamme omkring 2 meter efter den.
Lyset var meget tydeligt, og det hele tog omkring 3 sek.
Meget mærkelig oplevelse.“


8. januar 2007, Egebjerg på Falster, kl. 18.10
En observatør fra Egebjerg, øst for Nykøbing F.. fortæller:

„Kører i bil ad Egebjerg vej og ser ca. kl. 18.10 ud til venstre (sydvest) et meget kraftigt ‚stjerneskud’. Men vel at mærke meget kraftigt.
Grønt. Varighed 3 - 5 sek. Forsvandt i østlig retning.
Jeg har set mange stjerneskud men aldrig så kraftigt.
Har set noget tilsvarende i sommer men fik aldrig reporteret det.
Der var det det næsten samme lys. Der var bare to, der parallelt så ud til at styrte mod jorden på den vestlige himmel, nok til vi var lige ved at starte bilen og se efter.
Håber at høre, at der er andre, der har undret - eller som vi - glædet os over et spændende fænomen på himlen.
Min 9-årige søn, der så det i længst tid, mener også, det skiftede fra rund til firkantet. Men kort ... meget kraftigt grønligt ‚stjerneskud’.
Kan der forekomme farveforskel på de partikler, der brænder op i atmosfæren?“


8. januar 2007, Roskilde, kl. 18.30
En 23-årig kvinde beretter om sin og en venindes oplevelse:

„I går aftes da jeg tog hjem fra arbejde kiggede jeg på himlen og så at det var stjerneklart.
Pludselig ser jeg 6-7 lyse pletter, der bevæger sig fra nord mod syd i en V-form. Farven var hvid/lysegrå.
Jeg siger til min kollega, at det var da mærkeligt, at der flyver fugle nu når det er mørkt.
Det var ca. 18.30 i Roskilde.
Min kollega kigger også op og får øje på det samme som mig, men det flyver så stærkt, at det ikke kan være fugle.
Observationstiden er ca. 10 sek.
Og inden vi når at sige mere, kan vi ikke se dem for taget på bygningen.
Mens jeg taler til min kollega, skifter det der flyver formation.
De to bagerste flyver ind i midten.
Nu tror jeg ikke på flyvende tallerkner, men det var godt nok et mærkeligt syn, og det fløj meget højt oppe og hurtigt.
Det var helt stille og vi kunne intet høre af lyd, så det kan ikke have været svaner f.eks. Vi følte det meget mystisk og skyndte os ind i vores biler og kørte hjem :-)“


Hvad så observatørerne?

Med de angivne tidspunkter, der kan variere, ser det ud til, at det er det samme fænomen - eller sammenhængende fænomener - der er observeret 3 forskellige steder fra i det østlige Danmark denne aften.

Ud fra beretningerne er det ikke muligt entydigt at bevise, hvad der er observeret. Umiddelbart virker stjerneskud dog som en af de mest plausible forklaringer.

De 3 rapporter er derfor også videresendt til Astronomisk Selskabs Meteorsektion, der indsamler observationer af meteorer og viderebringer dem til The International Meteor Organization (IMO).

Det kan ikke afvises, at det observerede kan være en del af årets første stjerneskudssværm, Kvadrantiderne, der almindeligvis vil være på banen mellem d. 1. og 6. januar.

Sværmen går også under navnet Bootiderne, fordi dens radiant (udstrålingspunktet) ligger i stjernebilledet Bootes (Bjørnevogteren).

Den 8. januar viste Månen sig på den østlige himmel ved 22-tiden, og stjernebilledet Bootes dukkede op i nordøst ved 23-tiden.

Maksimum af stjerneskud i denne sværm lå ved midnat natten mellem d. 3. og 4. januar.

Fuldmånen og vejrliget har dog gjort det vanskeligt at se især de svage stjerneskud.

Hver eneste klar aften eller nat er der dog mulighed for at se stjerneskud.

Stjerneskuddene opstår, når Jorden bevæger sig gennem et område af sin bane omkring Solen, hvor gamle kometrester befinder sig.


Sidste:

Det er efterfølgende blevet bekræftet, at Astronomisk Selskabs Meteorsektion har modtaget 4 rapporter fra samme dato med en tidsangivelse indenfor en lille time i forhold til rapporterne, der blev modtaget af SUFOI.

Desuden er foreligger der et foto fra et automatisk kamera.


8. januar 2007, Tåstrup, kl. 17.28

En mandlig observatør har indsendt denne Ildkugle Rapport til as.dsri.dk:

„Jeg kom kørende mod øst af Parkvej og skulle til i vejkrydset at svinge sydpå ad Solsortevej i Tåstrup.
Ud af forruden så jeg over mig en gul-grønlig kugle suse mod øst-sydøst med meget høj fart. Først troede jeg det var en noget fra en nytårsraket - men hastigheden var for høj og lysstyrken ændrede sig næsten ikke.
Samtidig kunne jeg se at den befandt sig over de enkelte tynde skyer der lå over Tåstrup på det tidspunkt.
Banen vurderer jeg til at komme ind over min venstre skulder og ind over København og ned bag horisonten i en lav bane i øst i løbet af 2 sekunder.
Lysstyrken vurderer jeg til at være næsten svarende til halvmånen - altså meget stærkt lysende.
Der var ikke tegn på hale, og røgfane kunne jeg ikke se grundet skylaget.“


8. januar 2007, Albøge, Djursland, kl. 17.59

En mandlig observatør har indsendt en Ildkugle Rapport til as.dsri.dk:

„Jeg så den fra bilen, hvorefter jeg stoppede op for at checke position og retning.
Starten lå nord for Capella, (øst nordøst) slutningen lidt over Procyon (øst sydøst) himlen.
Første kommentar fra mine passagerer var, at det var en nytårsraket- men så skulle den være affyret oppefra.
Mit bud på lysstyrken er, at den var minus 3.
Varighed 8 sekunder, hvor ildkuglen bevægede sig fra 75 til 15 graders højde over horisonten.
Farven anføres som gul/orange. Lille ildhale og ingen opsplitning af ildkuglen men uden røgspor og lyd.“


8. januar 2007, Stenløse, kl. 18.15

Et ægtepar indsendte denne Ildkugle Rapport til as.dsri.dk:

„Kl. ca. 18.15 så vi fra Farumvej i Stenløse et stjerneskud, der så ud til at bryde gennem atmosfæren og ramme jorden.
Det var i en vinkel på ca. 45 grader (lodret) mod øst nordøst, og en vinkel på ca. 25 grader ifh. lodret at det gennembrød atmosfæren.
Først et lys der ligner stjerneskud, som derefter blev kraftigere og kraftigere og skiftede fra lys til orange, med en eksplosion til sidst - stor orange hale inden det forsvandt.“


Foto og beregning af ildkugle

Ud over visuelle observationer (foretaget med det blotte øje) blev der også registreret en ildkugle af et automatisk kamera, der overvåger dele af himlen.

Dette webkamera drives af Anton Norup Sørensen fra Astronomisk Observatorium under Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet.

Billedet viser en ildkugle - langstrakt lysspor nederst I højre hjørne - fotograferet den 8. januar 2007, kl. 17:48:56 med automatisk kamera. Varighed: 1,7 sekunder.
Foto: Anton Norup Sørensen, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet.

„Kameraet registrerer normalt ildkugler automatisk, men i dette tilfælde var der ikke nogen automatisk detektion, da vinkelhastigheden var under den fastsatte tærskelværdi“, oplyser Anton Norup Sørensen til ufo-mail og fortsætter:

„Ud fra de indkomne observationsrapporter kunne jeg finde hændelsen i arkivet, som består af billeder summeret over 10 sekunder.

På billedet er objektet splittet op i 7-8 segmenter. Det skyldes kameraets eksponering med 5 billeder i sekundet, hver af 0,1 sek. varighed.“

Kameraerne overvåger kun visse dele af himlen, og den automatiske registrering afhænger naturligvis adskillige faktorer, bl.a. af vejrlig og lysstyrke på fænomenerne.

Yderligere informationer om de automatiske kameraer kan ses på denne adresse: http://www.astro.ku.dk/~norup/webcam/

Anton Norup Sørensen har efterfølgende markeret observationen fra Djursland på et kort tilligemed de meget nøjagtige oplysninger fra den automatiske fotoregistrering.
Dette giver en placering af ildkuglen langt inde over Sverige eller Østersøen.

Der har denne dato været flere observationer af lysfænomener på himlen indenfor en times tid. Visse af disse kan nu med sikkerhed henføres som stjerneskud/ildkugler.




Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail videre til din familie, dine venner og bekendte.

Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:

Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende tilbud på ufo-materialer.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted