logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > UFO-Mail > UFO-Mail 2006 > UFO-Mail nr. 71

UFO-Mail nr. 71
21. juni 2006


Kraftigt lysfænomen over Lissabons lufthavn i 1979

 
Ingeniør Lars Kierulff
 
Under et af mine mange besøg i Portugal havde jeg en spændende oplevelse den 16. juni 1979 tidligt om morgenen.

Jeg forlod en café i Lissabon, meget tæt (4-500 m) på Lissabons lufthavn. Jeg var sammen med min portugisiske kone og et par venner.

Da vi satte os ind i bilen for at køre væk, blev alt omkring os med ét badet i lys. Det var meget voldsomt, fuldstændigt som om det var blevet dag.

Det var starten på en nylig henvendelse fra ingeniør Lars Kierulff, der er bosat i Porto i Portugal

:

„En stor tak for alle de dejlige og interessante nyhedsbreve, som jeg får her på nettet. Tak...!

Jeg er ingeniør og arbejder med alternative energiprojekter. Jeg har boet i Portugal siden 1984, men har kendt landet siden 1975, hvor jeg første gang kom herned. Jeg har længe gået og tænkt på at skrive til jer, men først nu har jeg fået mig taget sammen til det.

Som jeg nævnte i indledningen, var det et meget voldsomt lys, fuldstændigt som om det var blevet dag. Det varede i 5 - 10 sekunder, (men jeg følte i hvert fald, at det varede længere) men det forsvandt igen på en brøkdel af et sekund.

Vi stod alle med munden åben, ingen af os vidste, hvad vi skulle sige. Jeg tænke ved mig selv, at det nok var et utroligt kraftigt lyn-glimt, men undrede mig over, at det varede så længe, og at der så heller ingen tordenskrald kom bagefter. Det var natten til søndag den 16. juni 1979 kl. ca. 02.20.

Den næste dag, om mandagen, kunne jeg så læse om det i avisen. Jeg beholdt et enkelt avisudklip og har gemt det i de mange år, men der var flere aviser, som skrev om det.

Jeg husker specielt, at en avis nævnte, at lyset var blevet observeret af over 35.000 personer. Nu er det også sådan, at i Portugal er der meget liv og mange mennesker på gaden, specielt om natten om sommeren, hvor det er så behagelig at færdes ude. Så det er meget sandsynligt, at det blev observeret af endnu flere personer.

Lars Kierulff har sendt ufo-mail det gamle avisudklip fra den portugisiske avis »A Capital« med følgende oversættelse:

Intens lys oplyser natten i Lissabon

Et u-identiciferet intens lys oplyste natten imellem lørdag og søndag. Det skete ca. kl. 02.20 og blev, foruden fra det meste af landet, set helt tæt på af personalet i konotroltårnet i Lissabons lufthavn. I følge øjenvidnerne var lyset meget stærkt, og af en blålig farve, ovalt i form, og det bevægede sig med meget stor hastighed. Et identisk fænomen blev samtidig observeret af vores naboer i Spanien.

Ifølge øjenvidner i kontroltårnet i Lissabons lufthavn blev de første indikationer, af at der foregik noget mærkeligt, givet af et fly fra TAP, som var under forberedelse til landing i lufthavnen.

Meldingen var, at et voldsomt og intens lysfænomen netop havde passeret foran flyet og var fortsat i retning til venstre for flyet. Fænomenet oplyste under sin passage hele lufthavnsområdet med et meget kraftigt, blåligt lys.

Samme observation blev transmitteret til kontroltårnet af 2 fly lidt længere væk, som befandt sig under indflyvning til Lissabon, samt af to fly på landjorden, som ventede på at få starttilladelse fra kontroltårnet.

Et fly, som var ca. 100 km. væk og befandt sig meget højt oppe, rapporterede samtidigt at have set et voldsomt lys over Lissabons lufthavn. Dette fly befandt sig over havet, og rapporterede, at det enorme lysfænomen bevægede sig i nordlig retning.


Lyset observeret fra andre områder

Det fantastiske lysfænomen, som blev set over Lissabon natten til lørdag, blev observeret så langt væk som i Caldas og S. Martinho do Porto. (ca. 85 Km. nord for Lissabon i luftlinie). Her oplyste en gruppe paa 6 vidner kort efter til den lokale avis, Gazetas das Caldas, at de var blevet overrasket af et voldsomt lys, som om at der blev tændt for en kæmpe lampe.

Lyset var saa intens, at hele området blev oplyst, som om det var dagslys. Så klart, at småstenene i asfalten reflekterede lyset. Lige inden lyset forsvandt igen, kunne vi skimte en lysende rød streg, som forsvandt øjeblikkeligt og efterlod sig en mindre lysende kugleform, som herefter forsvandt (slukkede). Den rødligt lysende linie bevægede sig parallelt med jordoverfladen i retning nordøst, sydøst. Da lyset forsvandt (slukkede), hørte vi en lang lavfrekvent lyd. Det hele varede i omkring tre til fem sekunder. Aldrig har vi set noget lignende, kunne vidnerne tilføje.“

 
Joaquim Fernandes
Foto: CUCO
 

Vi har i SUFOI kontaktet vore samarbejdspartnere i det sydlige Europa og spurgt ufo-organisationerne til deres rapportmateriale fra det pågældende tidspunkt.

Joaquim Fernandes, University Fernando Pessoa, i Porto, svarede, at der var tale om et stærktlysende langsomt meteor i en bane fra syd mod nord, og at der var indkommet flere hundrede rapporter om lysfænomenet.

Han tilføjede senere, at det sikkert var foregået i stor højde, og at meteoritten formentlig var brudt op i mindre stykker.

Denne hændelse er et af de tilfælde, hvor man har flest indkomne rapporter fra så kort et tidsrum.

Fra Spanien oplyser Juan Pablo González fra CUCO, Catálogo Unificado de Casuística OVNI (Unified Catalogue of UFO Sightings), Valencia, at man i databasen CUCO har 8.500 rapporter, der omhandler 7.000 observationer i årenes løb fra Spanien, Portugal og Andorra.

 
Juan Pablo Gonzalez
 

I CUCO har man, udover registreringerne fra Portugal af det aktuelle lysfænomen, angivelse af tidspunkter, der ligger mellem 01.20 og 03.00.

CUCO har to andre rapporter, der ligner samme fænomen, men dog med angivelse af tidspunktet kl. 03.00.

Den ene observation stammer fra Montejunto i Portugal og den anden fra Valencia de Alcántara I Spanien.

Det er ofte svært at undersøge ældre ufo-observationer, med mindre man har mulighed for at trække på eventuelle registreringer af observationer - især databaser - fra de pågældende områder.

I dette tilfælde har seriøse ufo-forskere i det sydlige Europa dog lagt et stort arbejde i sådanne databaser, som det har været muligt at trække på.

Med baggrund i de oplysninger, vi i SUFOI efterfølgende har modtaget fra vore samarbejdspartnere, er der en stor sandsynlighed for, at vor læser, Lars Kierulff, netop har oplevet et af naturens flotte scenerier - et stort meteor.


Hvad var lysene i græsset?

Lars Kierulff fortæller videre i sin henvendelse til ufo-mail:

„Da jeg endnu boede i Danmark, ved Trelleborgs volde på Slagelse egnen, var jeg en aften ved midnatstid ude at gå en tur. Det var nok i juni måned, og jeg mener at det må have været i 1980 eller 81.

Jeg så 2 små lys ude på en mark, kun en 10-12 m fra en staldbygning. Jeg gik nærmere, og så de to lys ligesom ligge i græsset, dog ca. 30 -40 cm over jorden og med en indbyrdes afstand på ca. 50 cm.

Lysene var stærke, men ikke kraftige, så jeg troede faktisk, at det var et par lokale drenge, som var ud at lege med hver sin „Nefa-lygte“. Da jeg kom noget nærmere, (ca. 1,5m.) var lysene, som slet ikke bevægede sig, blevet meget kraftige, men jeg kunne trods alt se en kraftigt lysende kugleform.

Kuglen var på størrelse med en tennisbold. Jeg kunne bare ikke se to drenge eller nogen andre personer, kun de to kraftige lys. Lyset var helt hvidt (klart), og uden nogen andre farver.

Jeg tænkte, at det var da nogle gode kraftige lygter, som lå her i græsset på marken.. Jeg stod længe og betragtede de lysende kugler. De bevægede sig over hovedet ikke, men da jeg forsigtigt prøvede at række hånden ud for at tage en af dem op, - var de pist væk..!

Jeg kan huske at have læst i Sjællands Tidende om lignende oplevelser af andre landmænd på egen, som havde observeret disse kugler passere forbi deres traktor om dagen, så det er nok ikke noget særlig nyt, bortset fra at jeg kunne godt kunne tænke mig at vide hvad det egentlig var?“

UFO-Mails læsere er velkomne til at sende yderligere oplysninger eller kommentarer til Skandinavisk UFO Information - SUFOI.




Brændende lys over Kreta

En af ufo-mails læsere fra Dragør har sendt en forespørgsel til redaktionen og kort fortalt om en hændelse, der er videofilmet over Kreta den 12. maj 2006:

„Til SUFOI.

Jeg vil gerne vise jer en privat videooptagelse af en observation, foretaget i byen Statos, 6 km. vest for Chania, på Kreta.

Observationen fandt sted den 12. maj 2006, startede kl. 19.15 og varede godt et par minutter.

Objektet befandt sig i nordvestlig retning og bevægede sig, umiddelbart bedømt, i nord-nordvestlig retning.

Mit eget bud er, at der er tale om en genstand, der bevæger sig brændende gennem jordens atmosfære...men, hvad er det, hvor stort er det, og hvor faldt det ned?“

Videofilen er for stort til at sende via mail og vil senere blive fremsendt på cd-rom til SUFOIs Fotoafdeling.

Den spændende videooptagelse er endnu ikke modtaget, men i mellemtiden vil vi i redaktionen gerne efterlyse andre vidner til denne hændelse blandt ufo-mails læsere.

Endvidere forespørges SUFOIs sydeuropæiske kolleger om sagen.



Observation fra Vestjylland

En af de mere detaljerede observationsberetninger fra foråret er fra Spjald i Vestjylland fra den 16. april 2006, hvor observatørerne i deres indberetning til www.ufo.dk fortæller:

„Da min mand og jeg ca. 01.15 gik ude i gårdspladsen/haven på vores gård, sagde min mand pludselig: Der flyver da en ufo (han tror normalt ikke på sådanne ting!!).

Og ganske rigtigt, da vi kiggede mod vest i retning af Ringkøbing (der er 20 km. til Ringkøbing), så vi et ovalt lysende flyvende objekt, der fløj rundt i en cirkelformet rute (skiftede lidt position dog ikke meget, men samme cirkelformede flyverute). Den var 2-3 gange så stor i diameter som månen og var omgivet af noget dis/tåge/uklarhed, men alligevel meget tydeligt oval UFO-formet (sådan som man forestiller sig en flyvende tallerken skal være). Den cirkelformede rute var en „skrå cirkelrute opad og nedad“, men samtidig væk fra os og mod os (lyset var kraftigst når den var hen mod os).

Vi holdt øje med den gennem en lille times tid, og da vi gik i seng lidt over 2, var den der stadig (den kunne også ses fra loftsvinduet og kredsede da stadig i samme område). Der var ingen lyd eller andet underligt.

Vi har spekuleret meget over hvad det kunne være. Men vi kan ikke finde nogen logisk forklaring på det lys (den nærmeste lille landsby i den retning ligger 8 km væk og ikke i direkte linie bagved ufoen. Og den nærmeste store by Ringkøbing er 20 km. væk, der ligger ingen forretninger, virksomheder eller laserlyskastere i den retning. Der er kun bare marker og gårde og en grusgrav i nærheden. Ca. 15 km. væk ligger en græstørrefabrik, men ellers intet.

Den fløj oppe i fri himmel ca. 40 grader over horisonten (ind imellem gik dens bane om bag nogle træer ved vores nabohus).

Dens hastighed var stille og rolig, men med næsten samme hastighed.

Det er svært at sige hvor langt væk den var, men den var da noget stykke væk. (Vi bor på et af de højeste punkter i området og kan se helt til Nr. Lyngvig Fyr i klart vejr. Men ufoen var ikke i samme retning som Nr. Lyngvig Fyr, mere nordvestligt. (Vi har skam tænkt på, om fyret kunne lave lysspejlinger i skyerne, men synes ikke retningen passer til det).

I øvrigt var det ikke klart vejr, og fyret kunne ikke ses pga. dis og skyet vejr. Det var heller ikke stjerneklart.

Om det virkelig var en flyvende tallerken i bogstavligt forstand kan være svært at afvise...

Mon andre har set den??

Det kunne være spændende at høre.“




Synes du, at ufo-mail er spændende oplysninger og interessant læsning, så send denne ufo-mail videre til din familie, dine venner og bekendte.

Så har de også muligheden for at modtage ufo-mail gratis og uforpligtende, når der sker noget nyt:

Danske og udenlandske observationer eller fotografier, aktuelle himmelfænomener og spændende tilbud på ufo-materialer.

 
 
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted