Skandinavisk UFO Information
Danmarks UFO Forening

Jeg har trykket et spøgelse på næven

Det er en sær fornemmelse at have trykket et spøgelse i hånden. Det har jeg, hvis man skal tro Mikael Rothsteins bog Ufoer og rumvæsener. Nemlig George Adamski (1891-1956, ifølge bogen). Er årstallene rigtige, var det hans astrallegeme, jeg havde fornøjelsen af at møde på en SUFOI-kongres i Fredericia først i 60'erne. Scorede den charmerende, gamle svindler sin største triumf ved at optræde discarnate, uden at vi opdagede hans luftighed, eller bringer bogen fra det ærværdige Gyldendal en tyrkfejl til torvs?

Indtil andet er bevist, hælder jeg til sidste mulighed. Gode gamle Adamski stillede først de velpudsede, brune sko i 1965.

Rothstein har begået en påkrævet bog om ufoer som myte. UFO-Nyt har jo stort set ignoreret denne side af ufo-syndromet. Det er blevet en noget tung, men interessant bog, hvor Rothstein har den store fordel at se i bagklogskabens klare lys. Han er dog klar over, at de påstande, ufo-kontakterne - George Adamski, George King m.fl. - fremsatte, ikke var så usandsynlige anno 1960 som bare ti år senere. Naturvidenskaben var delt i vurderingerne af fx Venus' beboelighed. Nogle ventede et klima, hvor man i hvert fald ved polerne kunne have paradisiske forhold. Desværre fik de ikke ret. Virkelighedens Venus er tør, superhed og klemt under ca. 90 atmosfærers tryk.

Derfor har jeg, siden de første sonder gik ned på Venus, haft inderligt ondt af blonde Orthon, som George mødte i Mohaveørkenen. Hvis det rare rumvæsen fra Venus virkelig var trådt ud af sin flyvende tallerken for at møde cafeteriabestyreren fra Mount Palomar, ville han - Orthon - være eksploderet som en dybhavsfisk, der hales op til overfladen.

Til alt held døde han - George, ikke Orthon - i 1965. Før rumsonderne begyndte at regne ned over Mars og Venus. (En navnefælle til Orthon blev hyperaktiv i Danmark et par år senere, men det er en anden myte, som Rothstein mærkværdigvis ignorerer).

Personlig var jeg allerede begyndt at svigte George Adamski, da jeg fik et lille dyr galt i halsen - et dyr, som han påstod, han havde set på Månen. Allerede da vidste jordisk videnskab, at der så at sige ingen atmosfære er på vores drabant. Adamskis troværdighed blev ikke bedre, da han berettede om en tur til Saturn, hvor han - med klædelig beskedenhed - repræsenterede Jorden i et kosmisk råd. Selv en nysproglig måtte ane, at George på Saturn ville have mødt den modsatte skæbne af Orthons i den californiske ørken: Klemt til døde. Det er et spørgsmål om tyngdekraft, ikke åndelighed.

Kort sagt, gode, gamle George var en svindler. Charmerende og ret harmløs, men løgnen tog kraften af hans historie. For det grundlæggende skel går mellem sandhed og løgn. Det mente Adamski og hans kolleger i kontaktperson-branchen nok ikke.

Værre er det, at Mikael Rothstein heller ikke synes at mene det. Han bliver nemlig ved at tale om virkeligheder. Det kan man også godt tale om, men så skal man være klar over, at man har overskredet den altafgørende grænse mellem fakta og fiktion. Fiktion er fin, men ikke virkelighed. „Virkeligheden er det, der ikke forsvinder, når du holder op med at tro på det,“ som SF-forfatteren Philip K. Dick skrev.

Dick var en slags manisk virkelighedssøger - modsat Scientologys stifter, hans SF-kollega L. Ron Hubbard, der hævdede, at „det er sandt, når det er sandt for dig.“

Hvad har Hubbard for resten med ufoer at gøre? Ganske meget. Egentlig er Scientology den største rumkuller-kult (hvis man ikke vælger kun at se dens anden aspekt: fed forretning). Ifølge Hubbard er vi alle rester af 76 mio. år gamle rumvæsner, der blev tvangsforflyttet til Jorden og myrdet for, at de kunne reinkarnere her.

Her bommer Rothstein i øvrigt igen ved at påstå, at vore „thetaner“ - sjæle - ifølge Hubbard skulle være kommet til Jorden for billioner af år siden. Gør det nogen forskel ved så mægtige tidsperioder? Faktisk ja. For Hubbard - der hævder, at han fortæller en sand beretning - fortæller, at staklerne blev bragt hertil indfrosset i isklumper og anbragt ved navngivne vulkaner, som ikke eksisterede for 76 mio. år siden. Scientology-stifteren bringer altså igen her en lodret løgn til torvs.

Man kan ikke forlange af folk som Buddha, Moses, Jesus eller Muhammed, at de skulle være videnskabelige, da de grundlagde deres religioner, for der fandtes ikke videnskab dengang, og de ville ikke være blevet forstået, hvis de havde talt i videnskabelige termer. Men når en moderne religionsstifter udtaler sig om virkeligheden - endda for at underbygge noget, han kalder en moderne, videnskabelig religion, og så alligevel gang på gang kommer med bevisligt usande „fakta“, så afslører han sig som svindler og charlatan.

Der må stilles lidt andre krav til moderne religionsstifteres omgang med kendsgerninger, end der måtte - og kunne - stilles i den grå, før-naturvidenskabelige oldtid. Men Rothstein skriver direkte, at der ingen grund er til at tolke Hubbards projekt som et svindelnummer. Så tror jeg ikke, jeg ville bryde mig om at købe en brugt bil af Rothstein.

Mikael Rothstein: „Ufoer og rumvæsener. Myten om de flyvende tallerkener“, i serien Gyldendal Nye Religioner, Gyldendal 2000, 256 sider.

Den franske Rael-rumkult er endnu uhyggeligere end Scientologys ensretning af troende. Rael prøver ikke at lave mentale kloner, men lover bl.a. evigt liv ved kloning og evig sex med kloner, der bare destrueres efter orgierne. KZ-lejrene Dachau og Neuengamme er søndagsskoler i forhold til det menneskesyn.

Hubbardister og raelianere har lov at tro, hvad de vil. I demokratier har selv de, der vil demokratiet til livs, tro- og taleret. Det store problem er at finde en måde at imødegå dem, før det bliver nødvendigt at gøre det på samme måde, som demokratierne måtte imødegå nazismen (der også havde okkulte rødder).

Rothsteins bog er ikke synderlig brugbar i den retning, netop fordi han opererer ud fra den sproglige misforståelse, at der er mange virkeligheder. Der er kun én. Derimod er der mange virkelighedstolkninger eller livssyn, men det er noget ganske andet.

De påvirker virkeligheden - gennem de troendes handlinger - men de er ikke virkeligheden, og derfor er det misvisende at tale om forskellige „religiøse virkeligheder“. Og det er endnu mere misvisende at sidestille religionerne, som Rothstein konsekvent forsøger. Det svarer nogenlunde til at sidestille champignon og hvid fluesvamp, fordi begge dele er hvide svampe. Førstnævnte er spiselig og gavnlig, sidstnævnte lige så dødbringende som Heavens Gate sektens ufotro.

Så man skal passe på, hvad man tror. Prøv ånderne! som Paulus sagde.

Det gælder selvsagt også Rothsteins bog. For selv om han søger at give en redelig fremstilling af ufomytologien, er det ikke hele sandheden om ufo-syndromet. Blandt andet fravælger han på forhånd den mest interessante mulighed, nemlig at der i høstakken af misforståede naturfænomener, vandrehistorier og åbenbaringer fra religiøse galninge og ditto spekulanter kunne skjule sig et enkelt konkret rumskib. Chancen er elektronmikroskopisk. Men den er der.

Lad os bare lege videre med den mulighed, men uden at kalde ideen virkelighed, før ET lander på Rådhuspladsen. I ventetiden kan vi så studere myterne og mytomanerne. Blandt andet for ikke at blive ramt i nakken af dem. George Adamski ville aldrig være blevet verdensberømt i Danmark, hvis vi havde kunnet se, at han stjal det meste af sin „virkelige“ historie fra teosofferne, men i 50'erne kunne danskere, der kendte noget til teosofi, tælles på en gammel savværksarbejders fingre. Vi var værgeløse. Hvilken undskyldning har man for at være lige så naiv i dag?