logo
Danmarks UFO Forening 

Observatørerne fortæller:

Åstrup, 8250 Egå. Sommeren 1978 eller 1979.
Jeg kan huske, at det var en sommeraften, og jeg var på vej hjem for at spise aftenmad. Jeg havde lige passageret indkørelsen til Kaløvig Bådlaug, da jeg længere fremme så en række biler, der var standset henne ved Åstrupgård (den med rideskolen). Min første indskydelse var, „at der var sket en ulykke“, og jeg forlod min bil for at gå derhen.
Efterhånden som jeg nærmede mig, kunne jeg se, at nogle mennesker havde samlet sig ved den første bil, som iøvrig var en gul Audi 100.
Ejeren af bilen, som på det tidspunkt boede i Studstrup, stoppede mig med en bemærkning om, „at det ikke var så smart at gå længere frem“. Jeg må indrømme, at jeg stoppede brat op, for et øjeblik efter igen at gå hen imod det meget lysende objekt, der i en form af en kugle eller en ring, svævede ca. en halv meter over jorden. Et fantasktisk flot syn.
Jeg nåede aldrig derhen, idet ejeren af Audi'en greb fast i mig og trak mig tilbage. Kuglen eller ringen var der nogle minutter, for derefter at blive mindre og til sidst forsvinde i sig selv.
Hvis der er nogle af de andre tilstedværende vidner, som læser det her, bedes de venligst kontakte mig (bahnsen@stofanet.dk), da jeg synes, at jeg mangler nogle at tale/skrive om den kæmpe oplevelse det var. Jeg var den 18-årige unge mand i den kongeblå Volvo Amazone.


2300 Amager. Juni 2000.
Jeg var på vej i taxa til lystbådehavnen Lynetten for at besøge mine forældre, der lagde til kaj der. Kort fra mit hjem, på Raffinaderivej, ser jeg mod himmelen (nv), og måbende siger jeg til chaufføren, „ser du det samme som jeg, svæver der ikke noget mærkeligt derude“. Han sætter farten lidt ned, og får med det samme øje på det samme. Vi fortsætter mod Lynetten, og hvor træer osv giver os udsigt, kan vi stadig se objektet. Få minutter senere, da vi ankommer til Lynetten, kunne jeg ikke se objektet mere, da der var en del træer i vejen.
Objektet syntes at hænge et godt stykke inde over København, helt stille. Det var mørkegråt på en lysegrå himmel, ikke helt klart afgrænset (som om jeg så det igennem en tynd sky). Det var aflangt som et rør, og måske lidt tykkere på midten. Dimensionerner som 15x1, og det hang helt lodret.
Jeg ved ikke, hvor langt det var fra os, men dimensionerne syntes at virke som de samme, medens vi kørte. Der kom ingen lyde, vi kunne høre, og der var ingen lys.


Sigerslev, 4660 Store Heddinge. 23. oktober 2002.
Vi havde 2 observationer med et lille kvarters mellemrum.
Den første kunne ses med vest fra vore stuevinduer og kom som sagt fra nord og faldt ned i rening af Karise.
Den anden kom fra øst og faldt ned mod Køge.
Begge kunne minde om stjerneskud; men var meget kraftigere og langsommere. Lad os sige halv hastighed af et stjerneskud. Vores første indskydelser var vragrester fra satelitter eller lignende.


5700 Svendborg. 29. oktober 2002.
Jeg stod og så på en musvåge, der fløj omkring, da jeg pludselig så denne genstand. Først troede jeg, det var en flyver, men da den skiftede retning og fløj meget, var jeg klar over, at det ikke var sådan en. Zig zaggede meget til sidst for at forsvinde lige så hurtig som den kom.
Den fløj vel omkring 1000 m måske 2000, men ikke højere end en de flyvere, jeg så der kom. Siden hen så jeg både en, der fløj lavere og højere end det ojbjekt, jeg så. Det fløj midt imellem og ca. 500 m måske lidt mere fra, hvor jeg stod. Den fløj langsomt og til sidst hurtigt for med et, var den væk.


4480 Bjerge. 28. oktober 2002.
Min kat sad i vinduet og kiggede ud. Jeg så, at han ikke sad og kiggede ned (på ærkerivalen), men ud i horisonten og stiller mig ved siden af ham i vinduet.
Da jeg kiggede, var der en lysende kugle på størrelse med en 50 øre med stærk fart. Den stod stille i luften i nogle sekunder og forsvandt utroligt hurtigt. Lidt som en kæmpe komet. Da vejret var meget blæsende, kunne jeg ikke få det til at passe på et hvidt nødblus eller noget, der ville risikere at flyve ud i det vejr og slet ikke så lavt på himlen. Siden da er jeg kommet i tanke om, at i den retning var der i sommeren 1997 vist en lokal landmand, der fandt en korncirkel. Der var noget om det i den lokale avis.
Jeg bor normalt i USA og er ikke den store UFO'ist, men jeg så et indslag med SUFOI i nyhederne på TV i dag og fandt jeres hjemmeside.


4700 Næstved. 2. november 2002.
Vi havde været ude hos vores heste kl. 18.28, da vi kl. 18.31 så noget højest besynderligt på himlen. Det var rundt, blinkede - ikke som en flyver, men den var rund, og der var 5 lys, som ikke blinkede. De var lyse (råhvide), der var ellers ca. 2 røde - 2 blå, 3 grønne samt 1 gul - det var svært at se, da det var mørkt og højt på himlen.
Da den ene næsten var væk - dvs., at den fløj videre mod nordøst - kom der en lignede bare - meget lidt - større (forstås sådan lidt større:). De fløj i samme retning, og dette vil vi aldrig glemme.
Vi stoppede - vi har set et program om ufoer, de sagde, at man skulle stoppe og nå at huske så meget så muglig - dette har vi også forsøgt på.


Haubro, 9600 Års. 8. november 2002.
Natten til fredag var nogle skoleelever på et natteløb. Lidt over midnat var der stadig to grupper ude i terrænnet, og da de kom hjem, fortalte de uafhængigt af hinanden stort set den samme historie til deres lærer. De to grupper elever havde ikke haft kontakt med hinanden undervejs, så derfor er det meget interessannt, hvad de havde at fortælle.

Her er deres observationer:

Observation fra gruppe 1

Ca. 00.20 befinder gruppen af elever sig 300 m. vest for Haubro byskilt på den vej, der fører mod V. Hornum. De er fire mand i gruppen. Pludseligt kommer der et skærende hvidt lys. De kigger op, da de tror, at de bliver blændet af en bil, men da der ingen biler, er kigger de rundt.
I retning af Farsø by ser de nu noget, de beskriver som et stjerneskuds-agtigt fænomen. En lang lysende pind som suser gennem himlen og standser et par sekunder på himlen i retning af Farsø. „Hele himlen var lyst op“, som de udtrykker det, „men der var fuldkommen stille“. Efter et par sekunder fader lyset ud og bevæger sig hastigt væk.

Observation fra gruppe 2

Gruppe 2 befinder sig ca.500 m. fra rundkørslen mellem Haubro og V. Hornum, i retning mod Haubro. Klokken er ca. 00.20. Pludselig bliver de blændet af et skarpt hvidt lys. Tre gruppemedlemmer går ud fra, at det er en modkørende bil med langt lys, så de kigger ned for at bevare deres nattesyn. Det sidste gruppemedlem bemærker, at der ingen bil/lygter er, og vender sig derfor rundt for at finde en forklaring.
Da han drejer sig, ser han noget ligesom et stjerneskud, „en slags lang lysstribe, nærmest som en stang på 1 m. og 15 cm. bredde, -som den så ud derfra, hvor jeg så den den.“. Det standser kort i retning ind mod Farsø, og hænger på himlen 2-3 sek. Han tænker først på stjerneskud og kornmod, men dette er bare helt anderledes, som han siger. Hele himlen er lyst op som ved magnesiumlys, forklarer han. Efter et par sek. forsvinder lyset. De øvrige i gruppen når ikke rigtig at opfatte, hvad lyset er. De sekunder episoden varer, tror de hele tiden, en bil er på vej, men alle bemærker de et skærende lys, og undrer sig over, at der hverken kommer en bil, eller at de ikke kan høre en bil.
De to grupper har gået med ca. 2-4 km. mellemrum, og har ikke kunnet fortælle historier til hinanden. Da den første gruppe kommer hjem, fortæller de deres historie. Vi tager det allesammen lidt i god armslængde, for elever „oplever“ jo mange underlige ting i nattemørket.
Efter ca. en halv time kommer næste gruppe ind. En fra gruppen siger med det samme, „Nu skal I bare høre om noget vildt underligt“. Læreren stopper dem med det samme, og siger til de andre. „Nu skal I sidde helt stille, ingen må kommentere noget, før de har fortalt færdig“. -Dette gør læreren, da han selv synes, at nu bliver det lidt interessant og ikke vil have, at de sidder og påvirker hinanden med hver deres historie.
Den sidste gruppe ved derfor ikke, at den første gruppe lige har fortalt en historie, svarende til den, de nu selv fortæller.
Bagefter spørger læreren, om det ikke var laserlys, eller en raket eller sådan noget, men de kigger på ham, som om han helt har misforstået noget, og siger igen, „nej, nej, -det her var helt anderledes, -det var bare meget større, alt var lyst op“.


2650 Hvidovre. 7. december 2002.
Vi drejede ind af Næsborvej i Hvidovre, hvorefter vi alle fik øje på noget, som lignede en „flyvende bil“. Det var bestemt ikke en flyver, men måske en helikopter? Den var lidt større end en bil og lidt bredere.
Jeg standsede bilen, stod ud og slukkede forlygterne. Ganske langsomt, fuldstændig lydløs, besvægede „bilen“ sig fra nord mod syd ca. 200 m fra os. På hver side var der et blinkende rødt lys. Både for og bag, en række lys i 2 måske 3 forskellige farver, gul, hvid lys gul? Bagerest i kabinen (svarende til bagrude/hattehylde-område) på den „flyvende bil“ var der et svagt lys. Jeg drejede ind ad indkørslen. Objektet fortsatte langsomt videre over træerne i Vigerslevparken, mod syd. Vi ventede ikke på at se mere, da de 2 af passagerne, som var børn, og jeg selv var lidt forundrede og forvirrede over den lydløs eventuelle helikopter?


9270 Klarup. 25. december 2002.
Vi er tre, som kører ind mod Aalborg tidligt om morgenen. Vi kører ad landevejen fra Lillevorde mod Klarup lige inden Rumdrup og lige inden vejen til venstre mod Gistrup.
Vi ser længere fremme (ca. 1 km) et meget stort kraftig blåligt/turkis-agtigt lys i 2 sek. Det går ud, men efter ca. 4 sek. er det der igen i 2 sek., det virker som om, det er lige ved overfladen af jorden. Det virker som en halvsol eller halvmåne, og fordi lyset er så kraftigt, lyser det meget ud i det mørke. Vi spørger hinanden, hvad det kan være, men vi ved det ikke. Vi kører, men ser ikke lyset igen og heller ikke noget, det kunne være kommet fra. Der var ikke et hus med lys i eller noget andet, som kunne forklare dette.
Strækningen er ude på landet, og det er meget glat, eftersom der er is på vejen, så vi kører forsigtig. Vi svinger så snart til venstre hen ad en landevej mod Gistrup, hvor vi lader en anden bil svinge først, da han kommer fra den vej, vi skal svinge ad.


9900 Frederikshavn. 28. december 2002.
Jeg er radioamatør og opholder mig nogle gange sent oppe om natten og tit ud til morgenen. Jeg sad inde i mit radiorum og lyttede til nogle fjerne stationer. Klokken 06.32 gik jeg ud i mit køkken for at hente en kop kaffe.
Jeg har udsigt over havet, bor på 3. sal og kan se til Læsø og til Sæby. Pludselig så jeg, at der lidt nord for Læsø var et underligt lys, som dalede ned og fløj op, pludselig, da det var nede, bevægede det sig sidelæns og i skrå bane. Jeg studerede fænomenet i et par minutter, da det syntes at nærme sig Frederikshavn. Pludselig steg det op i en vældig fart og forsvandt ud over Sæby.
Klokken var nu blevet 06.46, så forsvandt alt strømmen i Frederikshavn. Jeg startede min nødstation, for at høre om der var andre, der havde strøm. Det viste sig at strømmen var gået helt ned til Viborg, måske Esbjerg. Jeg fik den tanke, at objektet havde tanket op og derved havde slukket familien Danmark.
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted