logo
Danmarks UFO Forening 

Lederen i UFO-Nyt nr. 3, 2000, som udkom 15. august.

Ulven kommer!

Overdrivelse fremmer forståelsen. Der er i disse år en tendens til at udtrykke sig med overdreven brug af tillægsord o.lign. Alting er enormt, fantastisk, sensationelt, katastrofalt eller „helt kanon“! Således også i ufo-kredse, hvor vi gang på gang hører, at en ny sag „er den bedste til dato“ og „et afgørende bevis for, at vi ikke er alene i universet“. Men efterfølgende må vi konstatere, at det - endnu engang - var en fis i en hornlygte. Lad mig illustrere dette med to dugfriske eksempler fra England:

I tiden op til den 11. marts var verdenspressen virkelig gejlet op til den helt store sensation. Det engelske tidsskrift »UFO Magazine« med Graham Birdsall i spidsen ville på en pressekonference vise klip fra den nye video »The Secret NASA Transmissions«. De angiveligt tophemmelige optagelser fra de amerikanske rumfærger skulle vise to ukendte livsformer i rummet.

Men sensationen udeblev. Efter pressekonferencen har ingen aviser eller tv-stationer bragt så meget som en kommentar om filmen, trods mediehysteriet op til offentliggørelsen. Hvorfor denne tavshed?

Graham Birdsall har i det seneste nummer af »UFO Magazine« svar på rede hånd: Pressen har rottet sig sammen med CIA, FBI, diverse regeringer og alle de andre mørkemennesker, som forsøger at skjule sandheden om ufoerne. Længe leve sammensværgelsesteorien! Den kan bruges til hvad som helst og er umulig at imødegå med succes - for så er man jo selv med i komplottet, ikke sandt?

Sandheden om pressens svigtende interesse er nok snarere, at den omtalte videofilm godt nok viser flere interessante klip fra rummet - derfor har SUFOI også hjemkøbt et mindre antal videoer, så læserne kan få syn for sagn - men filmen lever ikke op til UFO Magazines pompøse forannoncering.

I øvrigt er optagelserne - som Ole Henningsen også påpegede i sidste nummer af UFO-Nyt - ikke hemmelige. Alle kunne have optaget sekvenserne udstyret med en fantastisk tålmodighed og en hulens masse videobånd.

  leder00-3.jpg (2402 bytes)

Den 17. juli dukkede en ny opsigtsvækkende pressemeddelelse op i mailsystemet. Den kom fra en ufogruppe kaldet »British UFO Studies Centre« i Nordengland. Gruppen havde netop modtaget en 4-minutters optagelse af en dagslysufo filmet af en Eric Morris den 9. juli i Hartford. Optagelsen er ifølge pressemeddelelsen „den bedste ufooptagelse i UK nogensinde“ og „årets mest overbevisende bevis for, at fremmede fartøjer besøger Jorden“. Folk, der har set hele optagelsen, siger, at den viser et lille, rundt objekt, som tumler rundt på himlen, medens kameraets autofokus forgæves forsøger at stille skarpt. Vi bringer her et enkelt billede fra den sensationelle film - som næppe kan forstyrre nattesøvnen hos UFO-Nyts læsere.

Det ligner jo unægtelig en ballon, hvilket den kendte engelske ufolog Jenny Randles også har påpeget over for British UFO Studies Centre. Men det rager indtil videre British UFO Studies Centre en fjer. De har endelig fået en „god“ sag, som de kan bruge til at sole sig i mediernes flygtige søgelys.

Hvis ufologien nogensinde skal opnå så mange troværdige facts, at det kan sandsynliggøres, at der vitterligt findes uidentificerede himmelfænomener, som videnskaben bør interessere sig for - så har vi ikke brug for personer eller organisationer, der råber „rumskib!“ og „sensation!“, hver gang de ser en ballon eller et flakkende lys på aftenhimlen eller opdager cirkelmønstre i naboens kornmark.

Vi vil se jordbunden rapportoptagelse og seriøs efterforskning, også selv om den nogle gange medfører, at det, der i første omgang så meget mystisk ud, viser sig at have en ganske naturlig forklaring.

Retur til artiklens begyndelse 
© Skandinavisk UFO Information - SUFOI • Eilekiersvej 14, 4100 Ringsted