Bermuda Trekanten – og andre myter

Kampen for ufologien

Fra midten af 1960'erne brugte McDonald al sin fritid på at efterforske ufo-hændelser. I årene 1958-1966 var han tæt knyttet til ufo-organisationen NICAP (National Investigations Committee On Aerial Phenomena). Samarbejdet foregik først i stilhed, men i 1966 trådte McDonald offentligt frem og blev den person, som medierne verden over ville tale med om ufo-forskning.

NICAP blev stiftet i 1956, og da major Donald E. Keyhoe i 1957 blev NICAP's energiske og karismatiske leder, voksede organisationen eksplosivt - ikke mindst da antallet af observationer steg markant i USA i 1964-66. På sit højeste havde NICAP 15.000 medlemmer og talte adskillige videnskabsfolk og højtstående officerer blandt sine medlemmer og i ledelsen. NICAP led en stille død i 1970-71. Medlemstallet svigtede, og interessen dalede, da Condon Kommissionen i 1969 konkluderede, at det ikke var værd at bruge tid på ufo-fænomenet.

James E. McDonald forsøgte i alle disse år at få kolleger til at interessere sig for fænomenet og undersøge det videnskabeligt, men forgæves. Ann Druffel beskriver levende sejre og nederlag i detaljer - dog uden at miste overblikket. Man mærker, at hun selv var aktiv i ufo-arbejdet sammen med McDonald, og at hun opfatter hans bidrag til ufologien som langt større end J. Allen Hyneks. Project Blue Book var en narresut, der skulle holde offentligheden hen med tågesnak og dårlige bortforklaringer - hvilket McDonald påviste gang på gang. Blue Book var lige fra oprettelsen lavt prioriteret i flyvevåbnet, og efterforskningen blev derefter.

Druffel har ikke megen sympati for Hynek, der fremstilles som en mand, der over for McDonald indrømmede, at rapporterne blev elendigt efterforsket, og at forklaringerne var tilfældige og utilstrækkelige. En mand, der var bange for at miste sit bijob som astronomisk konsulent for Blue Book. James E. McDonald var til gengæld - ifølge Ann Druffel - ikke bange for at tage chancer ved som respekteret videnskabsmand at stå frem og sige, at ufoerne fortjener et videnskabeligt studium.

McDonalds energi, frygtløshed, engagement og depressive perioder blev måske også hans død. Han arbejdede dag og nat både som forsker og med ufo-sager. I marts 1971 meddelte hans kone, Betsy, at hun ønskede skilsmisse. Det førte til, at McDonald den 9. april 1971 skød sig i hovedet. Selvmordet mislykkedes, men gjorde McDonald næsten blind. Efter en længere sygeperiode genoptog han sit videnskabelige arbejde og sin hobby - og arbejdede videre med den ufo-bog, han havde planlagt gennem længere tid, men som aldrig blev skrevet.

Den 13. juni 1971 blev McDonalds lig fundet under en bro uden for hjembyen. I tiden efter dødsfaldet var der i ufo-kredse mange rygter, om hvordan og hvorfor McDonald døde. Var han til besvær for nogen? Havde han opdaget noget afgørende nyt om ufoer og myndighedernes rolle, som krævede hans død? Osv.

Druffel er dog ikke i tvivl: McDonald døde for egen hånd med en revolver indkøbt kort forinden. Årsagen var en depression udløst af problemerne i privatlivet og den latterliggørelse, som politikere og fjender i videnskabelige kredse havde udsat ham for offentligt pga. hans ufo-interesse.

Ann Druffels »Firestorm« er ikke blot en biografi over en usædvanlig videnskabsmand, men også et glimrende signalement af en spændende periode i ufologiens historie med afsløringer af de intriger, manipulationer og politikker, som mødte McDonald og ligesindede.

Druffels adgang til og brug af førstehåndskilder, bogens noter, kildehenvisninger og omfattende indeks gør »Firestorm« til en uundværlig bog.

Bogens sidste 68 sider gengiver bilag (breve, rapporter, avisudklip o.lign.), som Druffel refererer til bogen igennem. Bilagene kan også ses på hjemmesiden www.5thworld.com.

Ann Druffel: Firestorm - Dr. James E. McDonald's Fight For UFO Science
Wild Flower Press 2003
609 sider, ill.
Førpris kr. 489. Nu kr. 89,-