logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > Artikler > Manipulation og fup > Super-duper Top Secret

Super-duper Top Secret

Onsdag den 18. august 1999 kunne DR2 klokken 20.21 i udsendelsen »U.land undersøger« vise en optagelse af et fremmed væsen, som er under forhør på den tophemmelige base Area 51 i Nevada.

»U.land undersøger« er et ungdommeligt tvprogram, hvor kvalitet forveksles med amatøragtige interviews, dårlige og hurtige billedklip og irrelevante baggrundslyde (hvorfor tror nogle voksne, at børn og unge helst vil se tv i fraklipskvalitet?).

Studieværten hedder Christoffer Emil Bruun, og han besøgte i „udkanten af København“ Robby Curdorff, som ifølge underteksten er „ekspert i uforklarelige fænomener“ (bemærk stavemåden!).

Og hvem er så Robby Curdorff? Han kan ifølge sit eget foredragskatalog fortælle om næsten hvad som helst mellem himmel og jord. SUFOI's Ole Henningsen var i nærkontakt med Curdorff i sommeren 1998, da Curdorf i Nykøbing Falster afholdt foredraget »Sandheden om korncirklerne«.

Billede fra Alien Interview  

Ole Henningsen var - for nu at sige det diplomatisk - ikke imponeret over Curdorffs viden om fænomenet, hvilket man kan læse mere om i artiklen »Tvivlsomme sandheder« i UFO-Nyt nr. 4/98. Ole afslutter sin artikel med ordene:

„Sandheden er måske nok derude et sted - men ikke dér, hvor Robby Curdorff holder foredrag!“

I »U.land undersøger« fik Curdorff besøg af Christoffer Emil Bruun, som med åben mund og påtaget (?) barnlighed labbede Curdorffs sandheder i sig, mens de (og vi) så ca. 10-20 sekunder af den sensationelle videooptagelse.

Curdorff fortalte, at han havde fået optagelsen af „en i England“, og at optagelsen, som var smuglet ud fra „S-4 syd for Area 51“, var „34 stadier over Top Secret“.

Amerikanerne har „kilometervis af registrerede forhør“ af sådanne væsner, og det viste klip er kun „et af mange“. Det meste af forhørslokalet ligger i mørke, fordi væsnets øjne er „meget lysfølsomme“.

  Billede fra Alien Interview

Mod slutningen af den viste videosekvens, ser man en person, som lyser væsnet ind i munden med en lygte. Gurdorff fortæller i den forbindelse, at væsnerne på deres hjemplanet lever i „store byer under jorden“ (!?). De kan derfor ikke tåle mikroberne på vores Jord. På filmen „tilser en læge“ væsnet, for at se om mikroberne har sat fast i halsen på den stakkels fyr (det må godt nok være nogle velvoksne mikrober!).

Efter forevisningen spørger den kritiske studievært, hvornår vi vil se mere til disse væsner. Curdorff kan med sikkerhed i stemmen fastslå, at det er der ingen aktuelle planer om. Vi skal først nå et „højere niveau af medmenneskelighed“ og lære ikke at udnytte al teknologi til våbenproduktion. Først da vil vi få „åben kontakt“.

Jamen, er det ikke befriende, sådan at få serveret den ene sandhed efter den anden. Personligt foretrækker jeg dog eventyr skrevet af H.C. Andersen. Det bedste man kan sige om dette indslag og udsendelsen som helhed er vel, at ikke alle danske hjem kan se DR2.


Alien interview
Videosekvensen fremvist af Robby Curdorff er produceret af Rocket Pictures og sælges på et videobånd med titlen »Alien Interview«.

Cover til Alien Interview  

„For the first time anywhere, AREA 51 : THE ALIEN INTERVIEW makes the entire video clip available to the public. This 65 minute video program, hosted by Steven Williams (plays the role »X« on »The X Files«), examines the clip's authenticity and dramatically places it in context. The film was purportedly smuggled out of Area 51 by a man known only as Victor, who is interviewed on camera in a testy, thought-provoking exchange. Ultra paranoid about giving away his identity and how he came by this Top Secret Footage, arrogant yet profoundly shaken by his contact with these beings. Victor paints a picture of the Government's activities at Area 51 that is radically different from the usual conspiracy theories. The program features interviews and discussions with noted UFO researchers and experts. Is the AREA 51: THE ALIEN INTERVIEW video a hoax? Or the most significant revelation of our time?? YOU will be the judge!!!“

Hele optagelsen varer 6 min. Optagelsen blev første gang vist den 14. april 1997 i halvtimetvshowet »Strange Universe«. Her oplyste man, at filmen var smuglet ud fra Area 51 af en mand ved navn Victor.

 

»Strange Universe« havde kun fået lov til at vise få sekunder fra optagelsen (sikkert fordi salgsvideoen var lige på trapperne), så resten af udsendelsen blev udfyldt med interviews af udvalgte personer, der havde fået lov til at se alle 6 minutter.

De udvalgte var: Robert O. Dean, Jesse Long (bortførelsesoffer), Steve Neill (speciel-effect mand og bortførelsesoffer), Alice Leavy (MUFON rapportoptager og bortførelsesoffer) samt Whitley Strieber (rig forfatter og bortførelsesoffer).

Bortset fra en enkelt lidt negativ bemærkning fra Jesse Long udtaler de sig i tv-udsendelsen alle meget positivt om optagelsen.

Efter udsendelsen kontaktede »CNI News« de 5 udvalgte og fik pludselig helt andre udsagn om filmen. Steve Neill sagde, at han var sikker på, at filmen var svindel. Væsnet var en dukke, og han kunne selv fremstille en hjemme i sit værksted i løbet af en dags tid. Jesse Long var også overbevist om, at filmen var svindel. Selv Whitley Strieber var tvivlende.

Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted