Store løgne og små grønne mænd - Artikelarkiv - ufo - sufoi.dk

Da den kolde krig sluttede, måtte CIA ændre stil. Nu var det slut med tavshed og hemmelighedskræmmeri, så organisationens ledere dukkede op i talkshows i både radio og tv. Her var en chance, som ufologerne så absolut måtte udnytte.

Efter henvendelser fra en del ufo-forskere iværksatte CIA's direktør R. James Woolsey i slutningen af 1993 en undersøgelse af CIA's ufo-arkiv.

Regeringshistorikeren Gerald K. Haines fik til opgave at gennemgå alle de rapporter, som regeringen og CIA havde indsamlet fra 1947 til 1990.

Gerald K. Haines' undersøgelse blev offentliggjort først på sommeren 1997, men medierne blev først opmærksomme på den gode historie, som undersøgelsen var, engang i august. Men så gik det også stærkt. De fleste af de store amerikanske aviser og NBC Nightly News slog historien stort op, og overskrifter i stil med „CIA frygtede ufo-hysteri“, var meget almindelige. Nogle af aviserne kom også ind på CIA's hemmelighedkræmmeri, som bl.a. overskriften „Store løgne og små grønne mænd“ fra New York Times antyder.

Medierne så kun på to aspekter i Haines' undersøgelse. Det ene aspekt er kort fortalt, at det var amerikanske spionfly som for eksempel U-2, der ifølge Haines var årsag til mange ufo-rapporter i 1950erne og 1960erne.

Dertil kommer, at det amerikanske flyvevåbens Project Blue Book angiveligt førte offentligheden bag lyset med falske ufo-forklaringer.

Da aviserne bad flyvevåbenet om en kommentar til Haines' undersøgelse, svarede brigadegeneral Ronald Sconyers den 4. august:

„Jeg kan hverken be- eller afkræfte, at vi løj. I flyvevåbenet skal vi tage hensyn til den nationale sikkerhed, før vi viderebringer oplysninger.“

Det andet aspekt tog udgangspunkt i en af de mange kommissioner, som den amerikanske regering og CIA nedsatte i perioden 1947-1990. Det var Robertson Panelet, der blev oprettet i 1953 og var sponsoreret af CIA.

Pressen fokuserede på, at Robertson Panelet kom til det resultat, at regeringen skulle afvise alle ufo-rapporter. En linje som Project Blue Book også fulgte. Men man afviste dog ikke helt, at ærkefjenden, Sovjetunionen, brugte ufoer som middel til at få al kommunikation til at bryde sammen før et eventuelt atomangreb på USA. En nyhed, der var mere end 40 år undervejs.

Gerald K. Haines' undersøgelse er ikke en murstensroman, som man nok ville forvente, når det drejer sig om mere end 40 års engagement i ufo-rapporter. I Internet-versionen er den på omkring en snes sider, men med mange henvisninger, 93 i alt.

Haines kommer flere gange ind på, at CIA som følge af sit hemmelighedskræmmeri sandsynligvis har været med til en ufo-sløring, men som man nok kan regne ud, kan han ikke bevise det. Haines nævner i sin undersøgelse et par - for os danskere - ukendte sager, hvor der bl.a. indgår bånd og fotografier, som CIA har undersøgt. Begge sager rummer visse indicier på, at der har fundet en sløring sted. Men det endegyldige bevis, har det ikke været muligt at finde, selv om CIA beviseligt løj over for de ufo-forskere, der havde henvendt sig.

CIA's ufo-historie handler ikke kun om CIA, men også om de amerikanske organisationer og enkeltpersoner, som gennem tiderne har undersøgt ufo-rapporter.

I 1958 frygtede CIA, at regeringen ville foretage endnu en undersøgelse af ufo-rapporterne, derfor kontaktede organisationen flyvevåbenet for at fastlægge deres fælles fremtidige politik. Det kom endda så vidt, at en af CIA's agenter mente, at en navngiven ufo-forsker havde „skjulte motiver“ og derfor måtte ses nærmere efter i sømmene af FBI. Det står dog ikke klart, om FBI undersøgte ufo-forskerens forhold.

Dette tilfælde skulle dog ikke være enestående. Ifølge ufo-bogen „UFOs Over the America“ af Coral og Jim Lorenzen, grundlæggerne af Aerial Phenomena Research Organization (APRO) var der mange lignende og kluntede forsøg på at genere ufo-forskere og organisationer.

Pressen kastede sig hurtigt over den forholdsvis lange del af Gerald K. Haines' undersøgelse, der antyder, at de sete ufoer blot var amerikanske spionfly.

Det første U-2 fly blev taget i brug i 1955. Her ses et U-2 fly i NASA-forklædning fotograferet den 6. maj 1960 på Dryden Flight Research Center.

Fem dage tidligere var piloten Gary Powers blevet skudt ned i sit U-2 fly under en spionageflyvning over Sovjetunionen.

U-2 flyet har et vingefang på over 30 meter og kan flyve så højt, at almindelige luftværnsmissiler ikke kan nå det.

I dag hedder modellen U-2S, og der er 36 i aktiv tjeneste.
Personalet hos Project Blue Book havde kendskab til U-2 flyvningerne, men var meget omhyggelige med ikke at forklare formodede ufo-observationer med U-2. De lysende objekter, som folk havde set højt på himlen, blev bortforklaret som iskrystaller og andre naturfænomener, men var i virkeligheden lysreflekser fra U-2 flyene.

Spionflyet U-2 blev brugt under den kolde krig til spionage mod Sovjetunionen. Flyet kan operere i op til 20 kilometers højde. De første U-2 fly var sølvgrå og reflekterede derfor sollys. De kraftige refleksioner kunne især ses ved solopgang og solnedgang. U-2 spionflyet blev senere malet sort og er trods sin alder stadig i brug. Senest er det set brugt til overvågning af Irak.

Et andet fly, der kunne misfortolkes som et ufo, var OXCART (SR-71 eller Blackbird). I nyere tid er det ikke usandsynligt, at et Stealth-fly er fejlfortolket som et ufo.

I slutningen af 1970erne og i 1980erne nedtrappede CIA sin interesse for ufoer og ufo-rapporter, selv om interessen i befolkningen steg, da der i 1984 blev pustet nyt liv i den påståede ufo-nedstyrtning ved Roswell i New Mexico i sommeren 1947.

Tre ufo-forskere mente, at det amerikanske flyvevåben skjulte det nedstyrtede ufo og dets døde besætning. De henviste til nogle hemmeligtstemplede dokumenter, som en af dem havde modtaget fra en ukendt kilde. Ifølge dokumenterne nedsatte præsident Harry S. Truman en hemmelig gruppe, Majestic-12, til undersøgelse af vraget og den døde besætning.

Dokumenterne, som er af tvivlsom oprindelse, beviser ikke, at et ufo styrtede ned ved Roswell. For ifølge det amerikanske flyvevåben styrtede noget helt andet ned den sommerdag i 1947.

I september 1994 frigav det amerikanske flyvevåben en ny rapport om Roswell-hændelsen. I denne rapport er konklusionen, at vragresterne fundet ved Roswell i 1947 er resterne af en hemmelig ballon-operation, Project Mogul, som skulle bruges til spionageopgaver mod Sovjetunionen.

Hvis CIA har brugt en bevidst sløring til at skjule sandheden om ufoer, så var heldet med både CIA og det amerikanske flyvevåben i 1947, hvor alle råbte „ufo“, da de så et tophemmeligt ballon-projekt havarere. Man må nok sige, at den sløring, som ufo-observatørerne lavede, var god. I de seneste 50 år har det i hvert fald været umuligt at afvise den. Ufo-nedstyrtningen lever og har det godt som en sløring med modsat fortegn.

Det kan også tilføjes, at dr. Larry Bland, redaktør af »The George C. Marshall Papers«, har afsløret, at de såkaldte Majestic-12 dokumenter er svindel. Sproget i dem er nøjagtig det samme som i et brev fra Marshall til præsidentkandidat Thomas Dewey fra 1944, hvor ordet „Magic“ indgår. Datoer og navne er ændret, og „Magic“ er ændret til „Majic“. Dertil kommer, at det var en fotokopi og ikke en original. Der findes ifølge Gerald K. Haines ingen originale MJ-12 dokumenter.

Gerald F. Haines' undersøgelse, som fik overskriften „CIA's rolle i ufostudiet 1947-1990“, blev i 1997 offentliggjort bl.a. på Internettet under adressen: www.odci.gov/csi/studies/97unclas/ufo.html

Kilder:
Gerald K. Haines: A Die-Hard Issue. CIA's Role in the Study of UFO's, 1947-90
IUR, Fall 1997