logo
Danmarks UFO Forening 

Observatørerne fortæller:

4200 Slagelse. Vinteren 1989/90
Kørte fra Slagelse i vestlig retning på Valbygårdsvej/Stillingevej ud på aftenen. Lys fra et flyvende objekt fangede opmærksomheden, da det passerede på tværs af vores køreretning. Det usædvanlige var at objektet forekom at være helt triangulært med 3 x 3 fast lysende meget klare hvide lys som klart definerede „spidserne“.
Holdt ind til siden og stod ud af vognen. Objektet passerede „hen over hovedet“ på mig relativt langsomt og komplet lydløst, selvom det forekom at være meget stort. Har aldrig set eller oplevet noget lignende hverken før eller senere, og har været meget tilbageholdende med at fortælle nogen andre om fænomenet - indtil jeg surfede forbi jeres side og læste om de „belgiske fænomener“ - selvom lysene her er anderledes.
Har vurderet alle mulige og umulige teorier om hvilken form for luftfartøj, det kunne være. Hændelsen skete nogle få måneder før Golf-krigens start (hvor F-117 blev introduceret), og jeg kan huske, jeg overvejede, om det kunne have været en sådan model på „testflyvning“ udfra en tysk base - men som sagt var objektet meget stort i synsfeltet, fløj langsomt og var samtidig totalt lydløst - og førte de omtalte 9 fast lysende „navigations“-lys - så det er jeg personligt ikke i tvivl om, det ikke kunne have været.


2100 København Ø. 9. august 1990
Jeg var til Rolling Stone´s koncert med kærsten i Idrætsparken i København. Vi sad og ventede på bandet på bagerste tribune, øverst oppe til højre, med udsigt til Øster Alle. Da jeg så objektet, det samme jeg havde set fem år tidliger i Blåvandshuk. En grøn kugle med en orange hale, bevæge sig parallelt med horisonten i høj fart! Kærsten så ikke objektet desværre. Objektet forsvandt ud af syne på et par sekunder.
Jeg har i alle årene ville indsende mine observationer, men har desværre ikke fået det gjort, før nu.


4600 Køge. Sommeren 1997.
Det var en dejlig sommeraften eller nat, jeg sad ude på terassen og ventede på, at min fætter skulle komme fra aftenjob. Jeg havde en lommelygte med, fordi gangen ikke var oplyst, så lyste jeg gerne for ham, når han havde slukket billygterne.
Vi sad så og drak noget kaffe og så på stjernerne. Jeg pegede med lommelygten, fordi der var en kraftig trafik deroppe, de gik alle sammen ud fra den samme plads og tilbage igen. For at gøre min fætter opmærksom på, hvor det var, pegede jeg med lysstrålen. Min lygte var meget kraftig.
Der var tre stjerner på skrå, hvoraf den midterste var meget større, og det var til den seks-syv lys lige efter hinanden gik til og kom ud fra. Min fætter hentede så sin lygte, og sammen pegede vi på samme stjerne, den store, og blinkede. Det varede ikke et sekundt, så blev der blinket tilbage. Vi troede først, at vi havde set forkert og prøvede igen. Det samme skete, der blev blinket tilbage.
Så besluttede vi, at det måske ikke var sundt, og vi gik ind. Jeg mener, at det var det år, hvor Halleys Komet var på himlen.


Levring, 8620 Kjellerup. 6. februar 2001
Vi kom kørende i bil fra Rødkærsbro mod Levring. Nogle hundrede meter før Levring fik jeg (passager) øje på et lys mod vest (kørselsretning syd). Jeg antog først, at det var et fly, men blev så lidt i tvivl, da lyset pludselig blev lidt mere „tåget“/diffust, og der begyndte at rotere lys(lyskegler??) rundt om det tågede punkt. Da stoppede vi bilen, og chaufføren steg ud for at observere, mens jeg blev siddende indenfor - observerende. Det virkede som om, at tingen stod stille, da den var blevet „tåget“/diffust. Jeg ville dog gerne videre, da jeg ikke var helt tryk ved situationen.
Så vi kørte videre igennem Levring mod Kjellerup, men så ikke siden objektet.
Men vurdering er dog ikke at det er en „flyvende tallerken“, men tror stadigvæk på at det kan være et fly.
Nu er jeg ikke helt sikker på, hvad det er for nogle lys, der kan være på fly... men kan det måske ikke have været et rotor-blink-lys på bunden af flyet?
Det ville kunne forklare det med de der lyskegler. Flyet er sikkert fløjet ind i en sky, så lyset bliver mere diffust/tåget - men lyskeglerne fra rotor-blinket ses tydligere??


4600 Køge. 1. april 2001
Kl. ca 21.35 går jeg ud for at lufte vores hund og går over parkeringspladsen mellem Københavnsvej og hovedvejen. Vi er netop kommet over parkeringspladsen og har gået ganske få meter ad fortovet på Pedersvej, da jeg kigger op og over mod Køge stadion og ser, hvad jeg først tror er en mat plastikpose, der er taget af vinden. Et par sekunder efter går det op for mig, at der ikke er så meget vind, at det kan være en pose og går lidt tilbage for at kunne se bedre det, går det så op for mig at det er noget helt andet, og ikke noget jeg har set før. Jeg ser på opjektet, der er tallerkenformet og farven er nærmest gråhvid. Det passerer næsten lige hen over hovedet på mig uden en lyd og uden nogen form for lys.
Det bevæger sig ud mod køge bugt i en jævn fart, der ikke syntes at være særlig høj, ca. 150-200 km/t. Dette er jeg dog ikke sikker på, da jeg ikke havde mulighed for at vudere, hvor højt oppe, det befandt sig og derfor heller ikke kan sige, hvor stort det var.
Jeg kunne se det i ca. 10 sekunder, inden det forsvandt ud af syne lige så lydløst, som det var dukket op. Dette er første gang, jeg nogen sinde har set noget så utroligt, og jeg tror nok at min underkæbe næsten ramte fortovet, så meget måbede jeg, samtidig med at jeg følte mig lidt utryg ved ikke at vide, hvad det var der fløj lige over hovedet på mig.


4540 Fårevejle. 20. april 2001
Jeg kiggede op på himlem, fordi jeg hørte et stort trafikfly. Dem kigger jeg altid efter. Derfor fik jeg øje på en lysende prik lige ud for flyet, bare højere oppe.
Min første tanke var, at det måtte være en ballon. Men det var som om den i perioder stod stille, og andre gange bevægede sig. Det lignede faktisk en stjerne, men de bevæger sig jo ikke synligt. Desuden lyser de jo ikke så kraftigt, så man kan se dem på en solfyldt aprildag ved middagstid.
Jeg betragtede vel objektet i 5-10 min, imens det blev svagere (måske gik højere op), og så drev en stor sky ind under det, og jeg så det ikke siden. Hele 3 store passagerfly passerede forbi objektet, de må vel ha set noget på rader......eller hvad.......


8600 Silkeborg. 22. april 2001
Jeg var på modelflyvepladsen ved F.L. Schmidtsvej med min søn i dag.

1. observation kl. 18.12:
Jeg har et modelfly i luften, og ser noget løjerligt. Jeg står med solen i ryggen. Mod øst - og næsten lodret oppe observerer jeg et „hul“ i et meget højt skydække (cirrus-agtigt, vel 10-15 km). Hullet er underligt mørkeblåt, og inde i hullet ser jeg 5-6 „stjerner“ synes jeg. Jeg siger til min søn „..prøv at se...!“, men han ser det ikke lige med det samme, da han ikke ved hvor han skal kigge (og jeg står med hænderne på fjernstyringen), så jeg flyver flyet hen over og siger „Nu!“, og så kan han se det med det samme og siger, „Det ser da underligt ud, hvad er det?“. Jeg skynder mig at lande modelflyet, kigger på uret (18.12) og studerer fænomenet. Jeg konstaterer samtidig, at et rutefly lige er passeret i nordlig retning (ca) og et andet er på vej „forbi“ og vil have fænomenet på sin venstre side og - forudsat han ligger i 8-10 km højde - ca. 45 gr oppe (se senere).
Jeg studérer nu fænomenet mere intenst: Inde i en slags „hul“ i himlen, som virker underligt mørkeblåt, kredser 6 linse- eller ellipseformede ting, som udsender eller reflekterer et meget kraftigt lys. Jeg har polaroidbriller på og konstaterer ved at dreje på dem, at lyset ikke er polariseret, men lige kraftigt „hele vejen rundt“. Dimserne gør lidt ligesom svævefly eller musvåger, der flyver termik, omend det foregår temmelig ukoordineret - nogle flyver højre om, andre venstre om. Indimellem virker det som om nogle af dem skifter plads meget hurtigt og temmelig „ikke-ballistisk“ - det ser helt vildt ud. På et tidspunkt står de rimeligt stille og er nemme at tælle (det er først her jeg har tal på dem). Jeg vurderer højden til minimum 20 km, og udelukker på stedet vejrballoner, fugle og svævefly. Ligeledes er det ikke lavtgående satelliter. Nu forsvinder de i forskellige retninger - en enkelt ser ud til at blive stående, og „hullet“ lukker igen. Kl er nu 18.15.

2. observation kl. 18.20:
Jeg har nu næsten hold i nakken, og står og glor op. Jeg har en lidt underlig fornemmelse. Min søn spørger meget intenst til, hvad det var, og jeg kan ikke rigtig svare, og er lidt fraværende og stirrer ret intenst.
Pludselig ser jeg et „hul“ opstå, hvori 2 af dimserne nu ses tæt ved hinanden. Den ene begynder meget stabilt at bevæge sig over til højre/„bagved“ mig (altså noget i retning af sådan ca. sydvest), og den anden følger efter ca. 20-30 sekunder efter i samme retning. Fuldstændig stabil hastighed, ligner et højtgående fly eller en satellig i opførsel. De fader langsomt ud syd for mig i ca. 45-50 gr. højde over horisonten i det høje skydække.
Denne observation varer i alt knap 3 minutter. Lige nu hvor, jeg sidder alene og skriver, er jeg i tvivl om, hvorvidt min søn så begge disse eller kun den allersidste. Jeg erindrer at han spurgte, hvor det var henne, da jeg råbte „se der!“ til denne observation.
Vi bliver stående på pladsen i ca. 20 minutter mere, hvor både min søn og jeg kigger op i luften. Så kører vi hjem. Han spørger stadig, hvad det var, og siger selv ,at det ikke kan være fugle eller fly osv.
Da vi kommer hjem, beder jeg min søn om at gå ind på sit værelse og tegne det, han har set med det samme, og jeg gør det også (på bagsiden af en kuvert ude ved køkkenbordet). Dette for at gøre det så „videnskabeligt“ som muligt inden hans fantasi begyndte at flagre. Det blev ikke nogen flotte tegninger, men de er da lavet inden vi nåede at få „konfereret“ for meget.
Ham piloten i det 2. rutefly har set det - og det er bare 100 % sikkert! Vi så ingen grønne mænd vinke til os, og vi er ret normale mennesker. Jeg var pinlig ædru (bare for en ordens skyld). Jeg har aldrig set endsige rapporteret om noget sådant før, og trods en ret „videnskabelig“ anlagt indstilling må jeg indrømme, at jeg ikke kunne finde noget på repetoiret, der lige passede med det her.


5250 Bellinge. 5. maj 2001
Et orangefarvet objekt ses mod øst bevæge sig fra nord mod syd. Vinkel for banen ca. 60 grader. Objektet bevæger sig i en ensartet fart vandret over himlen.
Fra vi får øje på det og i ca. 6 sek. ses det som et klart lysende, orangefarvet objekt, lidt aflangt i facon på tværs af bevægelsesretning, lidt fugl/fly. Størrelse beskrives lettest ved en sammenligning med en musvåge på 100 - 150 m afstand. Bliver gradvist mindre idet det forsvinder mod syd og forsvinder som en stjerne, der langsomt forsvinder (slukkes).
Der er ingen lyd. Iagtagere er enige om en beskrivelse af en satellit-vragrest/laaaangtvarende stjerneskud, men undres over den helt lige bane, hvorfor vores opfatttelse er et meget stort objekt som ses på en stor afstand, selvom vi opfattede nærhed. 3 minutter efter (kl. 23.28) ses et meget stort (2 - 3 x Jupiter) hvidt lys bevæge sig fra sydvest mod nordøst i ca 7 sek. - bliver hurtigt mindre til en almindelig satellit-størrelse, som herefter kan følges i yderligere 15 - 20 sek, nu også med kikkert, som ikke ændrer på størrelsen. Denne iagttagelse virker kun underlig pga den meget store størrelse i starten (kunne være en usædvanlig kraftig reflektion fra en satellit) - og tages med i relation til ovenstående helt anderledes for os uforklarlige observation.


3700 Rønne. 10. maj 2001
Jeg skriver for min far som fortalte mig dette:
Min far var i torsdags det omtalte tidspunkt ved at gå i seng. Soveværelset ligger ud i mod vejen (mod vest), og min mor lå og sov samme sted. Pludselig blev soveværelset oplyst af et meget kraftigt gulligt lys, som kunne minde om en projektør. Min far rullede gardinet op og kiggede ud. Lige over genboens tag (stik vest) observerede han en lyskugle. Afstanden kunne han ikke sige noget om, men oplyste, at den var på størrelse med en tennisbold. Den stod fuldkommen stille i nogle sekunder, hvorefter den forsvandt meget hurtigt i mod vest i lige bane.


5750 Ringe. 12. maj 2001
En kraftig hvidblå kugle tiltagende i lysstyrke til næsten blændende lys flyver langsomt mod nord. Da den flyver bag et træ forsvinder den og er ikke at se på den anden side. Jeg sagde det til min kone som så grand prix, det var lige da Grækenland afgav deres point til dk, at jeg stod i døren og så den lysende kugle. Den var på størelse med en tennisbold på 10 meters afstand. Der var også et fly under den, det fløj stille og roligt ca. i halv fart af kuglen, det kunne jeg følge normalt efter træet. Flyet havde ikke noget med kuglen at gøre, men piloterne kunne havde set lyset, som dog så ud til at ligge lidt bagud i forholdt til kuglen i starten.


4241 Vemmelev. 13. maj 2001
Jeg sad og så fjernsyn, og pludselig så jeg et kraftigt lys ude i øjenkrogen. Jeg kiggede hen mod vinduet, og jeg så en stor lyskugle. Størrelsen var ca. 10 gange størrelsen af et stjerneskud. Jeg løb hen til vinduet med det samme for at få et bedre overblik. Lyskuglen gik langsomt til venstre (ca. satellit hastighed) i ca. 3 sekunder, derefter satte den farten op, mens den gik ned af og forsvandt med en hastighed der svarer til et stjerneskud. Farven af lyskuglen var gul-hvid.
Jeg har aldrig set noget ligende, og jeg var meget rystet/overrasket. Jeg har altid godt kunne lide at kigge på stjerner, satelitter og har altid siddet længe oppe for at få øje på et stjerneskud. Har også set rigtig mange af dem. Jeg har dog aldrig set noget ligende som jeg gjorde i dag. Om det var et rumskib, ved jeg ikke. Det vil jeg nu ikke sige/tro - men jeg ville da betegne det som et uidentificeret flyvende objekt.


8200 Århus N. 23. maj 2001
Jeg har fulgt en del med i diverse programmer samt haft en hjemmeside omkring såkaldte „Ukendte objekter“ herunder ukendte millitære flytyper, herunder har jeg beskæftiget mig en del med det populære „Area51“ også kendt som „Dreamland“ i det store Groom Lake anlæg. Her har jeg hørt meget om, at der forskes i et nyt fremdriftsystem til fly.
Jeg så i fjernsynet billeder af et „spor fra et fly“, som de mente, var dannet af dette nye fremdrivnings system. Jeg mener, at det jeg så var noget der lå MEGET tæt op af det. Jeg kommer gående hjem fra arbejde og kigger på himlen, der ser jeg et meget mærkeligt spor efter et fly. Det starter meget tyndt og bliver så tykkere og tykkere. Da det er blevet lige så tykt som et normalt flyspor, forsvinder sporet pludselig i et pænt mellemrum, hvorefter det kommer frem igen. Det specielle er dog nu, at der kommer små „hakker“ ud fra sporet, altså et lige flyspor med små „byller“ ud fra den ene side. Sporet fortsætter sådan et pænt stykke tid, hvorefter det forsvinder fuldstændig.
Jeg overvejede, om det kunne være vindstød eller lignende, der havde fremkaldt denne mærkelige formation, men jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Jeg har taget 2 billeder af fænomenet, et af det sted, hvor sporet stopper og begynder igen, og 1, hvor man kan se de små bylder, der kommer ud fra flysporet. Dog er bylderne ikke nær så tydelige, som de var, da jeg først så dem, da jeg var på vej hjem fra arbejde og ikke kunne nå at tage billedet, før vinden havde haft fat i det lidt. Det, jeg kunne være interresseret i at høre, var "logbøger" fra de observartionsstationer, der ligger her i omegnen. Sporet kom nordfra, så det må have været henover Tirstrup lufthavn. Her kunne man f.eks få af vide, om et fly har haft motor problemer og har haft stoppet og startet motorerne under flyvning, eller lignende.


7100 Vejle. 28. maj 2001
Del 1, Prebens del af historien.
Omkring kl. 01.15 den 28. maj 2001 kom jeg og min kammerat Alex kørende i en større varevogn ad Juelsmindevej mod Vejle, få kilometer fra det store transportcenter. Jeg ser et svagt lysende ovalt objekt hænge langt ude i horisonten. Jeg venter lidt med at nævne det, for at se om Alex opdager det. Kort tid efter ser Alex det, og vi bliver så enige om at holde ind til siden, og kikke nærmere på fænomenet.
Så slukker vi motoren og alt lys i bilen, hvor efter vi åbner døren og hører en svag summen i det fjerne, - i løbet af 8-9 sekunder er det ovale objekt kommet tæt på os, faktisk så tæt, at det fylder over halvdelen af forruden, som vi kigger igennem. Vi sidder helt stille i bilen og ved ikke, hvad vi skal sige eller gøre da der „tændes“ et helt hvidt kraftigt lys i venste side af objektet, hvorefter lyset nærmest bliver hævet op over det og skråt til venstre. Objektet står nu stille foran os og nærmest „lyser“ på os i ca. 25 sek., hvorefter det toner ud og efterlader et stort ovalt hul imellem skyerne, hvor man kan kigge ud i rummet samt en tynd lysende grøn streg fra hullet og skråt ud i rummet, som står stille i et par sekunder, hvorefter den toner ud og forsvinder.
Så sidder vi helt mundlamme i et kvarter hvorefter vi vælger at køre videre, - vi kommer så forbi transportcenteret og kort tid efter observerer Alex 3 helt kvardratiske objekter ude i horisonten mod højre. Han gør mig opmærksom på det, og lige i det vi begge kigger på dem, lukker de nærmest sammen en efter en ligesom en kameralinse. Alex drejer så hovedet mod venstre og opdager et helt kvardratisk objekt mere i nærheden af vandtårnet, - da jeg så også kigger på det, lukker det sammen og forsvinder på samme måde som de tre andre. Efter at være blevet rigtig nysgerrige beslutter vi os for at køre op på toppen af en bakke i nærheden og kigge nærmere på horisonten.
Da vi når op på toppen og kigger ud til højre, observerer vi to helt kvardratiske objekter igen, vi kigger på dem i 5-6 sek., hvorefter de lukker sammen som de andre tre.
Vi bliver holdene på bakken i 10 min., observerer ikke mere, hvorefter vi vælger at drage hjemaf med en oplevelse lidt ud over det sædvanlige.

Del 2, Alex del af historien
Vi kom kørende af Juelsmindevej ca. kl. 01.15, da jeg observerede en oval formet skikkelse svagt oplyst bagfra, så kanten virkede lysende. Vi holdt ind til siden for at kigge lidt på fænomenet, da vi havde holdt der ca. 5 min., begyndte et kraftigt lys at skinne fra dens venstre side, - det lignede at en stor lem i siden af skibet blev åbnet, og det så ud som om et mindre objekt fløj ud og hang lidt oppe til venstre for skibet.
I løbet af få sek. kom skibet meget tættere på, og det lille objekt forsvandt bag skibet. Skibet hang nu få hundrede meter fra os, lyset slukkede i siden (…eller lågen lukkede?). Så hang det foran os i 5 til 10 min., hvorefter det forsvandt med sådan en hastighed. at man ikke kunne følge det med øjnene.
Tilbage efterlod den sig kun et hul i skyerne, hvor man kunne se en klar nattehimmel igennem, samt et grønligt, slør som hang i den bane skibet fløj i, der fordampede i løbet af få sek. Vi sad måløse i nogle min., før vi kørte videre, imens vi snakkede om hvad der var sket.
Da vi havde kørt 3-4 kilometer, så vi en lysende firkantet genstand højt på himmelen, - jeg slap gassen for at holde, men den forsvandt igen med det samme. Herefter kørte vi videre, og med det samme kom to lysende genstande til syne på himmelen, og før jeg nåede at holde, var de forsvundet. Deres forsvinding lignede at en låge blev lukket, eller mange lys blev slukket, - så blev vi enige om at køre op på en bakketop og kigge nærmere på fænomenet.
Der skete ikke rigtigt noget, og da vi var kørende i en større kassevogn, rullede jeg vinduet ned, så jeg kunne kigge bagud. Der så jeg igen en stærk lysende genstand hænge bag os, som om den havde forfulgt os. Det sidste objekt, observeret bag os, forsvandt på samme måde som det første, dog meget langsommere, så man kunne følge den i dens forsvinding ud igennem skyerne, dog uden noget grønligt slør.
Herefter valgte vi at drage hjemad og kontakte SUFOI.


3550 Slangerup. 12. juni 2001
Tirsdag d.12-06-01 om aftenen, da min kone og jeg skulle lufte ud inden sengetid kl. ca. 23.33, ser min kone langt ude i horisonten en rød/rødorange lysende plet og spørger mig, hvad det mon er. Jeg siger, at det nok er en helikopter eller måske en stjerne, jeg kikker lidt undrende på lyset, og samtidig henter min kone en kikkert, hun kikker efter lyset og siger, at det opfører sig underlig,t hvorefter jeg henter en gl. skibskikkert og konstater, da jeg fanger opjektet i kikkerten, at der er tale om et rødligt lignende objekt, der hvirvler sig rundt inden for et område, som vi begge kan fastholde med kikkerterne. Det ligner nærmest en selvlysende slange, der snor sig omkring i et fantastisk højt tempo og på tidspunkter former sig som en ring. I kikkerten ser det ud, som om den bevæger sig inden for et lille område, men det kan ikke være tilfældet, fordi det er så langt væk, at det 2 gange forsvinder bag skyerne for igen at kunne ses. Inden jeg hentede kikkerten, så jeg desuden et lille 2-4 personers fly, der pasere i vores synsfeldt langt tættere end opjektet, men det er forsvundet videre af sin rute, inden jeg er tilbage med kikkerten.
Det sidste vi ser til opjektet er at det igen forsvinder bag en stor sky hvorefter vi mister øjenkontakten med det.
HVAD kan det have været?
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted