Skandinavisk UFO Information
Danmarks UFO Forening

Rar gammel svindler eller en forvirret bøsse med visioner

Adamski under en tv-udsendelse med den kendte vært Long John Nebel.

Af alle de kontaktpersoner, der i 1950'erne førte sig frem som talsmænd for rumfolkene i de flyvende tallerkener, var George Adamski den mest spændende. Så vidt kan alle være enige med den britiske forfatter Colin Bennett, der har taget fat på Adamski i bogen „Looking for Orthon“.

Adamski efterlod sig adskillige uløste gåder. Hvad mødte han i den californiske ørken 20. november 1952? En venusianer var det i hvert fald ikke. Så ville langhårede, blonde Orthon være eksploderet som en dybhavsfisk, da han trådte ud i Jordens atmosfære.

De ariske venusianere uddøde da også sammen med Adamski i 1965. Eller gjorde de? Selv lod George sig jo genføde i rekordfart: Dagen efter sin død hoppede han ud af et ufo i England, præsenterede sig for gartner Arthur Bryant som Yamski og bad den forvirrede brite hilse Des eller Les…Desmond Leslie, medforfatter til Adamskis første bog „Flyvende tallerkener er landet“.

	Maleriet skal forestille Orthon, Venus-manden som Adamski mødte i Californiens ørken.

Siden blev der stille om de ariske ufonauter, der, som kaptajnløjtnant H. C. Petersen sagde i et foredrag på Folkehjem i Aabenraa i 59, lignede os danskere så meget, at vores nabo kunne være fra Venus. De er næsten ikke blevet set siden. Jo, siger Colin Bennett, få år efter Adamskis død gik vi alle rundt som langhårede venusianere, selv om vi var kortklippede som straffefanger, da Orthon trådte frem i ørkenen.

Pointen er, at Adamski var visionær, en profet, som ud af den blå luft eller det kollektive ubevidste fangede de impulser, som skulle forme fremtiden - og selv skabte de smukke ariske venusianere.

Jamen, var de virkelige eller ej? Ja/nej, svarer Colin Bennett. De var virkelige nok til at blive set af Adamski og hans vidner, til at blive fotograferet, til at efterlade sig fodspor i ørkenen. Men ikke virkelige nok til at være de mennesker af kød og blod, som Adamski stædigt påstod, de var.

Bennett er ikke ene om at gøre Adamskis rare rumfolk af kød og blod til åndesyn, der svinder hen, når ingen kikker på dem. Selv „UFO Kontakt“, hvis udtrykkelige formål er at udbrede Adamskis evangelium, er blevet „spirituel“ i fortolkningen af Orthon & co. Ifølge seneste melding fra den kant var Orthon engel.

At Adamski selv var teosof, er de fleste vel i dag klar over. Hans religiøse ideer var i vid udstrækning hugget fra Blavatsky og Besant. Havde vi vidst det dengang, ville hans troværdighed havde været nul. Men var han en løgner og svindler? Teosoffer kan være lige så troværdige vidner som andre.

Men Adamski var ikke kun teosof. Han levede af at være new age prædikant, før new age-syndromet nogensinde havde fået den etiket.

Adamski var en svindler. Han blev faktisk gang på gang taget i at lyve - som da han under et skandinavisk besøg skrev en seddel til sig selv og påstod, den var fra rumfolkene. Eller som da det blev afsløret, at han allerede havde udgivet „rumfolkenes“ filosofi i 1936 som de gamle tibetanske mestres visdom.

Tre stills fra den 8 mm smalfilm, som George Adamski optog sammen med Madeleine Rodeffer i Silver Spring, Maryland, den 26. februar 1965.

Han var en rævepels, men velmenende, og han misbrugte ikke sin selvudnævnte status som rumfolkenes gesandt - ret meget. En mere hensynløs person med Adamskis charme kunne have skabt en kult, der sagde spar to til rumsekten Scientology. Men Adamski ville os det egentlig godt, og dér skød han sig selv i foden. Først brugte han år på at fortælle, at vi ikke skulle være rædde, for rumfolkene var ejegode - og så følte han sig på sine gamle dage tvunget til at gøre noget for verden, der var truet af atomkrig. Så - vupti - vrimlede det med underudviklede (dvs. onde) rumfolk, og Adamski opfordrede USA og Sovjet til at finde sammen i et globalt forsvar. En elegant løsning på den kolde krig, for intet kan få stridende brødre til at enes så hurtigt som en fremmed bølle. Problemet var, at ingen rigtigt troede ham. Der var skabt for megen tvivl om hans sanddruelighed, og kovendingen, da han halede de onde rumfolk op af sin hat, var bare for meget.

Colin Bennett hævder, at seeren Adamski selv var forvirret på det tidspunkt: Hans næsten-virkelige rumfolk havde ikke givet ham noget konkret, som han kunne give videre til den store, uvaskede hob af jordfolk, og der var kaos i hans personlige univers. Han havde ikke længere sit trygge tilholdssted i bofællesskabet i nærheden af Alice K. Wells restaurant på Mount Palomar. Hans lille discipelskare var i opbrud, og allerværst - han var en ulykkelig bøsse i en tid, der var mindre tolerant end nutiden, hævder Bennett. Han tegner en naiv profet med et indre kaos, der bobler over af visioner, som antager næsten-virkelighed og kommer til at præge hele verden.

Jeg er stået af. Nok traf jeg kun Adamski én gang, men jeg læste hans bøger med stor grundighed og deltog i en studiekreds om telepati, ledet af medlem af SUFOI's daværende kontaktudvalg Gerda Rørbæk Nielsen. Hun var en bedre talsmand for rumfolkenes filosofi end Adamski selv, og vi analyserede ham grundigt. I øvrigt uden at blive telepater, gudskelov.

Jeg kan simpelt hen ikke få mit Adamski-billede til at dække Colin Bennetts'. Adamski var alt andet end naiv, og han var elegant til at snakke sig uden om spørgsmål, han ikke havde svar på. Men han forvandlede ikke verden, og hans påstande om ufoerne og deres piloter begyndte at forvitre allerede i hans egen levetid.

	Lucy McGinnis var et af de seks vidner, som overværede Adamskis møde med en rummand fra Venus nær Desert Center i Californien torsdag den 20. november 1952 kl. 12.30. Lucy var i mange år Adamskis sekretær, men da hans påstande blev for vidtløftige, forlod hun ham og organisationen. Men hun fortsatte dog med at støtte hans første kontaktoplevelse.

Det paradoksale er, at Adamski selv troede på sin historie. Den var absurd og ofte ufrivilligt komisk (og tit dødkedelig, som Bennett påpeger), men den rare, gamle svindler var selv overbevist - eller troede, at han gjorde menneskeheden en tjeneste ved at sælge denne „sandhed“. Og han var en showman - ikke den generte bondeknold med de løbske visioner, som Bennett maner frem. Jeg husker heller ingen polsk accent i hans amerikanske, selv om Bennett nævner den mange gange. Adamski var kun et år, da han kom til USA, og selv om han ikke fik megen formel uddannelse, var han et intelligent og velorienteret menneske, der levede af at tale og skrive engelsk. Hvis han har snakket med accent, har det været koketteri.

God rest his soul. Forhåbentlig er et hjørne af himlen afsat til tilgivne svindlere. Det vil ikke være det kedeligste. Tilbage hos os i jammerdalen efterlod G.A. en hob gåder: Hvorfor fik han sommetider særbehandling af de amerikanske myndigheder? Hvem lavede hans ufo-modeller - og ikke mindst, hvem lavede den fantastiske filmstrimmel med det formskiftende ufo, som han hævdede at have fotograferet med Madeline Rodeffers billige kamera om eftermiddagen den 26. februar 1965, få måneder før hans død? Billederne kunne ret let fremstilles i dag, men det var 17 år før IBM's første pc, og intet universitet ejede så meget datakraft som maskinen, jeg skriver dette på. Oven i købet hævder flere kilder, at „profeten“ havde 12 tommelfingre. Han kan næppe selv have lavet modeller eller falske billeder. Hvem gjorde det så?

Og sidst, men ikke mindst: Hvorfor blev der rapporteret så mange ufo-observationer i hans kølvand? Selv sagde han, at de vågede over ham. Jeg husker, at SUFOI under et Adamski-besøg i Danmark havde udstationeret observatører ved Kastrup Lufthavn. Og i hvert fald nogle af dem så hans fly blive fulgt til landing af et ufo...

Lou Zinsstag var Adamski-organisationens leder i Svejts, men forlod ligesom Lucy McGinnis kulten pga. Adamskis historier.

Her er igen den famøse dobbelthed, som har præget ufo-syndromet fra starten: Troværdige vidner ser utroværdige ting, ikke-eksisterende ufoer hævdes at efterlade fysiske spor, virkelighed og uvirkelighed flyder sammen - og det er lige i det sammenløb, Colin Bennett har skrevet sin bog.

Men for skeptikere som mig er det ikke nok at operere med smarte vendinger og sammenblanding af kategorierne virkelighed og uvirkelighed. Det går ikke i det univers, vi bor i. Her har løgn og sandhed eksistentiel virkelighed, og de udelukker hinanden - ligesom virkelighed og uvirkelighed.

Det er en gammeldags holdning, hævder Bennett. Men han ville flygte skrigende fra alternativet, en magisk verden, hvor to og to måske giver 17 nu og 0,3 om et kvarter.

Bennetts bog er ikke fair, hverken over for kendsgerninger eller over for Adamski. Den er tankevækkende og sjov, sommetider ufrivilligt. Fx når SUFOI's første formand og Adamskis største fan i Danmark konsekvent omtales som forfatteren Hans Peterson. Det er at drive gæk med H.C. - men jeg synes, at UFO-Nyt skulle invitere netop H.C. til at kommentere Bennetts bog.

Kommentar: Redaktionen fulgte i 2000 Per Borgaards opfordring og skrev til H.C. Petersen for at få hans kommentar til Bennetts bog. H.C. Petersen svarede, at han ikke har læst Bennetts bog og heller ikke har tænkt sig at gøre det. I samme brev oplyste H.C. Petersen, at Adamski Foundation har en ny bog om Adamski klar til udgivelse. Bogen er ifølge H.C. „...en yderst spændende og på sin vis sensationel bog, der fremlægger tankevækkende oplysninger, som ikke tidligere har været tilgængelige for offentligheden, ligesom der er uddrag fra Adamskis sidste bog, der ikke blev udgivet, fordi rumbrødrene den gang frarådede ham at udgive den...“ /kmh
Colin Bennett: Looking for Orthon, Paraview Press 2002, 224 sider.