logo
Danmarks UFO Forening 

Beretninger

Observatørerne fortæller:

8355 Solbjerg - ca. slut 80erne
Min henvendelse drejer sig om en ufo-oplevelse.. dog for noget tid siden efterhånden.
Det er sjovt, som folk tror, at en ufo næsten altid er rund/oval.
Den oplevelse af en ufo, som jeg så for mange år siden efterhånden, er ikke i nærheden af at ligne noget rundt.
Jeg har desværre ingen billeder, men heldigvis et vidne, så jeg da ved. at jeg ikke er helt skør;).
Jeg må desværre gætte mig lidt frem til årstallet. Men vil tro at vi er omkring slutningen af 80'erne.
Der var jeg så en teenagedreng (fra 1974) og kom en sen sommeraften cyklendende på en sti på vej hjem. Vi er i en by syd for Aarhus (8355 Solbjerg). Det er ikke blevet mørkt endnu, og vejret er mildt, og der er ingen mennesker nogen steder. Kun mig selv og min cykel. Den sti jeg cykler på er ikke vanvittig lang, men den dag virkede den ekstra lang. På højre side af stien er der en masse høje træer af diverse grand- og fyrretræer, og den modsatte side er der en fodboldbane og nogle institutioner. Den vej, mit hjem er på, ligger lige som parallel med stien på modsatte side af alle træerne.
Nå men jeg kommer cyklende, og af en eller anden grund imens jeg cykler, kigger jeg op i himlen. Og der, lige over mig befinder der sig en aflang bevægende skylignende objekt (jeg har ingen ide om, hvor langt oppe objektet var.. måske en halv kilometer.. måske mere). Jeg kan mærke, at jeg gyser og bliver en smule bange, så jeg cykler selvfølgelig hurtigere og ser at skyen ligesom følger mig langs stien. Da jeg når enden af stien og skal dreje til højre ud på vejen, sættes der fart på skyen længere fremme end mig, og jeg cykler hurtigt de 30 meter mod vejen, jeg bor på. Da jeg drejer, drejer skyen ligesom med mig rundt. Ja det er faktisk rigtigt, selvom det lyder som en god historie. Og da jeg drejer til højre igen ind ad vejen, hvor jeg bor, ser jeg endelig en anden person for enden af vejen (Parkvangen). Skyen ligger på det tidspunkt over mig, lige som den har fulgt efter mig.
Jeg cykler alt, hvad jeg kan og kigger op, og skyen er lige som blevet hurtigere. Jeg cykler faktisk forbi mit hjem,og ned mod vedkomne og råber „se derop på himlen“.. eller hvad jeg nu har sagt. Skyen „gasser“ op og forsvinder ud over marken, som ligger for enden af vejen.
Kvinden, som heldigvis nåede at se objektet, bor stadigvæk på modsatte side af, hvor mine forældre bor. Så hver gang jeg ser hende, skal jeg lige tjekke op på, om, vi stadigvæk har den fælles oplevelse sammen. Og hun bekræfter, at det er sandt.
Det var min historie. Ved ikke hvorfor jeg ikke har fortalt om den før. Men nu er det gjort og tænker om, der er andre, der måske har oplevet det samme. For det bliver jo nok lidt svært at bortforklare min oplevelse med en regndråbe på min nethinden eller noget andet;).


3460 Birkerød - sommer 2005 ± 1 år
Min UFO-observation ligger en del år tilbage, men jeg har først fundet jer og muligheden for at indberette i går, da jeg lyttede til DR-podcasten „Flyvende tallerken“.
Jeg har endnu ikke selv kunne komme med nogen forklaring for det, jeg og min veninde så dengang.
Vi var 10-12 år gamle, og derfor kan det vel også have været en livlig fantasi, men vi så begge det samme og blev også dengang mystificeret og undrende over hvad det egentligt var.
Beskrivelse af observationen:
Jeg og min bedste veninde ligger på en havetrampolin og kigger på skyer om sommeren, midt på dagen eller tidlig eftermiddag. Klart solskinsvejr. Vi kigger på de „sky-striber“(kondensationsstier), der kan opstå bagved fly.
Det var ikke unormalt at se fly og/eller kondensationsstier på himlen.
Vi får øje på noget fly-lignende med kondensationsstibe, som netop er på vej over himlen. Det ser ud som en lys grå eller hvid ligesidet trekant. Vi opdager til vores overraskelse at trekanten bevæger sig „baglæns“ langs kondensationsstiben. Altså den har ikke stiben bag sig som en hale, men foran sig ift. bevægelsesretningen.
Derudover „forsvinder“ kondensationsstien, når trekanten bevæger sig langs den. Som om at den „udvisker“ stien, mens den bevæger sig hen langs den.
Trekanten bevægede sig ikke med et af hjørnerne som forreste punkt, men med en af trekantens sider forrest. Håber det giver mening!


7430 Ikast - 18. juni 2022
Jeg står op den morgen, for at se planterne står på linje, og har flot udsigt til dem.
Men så fanger mit øje det hvide lys, der bevæger sig fra retning 190 grader, med anslået kurs, på 70 grader (kompas).
Lyset er ca. 5 gange større end Venus og har klart koldt hvidt lys med en blålig halo. Jeg antager det først for et fragtfly, der ligger og venter på landing i Billund eller Karup. Det ligner fly med landingslys tændt for tidligt. Men så efter ca. 15 sekunder, accelere det til anslået 5 gange hurtigere end før på ca. 2 sekunder. Nu har det min opmærksomhed.
Efter ca. 5 sekunder foretager det et snævert 180 grader sving og øjeblikkelig efter svinget nede i samme hastighed. Lyset er stadig samme intense hvide lys. Hvad der undrer mig udover de bratte hastighedsændringer.
Det flyver nu ca. kurs 220 grader i ca. 15 sekunder, hvor det igen laver skarp 170 grader. Efter svinget står det så stille i ca. 20 sekunder, og nu bevæger det sig op i for mig 45 grader, anslået retning 150 grader i kurs. Pludselig accelere det opad, bliver mindre og mindre til det forsvinder som lille prik.
Det ændrer på intet tidpunkt form. Det ændrede ikke farve eller intensistet. Det var total lydløs.
Hvor højt oppe det var, eller hvor langt væk det var, er umuligt at anslå.
Har længe gået og undret mig, hvad det var?? Har I en fornuftig forklaring på det?.
Hvis det havde været passager/fragtfly med tændte landingslys, ville jeg ikke kunne se dem, når dt drejede 180 grader, så ville jeg havde kunne se navigationslys, intet, kun det kuglerunde kolde hvide lys med den blå halo. Haloen, anslår jeg, er højde reflektioner i iskrystaller i luften. Hvis det havde været så højt oppe, at det var lys fra Solen, men der var 45 min. til solopgang, så ville lyset ikke have været så skarpt, og lyset nok været mere rødligt. På denne tid af døgnet er der igen bylyde. Jeg anstregte mig for at høre om, der var motorstøj, intet, total lydløst.


4130 Viby Sjælland - 30. juli 2022
Vi er to, der kigger stjerner aftenen mellem fredag og lørdag. Pludselig kommer noget glidende over os, et boomerangformet objekt. Det virker stort, men vi kan ikke bedømme højden.
Hvis det havde været flyvinger, ville jeg forvente, flyet var tæt på landing. Det virkede, som om objektet var svagt oplyst, som ved en lysende natsky. Det var som om, det var lidt gennemsigtigt, eller som hvis vi så det gennem en tynd sky.
Der var ligesom ovale „lameller“ tæt ved siden af hinanden, de var blålige. Objektet holdt konstant fart, retning, højde og form.
Jeg forventede at tabe det af syne bag et højt træ, men det forsvandt inden. Da det forsvandt, virkede det som om, det bare blev usynligt. Jeg kunne ikke se skyer i den retning heller, det var meget stjerneklart den aften. Der var ingen lyd overhovedet.
Hvis vi kan få en forklaring på, hvad det kunne være, vil vi blive glade, for det var bare for underligt at opleve. Jeg mener at kunne udelukke drone, sky, fly, og fugleflok.


6200 Aabenraa - 8. juli 2022
Stod op da jeg skulle på toilet. Satte mig derefter ud på min altan for at ryge.
Ser så et lysene objekt, meget rundt, suse med okay fart hen over himlen. Går ud i mit køkken, da jeg så kan følge det bedre. Pludselig står det helt stille.
Kort efter kommer der et mere. Men knap så lysene. Det suser forbi det første og ca. efter 5 sek. står det også helt stille.
Efter 15 min ca. ser jeg mere fra øst. Efter kort tid står det også stille. Jeg stod og kiggede i en times tid og ventede på, at de skulle suse afsted igen. Men det gjorde de ikke. Så jeg gik i seng igen.
Ingen af dem blinkede. Nr. 2 virkede meget mindre end det første. Der var ingen lyd overhovedet.


5750 Ringe - 1. august 2022
Henter min datter i haven, da hun ikke vil sove i telt alligevel.
I mørket glider den lysende prik fra syd>nord parallelt med Svendborgvej. Lyset er lige over horisonten, og jeg tror først, at det var et fly. Objektets lys var dog kraftigt og konstant.
På Flightradar var der ingen fly med samme kurs. Måske en satellit?


2200 København N - 2. august 2022
Jeg cykler langs Pebblinge Sø langs Nørre Søgade i retning mod HC Andersen Boulevard.
Jeg kigger til højre over søen mod bygningerne langs søen på Nørrebro siden.
Jeg ser et skarpt blink lavt på himlen over tagryggene. Men bliver nød til at stå af cyklen for at kigge nærmere, da jeg hurtigt kan se, det ikke er en flyvemaskine.
Lyset, der kommer fra den, er i roterende bevægelse under flyvetøjet, og hver gang lyset vises i min retning, kan jeg fornemme en flad og aflang form. Først står den helt stille. Så bevæger den sig langsomt mod øst, i meget lige linje. Derefter ændrer den meget hurtig retning med vest, hvor den står stille igen, for så at flyve i stille retning fortsat mod vest.
Jeg cykler stille og roligt mod Søpavillionen i samme retning og holder øje med flyvetøjet. Da jeg drejer til højre ad HC Andersens Boulevard forsvinder flyvetøjet bag Søpavilionens tag, og da jeg kommer forbi Søpavillionen, er flyvetøjet væk. Det var svært for mig at fornemme størrelsen og afstanden. Men havde fornemmelsen af, at det var ret stort, men fløj ret lavt. Hvis I har en god forklaring på, hvad jeg så, er jeg meget interesseret i at høre den!


8250 Egå - 4. august 2022
Torsdag nat, kl. ca. 01:00, stod jeg ude på terrassen for at se efter stjerneskud. Det var en aften fyldt med stjerner på himlen. Jeg havde kigget mod nord, vendte mig om for at se, om der ville vise sig stjerneskud fra syd.
Jeg bliver helt målløs, for på den sydøstlige himmel hænger der en lysende gul kugle, ca. 8 mm målt med fingre.
Medens jeg står og sunder mig, noterer mig, der er stjerner på himlen omkring den, kommer der endnu en lille kugle glidende fra samme retning, vokser til samme størrelse som den første. Objektet placerer sig nedenunder det første objekt. Der er lidt afstand mellem objekterne.
Den anden kugle ligesom gav sig lidt, som om den justerede sin position, før den fandt sin placering under første objekt.
Ser disse to objekter stå på himlen ca. 4 sekunder, hvorefter den første forsvinder tilbage i himmelrummet. Jeg ser kuglen formindskes - fra en stor kugle til en lillebitte prik, usandsynligt hurtigt. Den anden kugle forsvinder på samme måde og ligeså hurtigt kort efter.
Hele seancen varede nok 12-18 sekunder.


4200 Slagelse - 4. august 2022
Omkring kl. 00:30 sad vi tre personer på terrassen og snakkede.
Pludselig kigger en af os op på himlen i sydlig retning, hvortil vi opdager de her to lysene pletter, som lignede stjerner. Først troede vi, det var to satellitter som fløj parallelt med hinanden, men pludselig stoppede de begge helt op - og begyndte at flyve lidt ustyrligt: som om at de jagtede hinanden eller lignende. Og puf, så var de væk.
Vi var tre personer, som observerede det, hvor nogle er ret skeptiske omkring ufoer, men ingen af os kunne forklare det.


5762 Vester Skerninge - 4. august 2022
Torsdag aften kl. ca. 20.15 sad min kæreste og jeg på to solstole ude i haven, mens vores tre børn hoppede på trampolin.
Vi sad og kiggede op på de mange flotte skyformationer, da vi pludselig får øje på to lysene prikker mod sydøst. De ligner stjerner og bevæger sig ikke, men solen er endnu ikke gået ned, og vi kan ikke rigtig få det til at passe.
Det ligner nærmere noget metallisk, som reflekterer solens stråler. Da jeg prøver at finde min telefon frem og vil tage et billede, kommer der en masse skyer ind foran, og vi venter i et kvarters tid på, at de forsvinder.
Det ene lys er stadig dækket af skyer, men det anden kan vi nu se igen, og vi får taget et billede. Kort tid efter kommer der atter skyer ind over, og da de er passeret, er begge lys væk. Når man zoomer ind på billedet, ligner det en metalkugle.


8585 Glesborg - 5. august 2022
Kigger på denne meget sorte himmel og ser, hvad der ligner trekanter og bemærker, at de står stille.
Da jeg har kigget i flere minutter, ser jeg, at der ingen bevægelse er, derfor tager jeg nogle billeder. Man er nødt til at forstørre foto.


5220 Odense SØ - 12. august 2022
Jeg lagde mig ud i sofaen på terrassen i går aftes, og ved der er muligheder for at se stjerneskud. Normalt ikke noget jeg gør i, men det var varmt i huset, og mere køligt udenfor.
Det er ikke helt mørkt endnu til, at jeg mener jeg kan se stjerneskud, så efter en del tid på ryggen på sofaen er jeg ved at overveje at gå ind. Men til venstre ude i horisonten dukker en hvid/gul „kugle“ op. Den er ikke stor, og virker som om, den er langt væk. Den stiger fra horisonten og op i himlen. Hurtigere end en drone, kinesisk lampe eller andet jeg har tænkt om, det kunne være.
Jeg følger den med øjnene, og efter ikke så lang tid virker den som om, den er så højt oppe som stjernerne. Lige så svag og lille, men dog lysende. Jeg tænker om, jeg er ved at blive skør, og kigger på alle de andre stjerner, som funkler, men står helt stille. Denne her bevæger sig i cirkler. Ikke et besteme mønster, men lige uvilkårligt rundt. Jeg tænker om, den er påvirket at vejrforholdende så højt oppe, men den forsvinder ikke.
Jeg tror ikke på nisser eller aliens, men må da lige spørge min kæreste om, hun kan komme med ud at kigge, men hun ammer og skal putte baby.
Jeg forsøger at tage en video, men den er så langt væk, at min mobil ikke kan fange den. Jeg bliver ved med at kigge, og ringer til min bror. Han bor 10 km væk, og tænker om, han kan se den.
Det er bare for svært for mig at forklare, hvor den er på himlen, og da den ikke bevæger sig ret meget, og er så lille, så giver vi op.
Den bevæger sig ikke over horisonten, men danser lige rundt på må og få, og langt langt væk. Jeg går ind efter en lille time, og må i dag lige skriver om min beretning, da jeg er meget interesseret i at høre om, andre har opdaget noget lignende på himlen.


4100 Ringsted - 12. august 2022
Vi kiggede på stjerner, og så prikkede min mor mig på skulern og sagde, se hvad der sker der ovre. Og så kom der 10 trekanter i mod nord, og så gik der ca. 3 sek. og så skød de 3 skud, og der vær ingen lyd af motor, men lyd af heksehyl.


5932 Humble - 13. august 2022
Glidende objekt set med øje på størrelse med lille sol eller måne, sart gult med lidt tågedis omkring.
Observeret på en gård uden lygtepæle kun fuldmåne mod syd.
Gled med på horisonten og gled først fra øst mod West, men ændrede pludselig retning og gik ned bag skoven mod nord.


5000 Odense C - 13. august 2022
Ligner meget observationen fra Humble og Kokkedal, især med tågedis og retning mod nord.
Størrelse 3-4 gange større end ISS, meget hvidt i midten og med bevægelse (set med kikkert).
Observationen startede ved ca. 60 grader nordøst, lille plet (2 gange større end ISS og med samme hastighed), bevæger sig mod nord. Den omgivende tågedis voksede, efterhånden som den nærmede sig horisonten (nord). Klar stjernehimmelen. Diset lignede belysning fra objektet til atmosfæren (set med kikkert).


6800 Varde - 13. august 2022
På jagt efter Perseiderne dukkede en hvid/gulligt lyskugle op, omsluttet af noget lignende dis, nordøst for min bopæl. Ca. 15 grader til venstre for cassiopeia, og midt mellem horisonten og cassiopeia stjernebilledet.
Den bevægede sig så i NV retning i rolig hastighed og uden noget mærkbart støj, for så at forsvinde bag nogle træer længere væk fra observationspunktet. Under observationen åbnede jeg to apps, plane finder og radarbox, for at se om det kunne være noget registreret flyvende objekt eller en større registreret drone, men intet at finde.
Hele herligheden varede omkring et minut.


3070 Snekkersten - 13. august 2022
Min kæreste og jeg lå og kiggede efter stjerneskud, da denne mystiske „kugle“ tog vores opmærksomhed.
Objektet bevægede sig i en bane fra øst mod nord. Det var fuldstændig klart, månen var næsten fuld og lyste meget op.
Da vi først spottede objektet, så det ud som om, det fløj hurtigt og var langt væk. Indenfor kort tid virkede det som om, det kom tættere på os og sænkede farten. Da objektet kom tættere på blev det større, det lyste meget og var omgivet af en dis/tåge.
Både min kæreste og jeg var meget forundrede og troede dårligt vores egne øjne. Vi fulgte objektet, som blev større og større (kom tættere og tættere på?) indtil det forsvand i horisonten ned bag noget skov. Jeg fik en kort video før det forsvandt,


7400 Herning - 13. august 2022
Kikkede mod nordøst efter stjerneskud og så pludselig denne komme ud af ingenting, den bevægede sig langsom mod nord, og forsvandt, da jeg gik fra det ene rum og ud til nordsiden af huset.
Der var total stille og stjerneklart / fuldmåne.


2980 Kokkedal - 13. august 2022
Min kæreste og jeg sidder ved Øresundskysten ved Kokkedal og kigger ud over vandet, mod Sverige. Vi kiggede efter stjerneskud, da meteorsværmen Perseiderne skulle toppe denne aften.
Pludselig dukker en gul-orange lysplet op i øst (over Sverige). Den bevæger sig mod vest, henimod et punkt nord for os.
På et tidspunkt ændrer den retning, mod nord. Der er dis omkring den, og den bevæger sig mod horisonten. Samtidig bliver den større (fordi den var tættere på os?) og mere og mere orange-rød i farven. Til sidst forsvandt den ud af syne, lidt over horisonten mod nord.
Efter et antal sekunder begyndte jeg at filme den, og jeg har en ca. 3 min lang video af fænomenet/UFOen.
Da Perseiderne jo toppede i går aftes, må RIGTIG mange mennesker have set det her, og der er sikkert også flere, der har den på video.


3400 Hillerød - 13. august 2022
Min kone og jeg kikkede efter stjerneskud lidt før kl 01.
Vi opdagede begge et diset lysende objekt kommende „roligt“ fra østlig retning og i lige linie mod nordvest til det forsvandt bag Selskov (stik nord fra, hvor vi befandt os).
Jeg hentede en håndkikkert men nåede kun et kort glimt før den forsvandt bag skoven. Objektet var uskarpt/tåget. Da det forsvandt kunne trægrene ses tydeligt i silhuet.


6990 Vedersø Klit - 13. august 2022
Vi var to, der var taget afsted for at finde rav ved Vedersø Klit. På vej op fra stranden går jeg med en telefon for at finde Mars på nattehimlen, præcis hvor Mars ville have været befinder der sig en lyskilde. Jeg nævner, det må være Mars. Min far kommenterer, at den bevæger sig.
Da vi bemærker, den bevæger sig, nærstuderer vi den, det er en centreret lyskilde, som gløder i lys gul farve, omgivet af en tæt dis. Lyskilden roterer om sig selv, på visse tidspunkter er den vendt helt væk fra os, da er det kun en oplyst dis.
Lyskilden bevæger sig et par grader rundt på nattehimlen, ingen høj hastighed, ingen pludselige bevægelser. Der er ikke en sky på himlen udover denne dis. Der var fuldmåne, så alt var meget tydeligt for os. Lyskilden forsvinder til sidst ind i disen, og disen opløses, og der er ikke et spor tilbage på nattehimlen.
Vi har en 52 sekunders optagelse af lyskilden. På denne optagelse kan det se ud som om, det er en trefodet lyskilde, der er roterer rundt om sig selv.


8592 Anholt - 13. august 2022
På en tyndtskyet himmel dukker et stort diffust objekt op under Capella. Bevægelse h mod v og skråt ned mod horisonten i lige eller svagt nedadbuet bane.
Virker som klart lys, som oplyser skyerne bagfra. I korte øjeblikke ses obj imellem skyer som lodret compoundbueformet lysstribe, med buen forrest. forsvinder lavt, men fader ud over horisonten.
Banehastighed som satellit. Diameter målt som lillefinger i strakt arm, som fuldmånen. Set også i 10x40 prismekikkert. Med blotte øje ligner det diffuse område et aftagende månesegl på højkant.
Set af tre uafhængige grupper med i alt 7 personer. Der foreligger tegninger fra flere observatører. Obs. i Ørkenen på Anholt efter DarkSky arrangement.
Der var et tysk flådefartøj, fregatten Al Aziz, i den pågældende retning ifølge appen MarineTraffic, undervejs Kiel-Wilhelmshafen.


6600 Vejen - 13. august 2022
Jeg gik lørdag nat ud foran vores hus kl 01 og kiggede efter stjerneskud. Vidste ikke hvilken retning jeg skulle kigge efter dem, så jeg kiggede lidt i alle retninger.
Det var så i den forbindelse, jeg kiggede i sydlig retning og fik øje på dette objekt. Det fløj i et rolig tempo hen over himlen for så til sidst at forsvinde ud af syne. Der kom intet lyd fra objektet. Den var kuglerund og omgivet af en form for atmosfære. Atmosfæren ligesom kom og gik lidt ligesom, når man betragter et bål og kigger ind i flammerne.
Det var i den forbindelse, jeg sommetider kunne se, det var en sølvfarvet kugle inden under denne atmosfære. Der var også flyvere i området på dette tidspunkt og de lignede på ingen måde objektet eller opførte sig på samme måde. Jeg har aldrig før set noget lignede.


7000 Fredericia - 13. august 2022
Sad med benene mod vandet, ved plejehjemmet på Østerstrand (uden kompas på) med veninde og mor til 2. dag med stjerneskud. De bor i byen og så intet i går, så afsted i dag. Omkring kl. 23.30 ± minutter ser jeg endnu en satellit, men lidt gulere og bredere og langsommere.
Cassiopeia er ca. 30° til venstre for stedet. Nå, den stopper et minut ca., drejer få 20-30 til højre. Flyver ligeud 10 cm WTF (tog en lineal i den strakte arm, mål 10 cm holder fingeren på, til veninde ser med, den flyver 5 cm tættere på 2 stjerner De dannede en trekant, på sidste position.
På det 1. stop, var den næsten så langt væk. (Canis Minor var VISTNOK lidt til højre for stedet). Vi havde desværre siddet 20 min allerede på en bænk med nakken bagover, så jeg blev nedstemt og måtte tage hjem. Har I en forklaring til mig.


7000 Fredericia - 15. august 2022
Jeg lå og kiggede efter stjerneskud på terrassen, da jeg ikke kunne sove. Der var en del satellitter.
Jeg fik øje på en lysende prik i vestlig retning, der bevægede sig mange gange hurtigere end satellitterne højt henover himlen fra syd mod nord. Den stoppede brat op og bevægede sig ligeså hurtigt tilbage i samme bane. Tilbage igen mod nord, hvor den bevægede sig vinkelret på endepunktet, hvorpå der kom en lysende prik mere, som ligesom fulgte den første.
Jeg så de to prikker flere gange bevæge sig sammen både i den første bane, men også i andre retninger, meget hurtigt.
Har aldrig set noget lignende.


2635 Ishøj - 21. august 2022
Jeg er ved at lægge mine indkøb (Rema1000) ind i bilen, hvor jeg i min venstre øjenkrog ser dette objekt, hvorfor jeg hurtigt vender mig for at se objektet tydeligere.
Det mat-sorte-trekant-objekt svæver ca. 500 meter væk fra Strandvejen og i retning mod Stranden og i en højde på ca. 500 meter, hvilket det gør i ca. 5-10 minutter - imens tænker jeg Hmmm, lidt utryg, men bliver hurtigt afløst af en fascination - hvad skal det her!
Objektet gav ingen lys eller lyd fra sig, og dets form lignede en „væltet“ pyramide, hvor spidsen pegede i nordlig retning og dets størrelse minimum 4 gange større end et jagerfly (i længde•bredde•højde).
Efter de ca. 10 minutter forsvinder objektet „ud i det blå“ som et blink med øjet...
Beklager at jeg ikke tidligere har indberettet dette, men vidste ikke, at man havde mulighed for det her i Danmark (Norden) plus tænkte, er det ikke ved være „normalt“ med disse UAP'ere.


4700 Næstved - 23. august 2022
Da jeg var vågen flere gange om natten grundet varme, gik jeg ud på min altan og røg en halv smøg.
Der var skydække over det område, jeg bor i (Holsted), og som altid kigger jeg på nattehimlen, da jeg har observeret flere u.a.p'er 2 gange tidligere med stor tydelighed, ikke fly, ikke satellitter.
Denne gang var lidt anderledes, der var som sagt skydække, og havde det ikke været, fordi den bevægede sig, så havde jeg ikke set den.
Den var disk-formet, grå (samme farve som skyen) og fløj ret lavt lige under skydækket. Den må havde været forholdsvis stor, da jeg med den afstand vurderede, den var ca. 5-7 cm i diameter og nok fløj ca. 2-3 kilometer fra, hvor jeg bor. Den fløj med en hastighed svarende til en F-16, hvilket var ganske langsomt og helt lydløst, den forsvandt ind i en sky, og jeg så ikke mere til den.


4720-4792 Præstø-Askeby - 4. september 2022
Under kørsel fra Præstø til Møn fik jeg øje på en ting, som havde form som en gammel dags drage uden hale. Der var lys hele vejen rundt og i midten lodret.
Den stod samme sted i højden under hele kørslen.
Tænker at den måske stod stile.


2600 Glostrup - 7. september 2022
Kommer ind ad Ring 3 mod Glostrup fra Herlev, stoppede bilen og tog billeder af den smukke Måne, deraf dukkede disse lys op på himlen og på skærmen på min telefon, idet jeg tog billeder af Månen.


4320 Lejre - 13. september 2022
På en blå himmel ved solnedgang er jeg ude og gå med min hund. Jeg observerer et aflangt metalfarvet skinnende objekt i vestlig retning, som jeg først antager, er en flyvemaskine med kurs stik nord.
Afstanden var stor, men jeg ser ingen vinger eller haleror - det forekommer bare aflangt. Det bevæger sig langsommere end, jeg ville forvente af en flyvemaskine og udsender et pulserende, evt. roterende, hvidt lys, der synes at blive kraftigere hele tiden.
Efter at have observeret objektet i godt 30 sekunder, passerer jeg under nogle træer og mister objektet af syne i højst 10 sekunder.
Da jeg igen har frit udsyn, er objektet fuldstændigt forsvundet på den blå himmel. Det er for mig helt uforklarligt, da objektet ikke har været i nærheden af en sky eller lign. Der var ingen hørbar lyd, hvilket ikke i sig selv er overraskende grundet den store afstand.

SUFOI's kommentar: Beskrivelsen af lysets aflange udseende, og at det er set mod vest med solen lavt på horisonten, gør det sandsynligt, at der er tale om sollysets refleksion i et fly set på stor afstand. Dette passer også fint med, at lyset forsvandt hurtigt - hvilket hænger sammen med at flyet har bevæget sig ud af den vinkel i forhold til solen og observatøren, hvor det reflekterede lys kan ses af observatøren. Et tjek på flightradar24.com synes at bekræfte denne teori, da der kl. 17.05 bevægede sig et fly fra syd mod nord fra Zurich mod Gøteborg (fløj vest for Lejre). Der var desuden et andet fly (fra Wroclaw mod Reykjavik), som også fløj vest for observationsstedet og kunne ses stik vest kl. 19.08.


8260 Viby J - 15. september 2022
Observation sker, mens jeg er på vej på job med letbanen kl. 07.50 ca.
Jeg får øje på et cylinderformet objekt, som svæver hen over himmelen (umiddelbart følges letbanen og objektet) indtil letbanen begynder at dreje mod centrum/ hovedbanegård efter Kongsvang station.
Det er tydeligt, at det er et stort objekt, da det er relativt tæt observeret.


7323 Give - 15. september 2022
Kommer kørende mod øst på Brandevej, hvor et objekt kommer i meget høj fart over himlen fra syd mod nord, men mit udsyn spærres af træer efter få sekunder.
Objektet lyser grønt og rødt enten foran eller bagved, men det flyver så hurtigt, at jeg ikke kan huske om, det røde er foran eller bagved.
Jeg standser bilen og stiller mig ud, men kan intet se, høre eller lugte!
Objektet virkede til at være temmelig langt nede, nok omkring 20-25 grader over horisonten.


4320 Lejre - 20. september 2022
I går filmede jeg et lysende objekt på himlen syd for Lejre.
Jeg filmer fra Lejre by mod syd. Det bevæger sig fra vest mod øst og Flightradar24 viser ingen fly på himmelen over Sydsjælland kl. 21:25.
Lyset var kun en anelse svagere end Jupiter, der stod på himlen samtidig til sammenligning. Til sidst i videoen ebber lyset bare ud. Der er så vidt jeg kan se helt skyfrit. Jeg er ikke på Facebook, og deler derfor ikke videoen derinde.


6470 Sydsla - 22. september 2022
Rund kugle lysende som forsvinder mod nord med meget stor hastighed. Ingen kondensstribe ingen lyd. Er fly freak - men har aldrig set den hastighed.


9990 Skagen - 30. september 2022
Jeg var lige kommet hjem fra arbejdet og var ved at afkoble min trailer og kiggede bare op i luften.
Da jeg jeg så mod nord, så jeg 3 skarpe lys på en udefinerbar måde, først flyttede de sig til højre meget hurtigt og så lidt op. Der var ingen lyd, og det gik stærkt fra det ene punkt til det næste, jeg tænke på en hellikopter eller en drone, men der var ingen lyd, jeg tænker, jeg så syner.
Jeg ville filme med min telefon. Men så var de 3 lys væk, de forsvandt bare op meget hurtigt. Lidt som var der nogen der kiggede ned fra himlen.
Lysende var vel alt imellem 500 meter og 1 km fra mig. De lyste ikke på noget. Så jeg ved ikke, hvorfor de var der. Jeg ved heller ikke om, det kun var mig der så det, jeg så.
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted