logo
Danmarks UFO Forening 
Forside > Artikler > Anmeldelser og omtaler > Tæt på sandheden?

Tæt på sandheden?

De første kapitler i Shockingly Close to the Truth! er bygget op omkring Jim Moseleys to måneder lange biltur gennem USA i 1953, hvor han besøgte den ene ufoberømthed efter den anden, faktisk omkring 100! Det er en underholdende, ironisk og særdeles afslørende beskrivelse af George Adamski, Donald E. Keyhoe, Gray Barker, George Hunt Williamson, Orfeo Angelucci, Howard og Connie Menger, George Van Tassel, Max Miller, Gabriel Green, Dan Fry, Truman Bethurum - og mange, mange flere.

Moseleys rejsebeskrivelser, refleksioner etc. krydres med velvalgte citater fra hans noter nedskrevet under de mange interview i 1953 og citater fra hans gamle tidsskrift Saucer News. Det giver et godt indblik i, hvad fx mange af kontaktpersonerne faktisk fortalte dengang, og giver samtidig Moseley mulighed for at filosofere over, hvordan verden og hans syn på ufoemnet har ændret sig siden da.

Et af de mest succesfulde svindelnumre i ufohistorien er Straith-brevet til George Adamski. Et brev som mange personer stadig opfatter som ægte. I brevet skriver R. E. Straith fra den ikke-eksisterende „Cultural Exchange Committee“, at højtplacerede personer i regeringen mener, at Adamskis påstand om, at han mødte en rummand i den californiske ørken i 1952 er sand. George Adamski var selvsagt ganske fornøjet over at få dette brev, som han viste frem, hver gang nogen tvivlede på hans historier - også efter at FBI havde bedt ham om at lade være med at markedsføre sig selv med et brev, der var en åbenlys forfalskning. Straith-brevet er skabt en decemberdag i 1957 af James W. Moseley og vennen Gray Barker. De havde fået fingre i en stabel brevpapir med tilhørende konvolutter fra forskellige offentlige myndigheder, og inspireret af rigelige mængder alkohol skrev de en række breve under falske navne etc. til ufopersonligheder, heriblandt APRO's Coral Lorenzen og George Adamski.

Dette særnummer på 20 sider fra oktober 1957 af James W. Moseleys „Saucer News“ gennemgår George Adamskis møder med rumbrødrene og afslører kontaktpersonens fantasier. Hele særnummeret er gengivet som et appendiks i „Shockingly Close to the Truth!“.

Bogens historik føres helt op til i dag, hvor Roswell-hysteriet, MJ-12-sagen og ufobortførelses-industrien udsættes for Moseleys skarpe pen. Det er nok en smagssag, om man kan lide Moseleys til tider sarkastiske og selvironiske skrivestil, men under alle omstændigheder bliver man meget klogere af at læse Shockingly Close to the Truth!. Der er ingen garanti for, at det også er sandheden, man får serveret, men det er i hvert fald en underholdende førstehåndsberetning fra en person, som har mødt de rigtige personer på det rigtige tidspunkt og ikke er bange for også at sige upopulære og afslørende ting.

Jeg kan varmt anbefale bogen til alle, som interesserer sig for en subkulturs fødsel, og som gerne vil løbe risikoen for at blive rokket lidt i egen opfattelse af, hvordan ufoverdenen er skruet sammen.

 
James W. Moseley & Karl T. Pflock: „Shockingly Close to the Truth! - Confessions of a Grave-Robbing Ufologist“, Prometheus Books 2002, 371 sider.
Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted