logo
Danmarks UFO Forening 

Observatørerne fortæller:

Lexham Gardens, London, England 2. juli 2004.
Jeg sad på værelse 32 på Shellbourne Hotel og hørte en lyd ligesom en helikopters motor, men mere summende. Dernæst gik jeg ud til vinduet for at se, hvad det var.
Jeg kunne i starten ikke se noget, men tæt ved en sky så jeg en lille sort, fuglelignende genstand jeg ikke kunne identificere. Den fløj opad mod højre fra mit synspunkt og vendte tilbage via. en lodret manøvre der mest af alt mindede om en halveret udgave af de „loops“, stuntflyvere nogen gange lavede. Og pludselig forsvandt den sorte genstand ud i den blå luft! Genstanden fløj med en meget højere hastighed end en typisk helikopter, og en lille smule hurtigere end en typisk privat flyvemaskine.
Mine forældre var i værelset på samme tidspunkt, men jeg var den eneste der kiggede ud af vinduet.


1260 København K 23. juli 2004.
Ved egentlig ikke om jeg skulle fortælle dette, da det virker lidt fjollet. Men under forestillingen i Grønnegårds Teatret fangede mit blik nogle fugle som fløj oppe over, hvor vi sad i en vel ca. 100 meters højde. Men højt over disse viste en, hvad for mig så ud som en cirkulær „tingest“, i en højde meget vanskelig at slå fast, (men en ca. 2.000-3.000 meter, naturligvis afhængig af dens størrelse).
Jeg troede naturligvis først, at dette var en rovfugl, da dette virkede naturligt (en rovfugl som fløj højt over dens bytte), men det specielle ved denne „tingest“ var, at den fløj i meget mærklige cirkulære bevægelser, nærmest som den „hoppede“ over himlen i skiftende tempo, (sådan hvis en gymnast svinger en tønde-bånd, og dets bevægelser). „Tingesten“ bevægede sig i disse underlige bevægelsesmønstre væk fra mit synsfelt, og jeg så den ikke mere.


8382 Hinnerup 30. juli 2004.
Vi sad på altanen og snakkede med vores mødre. Pludselig så vi alle en meget kraftig rødorange farve i himmelrummet. Lidt til venstre og neden for Karlsvognens nederste venstre hjørne. Vi troede at det måtte være en planet under specielle lysforhold.
Jeg gik ind for at undersøge, hvilken planet det kunne være. Det kunne jeg ikke finde ud af. Da jeg kom ud på altanen igen var den forsvundet. Den forsvandt ved langsomt at blive svagere og svagere.
Mens vi snakkede om hvad det mon kunne have været, - en flyvemaskine med solen som underskin, eller andet, - kom den frem igen. Den viste sig nu mere nordlig og meget større. Lidt chokerende må man sige, for det var nu helt sikkert, at det ikke var en planet eller en flyvemaskine. Det bevægede sig stille og roligt hen til samme punkt lidt til venstre for Karlsvognens nederste venstre hjørne, hvor den opholdt sig i nogle minutter for derefter igen at blive svagere og svagere som den første gang, hvor den forsvandt.


8400 Ebeltoft 31. juli 2004.
Vi sidder 5 personer, da min mor ser et orange lys, der kommer skråt ind fra en nordlig vinkel og ser ud som om, det er dalende. Jeg tror først det er et stykke komet (sten), der brænder op i atmosfæren, og får de andre til at tro på det. Umiddelbart bagefter kommer der 3 fuldstændigt identiske fænomener, som jeg vil skyde på, har været næsten lodret over et punkt lidt sydvestligere end Århus. Farven var orange, som et legeme med ild, men der var ingen hale, som forventet ved f.eks. en komet.
Den 4. „kugle“ blev opløst/delt i to, hvor den ene del styrtede mod jorden klokken præcis 22.26, og derefter brændte den anden halvdel ud - selvom den fortsatte lidt i den samme bane. Der var ingen lyde overhovedet, og banen, som de fløj i, var ikke helt ens, men dog nogenlunde ens i retningen.
Vi har kontaktet DMI, der ikke lige havde kendskab til nogle specielle vejrfænomener i aften.


4720 Præstø21. september 2004.
Jeg kom ud i køkkenet og så haven var fuldt oplyst. Derefter kom objektet glidende stille og roligt fra SØ til NØ, hvorefter lyset i haven aftog i samme retning som objektet forsvandt. Objektet stod ikke stille på noget tidspunkt.
Afstanden til objektet vurderes til minimum 1 km og højde over jorden kan ikke umiddelbart vurderes. Størrelsen på objektet var ca 15-20 cm lang i synsfeltet og ca 10 cm høj. Formen var oval.
Objektet havde mange grønne punkter/lys, ca 0,5 cm store, hele vejen rundt, placeret højere oppe end midten. På toppen var der et stærkt rødt lys, ca 2-3 cm i diameter. Der strålede ikke noget lys ned fra objektet.
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted